 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Bonapartisme
Bonapartisme karakteriserede oprindeligt det «napoleonske» program i fransk politik i begyndelsen af det 19. århundrede - dvs. en genrejsning af det første kejserdømmes idealer. Efterhånden har begrebet opnået den mere generelle betydning af en bestemt type antidemokratisk regime. I denne sidste forståelse går betegnelsen tilbage til Ludvig Bonaparte, den store Napoleons nevø, og hans position som Frankrigs «populære diktator» i årene 1849-1870.
Ludvig Bonaparte blev valgt til republikkens præsident efter februarrevolutionen, da han i december 1848 stillede op på et uklart napoleonsk program, og vandt en tilslutning blandt vælgerne der mere skyldtes onkelen end den ubeskrevne nevø. Skridt for skridt eliminerede han den anden republiks demokratiske institutioner ved at udnytte præsidentstillingen til det yderste. Han beherskede regeringen, kontrollerede hæren, indskrænkede stemmeretten og forlængede til slut ved et regulært statskup sin egen regeringstid til 10 år (1. december 1851). Dette sidste skridt blev legaliseret gennem en folkeafstemning, som gav overvældende flertal for præsidenten, og en ny forfatning baseret på fuldt præsidentstyre blev udformet. Bonaparte optrådte imidlertid mere og mere royalistisk, og en folkeafstemning i november 1852 genindførte arvekejserdømmet i Frankrig og gjorde Ludvig Bonaparte til kejser som Napoleon III.
Siden dette tidspunkt kaldes et enmandstyre for bonapartistisk, når det tilbagekalder eksisterende demokratiske rettigheder ved at appellere direkte til opinionen gennem folkeafstemninger. Folkeafstemningen spiller en central rolle, men det system den anvendes under indebærer en så stærk kontrol og opsyn med vælgerne, eventuelt kombineret med manipulation og valgfusk, at den forfalder til en ren legitimation. Regimet bygger altså på en tilsyneladende «dialog» med folket hen over hovedet på demokratiets repræsentative institutioner (politikere, partier, presse, parlament), der derved får deres magt beskåret og til slut eventuelt elimineres.
Alligevel gør folkeafstemningerne bonapartismen opinionsfølsom, og adskiller den fra det fascistiske diktatur. Napoleon IIIs eget regime er karakteristisk for denne følsomhed. Efter en periode med énmandsdiktatur (1851-60) var han nødt til at styrke sin prestige efter en serie mislykkede udenrigspolitiske tiltag gennem indførelsen af begrænsede liberal-demokratiske reformer. Fortsatte fejlgreb i 1860'erne førte til behov for yderligere indrømmelser overfor den opposition, der var delvist legaliseret med reformerne efter 1860, og i 1869 gled kejserdømmet over i en rent parlamentarisk forfatning. Adolf Hitler der senere benyttede mange af Bonapartes kneb overfor opinionen, repræsenterede dog istedet et regime der stadig mere tilsidesatte demokratiske rettigheder, og som med årene løsrev sig helt fra opinionen.
Bonapartismen må på den anden side afgrænses fra det direkte demokrati af castroistisk type, hvor lederen godt nok kan stå i et nærmest plebisitært forhold til folket, men hvor regimet selv betyder en udvidelse og ikke en indskrænkning af demokratisk deltagelse i politikken. I forhold til deres historiske forgængere repræsenterede f.eks. både castroismen og nasserismen en udvidelse i denne henseende, og deres regimers karakter var derfor klart forskellige fra bonapartismen.
I skriftet «Ludvig Bonapartes 18. Brumaire» lancerede Marx noget, der senere er blevet opfattet som en økonomisk teori for bonapartisme: Det bonapartistiske regime må forstås som et resultat af, at borgerskabet frivilligt abdicerer fra dets politiske positioner for at bevare den økonomiske magt, og istedet overlader styret til en tredjemand, en outsider. Teorien blev videreudviklet af den tyske kommunist August Thalheimer i 1920'erne og anvendt også på det fascistiske diktatur. Den bygger imidlertid ikke på et nærmere økonomisk studium af, hvad der ville være sket med borgerskabets økonomiske magt, dersom parlamentarismen fortsat havde været i funktion, og hvordan denne magt eventuelt ville være svækket. Meget tyder på, at bonapartismen må studeres som et politisk fænomen, og forklares på politikkens niveau. Den bliver dog ikke mindre interessant af det.
Enkelte anser Bismarck for at være en anden bonapartist i europæisk historie. Bismarcks anvendelse af udenrigspolitikken til at styrke regeringsmagtens popularitet derhjemme, hans visioner om en «revolution ovenfra» i det tyske samfund, samt en udtalt imperialisme som han delte med Napoleon III, regnes for at være de bonapartistiske elementer i hans politik.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 32.915