Befolkning 500 Valuta Euro Areal 0 Km2 Hovedstad Befolkningstæthed 1977,2 indb./Km2

Bystat beliggende midt i Rom nær ved Tiber floden. Den består af Basilikaen, Skt. Peters Pladsen, Vatikanets paladser og haver, San Juan de Letrán kirken og paladset, den pavelige «villa» Castelgandolfo samt 13 bygninger udenfor området, der har ekstra-territoriale rettigheder.

Folket: De medlemmer af den katolske kirke der pga. af deres funktion er nødt til at leve i Vatikanet har statsborgerskab samme sted. De fleste faste funktionærer er italienere, et betydelig antal er schweizere og resten stammer fra en lang række lande.

Religion: Katolsk

Sprog: Italiensk (staten) og latinsk (kirkens officielle sprog)

Officielt navn: Stato della Cittá del Vaticano.

Administrativ inddeling: To parallelle administrationer: den Hellige Stol (den katolske kirkes højeste organ); Vatikanbyen (hvor kirken ligger)

Hovedstad: Vatikanet 890 indb. (2001)

Regering: Valgt monarki på livstid. Pave Frans (oprindelige navn: Jorge Mario Bergoglio, argentinsk oprindelse) er det øverste overhoved, valgt i marts 2013 af Vatikan konklaven.
Svarende til en regeringschef har Vatikanet en statssekretær, der siden august 2013 er kardinal Pietro Parolin, der står i spidsen for en kommission på 5 kardinaler. Paven er desuden biskop over Rom og overhoved for den katolske kirke. Den kirkelige regering rådgives af et kollegium af kardinaler og synoden af biskopper, der mødes når paven beslutter dette. Kirkens administrative organer udgøres af 9 Hellige Forsamlinger, 3 Sekretariater samt en række kommissioner, præfekturer og tribunaler der til sammen udgør Curia Romana.

 

I Antikken blev det område der i dag udgøres af Vatikanstaten, vest for Tiberen, betragtet som Ager Vaticanus (Vatikanets jorde). Nogle historikere mener, at områdets oprindelige beboere stammede fra et gammelt etruskisk folk, der hed Vaticum, deraf navnet. Andre mener, at navnet stammer fra det latinske vates (spåmand) og at der oprindelig eksisterede en bakke kaldet Vaticanum, hvor en flok spåmænd og troldmænd holdt til, for at spå om de forbipasserendes fremtid.

Pga. forfølgelsen af de kristne i Rom og kejser Dioclesians ødelæggelse af alle kirkelige skrifter i år 303 eksisterer der i dag imidlertid kun meget få vidnesbyrd om de første kristne i området.

Situationen ændredes under kejser Konstantin den Store (307-337). Han sluttede fred med kirken og tillod at de kristne kunne agere legalt og fik en juridisk status der tidligere var forbeholdt de vantro.

I det 4. århundrede begyndte de kristne ved foden af Vatikan højen at bygge, hvad der senere skulle blive kendt som Peterskirken. Iflg. arkæologiske undersøgelser var det gravpladsen for den første pave. Middelalderens paver købte området og beordrede en bro (Pons Aelius) bygget, som skulle forbinde området med resten af Rom.

Landskabets og bygningernes arkitektur blev påvirket i forskellige perioder og udfra forskellige kriterier som de skiftende pavers smag og følsomhed. I det 7. århundrede var det landskabsarkitekter som Antonio Tempesta, Giovanni Maggi og Giambattista Faldi der gav form til det grønne område, der strækker sig bag Peterskirken og over en af Roms 7 høje. Paven begyndte i denne periode også at være magthaver over Rom og de omliggende områder.

I 756 blev dette herredømme officielt overdraget pave Stefan II af frankernes konge, som tak for, at paven havde udnævnt ham til konge. Området blev gradvist udvidet gennem donationer, køb og erobringer, og Pavestaten blev officielt oprettet af Karl den Store i det 9. århundrede. Den udgjorde da hele den centrale zone af Italien.

I 847 beordrede pave Leon IV en stor mur bygget omkring næsten hele området til beskyttelse mod sarracenske angreb. Med udgangspunkt i Castel Sant'Angelo fortsætter muren bag vatikanets basilika og ned mod Tiberen. Det forvandlede Skt. Peter zonen til et muromkranset område. Den beskyttede basilikaen og de skatte den rummede samt de mindre kirker, klostrene, gejstlighedens huse, pavens hus samt indbyggernes huse og køkkenhaver. Men muren forvandlede samtidig området til noget specielt, der adskildte den fra resten af byen.

I 1309-77 residerede paverne overvejende i Avignon pga. de konstante fraktionskampe i Rom. Efter pres fra Filip IV af Frankrig flyttede pave Klemens V pavestolen til Avignon, der blev en del af pavens vasaller og i 1348 pavelig ejendom. Periodens 7 paver var alle franskmænd ligesom 111 af de 134 kardinaler.

Efter at Gregorio XI havde genoprettet pavesædet i Rom, fik Klemens VII kardinalerne til i 1348 at erklære valget af Urbano VI til pave for ugyldigt. Klemens blev valgt til antipave og indtog den ledige trone i Avignon. Europa blev delt i pavespørgsmålet. Frankrig støttede Klemens, mens Storbritannien støttede Urbano, og dette var baggrunden for hundredeårskrigen mellem begge kongedømmer (1337-1453).

Gennem århundrederne og især under renæssancen i det 14. århundrede gjorde pavedømmet Vatikanet til et af verdens vigtigste kulturelle centre. Især bør fremhæves Peterskirken og det Sixtinske Kapel (i pavens palads) dekoreret med fresker af Miguel Angel, Boticelli og andre af renæssancens kunstnere.

Størstedelen af Vatikanstatens territorie opstod under de skiftende paver frem til 1797, hvor Napoleon Bonapartes franske tropper erobrede området og skabte den romerske republik.

I 1801 generobrede Pius VII dele af sin magt, og efter Napoleons fald blev de fleste af Vatikanets jordområder atter overdraget dette ved Wienerkongressen i 1815.

I 1869 gennemførtes det første Vatikankoncil, hvor pavens ufejlbarlighed blev slået fast som dogme. Vatikanets eksistens ophørte i 1870, da Italiens første konge, Víctor Manuel de Saboya formaliserede den militære besættelse af området, Giuseppe Garibaldi havde indledt, og udråbte Rom til hovedstad i det samlede italienske rige. Garantiloven af 1871 slog fast, at pavens person var urørlig og tilkendte ham samtidig Vatikanet. De romerske paver anerkendte imidlertid ikke denne situation før 11. februar 1929, da den Hellige Stol indgik Letrán traktaten med Benito Mussolini, der udstak grænserne og privilegierne for den aktuelle stat.

Vatikanstatens nuværende rigdomme stammer især fra investeringen af de 1,75 mia. lire, som den fik ved Letrán traktaten i erstatning for de områder den havde mistet i 1870. Rigdommene stammer desuden fra donationer fra især USA og Tyskland. Disse midler administrares i dag af Instituttet for religiøse Byggerier - også kaldet Vatikanets Bank - der blev oprettet efter de finansskandaler der var knyttet til Banco Ambrosianos krak i 1982. Man mener dens indre værdi er 11 mia. US$ fordelt på mange andre banker, virksomheder og jordejendomme over hele verden.

I 1993 havde staten et underskud på 1,7 millioner dollars. Samme år skete to hidtil uhørte ting: arbejderne i Vatikanet organiserede sig for første gang med krav om højere lønninger og pensioner; under pavens rejse til USA i juni blev der for første gang givet tilladelse til kommerciel udnyttelse af hans billede, der blev solgt på plakater og trøjer.

To år senere udsendte Vatikanet en CD med taler og sange af paven. Den blev solgt i 20 millioner eksemplarer. I 1995 var Vatikanets budgetunderskud atter vendt til et overskud.

Formanden for den episkopale konference i Tyskland, Karl Lehmann rystede i januar 2000 den katolske verden, da han erklærede sig sikker på, at den da 79 årige pave ville trække sig tilbage, hvis han selv nåede frem til den konklusion, at han ikke var i stand til at fortsætte i sit embede som pave. Lehmann brød dermed det tabu om ikke at tale det følsomme emne, som pavens tilbagetræden udgør. Tilbagetræden er mulig efter pavestolens lovgivning, men er usædvanlig sjælden i Vatikanets tusindårige historie. De seneste eksempler er fra år 1040, hvor Benedikt IX og Gregorius VI trådte tilbage af forskellige årsager.

Gennem 1990'erne rystede en lang række anklager mod katolske præster for pædofili Vatikanet. Ofrene modtog ialt 119,6 mio. US$ i erstatning. Den største erstatningssum i historien for seksuelle overgreb. I november 2001 udsendte paven over internettet for første gang et 120 siders dokument, hvor han indirekte bedre ofrene for de gejstliges overgreb om undskyld. Et komuniké fra april 2002 efter et møde mellem Vatikanet og nordamerikanske kardinaler afviser dog at indføre «nultolerancepolitik» overfor de pædofile præster.

I oktober 2002 gør paven afdøde moder Teresa fra Calcutta til helgen. Hun var muligvis det 20. århundredes mest fremtrædende religiøse figur, men helgengørelsen var samtidig omdiskuteret pga. hendes modstand mod anvendelsne af prævention. Næsten samtidig gjorde paven Opus Deis grundlægger, José Escrivá de Balaguer til helgen. Opus Dei er en stærkt konservativ orden indenfor den katolske kirke, og den fik enorm indflydelse i det 20. århundrede. Denne helgengørelse havde stærke politiske overtoner.

Trods stærkt pres fra Vatikanet afviste EU's forfatningskoncent i 2003 at inkludere en passus i EU's nye forfatning om «EU's kristne rødder».

I juli lancerede Vatikanet en verdensomspændede kampagne mod homoseksuelle ægteskaber, som den karakteriserede som umoralske, ikke naturlige og ødelæggende. Det skete i et forsøg på at omgøre de fremskridt der var sket på dette område i Europa og Amerika.

I oktober 2003 fejrede den stærkt svækkede 83 årige pave sit 25 års jubilæum i pavestolen. Antallet af katolikker er fortsat stigende, trods Vatikanets reaktionære udvikling under pave Paul II. Vatikanets modstand mod anvendelse af prævention bidrager fortsat til spredningen af AIDS og andre kønssygdomme.

Pave Johannes Paul II døde 2. april 2005. Han led af fremskreden Parkinson, og hans sygdom var til alvorlig bekymring for katolikker og især Vatikanstaten. Den 24. februar var han blevet indlagt på Gemilla hospitalet i Rom for influenza. Hans tilstand var i bedring, da han blev ramt af et hjerte- og cirkulations kollaps. Hundredetusinder forsamledes de følgende dage på Peterspladsen og flere katalske lande erklærede landesorg.

De fleste iagttagere udenfor Vatikanet var enige om at bedømme Johannes Pauls eftermæle som stærkt konservativt. Han fik knust de fleste befrielsesteologiske strømninger i den katolske kirke i den 3. Verden og dermed reduceret kirkens sociale og politiske engagement. Hans stærke modstand mod prævention har samtidig bidraget til spredningen af AIDS i specielt katolske lande i Afrika.

Vatikan konklaven udpegede den 19. april den 78 årige tyske kardinal Josef Ratzinger til ny pave under navnet Benedict XVI. Udnævnelsen kom ikke helt uventet. Ratzinger var efter paven Vatikanets stærkeste mand. Han havde i årtier stået i spidsen for Vatikanets Forsamling for Trosdoktrinen - efterfølger til inkvisitionen. Han havde været Johannes Pauls højre hånd, og havde dermed i årtier stået centralt i udformningen af Vatikanets politik. Blot dagen før konciliets sammentræde havde han erklæret: «Troen hos mange kristne er i disse år blevet rokket (...) fra det ene ekstreme til det andet; fra marxisme til liberalisme, til det libertære; fra kollektivisme til radikal individualisme; fra ateisme til mysticisme. (...) Dette har skabt et relativismens diktatur, der ikke anerkender definitive dogmer, og som i sidste ende kun anerkender jeg'et og dets ambitioner». Det menes at Ratzinger vil kæmpe for, at katolicismens fundamentale doktrin ikke fraviges i spørgsmål om teologi, kirkens organisering, kvindens rettigheder, seksualitet og forplantning. En af Ratzingers nære medarbejdere, kardinal Camillo Ruini erklærede i foråret 2005, at nutidens europæiske kultur: «står i skarp modsætning til kristendommen og hele menneskehedens religiøse og moralske traditioner». Ratzingers person anses for at være «stivsindet» og upopulær indenfor store dele af den katolske kirke. Han er kendt for at forfølge dissidenter - især de der indenfor kirken betegnes som «progessive». Hans alder taget i betragtning vil der dog ikke gå mange år før den katolske kirke atter skal vælge en pave.

I september 2006 krænkede paven den muslimske verden, da han citerede en kristen erobrer fra det 14. århundrede for at sige at profeten Muhammed kun havde bragt «dårlige og inhumane ting til verden». Paven måtte undskylde sig overfor den muslimske verden, men inden da var en italiener blevet dræbt i Somalia og flere kirken angrebet i Palæstina. Alligevel udmærkede begivenheden sig ved, at paven trods alt var i stand til at undskylde sine religiøse krænkelser. Det var Danmark ude af stand til da Jyllandspesten 1 år forinden bragte sine Muhammed krænkende tegninger.

Den katolske kirke er i store dele af verden kendt for pædofili. I januar 2007 blev der i Washington indgået forlig om betaling af 50 mio. US$ til kirkens pædofili ofre. I juli måtte den katolske kirke i Los Angeles betale 660 mio. US$ til 500 ofre for de katolske præsters pædofili.

I 2010 indledtes en efterforskning af kriminelle aktiviteter i Vatikanets Bank for at bringe den på linie med OECD's krav til finansiel transparens. Efterforskningen førte til at bansken chef Ettore Gotti Tedeschi i 2012 måtte træde tilbage. De kriminelle aktiviteter i banken og pædofilisagerne belastede pave Benedict så meget, at han i 2013 tog den usædvanlige konsekvens at træde tilbage. Konklaven valgte i marts den argentinske jesuiterpræst Jorge Mario Bergoglio til pave under betegnelsen Pave Frans. Valget var kontroversielt, da Bergoglio virkede i Argentina under militærdiktaturet i 1970'erne, hvor den katolske kirke var tæt forbundet med militæret og velsignede dets massive krænkelser af menneskerettighederne.

Pave Frans viste sig hurtigt at føre en anden politik end sine forgængere. I april 13 besluttede han at aflyse den bonus på flere mio. € der ellers traditionelt gives til de ansatte i Vatikanet efter et pavevalg, og gav i stedet beløbet til velgørenhed. Samtidig fjernede han den årlige bonus på 25.0000 €, der ellers blev givet til de kardinaler der var valgt til tilsynsrådet for Vatikanets Bank. Umiddelbart efter sin indsættelse opfordrede han til større global dialog mellem religionerne - især med islam. Han kritiserede efterfølgende den tiltagende islamofobi, der hærgede især Europa.

Frans kritiserede i løbet af 2013 flere gange kapitalismen for dens grådighed og ødelæggelse af miljøet. Kritikken fik til sidst den højreradikale nordamerikanske radiokommentator Rush Limbaugh til at karakterisere paven som marxist.

Paven meddelte i maj 2014 at han ville besøge ofre for seksuelle overgreb fra katolske pateres side. Han erklærede samtidig at han ville føre en nultolerance politik overfor seksuelle overgreb begået af kirkens medlemmer. Samme måned besøgte han Jordan, Palæstina og Israel. I Israel havde myndighederne givet 15 højreradikale jødiske aktivister tilhold om at holde sig borte efter en række voldelige angreb på kristne kirker og huse. Kristne i både Palæstine og Israel er ofre for myndighedernes og højreradikales overgreb.

Få uger inde i Israels krig mod Gaza i juli/august 2014 sendte paven en stærk appel om at standse myrderierne. Israel havde da allerede dræbt 1060 palæstinensere - næsten alle civile - mens palæstinenserne havde dræbt 43 israelere - næsten alle soldater. Appellen havde ingen virkning. Israel myrdede yderligere 1100 palæstinensere inden blodrusen stoppede. I maj 2015 besøgte den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas Vatikanet. Det meddelte efterfølgende - til Israels store fortrydelse - at det anerkendte Palæstina som stat.

I april 2016 besøgte pave Frans Mòria flygtningelejren på Lesbos. Baggrunden var, at EU havde indgået aftale med Tyrkiet for at standse flygtningestrømmen fra Asien, så flygtninge blev interneret under koncentrationslejr lignende forhold på bl.a. Lesbos. Humanitære organisationer som Red Barnet og Læger uden Grænser havde allerede trukket sig ud i protest med EU's og Tyrkiets overtrædelse af FN's Flygtningekonvention. I solidaritet med flygtningene gav paven 10 af dem asyl i Vatikanet og tog dem med tilbage til Rom.

Paven gennemførte i oktober 2016 et historisk besøg i Lund, Sverige. Anledningen var optakten til 500 året for reformationen, året efter og formålet var at slå bro over og skabe forsoning efter 500 års konflikt og krig mellem katolikker og lutheranere. I en fællesudtalelse erklærede paven og præsidenten for det Lutheranske Verdensforbund, Munib A. Younan, at «Reformationen havde givet de hellige skrifter en mere central placering i kirkens liv». Besøget i Sverige var interessant eftersom landet i det 17. århundrede spillede en fremtrædende rolle i forfølgelsen og henrettelsen af katolikker. Helt frem til midt i det 20. århundrede kunne katolikker ikke blive læger, lærere eller nonner i landet. Årsagen til at paven netop besøgte Lund var, at det var der det Lutheranske Verdensforbund i 1947 blev dannet i et forsøg på at samle verdens lutheranske kirker

Paven skaffede sig mange stærke fjender. Ikke udenfor den katolske kirke men indenfor. Baggrunden var hans oprydning i kirkens kriminelle aktiviteter: økonomi og pædofili. Og hans mere progressive tilgang til verden end hans stærkt højreorienterede forgængere. En af pavens mest indædte modstandere var den nordamerikanske højreradikale kardinal Raymond Burke. Burke havde i 2014 inviteret Donald Trumps senere nazistiske rådgiver, Steve Bannon til at tale ved en konference i Vatikanet via videolink fra Californien. Bannon benyttede lejligheden til at vrøvle om nødvendigheden af at forstærke den «jødisk-kristne» akse vendt mod ateisme og «islamo-facisme». Mens Burke var knyttet til det yderste højre i USA, benyttede paven under valgkampen i USA lejligheden til at kritisere Donald Trump for denne gentagne voldtægter af og overgreb mod kvinder. Han opfordrede USA's katolikker til ikke at stemme på Trump, men stillet overfor Clintons støtte til abort stemte et flertal af katolikkerne alligevel på voldtægtsmanden. (The war against Pope Francis, Guardian 27/10 2017)

I februar 2019 anerkendte pave FRans, at nonner blev seksuelt udnyttet af biskopper og præster. Han gennemførte et 4 dages møde om emnet og besluttede procedurer så de seksuelle overgreb kunne rapporteres opad til pavestaten udenom de skyldige i krænkelserne.

Ved Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 tog Frans en række usædvanlige skridt til støtte for fred. Han besøgte den russiske ambassade i Rom og ringede til Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy for at udtrykke sin «sorg» over krigen og erklærede at Vatikanet ville arbejde for at finde «rum til forhandling». Nogle dage senere opfordrede han parterne til at lade våbnene tie, men både Moskva og Washington var tonedøve.

Guia del Mundo