Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Thing, Børge

Børge Thing (1917-1971), dansk modstandsmand, født 18. april 1917 i Herning som søn af Ane Marie Thing (f. Bolesen) og Niels Magnus Simonsen Thing. Efter endt skolegang kom Thing som 14 årig i lære som blikkenslager. Han var udlært i 1936, meldte sig ind i Blikkenslagernes Fagforening i Herning og samtidig i DsU. Interessen for politik var muligvis provokeret af oplevelsen af Konservativ Ungdom, der i fascistisk antræk gennemførte parade på torvet i Herning.

Efter læretiden blev han ansat som svend hos sin læremester, men det blev et kort ansættelsesforhold. I efteråret 1936 kom det til konflikt, da han havde organiseret svendene hos Hernings 3 blikkenslagermestre omkring kravet om akkordaflønning. Thing blev afskediget, sortlistet og måtte rejse til København. Her kom ham i 1937-38 på kursus på Borups Højskole, hvor han mødte sin senere kone Dora Recht, der samme sted gik på børnehaveseminarium. Hun var jøde, ud af en indvandret ortodoks jødisk familie og medlem af DKU. Hun trak ham med ind i de kommunistiske miljøer. I efteråret 1938 meldte de sig begge ind i DKP. For ham var den umiddelbare årsag uenighed med socialdemokratiet om opfattelsen af nazismen og hvordan den skulle bekæmpes.

Det var vanskeligt at finde arbejde i København og Thing fik i stedet af sin fagforening tilladelse til at tage preliminær-eksamen (svarende til 10. klasse) på understøttelse. Da eksamenen i 1941 var hjemme, fik han dog ikke lov af fagforeningen til også at tage studentereksamen på understøttelse. I stedet begyndte han at arbejde. Han tilhørte den kommunistiske fraktion i sin fagforening, der især i 1941-42 var meget aktiv.

I efteråret 1941 kom loven som forbød kommunistisk virksomhed, og DsF - det daværende LO - udsendte et cirkulære, som henstillede, at medlemmer af DKP undlod at opstille til valg i fagforeninger. Cirkulæret afholdt dog ikke blikkenslagerfraktionen fra at fortsætte arbejdet. Den blev indkaldt til samtale med fagforeningens bestyrelse, men sagde her, at de ikke betragtede sig som kommunister. Helt frem til generalforsamlingen i februar 1943 var de aktive i fagforeningen, selvom de da længe havde været under jorden.

I efteråret 1942 blev Thing hvirvlet ind i modstandsarbejdet, og deltog i de første sabotageaktioner. DKP havde i udgangspunktet været skeptiske overfor sabotageaktioner, men besluttede alligevel at markere 2 års dagen for besættelse, 9. april 1942. Aktionen slog fejl men hen over sommeren blev der opbygget større erfaring. Sabotagegrupperne var tilsammen på omkring 30 mand og blev oprindelig ledet af Børge Houmann og Thorkild Holst.

Thing blev rekrutteret til modstandsarbejdet af sine kammerater i den kommunistiske fraktion. Hans gruppe blev ledet af blikkenslageren Knud Børge Jensen - bedre kendt som Sprængsmidt. De indgik i hvad der senere blev kaldt KOPA (Kommunistiske Partisaner). Efter et vellykket sprængstoftyveri i december 1942 kunne denne gruppe fra 1942-43 overgå til sprængstofattentater. Men samtidig var den efterhånden blevet noget decimeret pga. arrestationer. Fra samme årsskifte begyndte en ny organisation, BOPA (Borgerlige Partisaner) at tage form. Den bestod af betydeligt yngre mænd - mange af dem gymnasieelever. De to organisationer smeltede sammen, og de unge sabotører kom nu under kommunistisk ledelse.

Allerede i slutningen af 1942 gik Thing under jorden. Det danske politi blev i februar 1943 opmærksom på hans eksistens, men først 18. april lykkedes det at arrestere ham. Det var imidlertid meget begrænsede oplysninger politiet havde om ham, og trods trusler om udlevering til det tyske politi, nævnte han ingen navne og benægtede kendskab til modstandsarbejdet. Han undgik udlevering og blev 1 måned senere idømt 4 måneders fængsel. I slutningen af august lykkedes det ham at undslippe fra Kommunehospitalet. Han gik under dæknavnet Brandt straks under jorden og blev leder af flere sabotagegrupper.

I januar 1944 blev næsten alle underledere i BOPA arresteret. BOPA lederen Eigil Larsen indledte derefter forhandlinger med det tyske sikkerhedspoliti for at få løsladt sine ledere. Tyskernes modkrav var stop for sabotagen. Det faldt ikke i god jord i DKP. Kort tid efter mødte Svend Nielsen og Børge Houmann op på Eigil Larsens illegale bopæl og afsatte ham som leder af BOPA. Grupperne deltes nu. De fleste kom under Things ledelse og resten under ledelse af Erik Saxtorph. I december 1944 blev denne afsat efter uregelmæssigheder i hans afsnit af organisationen, og denne var nu i sin helhed ledet af Thing.

I modsætning til sin forgænger Eigil Larsen, der aldrig havde deltaget i aktioner, deltog Thing i de fleste sabotageaktioner. Ledelsen i DKP havde godt nok nedlagt forbud mod dette - det var for risikabelt - men iflg. Thing var det nødvendigt for gruppernes sammenhold og gennemslagskraft.

Under det meste af sin eksistens havde BOPA kun omkring 150 medlemmer. Omkring halvdelen af disse var arbejdere - metalarbejderne udgjorde her et flertal - og omkring en tredjedel var studerende. Trods myten om, at det var en kommunistisk partisangruppe var kun ca. 15% medlemmer af DKP. Organiseringen var meget stram, i en cellestruktur, og dette beskyttede organisationen mod optrevling. Den stod bag de fleste af de spektakulære sabotageaktioner i 1944 og tegnede sig for 60% af de økonomiske skader.

Thing undgik frem til befrielsen arrestation, selvom han to gange var lige ved at blive taget. Økonomisk klarede han sig på understøttelsen, som fagforeningen fortsat udbetalte, trods det at han var gået under jorden.

Han havde en klar opfattelse af, at forsvaret måtte ændres efter 2. verdenskrigs afslutning. I marts 1945 skrev han en artikel i det illegale blad Ungdommens Røst med titlen «Vor nye hær». Her argumenterede han for opbygningen af en ny demokratisk hær, baseret på «et folk i våben». Han skrev:

«En sådan ny forsvarsordning vil kræve flere officerer og nye officerer. Ikke bare på grund af de forøgede tekniske krav; de nye officerer må bringe en ny ånd ind i hæren. De må garantere den nære forbindelse mellem folk og forsvar. Den opfattelse af officersgerningen, at den er en repræsentativ stilling for tilfældige overklassesønner, må bringes ud af verden. Officererne må udvælges blandt de bedste af landets sønner uanset deres økonomiske og sociale stilling. [...] Når tyskerne er jaget ud af landet, og vi er begyndt at opbygge vor nye hær, findes der en glimrende mulighed for straks at praktisere dette princip, ved simpelthen at sætte alle de unge frihedskæmpere, der har alderen og evnerne til det, på officersskole.»

Men sådan kom det ikke til at gå. Thing blev i første omgang knyttet til det politiske arbejde i DKP, men uden egne politiske ambitioner. Han var en populær skikkelse i offentligheden, og blev opstillet ved Folketingsvalget i oktober 1945, der gav DKP 18 pladser i tinget. Meningen var at trække stemmer. Han ønskede ikke selv at komme ind, og blev opstillet i en kreds hvor det var sikkert at han ikke blev valgt. I stedet blev han i efteråret 45 sat ind i DKU's hovedledelse, og var fra oktober ansvarshavende for ungdomsorganisationens blad Fremad. En post han dog kun beklædte frem til februar 1946. Han blev øjensyneligt modarbejdet af dele af DKP's ledelse, der i den populære modstandsleder så en trussel, hvis han gik ind i DKP's ledelse.

Efter krigen besluttede befrielsesregeringen, at frihedskæmperne skulle have adgang til hæren. I marts 1946 blev Thing derfor udnævnt til kaptajn af reserven og optaget på Skolen for Modstandsbevægelsens Befalingsmænd. Hermed startede 10 års ørkenvandring gennem det danske militær. Hans lysende ide fra 1945 om en ny forsvarsordning var der ikke plads til. Forsvarets strukturer var uforandrede, mistænksomheden overfor kommunister intakt, og den blev kun forstærket under den kolde krig. De interne militære bedømmelser af Thing bekræfter dette billede. Den 1. august 1956 blev Thing bevilget afsked fra militæret med pension. Allerede mange år forinden havde han bedt DKP om tilladelse til at søge sin afsked, men var blevet opfordret til at blive og vente på at blive fyret. Trods euforien og modstandsbevægelsens popularitet efter krigen var styrkeforholdet ikke til en dybtgående forandring af det danske militær, og slet ikke efter den kolde krigs udbrud og Danmarks optagelse i NATO.

Sammen med Thomas Bergsøe startede Thing i slutningen af 50'erne et reklamebureau, der som en af sine kunder fik høreapparatvirksomheden Danavox. Thing viste atter engang sine anlæg for organisatorisk arbejde, og et stykke tid senere blev han ansat som reklamechef i Danavox' danske afdeling. Senere blev han direktør i virksomheden. En stilling han beklædte til sin død.

Politisk blev han dybt desillusioneret over afsløringerne af Stalins terror på SUKP's 20 partikongres i 1956. Da Aksel Larsen blev ekskluderet af DKP i 1958, meldte også Thing og hans kone sig ud. Larsen ønskede at opstille Thing til Folketinget, men denne var ikke interesseret i en politisk karriere. Han støttede Larsen, men meldte sig ikke ind i SF.

I midten af 1960'erne blev han kontaktet af Niels Munk Plum, der havde startet en dansk Anti-Apartheid Komite, der bl.a. støttede ANC og Pan Africanist Congress (PAC). På et tidspunkt forespurgte PAC, om Thing var interesseret i at tage til Tanzania for at træne sydafrikanske partisaner. Han indvilgede og nåede til London, før PAC alligevel ombestemte sig. Kort tid senere - i 1967 - blev han af Arne Gaardmand draget ind i bestyrelsen for tidsskriftet Politisk Revy. Politisk havde han for længst gjort op med stalinismen og bevægede sig stadig mere i en retning af venstresocialisme.

Thing døde i maj 1971 kun 54 år gammel.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2002

Læst af: 36.567