Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Bondeopstande I Norge

Norske bondeopstande kan spores langt tilbage i tiden. Fra samlingen af riget og frem gennem middelalderen var bønderne impliceret i en lang række opstande. Det typiske for oprørsgrupper som birkebeinere, slittunger og andre hvor mange bønder var med var imidlertid, at disse først og fremmest var redskaber for godsejerne i deres indbyrdes kamp om magten i Norge. F.eks. var Sverres og birkebeinernes sejr i borgerkrigene mod slutningen af 1100-tallet på ingen måde et led i småkårsfolkenes klassekamp for en ny samfundsorden. Tværtimod var birkebeinerne kun Sverres håndgangne mænd - som til tak for hjælpen fik jordejendom og magt da Sverre blev konge.

Sverres sejr indebar ikke noget systemskifte, men en konsolidering af godsejerkongedømmet på bekostning af det gamle folkekongedømme. Både retsligt og reelt mistede bønderne den indflydelse de havde haft under folkekongedømmets tid. Befolkningstilvækst, knaphed på jord, stigende gæld og afgifter til kirke, adel og kongemagt, opdelingen af kongens jordområder til gårde osv. førte til, at bønderne i langt større udstrækning end tidligere blev fæstebønder.

Først efter 1550 kan man tale om egentlig uafhængige bondeopstande - at bonde fører bonde for bondekrav. Det drejer sig her om uro og opløb i forbindelse med ekstraskatter (som ofte blev udskrevet i forbindelse med krige), nye afgifter og ikke mindst selve inddrivningsmåderne som lokale fogeder og lensmænd ofte benyttede. Under disse konflikter er det alligevel vanskeligt at finde spor efter bevidst kritik af samfundsordenen. Dette fremgår af den tillid bønderne havde til enevoldskongen i København: «han var far», som de drog til med deres klagemål.

Frem til ca. 1600 kæmpede bønderne for deres interesser mod jordadelen. Med indførelsen af enevælden og adelens reducerede magtposition, blev det fra midten af 1600-tallet mere og mere en strid mellem bønderne og den fremvoksende borgerstand, som kongemagten - ikke mindst økonomisk - nu baserede sin magt på. Øgede privilegier til borgerskabet i byerne indenfor minedrift, handel og håndværk øgede utilfredsheden blandt bønderne. Især savværksprivilegierne fra 1688, som forbød eksport af trælast fra landsbysavværker og gav storborgerskabet i byerne monopol på trælasthandelen, skabte modsætninger. At kongemagten rekrutterede sine øvrighedspersoner fra borgerstanden - som endog var af udenlandsk oprindelse - gjorde ikke modsætningerne mindre.

Til trods for misnøje og klager over fogeder osv., har vi ikke større kendskab til bondeopstande af noget særlig omfang i 1600-tallet. Måske skyldes dette, at århundredet var en økonomisk nedgangsperiode for bønderne, som lammede deres handlekraft? (Koht). De vigtigste tilfælde af kollektive bondeaktioner finder vi ved minerne. Minerne var store arbejdspladser for bønderne. Kørslen af trækul, proviant og mineprodukter gav vigtige biindtægter ved siden af landbruget.

I og med at bønderne havde egne brug og ikke var fuldstændig afhængige af lønnen fra minerne - som de faste arbejdere var - kunne bønderne lettere aktionere mod lønnedgange o.l. Det var bønderne og ikke minearbejderne selv der længe var uroelementerne ved minerne.

Fra 1634 kendes den første «overenskomst forhandling» i Norge. Den fandt sted mellem ledelsen af Kvikne Kopperverk og kørerbønder fra Gauldal og Orkdal. Efter en slags «urafstemning» blandt kørerne blev løntilbuddet fra kobberværket accepteret.

Meget tyder på, at Kvikne-kørerne i 1634 truede med strejke. Strejke gjorde i alt fald bønderne som kørte for Kongsberg sølvværk i 1690. Baggrunden for strejken her var, at værket tilbageholdt efterbetalingen fra året før, som kørerne havde krav på. Det var bønder fra Numedal, som gav oprørssignalet, men konflikten spredte sig også til de fast ansatte minearbejdere. Oprøret i Kongsberg fik omfattende dimensioner - de strejkende undslog sig ikke for at true amtsskriveren på livet for at opnå deres krav. Både præster, soldater og statholderen blev tilkaldt for at mane gemytterne til ro, og efterhånden ebbede det hele ud.

I 1677 og 1730 var det også uroligheder i Kongsberg, selv om disse næppe fik samme omfang som i 1690. I 1700-tallet var der også strejker blandt kørerbønderne i minebyen Røros og ved Hadelands jernværk.

Gennem 1700-tallet spores i det hele taget en større selvbevidsthed blandt bønderne. En faktor bag dette kan have været stigning i priserne og bedre tider for landbruget. Overgangen fra fæstestatus til selvejerbønder, som tog fart med salget af krongodserne i slutningen af 1600-tallet og især fra 1720'erne, er også blevet knyttet til dette. I 1660 var 1/3 af Norges bønder selvejere. I 1750 var andelen øget til 2/3.

At det generelt var odelsbønderne der i kraft af højere social og økonomisk status tog førerskabet i de mere omfattende bondeopstande fra midten af 1700-tallet (som Koht hævder), er alligevel tvivlsomt. Ofte kunne fæstebønderne have større brug end selvejerne - brug som gav bedre udbytte og højere social prestige. Mange fæstebønder havde brugene på livstid, og det var heller ikke ualmindeligt, at deres sønner overtog dem efter dem. Især kronens fæstebønder sad godt. Mange fæstebønder havde også selvejerandele i andre brug, og på den måde blev skellet udvisket. Forholdet fæstebønder/selvejerbønder er kompliceret, men det var i alt fald ikke givet, at fæstebonden skulle føle sig selvejerbonden underlegen. Forholdene varierede. I det hele taget er det vigtigt at bemærke, at hverken selvejere eller fæstebønder var homogene grupper økonomisk og socialt. Der var ikke mindst store regionale forskelle.

Det var givet vis fordi retten til at drive skovdrift blev knyttet til selveje, at bønderne for alvor blev interesseret i privat ejendomsret til jorden. Det var da tømmerdriften i Norge slog gennem i stor målestok, at bønderne virkelig begyndte at købe deres landbrug.

Strilekrigen

Strilekrigen i 1760'erne viser, at fæstebønderne ikke var mindre aktive end selvejerbønderne. Baggrunden for dette oprør var at staten - som følge af finansiel katastrofe efter syvårskrigen - udskrev urimeligt store ekstraskatter. Fra 1762 blev hvert menneske over 12 år pålagt at betale 1 rigsdaler om året. Især på Vestlandet skabte ekstraskatten utilfredshed. I 1764 blev bønderne derfor fritaget for skat for børn, fattige og tjenestefolk. Dette kom imidlertid ikke til at gælde for fæstebønderne, da det fra statens side var meningen at ejerne af fæstebondejorden skulle betale for dem, deres børn og tyende. Men sådan så godsejerne det ikke. De krævede, at fæstebønderne selv skulle betale ekstraskatten - hvilket de lokale fogeder var enige i.

På denne baggrund kom det til uroligheder i fiskeridistrikterne på Vestlandet, hvor fæstebondebruget endnu var almindeligt. Fogdernes hårde fremfærd ved inddrivelsen af skatterne med udlæg i gårde og redskaber øgede modsætningerne. Soldater blev flere steder sat ind som skatteopkrævere. I 1763 kom det til et opgør i Romsdal, hvor folk fuldstændig nægtede at betale og jagede fogderne bort. Oprøret spredte sig nu langs hele kysten. Værst var det i Nordhordaland. De fleste bønder der var fæstebønder, og de var blandt de fattigste i landet.

Strilerne i Nordhordaland aktionerede i foråret 1765. I flok og følge drog de to gange til Bergen med deres krav. En dag i april besatte de nærmest Bergen by, og krævede at få 9.000 rigsdaler tilbage, som de havde betalt i ekstraskat. Stiftsamtmanden og en foged blev trængt op af mængden og truet på livet, og beløbet blev tilbagebetalt. I triumf drog strilerne hjemad.

Strilernes succes førte også til oprør andre steder på Vestlandet - både på Nordmøre og Ryfylke. Til trods for at regeringen allerede før optøjerne begyndte havde bestemt, at fæstebønderne skulle slippe for at betale skat for børn og tjenere, blev en kommission og 350 danske lejesoldater alligevel sendt til Bergen for at slå urolighederne ned. Dette førte til, at strilerne måtte give beløbet tilbage, som de havde tilegnet sig. Fire af lederne fik dødsstraf, men blev senere benådet af kongen. Jochum de Lange døde imidlertid i fængslet før benådningen.

Strileanføreren de Lange var ingen typisk bonde, men en ung borgersøn fra Bergen, som havde investeret sin arv i landbrug. At bondelederne ofte havde en anden baggrund end de fleste bønder, er et træk som er værd at bemærke sig. Dette var også tilfældet for senere bondeledere som Kristian Lofthus, Hans Nielsen Hauge, Hans Barlien og andre, som alle ved siden af landbruget havde tæt tilknytning til borgerlige erhverv. De var også ofte velhavende personer, eller i alt fald folk som havde været rige, før myndighedernes straf ruinerede dem. Der findes sjældent eksempler på, at de fattigste bønder gik i spidsen i bondeopstandene. Folk som sultede og led nød manglede materielle og intellektuelle ressourcer for lederskab.

Urolighederne på Vestlandet førte også til oprørsforordningen af 1765, som fastsatte livstidsstraf eller fæstningsslaveri i jern for at indkalde til almueforsamlinger o.l. Denne forordning blev brugt mod bondeopløb helt til den blev afskaffet med den nye straffelov af 1842.

Strilekrigen indvarslede en ny fase i norsk bondehistorie. For første gang svigtede bøndernes kongetroskab. Desuden begyndte bondeopstandene nu at overskride de lokale bygdegrænser. I 1760'erne havde der også været uroligheder i Trøndelag og Gudbrandsdalen. Endnu tydeligere ses dette med Lofthus-opstanden i 1780'erne. Gennembruddet på nationalt plan kom med haugianer-bevægelsen omkring år 1800. Med Lofthus-opstanden og haugianerne kom modsætningerne mellem bøndernes og borgerskabets økonomiske interesser også for alvor frem i dagens lys. Den skærpede konflikt mellem bønder og borgerskab mod slutningen af 1700-tallet, hænger sammen med handelskapitalismens generelle opsving i denne periode. Dette skyldtes især højkonjunkturen for eksporterhvervene og fremvæksten af en norsk handelsflåde. Begge dele en konsekvens af revolutionskrigene ude i verden, som skabte øget behov for både trælast, metaller og fragttjenester.

Godt nok oplevede trælasthandelen en midlertidig krise i årene 1794-96 som følge af kursfald på udenlandsk valuta, men dette skærpede blot modsætningerne ved at trælasteksportørerne i byerne sænkede tømmerpriserne og kørselspriserne. For at holde priserne nede, dannede trælastgrossererne i Kristiania (Oslo) en opkøberring. Dette førte til modstand fra de bønder der ejede skov og drev trælastkørsel. I Hoff i Solør organiserede bønderne og skovejerne en sælgerring, hvor medlemmerne forpligtede sig til ikke at sælge tømmer under en vis mindstepris.

I årene 1794-96 strejkede kørselsbønderne også mange andre steder. Kørselsbønderne i Øvre Romerike gennemførte Norges første virkelige organiserede strejke i 1795. Gennem en aftale som blev kundgjort i Norske Intelligenz-Sedler, blev der fastlagt faste satser for kørsel til Kristiania fra 13 savværker. For at hindre at nogen kørte under satserne, blev der oprettet en bødeordning. Der blev også sørget for strejkevagter, som flere gange væltede strejkebrydernes læs. Endvidere forpligtede kørerne sig til at hjælpe kollegaer med lån i tilfælde af, at nogen kom i økonomiske vanskeligheder.

Landevejen mellem Romerike og Kristiania var på denne tid landets største arbejdsplads. Op til 2.000 mand kunne i vintermånederne være beskæftiget med at køre trælast til Kristiania. Den fælles interesse i at holde fragtpriserne oppe og de gode muligheder for at kommunikere med hinanden på landevejen eller på de mange udskænkningssteder langs ruten, gjorde kørerne til effektive stridsmænd mod trælastgrossererne - langt mere effektive end de fleste andre bønder.

I vinteren 1795-96 kom det til forlig mellem kørerne og trælasthandlerne, uden at nogen af parterne egentlig kunne sige, at de havde sejret. Men nu havde bønderne i alt fald gennem en organiseret strejke vist, at de var i stand til at sætte magt bag deres økonomiske krav. Og dette var ikke sidste gang, kørerbønderne organiserede sig. Det samme skete også i 1850, da romeriksbønderne fik oprettet en «Forening til Bestemmelse af passende Taxier for Varetransporten mellem Christiania og Eidsvold». I denne sammenhæng kan det også nævnes, at kørerbønderne var særligt aktive i thranitterbevægelsen i Romerike. Her arbejdede de for at hindre anlæggelsen af den jernbane mellem hovedstaden og Eidsvold, som trælastgrossererne ønskede, men som ville komme til at ødelægge trælastkørslen fuldstændig for bønderne.

Hauge-bevægelsen

Bondeopstandene fik deres gennembrud på nationalt plan omkring 1800 med Hauge-bevægelsen. Denne omfattende bevægelse forenede bøndernes religiøse konservatisme med kampen mod embedsmændene - især de rationalistiske præster - og mod borgerskabets økonomiske privilegier. På mange måder truede bevægelsen samfundsordenen - ikke kun det privilegerede bysamfund, men også det gamle bondesamfund. Der opstod frygt for, at haugianerne ville opbygge et nyt økonomisk system, et slags «kommunistisk» samfund baseret på fællesskab mellem trosfæller - «et selvstændigt Borgersamfund i Staten».

Hans Nielsen Hauge var bondesøn fra Østfold. I årene fra 1797 til 1804 rejste han rundt i landet og drev religiøs forkyndelse. For den kapital hans tilhængere velvilligt gav fra sig, udviklede han efterhånden en udstrakt forretningsvirksomhed. I 1801 blev han handelsborger i Bergen. Herfra sendte han skibe på langfart, drev handel med korn og fisk fra Nordland, opkøbte storgårde, anlagde møller og papirfabrikker, opkøbte fiskerihavne i Namdalen og et kobberbrud i Østerdalen osv. Han fik aftaler i stand med bønder og fiskere fra Trøndelag og mod nord til Finnmarken, som gik ud på, at de skulle give deres handelsvarer fra sig mod at få det nødvendige til livets ophold igen. Overskuddet skulle gå til haugianernes «samfundskasse» - til fremme af vækkelsesarbejdet i landet. For at gøre sin religiøse opfattelse kendt, igangsatte Hauge et bogtrykkeri i Kristiansand.

Haugianernes vækkelse førte mange steder i landet til uroligheder. At nævne alle disse vil føre for vidt her. Ved én anledning kender vi til, at også kvinder var med som aktivister. Det var bondekonen Kari Resellom som ledede et haugianeropløb mod en skriver i Meldal i 1799.

Hauge blev Norges første privilegieløse storkapitalist. Med sine tilhængeres gudstro og gennem en uformel organisation ledet af slægt og venner, formåede han at holde sine virksomheder gående en tid. I 1804 blev han imidlertid fængslet og al hans ejendom blev beslaglagt.

Det er klart, at Hauges religiøse og økonomiske virksomheder var en trussel mod de herskende samfundslag og deres lovbestemmelser. En kommission blev nedsat for at undersøge Hauges «forbrydelser». I flere år sad han nu i varetægtsfængsel med et afbrud i nødåret 1809, da myndighederne havde brug for hans praktiske dygtighed til at anlægge saltværker rundt omkring i landet. I 1813 blev han dømt til to års fæstningsarbejde, men allerede et par år tidligere blev han faktisk løsladt. Overkriminalretten nedsatte imidlertid straffen i 1814, og pålagde ham kun en pengebøde for brud på trykkefriheden og konventikkelplakaten - som forbød andre end præster at holde religiøse forsamlinger. I 1816 blev Hauges skrifter frigivet.

Ikke blot religiøst og økonomisk fik Hauge-bevægelsen betydning for bønderne. Også på det politiske plan kom mænd med haugianerbaggrund til at spille en vigtig rolle efter at bønderne fik politiske rettigheder. Dette skete i 1814.

Befrielsen i 1814 var et resultat af Napoleonskrigene og stormagtspolitikken ude i Europa. Den havde på ingen måde sine rødder i nogen national eller demokratisk vækst i bondesamfundet (som Sars, Koht, Bergsgård og andre ellers har ment). En anden sag er, at bønderne spillede en vigtig rolle i selve året 1814 - både som «klakører» for den danske kronprins Chr. Fredriks politik som først og fremmest sigtede mod at føre Norge tilbage til Danmark igen, og som soldater i den ventede krig mod Sverige. Derfor var bønderne også repræsenteret i rigsforsamlingen på Eidsvold (med 37 ud af 112 repræsentanter). Med grundloven som her blev vedtaget, fik de store politiske muligheder.

En og anden bonde som Teis Lundegaard og Anders Lysgaard glimtede nok blandt storborgerne og embedsmændene på Eidsvold. Men det var overvejende embedsmændene der dominerede. Alligevel fik bønderne altså en stærk stilling i grundloven. Den såkaldte «bondeparagraf» sikrede bygderne overvægt i Stortinget og 2/3 af repræsentanterne. Desuden fik alle bønder som «paa Landet eie eller paa længere Tid end 5 Aar have bøxlet matriculeret Jord» stemmeretskvalifikation. I samtiden var dette en meget demokratisk bestemmelse. Så godt som alle norske bønder - både selvejere og fæstebønder - fik således muligheder for politisk indflydelse.

Til trods for dette varede det længe før bønderne begyndte at vælge repræsentanter fra bondestanden til Stortinget. De valgte gerne embedsmænd - ofte præsten i hjembyen. I det hele taget var bøndernes valgdeltagelse lav. Selv om valgordningen (med krav om aflæggelse af ed til forfatningen, indirekte valg, ikke hemmelige valg, forbud mod valgagitation osv.) skabte hindringer, kan dette tyde på ringe interesse og forståelse for den nationale politik.

Dette gjaldt den ikke særligt ensartede bondestand som helhed. Enkeltvis fandtes der ressourcestærke aktivister - både ude i bygderne og blandt bondestortingsmændene. Mange af disse var haugianere. Allerede i 1815 forekom der valgagitation blandt bønderne. Både lokalt og i Stortinget prøvede bondepolitikerne at begrænse embedsmændenes og statens myndighed. Denne bondekommunalistiske linie blev især stærk fra 1830'erne.

For embedsmandsstaten var oppositionelle bønder plagsomme. Og der fandtes mekanismer for at stoppe dem. En særlig effektiv måde var at anlægge retssag mod personer, som var uønskede i Stortinget, og således hindre at de var valgbare. Storbonden Halvor Hoel, haugianeren Nils Bru og bondeagitatoren Hans Barlien led alle en denne skæbne ved valgene efter 1814. Det hører med til historien, at ingen af disse blev fundet skyldige efter tiltalen. Men sat udenfor som førere for bondeoppositionen i Stortinget blev de. Hedemarkskaksen og unionsvennen Halvor Hoel, som i 1808 var blevet frifundet for «Mened, Kirkeran og overlagt Mord», var næppe den notorisk kriminelle person, som historikerne senere har gjort han til - selv om han nok var en egenrådig storbonde, som i embedsmændenes øjne levede et umoralsk og fordærveligt liv. Selv om han blev hjemme fra bondedemonstrationerne mod hovedstaden i 1818, blev han alligevel dømt for at have medvirket til disse.

Hoels rolle i bondeurolighederne på Østlandet bestod i, at han havde givet råd eller været med til at udforme anmodninger til Stortinget med krav om en bank, hvor bønderne kunne få lån og at Stortinget vedtog Sebbelows finansplan. Anmodningerne gav også udtryk for utilfredshed med skattetrykket - især sølvskatten - som skulle bringe rigets finanser på fode igen. I 1817-18 var tiderne vanskelige for bønderne. Da Stortinget afviste anmodningen kom det til to store demonstrationer i efteråret. Så dårlig planlagte som de var, blev de let stoppet af soldater ved Krokskogen. Bønderne blev sendt hjem igen og kun lederne blev fængslet.

Bondedemonstrationerne i 1818 var et tilbageskridt set fra en demokratisk synsvinkel. Samtidig med at de gav udtryk for utilfredshed med Stortinget, pegede de tilbage mod enevælden som styreform. Der er ingen tvivl om, at Carl Johan i sin magtkamp mod embedsmændene i regeringen og stortinget, forsøgte at udnytte bøndernes gamle tiltro til kongen som landsfader. Hans agenter med den klodsede Røslein i spidsen, rejste over hele landet og pustede til ilden. Der gik rygter om, at bønderne ville gøre Carl Johan til enevoldskonge. Gennem agenterne gav kongen bønderne penge i form af gaver og lån. Agenterne havde også kontakter med bondeførere som Hoel, Hans Barlien og andre.

Urolighederne i 1818 snarere svækkede end styrkede bønderne politisk. Først i 1830'erne fik bondepolitikken atter vind i sejlene. Fra da af bliver der for alvor drevet agitation for, at bonde skal vælge bonde. Særlig kendt var bondelensmanden og handelsmanden Jon Neergaard fra Nordmøre, som rejste rundt med agitationsskriftet «Olaboga». Blandt storbønderne på Østlandet var «Statsborgeren», som Peder Soelvold redigerede, en vigtig agitationsavis. Bondestortinget i 1833 hvor 45 af 96 repræsentanter var bønder, markerede det egentlige gennembrud for bondeopstanden på det parlamentariske plan. Bøndernes leder fra nu af og i mange år fremover, blev Ole Gabriel Ueland, skolelærer og bonde fra Rogaland.

Valgagitation blandt bønderne var imidlertid ikke noget nyt. Allerede i 1815 agiterede trønderen Hans Barlien for, at bønder skulle vælge bønder. Barlien, som embedsmændene kaldte en «svinepolisk» person, var meget radikal og langt forud for sin tid i Norge. Han var heller ikke nogen ringe person. Ved siden af landbruget drev han bl.a. et savværk, en mølle, et pottemageri, et kalkbrænderi, et teglværk, et glasværk, en hattefabrik og et trykkeri. «Mekanicus» Barlien var også kendt som opfinder. Sin uddannelse havde han fra København.

Allerede på det første storting kom Barlien med forslag om at fratage embedsmændene stemmeretten - en uhyre provokation. Ellers gik han ind for folkevalgte forligskommisærer, lavretsmænd, taksatorer, lensmænd, præster osv. Embedsmændene ville han fratage kommissionerne helt og istedet sætte dem på fast løn. Endvidere gik han ind for fri retshjælp, bedre folkeoplysning, en mere human straffelov o.l. Udover folkevalgte tjenestemænd foreslog han også distriktsforsamlinger til at tage sig af de kommunale spørgsmål i bygderne.

I sin hjembygd Namdalseid fik Barlien til og med i 1826 valgt en sognekomité på 12 medlemmer til at tage sig af styret i bygden. Det samme skete i Overhalla. For disse tiltag blev han i 1830 tiltalt efter oprørsforordningen af 1765, som rummede et forbud mod at sammenkalde almuen. Endvidere blev Barlien tiltalt for valgagitation, gudsbespottelse, for at «vække Misnøje med Statsforfatningen, Regeringen og Statens Embeds- og Bestillingsmænd» osv. Barlien blev tilslut frifundet, efter først at være blevet dømt til et års straf for gudsbespottelse. Imidlertid var tiltalen tilstrækkelig til at hindre han i at blive valgt som stortingsmand i 1830 og 1833. I 1837 - samme år som formandskabsloven kom - blev Barlien træt af den politiske forfølgelse i Norge og udvandrede til USA.

Mange af Barliens tanker kom til at præge bondepolitikken fra 1830'erne. Hans forslag til kommunalt selvstyre viser, at det ikke kun var embedsmændene, der var optaget af dette, som enkelte historikere ellers har hævdet. At det først var da regeringen og Jonas Collet i 1830 tog denne sag op, at noget virkelig skete er en anden sag.

Nu var det kommunale selvstyre heller ikke noget helt nyt i bygderne. Fra tidligere havde bønderne deltaget i fattig- og skolekommissionerne. Gennem sogneselskaberne som var bøndernes første formelle lokalorganisationer, havde de også fået en vis træning i at løse kommunale opgaver. Sogneselskaberne fik især udbredelse fra ca. 1830, og var underafdelinger af Selskabet for Norges Vel. I udgangspunktet skulle de arbejde for at fremme landbruget, men de tog også spørgsmål op angående erhvervslivet i øvrigt, oplysnings- og fattigdomsspørgsmål o.l.

Det vil føre for langt her at gå i detaljer med bondepolitikken fra 1830'erne. Generelt førte stortingsbønderne en snæver klassepolitik under Uelands Ledelse - iklædt liberale og demokratiske fraser. Når det gjaldt nationale symbolske sager osv., viste bønderne ringe interesse. Undtagelsen var de forhold, som direkte berørte deres økonomiske interesser, f.eks. forslaget til ny mellemrigslov i 1857, som ville føre til toldunion og øget konkurrence fra svensk landbrug, eller forslaget i 1863 om en ny hærordning og integration af norske og svenske styrker, som ville øge norske bønders militære pligter.

Med hensyn til liberalisme var bønderne mod dissenterloven og jøders adgang til riget. Derimod var de for afskaffelse af konventikkelplakaten og legalisering af lægmandsforkyndelsen. På samme tid som de gik ind for afskaffelse af byborgernes monopoler indenfor handel, håndværk og savværksdrift, gik de mod at afskaffe tolden - ikke kun korntolden. Baggrunden for dette var, at bønderne frygtede, at staten skulle pålægge dem direkte skatter, dersom toldindtægterne udeblev. Derudover var statslige besparelsen hovedretningsgivende i bondepolitikken for at undgå øgede skatter. For at fremme egne interesser gik bønderne også ind for en hypotekbank i statslig regi og lav lovfæstet udlånsrente.

I demokratiske spørgsmål var bønderne for udvidet kommunalt selvstyre og så begrænset embedsmandsindflydelse og statslige indgreb i bygderne som mulig. Derimod var de - med storbønderne på Østlandet i spidsen - ihærdige modstandere af udvidet stemmeret for husmænd og ejendomsløse. Især dette sidste førte bondeoppositionen i Stortinget på kollisionskurs med Thranebevægelsen i 1850. En god del landbrugere var i øvrigt med i Thranebevægelsen og støttede således kravet om almen stemmeret.

Bondekommunalismen, sparepolitikken og antibureaukratismen er af Sverre Steen blevet forklaret som udslag af, at bønderne levede i et økonomisk system, som overvejende var baseret på selvforsyning. Bønderne gik imod embedsmændene, ikke fordi de repræsenterede en national, liberal og demokratisk politik, men fordi statsmagten med sine embedsmænd greb ind i selvforsyningssamfundets enkle forhold, fordi embedsmændene indebar et kostbart ekspertvælde, fordi de plagede bønderne med skatter og afgifter, de ikke forstod nytten af, og fordi embedsmændene var fremmede overfor bøndernes leve- og tænkemåde, som var præget af det lokale bygde- og landbrugsfællesskab.

Det store skift i bondesamfundet fra midten af 1800-tallet (se Hamskiftet) ændrede forudsætningerne for bondepolitikken. Vigtigst i denne sammenhæng var overgangen fra selvforsyningsøkonomien til pengeøkonomi - også i bondesamfundet. Kapitalisme og orientering mod et landsomfattende marked blev en del af bøndernes hverdag. Dette indebar, at bønderne på en helt anden måde end før måtte interessere sig for tiltag, som ikke kunne løses på kommunal basis, men som kun en moderne stat kunne magte at påtage sig.

Overgangen til markedsøkonomi skabte store problemer for bønderne. Bl.a. blev der nu behov for mere kapital til driftsomlægning, ny teknologi osv. Mange bønder havnede i bundløs gæld. Endvidere var høstudbytterne i 1860'erne meget dårlige.

Bondevenbevægelsen

Bondevenbevægelsen ledet af Søren Jaabæk, kan på mange måder ses som en direkte konsekvens af de økonomiske problemer, som hamskiftet medførte. Den første bondevenforening blev stiftet i Mandal i 1865. I 1871 fandtes der omkring 300 foreninger over hele landet. Bondevenforeningerne var bundet sammen af en central ledelse, amtsforeninger og bladet Folketidende, som på sit største havde 20.000 abonnenter. Med dette blev den norske bondestand en massebevægelse, bundet sammen i noget som lignede en politisk partiorganisation.

I begyndelsen var bondevenbevægelsen en embedsmandsfjendtlig sparebevægelse med bondens økonomiske ve og vel i centrum . Et særlig vigtig krav for at bøde på gældsproblemerne var lav lovfæstet rentefod. Efter 1870 fik bevægelsens program - på Jaabæks initiativ - imidlertid et mere radikalt præg. Bl.a. blev der nu krævet udvidelse af stemmeretten. Jaabæk gik også til hårde angreb på kirken og præsteskabet. Åben flirt med international socialisme og Olaus Fjørtoft skræmte også. Alt dette førte til, at konservative og gudfrygtige bønder faldt fra. Fra 1873 gik bondevenforeningerne de fleste steder i opløsning.

Jaabæks mål var at danne et bredt anlagt politisk parti. I 1875 blev «det norske Venstre» derfor oprettet af bondevennernes amtsforening i Lister og Mandal. Forsøget på at få Johan Sverdrup til at blive leder af det nye parti mislykkedes imidlertid. Sverdrup vovede på dette tidspunkt ikke at være med på Jaabæks radikale præmisser. De var alt for provokerende til at kunne samle bondemasserne.

Selv om Sverdrup ikke ville være leder for et radikalt bondeparti, kom det alligevel frem mod 1880 til en tilnærmelse mellem ham og Jaabæk. Forfatningsstriden var den umiddelbare årsag til dette. Men den underliggende faktor var de nye økonomiske og sociale realiteter, som hamskiftet medførte. En anden side af hamskiftet var en ny social struktur - overgangen fra standssamfund til klassesamfund. I det fremvoksende klassesamfund kom bønderne til at dele sig mellem overklassen og den nye middelklasse.

Tydeligst ses dette ved, at storbønderne - især på Østlandet - både i lokal og national politik går over til at alliere sig med embedsmænd og storborgerskabet til forsvar for embedsmandsstaten, mens den jævne bonde i stigende grad knytter sig til de nye middelklassegrupper - sagførere, lærere, funktionærer o.l. til kamp mod regimet. Dette afspejler udviklingen ind i klassesamfundet, hvor storbønder, rigmænd i erhvervslivet og embedsmænd finder hinanden i en overklasse, mens mellemlagene bliver en ny middelklasse. Samlingen af middelklasseelementer i bygder og by med bønderne som masserne skabte partiet Venstre og gav embedsmandsstaten nådestødet. 1884 var året for fuldbyrdelsen af middelklassens «revolution» i Norge. Med Venstre nåede den norske bondestand magten. Efter århundreders kamp mod det privilegerede borgerskab, fandt den jævne bonde sig en plads i det moderne middelklasseborgerskab. Siden har norske bønder været optaget af at forsvare denne plads.

T.P.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 30.102