Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Beneš, Edward

Edward Beneš

Edward Beneš (født i Košlany, Tjekoslovakiet, 28. maj 1884 - død i Sezimovo Ŭstí, 3. september 1948), tjekkisk politiker. Efter studier i Paris og Prag, blev han dr.jur og underviste derefter ved universitetet i Prag. Han var sammen med T.G. Masaryk og M.R. Stefánik en af de 3 grundlæggere af staten Tjekoslovakiet. Sammen med disse udformede han «tjekoslovakisme» - teorien iflg. hvilken tjekkerne og slovakkerne anses for at være to folkeslag, der tilsammen udgør en stat - med det formål at opnå anerkendelse af den nye stats grænser, der var blevet fastlagt ved internationale traktater i begyndelsen af 1920'erne. Dette førte til fjendtligheder fra de slovakiske autonomi-tilhængeres side og mødte ligeledes åbenlys modstand fra Polen, Ungarn og Tyskland.

Først som udenrigsminister og senere som republikkens præsident førte han en vestligt orienteret og især franskvenlig udenrigspolitik. Han var fortaler for oprettelsen af «Den lille Alliance» sammen med Jugoslavien og Rumænien for at imødegå de omkringliggende landes revanchisme. I 1923-27 var han medlem af Verdensforbundets Råd og senere af Komiteen for Sikkerhed, og overbevist tilhænger af en kollektiv sikkerhedspolitik. Deltog aktivt i de fleste betydningsfulde internationale konferencer. I 1921-22 stod han i spidsen for regeringen. Medlem af CSNS, hvor han ligeledes var vicepræsident, hvilket havde stor indflydelse på hans ideologiske og politiske stillingtagen. Afviste marxismen men sympatiserede med de socialistiske ideer.

I december 1935 - mindre end 3 år efter at have afløst Masaryk på præsidentposten - flygtede han til Monaco. På baggrund af den opstand og de tragedier, som fulgte i kølvandet på nederlaget diskuteres det fortsat, om væbnet modstand mod nazisterne og mod den formodede aggression fra Polen og Ungarn ikke ville have været at foretrække, selv om konsekvensen havde været international isolation. Den 5. oktober 1938 trak han sig fra præsidentposten og emigrerede til London hvor han oprettede en eksilregering, der opnåede anerkendelse fra de allierede. Begivenhederne i september 1938 og den efterfølgende besættelse i marts 1939 fik Beneš til at miste tilliden til de vestlige demokratier som garant for Tjekoslovakiet. I december 1943 udformede han en venskabs- og samarbejdsaftale med Sovjetunionen. Vendte tilbage til Tjekoslovakiet efter befrielsen, og med regeringsprogrammet fra Kosice fra april 1945, og med dekreterne og nationaliseringerne i efteråret 1945, begyndte han at realisere et projekt, der handlede om at «forene den nationale revolution med den økonomiske». Fortsatte med at at være overbevist om, at Tjekkoslovakiet selv med et stærkt kommunistisk parti, ville kunne blive demokratisk og pluralistisk, og danne bro mellem øst og vest. Sovjets afvisning af Marshall-hjælp, oprettelsen af Kominform, anslaget mod DS, som i Slovakiet havde opnået absolut flertal ved valget i 1946 og endelig begivenhederne i februar 1948, førte til at hans allerede svagelige helbred forværredes. Den 25. februar 1948 trak han sig tilbage til sin residens i Sezimovo Usti, efter at have udnævnt Gottwalds nye regering. Han afgik ved døden få måneder senere, efter at have afvist at undertegne de nye valglove og den forfatning som parlamentet ellers havde vedtaget d. 9. maj.

E.P.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2002

Læst af: 26.485