 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Bataille, Georges
Bataille (1897-1962), fransk forfatter og filosof. Uddannet som arkivar og det meste af livet ansat på det franske Nationalbibliotek. I 1920'ernes dadaistiske og surrealistiske avantgardemiljø i Paris eksperimenterede han med Freuds psykoanalyse, og læste bl.a. Sade, Nietzsche og Kierkegaard. Som den drivende kraft i flere kultur- og samfundskritiske tidsskrifter udfordrede han André Bretons stalinistiske surrealisme. Bataille kritiserede den hierarkiske idealisme og satte i en række artikler fokus på menneskelivets nedre sider, dvs. det, der er udstødt, fortrængt eller blot beskidt. Grundlaget for kritikken var en radikal materialisme renset for marxismens idealisme, og den manifesterede sig både i pornografiske fortællinger som Historien om øjet (1928) og i teoretiske analyser som f.eks. «Storetåen» (1929).
I 30'erne blev Bataille en del af inderkredsen omkring Kojèves Hegel-forelæsninger og skrev bl.a. i det trotskistiske tidsskrift La critique sociale. I «Kritik af den hegelske dialektiks grundlag» (1932) pointeres, at en materialisme må være dialektisk, omend ikke i Engels' forstand. Menneskets samfundsmæssige væren og den historiske udvikling skal forstås dialektisk; naturdialektik derimod er en fuldstændig misforståelse.
I «Begrebet forbrug» (1933) forskydes det økonomiske perspektiv fra produktion til forbrug og især unyttigt forbrug, ligesom den afgørende erfaringstype bliver oplevelsen og ikke teoretisk erkendelse. Samfundsmæssig ulighed opleves primært som forskelle i forbrug, gennem de fattiges snavs og moralske urenhed og de riges fornærmende renhed og ødselhed. Revolutionen er først subjektivt mulig, når det i en slags religiøs fortvivlelse åbenbares, hvordan man i underklassen gennem materiel og mental fornedrelse fratages sin menneskelighed.
I «Fascismens psykologiske struktur» (1934) udvikles sondringen mellem det homogene og det heterogene, mellem det af rationalitet og nytte bestemte, og alt det andet, dvs. suverænitet, kunst, erotik, latter, vold, snavs mv. Fascismens særegenhed som samfundsformation ligger i forbindelsen mellem det øvre og det nedre heterogene, mellem autoritetens ophøjethed og underklassens søle og voldsomhed. Idet hver enkelt spejler sig i føreren, deponeres den personlige subjektivitet i førerens suverænitet, og man oplever at få del i den magt og stråleglans, føreren udstråler.
Stærkt bekymret over fascismens vækst forsøgte Bataille bl.a. at samle venstrefløjens intellektuelle bag Leon Blums Folkefront, men hans særegne tankegang frastødte mange marxister. Som alternativ organiserede han et sociologisk diskussionsforum, hvor fascismen og dens fascinationskraft gennem to år blev analyseret i forhold til historie, politisk teori, økonomi og «det helliges sociologi» i traditionen efter Durkheim og Mauss. Blandt de ikke-franske deltagerne var bl.a. Benjamin og Adorno. Sideløbende hermed blev arbejdet for den bredde antifascisme efterhånden afløst af organiseringen af et lukket esoterisk selskab, der skulle bekæmpe fascismen med dens egne midler. Disse aktiviteter sluttede dog, da krigen brød ud.
Batailles muligheder for politisk aktivisme blev efter krigen vanskeliggjort af den eksistentialistiske kommunismes dominans, ikke mindst personifiseret i Sartre. Som et modtræk påbegyndte Bataille udgivelsen af tidsskriftet Critique, hvor han i essayanmeldelser uddybede og udviklede sin tankegang. En del af disse essays blev siden kapitler i hans bøger.
I Den fordømte del (1949) præsenteres «den generelle økonomi», der ud fra samspillet mellem produktion og unyttigt forbrug beskriver samfundets naturgrundlag og forskellige samfundsformationer som f.eks. det traditionelle Tibet og Sovjetunionen under Stalin. Erotismen (1957) finder menneskets civilisatoriske grundlag i den indre erfaring af forbudet mod voldsomhed, der ophæver det naturlige i mennesket. Ophævelsen er imidlertid dialektisk. Naturen bevares som moment i mennesket, hvor det i samfundsmæssigt formidlet form kommer subjektivt til udtryk i angst og ekstase. Angst er den indre erfaring af den truende fortabelse i naturens kontinuitet; ekstasen kommer med overskridelsen af grænsen, af den momentane oplevelse af foreningen med kontinuiteten. Med disse begreber analyseres religiøsitet, kærlighed og erotik, herunder sadisme.
Subjektivitetens forhold til det af rationalitet og nytte bestemte samfund analyserer Bataille dels systematisk i en række artikler, dels gennem analyser af kunstneriske og historiske personligheder som f.eks. William Blake, Kafka og Jean Gennet. Den suveræne subjektivitet lægger afstand til det menneskelige, både i forbrydelsen, den kunstneriske skaben og udøvelsen af autoritet. Suveræniteten er negationens negationen, dvs. overskridelsen af den på forbud grundlagte civilisation. Denne negation er både nødvendig og umulig; ethvert menneske er nødvendigvis suverænt - omend i forskellig grad - men ingen kan leve alene.
Ud over teoretiske refleksioner gjorde Bataille også brug af litterære virkemidler i sine analyser. Han udgav flere fortællinger, og i Den indre erfaring (1943) analyseres gennem aforismer og små litterære passager personlige oplevelser med bl.a. yoga, angst og massernes oprør, som er det eneste situation, hvor foreningen af det subjektive (suverænitet) og det kollektive (solidaritet) kan erfares indefra.
Bataille var også efter krigen en del af det kunstneriske avantgardemiljø. I 1961 organiserede Paris' borgmester et solidaritetssalg af værker skænket af bl.a. Jean Arp, Max Ernst, André Masson, Miro og Picasso. For disse midler købte Bataille en lejlighed, som han dog kun nåede at bebo i et halvt år, før han døde.
Critique har siden 50'erne været et af de vigtigste intellektuelle tidsskrifter i Frankrig, og Batailles tankegang har haft stor indflydelse på bl.a. Derrida og Foucault, ligesom man også finder lignende tankegange hos Bourdieu. Blandt Batailles mest prominente kritikere finder man Breton, Sartre og Habermas.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 39.895