Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Den autonome bevægelse i Europa

Denne artikel giver et overblik over den autonome bevægelse i Italien, Tyskland og Danmark.

Den autonome «modstand fra neden» har eksisteret som en selvstændigt agerende størrelse i de fleste oprør og revolter mod magthaverne i hele menneskets historie. (Se også Autonomi). Som eksempler på, at denne «modstand fra neden» har spillet en rolle indenfor kendte politiske oprør, kan nævnes:

Den autonome modstands historie er dog kun kendt i brudstykker. Kilderne til denne historie ligger i dag spredt i verdens historiske lokal- og privatarkiver, fordi den eksisterede udenfor de etablerede partier og hinsides magtens og institutionernes centre. Men den fandtes altid!

Italien

Autonomibegrebet som kampstrategi opstod ifbm. de italienske arbejdskampe mod den kapitalistiske omstrukturering og fornyelsen af produktionsapparatet og mod fagforeningernes og de såkaldte arbejderpartiers målrettede klasse-samarbejdspolitik. Denne omfattende kritik – kaldt «operaisme» - kortlagde i sine analyser den kapitalistiske hverdags ødelæggelse af de menneskelige værdier som kreativitet, omsorg, solidaritet, interkommunikative relationer m.v.

Operaismens konklusioner mundede ud i at propagandere nødvendigheden af en fuldstændig ødelæggelse af de eksisterende produktionsforhold og udvikling af en helt anden rationalitet i alle dele af samfundslivet. Operaismen slog igennem i de store kampe på Fiat-fabrikkerne og i talrige andre koncerner i årene 1968/69. I denne periode tabte de store arbejderpartier - kommunistpartiet PCI og socialistpartiet PSI - enhver kontrol over de revolterende samlebåndsarbejdere, hvoraf det overvældende flertal organiserede sig i fagforeningsuafhængige autonome basiskomitéer. Vilde strejker, fysiske blokader og sabotage kendetegnede arbejdernes direkte antikapitalistiske modstand. Blandt de talrige udenomsparlamentariske autonome grupper og bevægelser var den operaistiske organisation Potere Operaio («Arbejdermagt») med omkring 5.000 aktivister og den spontanistiske bevægelse Lotta Continua («Kampen fortsætter») med omkring 6.000 aktivister de mest indflydelsesrige strømninger i opbruddet med det etablerede system. Generalstrejken den 25.september 1969 mod kapitalen og de reformistiske partiers politisk-økonomiske udspil viste de autonome basiskomitéers store indflydelse. Således dominerede Potere Operaios kampparole: «For afskaffelse af lønarbejde! For kommunismen!» den store metalarbejderdemonstration i Torino med 600.000 deltagere.

Men massefyringer af fagligt aktive, decentralisering af vigtige dele af produktionen og en voldsom udvidelse af isolerende hjemmeproduktion, samt fagbevægelsens succes med integration og passivisering af mange arbejderbasiskomitéer bevirkede, at arbejderne langsomt mistede deres kampdynamik. Dette resulterede i en afgørende svækkelse af den autonome strømnings politiske og aktionsmæssige indflydelse på fabrikkerne.

Fra begyndelsen af 1970'erne koncentrerede de autonome sig om arbejdet i boligkvartererne og i det hele taget i reproduktionssfæren (kultur, sociale fællesskaber, uddannelses- og seksualitetsspørgsmål, etc.) Dette område – boligkvarterene i storbyerne – blev indtil starten af 1980'erne de italienske autonome strømningers kampterræn. Politisk spillede den antiimperialistiske solidaritet mod USA's krig i Vietnam og Indokina en stor rolle for modstandens internationalisering i disse år.

77-bevægelsen bliver til

Som konsekvens af magthavernes borgerlige krisepolitik opstod der i løbet af 70'erne en ungdomsgeneration i Italien, som var socialt marginaliseret og politisk umyndiggjort. I 1976-77 udviklede der sig blandt disse unge et stærkt protest- og modstandspotentiale, som knyttede an til tidligere års direkte og militante aktiviteter. Den nye autonome bevægelse udgik nu fra byernes ungdomsmiljøer og fandt en fælles rytme i dens sociale oprindelses specifikke udtryksmåder. Således opstod:

I foråret 1977 eksploderer situationen i en længerevarende voldelig konfrontation mellem den samlede autonome bevægelse «Moviemento» og statens politiapparat, som mange steder blev ledet af medlemmer af det socialdemokratiserede kommunistparti PCI.

Efter et overfald, hvor en gruppe fascister angreb en forsamling af strejkende studerende, organiseredes en antifascistisk demo. Den bliver angrebet af store politistyrker, der var bevæbnet med maskinpistoler, vandkanoner etc. Ved denne demo var det første gang, at også aktivister fra de deltagende autonome grupper synligt viste skydevåben under en demonstration.

Den 17. februar 1977 forsøgte den øverste fagforeningschef og PCI-medlem Luci Lama, sammen med et par tusinde fagforeningsfolk at invadere det besatte universitet i Rom for at «vise dem nogle rigtige arbejdere». I hans tale ved den lejlighed skældte han de forsamlede studerende – hvoraf de fleste var autonome – ud for at være borgerlige provokatører. På et tidspunkt fik studenterne nok af alle de skældsord og smed fagforeningsbossen og hans 2-3.000 ordensvagter ud af universitetsområdet. Hermed var bruddet mellem PCI og den revolterende del af ungdommen en definitiv kendsgerning.

Den 11. marts 77 skød politiet uden synlig grund en autonom aktivist på Roms universitet. Dagen efter gennemførte de autonome grupper en demonstration, som resulterede i en kæmpe konfrontation mellem over 100.000 demonstranter og hele Roms politimaskine. Natten før demoen blev der plyndret en del våbenforretninger og våbnene blev dagen efter brugt i konfrontationen med politiet.

Resultatet var mange sårede på begge sider. Over 300 kendte autonome aktivister blev nogle dage senere fængslet, eftersom PCI's avis UNITA offentliggjorde deres navne og udpegede dem som ansvarlige for det voldelige sammenstød. Samtidigt udløstes en landsdækkende repressionskampagne mod den autonome bevægelse: masse-anholdelser, politistorm på og efterfølgende lukning af radiostationer og bogcaféer, samt kriminalisering af autonome aviser fulgte i kølvandet på konfrontationerne.

Som svar herpå indkaldte den autonome bevægelse til en modstandskongres i Bologna for at udvikle et politisk svar på magthavernes repression mod dem. Omkring 100.000 aktivister fra hele Italien samledes i byen for at diskutere og feste i 3 dage. Det PCI-dominerede bystyre forbød kongressen og forsøgte at opløse de efterfølgende demoer. Resultatet var 3 dages gadekamp med store politistyrker fra hele Norditalien, som bl.a. indsatte kampvogne og lette panserkøretøjer mod demonstranterne. Nogle autonome blev dræbt (der angives varierende tal mellem 2 – 11) og mange blev såret i disse kampe. Bolognas indre by blev svært medtaget. Straks efter kampenes afslutning dukkede der gratis heroin op overalt på de steder, hvor den autonome subkultur holdt til. I flere tilfælde kunne uddelerne af narkoen afsløres som civilpoliti eller politistikkere. Især unge folk fra miljøets periferi i Bologna, Milano og Rom var modtagelige og blev senere junkier.

Den væbnede autonomi

I denne periode gik mange autonome under jorden. I årene 1977-79 fandtes der således over 200 væbnede grupper spredt over hele Italien. De fleste kom fra den efterhånden fragmenterede autonome bevægelse. Blandt de tre landsdækkende byguerilla-bevægelser var den autonome byguerilla Prima Linea («Den forreste linie») den tredjestørste - næstefter den marxistisk-leninistisk orienterede Brigatte Rosse («De Røde Brigader») og den socialrevolutionære Nukleare Armate Proletari /NAP («Proletariske Væbnede Kerner»).

Begivenhederne udløste en permanent eskalationsspiral, som nogle år senere resulterede i indførelsen af statslig undtagelsestilstand, der for magthaverne skabte de nødvendige politiske, politimæssige og juridiske betingelser for at kunne smadre den revolterende autonome bevægelse.

Den 7. april 1979 blev 80 fremtrædende intellektuelle fra Autonomi Operaia Organizatta fængslet. Deriblandt filosofiprofessor Toni Negri og kendte operaister som Piperno og Scalcone. De blev anklaget for «forberedelse af væbnet opstand mod staten» og forsvandt uden retssag flere år i fængsel. Myndighederne fandt en gammel lov frem fra Mussolini-tiden, som gav staten myndighed til at varetægtsfængsle subversive revolutionære i op til 9 år!

Derefter fulgte den ene kriminaliseringsbølge efter den anden. Statsapparatet svarede igen på den ydmygelse, det gennem mange år var blevet tilføjet fra den revolutionære udenomsparlamentariske modstand: omkring 20.000 revolutionære aktivister blev fængslet i årene 1979-82. 4.000 langtidsfanger – mest fra de væbnede grupper – fik tilsammen flere tusinde års fængsel! På begge sider var der flere hundrede døde. Tusinder af revolutionære flygtede i denne periode i eksil. I 1982 var den autonome bevægelse i dens oprindelige form såvel som de fleste byguerillagrupper militært besejret og kriminaliseret af staten.

I dag findes der i de fleste store byer i Italien atter større autonome sammenhænge. De er organiseret omkring de såkaldte «Centri soziale» (aktivistcentre), som er udgangspunkt for antikapitalistiske, antiracistiske, feministiske og antikrigsaktiviteter og er koordineret via en netværkslignende struktur.

Tyskland

I modsætning til Italien udviklede den autonome bevægelse i Tyskland sig udfra studenternes og ungdomsmiljøernes oprør mod de samfundsmæssige autoritære, konservative rammer og mod USA's krig i Vietnam/Indokina, som samtlige parlamentariske partier i den daværende Forbundsdag bakkede op om.

Studenterbevægelsens hovedorganisation, SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenbund), som i 1960'erne var blevet ekskluderet af socialdemokratiet, var det organisatoriske centrum i denne revolte mod de eksisterende magtstrukturer. Nogle af bevægelsens mest kendte repræsentanter udadtil var Rudi Dutschke, Hans Jürgen Krahl, Elisabeth Lenk, Karl Heinz Roth,Wolfgang Lefévre, Johannes Agnoli etc.

Allerede i starten af 70’erne splittede den udenomsparlamentariske opposition, kaldet APO (Ausserparlamentarische Opposition), sig op i tre hovedstrømninger:

Udfra denne tredje strømning udviklede den autonome bevægelse i Vesttyskland sig. Den autonome bevægelse bestod af mange forskellige politiske strømninger. De som fik størst politisk betydning var:

I 1973 dannedes den autonome guerillastruktur Revolutionäre Zellen / RZ. I modsætning til RAF's strengt illegale koncept, gik RZ-aktivisterne ikke under jorden men forblev aktive i bevægelserne, mens de hemmeligt gennemførte sabotageaktioner.

Mellem 1972 og 1977 tilspidsedes undertrykkelsen af den revolutionære modstand. Det lykkedes for staten at inddæmme modstandsmiljøet til lokalt afgrænsede områder som f.eks. Kreuzberg/Berlin, Schanzenviertel/Hamburg, Bockenheimer Landstrasse/Frankfurt etc. I såvel Frankfurt som i Hamburg antog statens kamp mod den daværende husbesætterbevægelse militære træk. Således stormede 2.500 politifolk i Frankfurt nogle besatte huse, hvorpå det kom til heftige gadekampe med over 10.000 venstreorienterede.

Efteråret 1977 var præget af begivenhederne omkring en RAF kommandos bortførelse af arbejdsgiverformanden og eks-nazisten Hans Martin Schleyer. (Schleyer var under 2. Verdenskrig ledende bureaukrat i forvaltningen af Tjekkoslovakiet, som nazisterne havde annekteret. Schleyer var direkte ansvarlig for organiseringen af transporten for tusinder af jøder, som blev deporteret til udryddelseslejrene).

I forlængelse heraf gennemførte en palæstinensisk kommando (PFLP-General Command) en flykapring af et Lufthansafly med turister fra Mallorca. En aktion, som RAF's fængslede aktivister i Stammheim-fængslet ikke var begejstret for.

Flykaprerne tilsluttede sig RAF-kommandoens krav om løsladelse af et bestemt antal revolutionære fanger fra tyske fængsler og kombinerede dette med kravet om løsladelse af nogle palæstinensiske fanger i Tyrkiet. Efter en kaotisk flyrute mellem forskellige landes lufthavne, landede flyet i Mogadishu i Somalia, hvor det blev stormet af det tyske anti-terror-korps (GSG-9). Alle palæstinensere blev likvideret, med undtagelse af en kvinde.

Dagen efter stormen på flyvemaskinen, den 18. oktober 1977, blev RAF's historiske grundlæggere fundet døde i Stammheim-fængslet: Andreas Baader, skudt; Jan Karl Raspe, skudt; Gudrun Ensslin, hængt; Kun Irmgard Möller overlevede, svært såret.

Alle indicier tyder på statsligt organiseret mord. Efter disse dramatiske begivenheder blev Hans Martin Schleyer dræbt af sine bortførere.

Perioden var præget af statslige aktioner mod alt, der bare tilnærmelsesvis viste sig at være venstreorienteret. Metoden var: vilkårlige anholdelser, overvågning og Berufsverbot.

Efter 1977 opstod der nye sociale bevægelser:

I den første halvdel af 80’erne udviklede der sig to hovedstrømninger ud af disse nye sociale bevægelser:

I løbet af 80'erne tabte husbesættermiljøet konfrontationen med staten. Mens en del af husene blev legaliseret, blev de fleste brutalt stormet af paramilitære politistyrker.

Under denne nye repressionsbølge spillede de autonome tilholdssteder som caféer og info-bogcaféer samt et utal af autonome aviser som f.eks. «Grosse Freiheit» i Hamburg, «Unzertrennlich» i Rhein-Main-området, «Radikal» i Berlin, etc. en vigtig rolle i den autonome modstands indbyrdes kommunikation og i udbredelsen af dens politik.

I slutningen af 80'erne koncentrerede den autonome bevægelse sig mere og mere om antiimperialistiske kampagner mod den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, hvis finanspolitik varslede neoliberalismens tidsalder.

Højdepunkter i den autonome mobilisering var således modstandskampagnerne mod IMF-kongressen i Berlin 1988 med 15.000 autonome deltagere, og senere mod G-7-mødet i München i 1992 med omkring 12.000 autonome deltagere.

I 1996 lykkedes det for en bevægelse initieret af autonome grupper via en kombination af sabotage, info-kampagner og store demoer at forhindre Berlins bystyres kostbare planer om at gennemføre Olympiade i byen.

Andre vigtige temaer, som autonome sammenhænge i slutningen af 90’erne er centralt aktive i er:

Danmark

Den autonome bevægelses historie i Danmark tager sit udgangspunkt i begyndelsen af 1980'erne, hvor der opstod en hel række aktivistmiljøer, som udviklede sig på grundlag af forskellige aktuelle samfundsmæssige polariseringer De vigtigste var:

Magthavernes mål med denne omstrukturering af de større byers arbejderkvartérer var først og fremmest at udskifte de oprindelige beboerne med lave indkomster langt under gennemsnittet med et højere mellemlag, der kunne tilføre kommunen større skatteindtægter. Med de forestående saneringer ville de socialdemokratiske strateger samtidig udtynde og sprede den potentielle modstand, som gennem tiderne altid har været en torn i øjet på magthaverne.

Dette førte til en del kampe i boligkvarterene. De kendeste eksempler på sådanne kampe var konfrontationerne omkring nedlæggelsen af børnehaven i Todesgade og kampen om byggelegepladsen «Byggeren» i Stengade på Nørrebro. Især den sidste begivenhed førte til store gadekampe mellem politiet og aktivister og store dele af det indre Nørrebros beboere. I løbet af en hel uges kampe blev 200 mennesker anholdt og 36 varetægtsfængslet.

Politiet etablerede under disse konfrontationer en undtagelsestilstands lignende situation mellem Skt. Hans Torv og området omkring Blågårds Plads: I en bekendtgørelse udstedte politiledelsen et generelt demo-forbud og et forsamlingsforbud for mere end tre personer ad gangen.

Efter konfrontationerne omkring «Byggeren» opstod der en lang række aktivistiske beboerkomitéer med mangfoldige aktiviteter. I kølvandet heraf gennemførtes de første husbesættelsesaktioner. Initiativet blev taget fra venstreorienterede ungdomsgrupper – især trotskisterne spillede i starten en vis rolle heri. Politiet svarede yderst massivt og brutalt på de første – symbolske – husbesættelser («Brødfabrikken Rutana» og «Schønning og Arvé»). I takt med flere husbesættelser udvikledes langsomt en aktivistisk, basisorienteret og parti-uafhængig ungdomssubkultur, som blev starten på det senere BZ-miljø.

Den anden vigtige søjle i de daværende brydninger i samfundet var klassekonfrontationerne. Disse strejke- og blokadekampe var arbejdernes og aktivisternes reaktion på arbejdsgivernes rationaliserings- og investeringspolitik, der resulterede i omfattende fyringer og varslede den teknologiske omstrukturering af dele af produktionsapparatet.

Det førte til en hel del militante arbejderkampe, som ignorerede de fagretslige regler. Denne modstand blev bekæmpet af den samlede socialdemokratiske regering under Anker Jørgensen sammen med arbejdsgivere og statens politi- og justitsapparat. Den mest markante arbejdskamp i denne periode var havnearbejdernes kamp i 1983. Efter langvarige konfrontationer med politiet, som var ledsaget af politikernes og mediernes hetz, gennemførte regeringen et politisk indgreb mod strejkekampen. Samtidig blev nogle af dens aktivister kriminaliseret og fængslet.

Den latente utilfredshed og opposition på arbejdspladserne var rettet både mod arbejdsgivernes rationaliseringer og lønpolitik og mod den socialdemokratiske fagforeningsledelses manglende aktivitet. Denne opposition kulminerede 2 år senere i den store generalstrejke i påsken 1985 med omkring 150.000 demonstranter alene i København. Mange af de sociale bevægelsers aktivister deltog aktivt i disse demoer og blokadeaktioner. Også BZ-aktivister og autonome var at finde på barrikaderne i disse arbejderkampe.

I løbet af 80'erne blev modstanden aktionsmæssigt mere militant og politisk mere internationalt orienteret. I denne situation dannede nogle aktivister Vesttysklandskomitéen, som senere udviklede sig til den første autonome gruppe i Danmark. Komitéens funktion var først og fremmest at skabe offentlighed omkring repressionen i Vesttyskland: dvs. den vesttyske stats repression og overvågning af den udenomsparlamentariske venstrefløj. Denne vesttyske praksis blev senere en hjørnesten i EU's sikkerhedspolitik omkring registrering af mistænkte og oppositionelle personer, Schengenaftalen, Trevi og Europol-projektet.

Vesttysklandskomitéen arbejdede med at formidle erfaringerne fra modstanden i Vesttyskland til de respektive bevægelser i Danmark og indledte konkrete solidaritetskampagner med de revolutionære fanger i Tyskland. Komitéen arrangerede for eksempel et offentligt møde med RAF-advokaten Pieter Bakker-Schut, hvor over 300 mennesker mødte op for at diskutere de revolutionære fangers situation. Vesttysklandskomitéen organiserede derudover danske aktivisters deltagelse i autonome demoer mod atomkraftværket i Brokdorf, i demoer mod NATO's nye krigsstrategi og i forskellige autonome modstandskongresser.

Situationen på den traditionelle, parti-orienterede venstrefløj var på dette tidspunkt allerede synligt opgivende. Således var de fleste venstrefløjspartier og organisationer senest fra midten af 80’erne inde i en politisk og organisatorisk opløsningsproces. Partierne prioriterede mere og mere det parlamentariske og kommunale terræn som praktisk hovedaktivitet. I takt med denne omprioritering og passiviseringstendens i den traditionelle venstrefløj, forsøgte de at kanalisere enhver ansats til modstand fra neden ind i de kommunale og senere parlamentariske rammer. I stedet for at deltage og bidrage til udbredelse af den sociale og politiske protest, satsedes der mere og mere på reformarbejde med budgetterne og alternative omfordelingsforslag til de krisepolitiske nedskæringer, som for alvor tog fart i denne periode.

Kun et lille mindretal af aktivister fra venstrefløjspartierne deltog aktivt i de nye sociale bevægelsers aktiviteter.

Perioden sidst i 80'erne var præget af, at størstedelen af venstrefløjens hidtidige aktivistbasis langsomt blev passiv og på vidt forskellige måder blev integreret i de forskellige samfundssektorer. Aktivistfrafaldet kulminerede i begyndelsen af 90'erne ifbm. sammenbruddet af Østeuropas bureaukratisk deformerede statssocialistiske regimer og indledningen til neoliberalismens ideologiske triumftog.

BZ-bevægelsen bliver den dominerende faktor i den sociale modstand

BZ-bevægelsens historie er en meget broget historie. Mens BZ-bevægelsens fysiske rammer var de besatte huses miljøer, udvikledes der efter en kortere omflakkende og kaotisk tilblivelsesperiode hurtigt et hav af udenomsparlamentariske aktiviteter i opposition til den herskende samfundsorden.

For overblikkets skyld kan BZ-bevægelsens udvikling inddeles i tre hovedetapper:

Denne synligt voksende modstand fik også i Danmark de politiske magthavere til at opruste deres repressionsapparat. Ingredienserne i repressionen mod modstanden var: Anvendelse af ny, moderne overvågningsteknologi, stress'ningen af aktivistmiljøet ved at gennemføre hyppige ransagelser og anholdelser (for det meste uden dommerkendelse). Det skete såvel omkring de besatte huse som i aktivisternes øvrige boliger og kollektiver. Hertil kom mediernes desinformationskampagner og diverse PET-aktiviteter mod aktivisterne.

Situationen efter rømningen af det bz'atte hus i Ryesgade

Efter en strategisk bestemt frivillig rømning af det besatte hus i Ryesgade, september 1986 – som inden da i over en uge var blevet militant forsvaret mod politiets talrige forsøg på at storme det – fokuserede BZ-bevægelsen mere på den antiimperialistiske kamp.

Central var især kampen mod Shell, fordi koncernen spillede en vigtig økonomisk rolle for Sydafrikas racistiske apartheidregime. Stor betydning fik også de mange aktiviteter mod staten Israels undertrykkelse af palæstinenserne under indtryk af palæstinensernes opstand, intifadaen, der startede i 1987. Noget senere opstod der sideløbende hermed internationalistiske kampagner mod EU, BZ-kvinder dannede «Valkyrierne» og udviklede sammen med autonome kvinder udenfor husene, en række selvstændige aktiviteter mod kvindeundertrykkelsen. Ligeledes blev der udviklet solidaritetsaktiviteter med de revolutionære fanger fra den tyske byguerillabevægelse.

Vesttysklandskomitéen omdannede sig fra omkring 1986 til en politisk autonom og antiimperialistisk gruppe: Autonome Revolutionære - det senere Autonomi-kollektiv. Gruppen var den første politisk autonome gruppe i Danmark, som tog udgangspunkt i opbygningen af et agerende modstandsnetværk imod dannelsen af den fælles vesteuropæiske imperialistiske EF-blok - det militært-industrielt dominerede EU, som vi kender det i dag.

Antiimperialistisk front – koncept for Vesteuropa

Autonome Revolutionære opfattede sig som del af den autonome fløj i Vesteuropa, der forsøgte at forbinde de militante basiskampe med den væbnede modstand i de vesteuropæiske metropoler. I forlængelse heraf mødtes et par tusinde aktivister fra den autonome og antiimperialistiske strømning i Frankfurt i 1986 for at diskutere en fælles platform mellem den legale militante modstand og de væbnede grupper. Fra Danmark deltog omkring 40 aktivister, heriblandt en del folk fra bz-bevægelsen. Af forskellige grunde lykkedes det ikke at forbinde de to modstandsniveauer med en fælles overordnet strategi.

Op til 90'erne koncentrerede Autonome Revolutionære sine aktiviteter omkring solidariteten med palæstinensernes Intifada. F.eks. gennemførtes en længerevarende boykotkampagne mod israelsk frugt, samt et større offentligt internationalt infomøde med omkring 400 deltagere. Der udvikledes forskellige aktiviteter og aktioner mod gen- og reproduktionsteknologien og gruppen tog initiativ til at udvikle diskursen og informationen om den militante og væbnede strategi i de imperialistiske metropoler. Ofte skete det i tæt samarbejde med bl.a. folk og grupper fra BZ-miljøet. I 1988 startede Autonome Revolutionære desuden udgivelsen af tidsskriftet Autonomi.

Over årene antog dele af BZ-bevægelsen en autonom og antiimperialistisk selvforståelse og deltog i de forskellige internationale, autonome aktiviteter som demoer, kongresser, festivals etc.

Gruppen Autonome Revolutionære deltog aktivt i denne internationale orientering og tog en del initiativer til fælles ture og aktiviteter - ofte sammen med folk og grupper fra BZ-miljøet - til antiimperialistiske og autonome mobiliseringer først og fremmest i Tyskland.

Bruddet mellem BZ og Autonome Revolutionære

Efter 1987 blev det stadig mere vanskeligt at udvikle samarbejdet mellem Autonome Revolutionære og det efterhånden ret fraktionerede BZ-miljø. Miljøet var på dette tidspunkt præget af interne opgør, skiftende grundstemninger og indbyrdes konkurrenceforhold mellem de BZ'atte huse, mellem de dominerende grupper og personer etc.

Efter en række politiske og personlige uoverensstemmelser med nogle folk i BZ-miljøet, tog disse initiativ til en boykot af kredsen i og omkring Autonome Revolutionære. Dette var muligt, da Autonome Revolutionære på dette tidspunkt ikke længere orienterede sig mod BZ-bevægelsen og derfor ikke havde forbindelse til den nye generation af aktivister, der langsomt dukkede op efter Ryesgade. BZ-miljøet blev i denne tid omformet til en subkultur, med et eget indre liv præget af stærke lokale hierarkier, hvilket umuliggjorde et ligeværdigt og kontinuerligt samarbejde med dette miljø. På trods af boykotten har forbindelsen mellem autonome aktivister indenfor BZ og aktivister omkring Autonome Revolutionære aldrig været helt brudt. Ikke mindst pga. den lange politiske og personlige fælles historie. Boykotten blev i al ubemærkethed atter ophævet i 1991 - på et tidspunkt hvor initiativtagerne til disse intriger ikke længere spillede nogen rolle i de autonome sammenhænge.

I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne overtog en ny generation den nedadgående BZ-bevægelse. I denne periode mistede BZ-bevægelsen sine sidste besatte bastioner (Sorte Hest og Mekanisk Musikmuseum på Vesterbro), mens Baldersgade og Ungdomshuset blev legaliseret. I kølvandet heraf opstod der et hav af grupper udfra det tidligere BZ-miljø - deriblandt «Den Røde Bande», «Kollektiv for Kommunisme», «Unge mod Apartheid», bladgruppen omkring «Ravage», etc. De allerfleste af disse grupper faldt hurtigt fra hinanden igen. De eneste miljøer som udviklede en kontinuitet var den politisk autonome gruppe Autonomt Info med et blad af samme navn og et mere aktionistisk miljø, som senere dannede grundlag for AFA (Anti-Fascistisk Aktion). I 1991 dannedes den autonomt orienterede feministisk gruppe «Revolutionære Feminister» (som i november 1994 var initiativtagerne til dannelsen af Feministisk Aktion), og en økologisk orienteret autonom gruppe: Byøkologisk Aktion (BAK), som ganske vist kun eksisterede en kortere periode.

I begyndelsen af 90'erne ændrede Autonome Revolutionære navn til Autonomi-kollektivet og omdannede i løbet af tiden sine strukturer til et løsere autonomt netværk.

I samme periode opstod der desuden et fælles aktionsforum mellem forskellige grupper og miljøer omkring «Gadens Parlament» med udgangspunkt i København og relativt stærke afdelinger i Slagelse og Svendborg. Den mest markante aktion fra «Gadens Parlament» i København var tag-selv-aktioner i to store supermarkeder med efterfølgende fordeling af goderne til byens fattige (gamle mennesker og studerende).

Den 18. maj 1993 var en vigtig dato for modstandens historie i 90'erne. Magthaverne gennemførte på udemokratisk vis et omvalg for at få tilslutning til deres planer om at indlemme Danmark yderligere i EU-projektet. Efter at en folkeafstemning i 1992 havde vist et klart Nej til disse planer, formåede magthaverne i 1993 at få det omgjort til et svagt flertal for de samme planer. På Nørrebro i København - hvor EU-modstanden er relativ stærk - udløste valgresultatet stor vrede. Der blev bygget nogle mindre barrikader på Nørrebrogade for symbolsk at markere Nørrebro som EU-fri zone. Politiet reagerede ved at fremprovokere gadekamp. Mange – især unge – deltog i den efterfølgende konfrontation med politiet. Medierne betegnede alt for generaliserende demonstranterne som «autonome». Under konfrontationerne skød politiet fuldstændigt vilkårligt med over 100 skud direkte mod demonstranterne. «Kun» 11 demonstranter blev såret, og mirakuløst blev ingen dræbt trods kugleregnen.

Mange deltog i den efterfølgende protestdemonstration mod politiets brutalitet og de socialdemokratiske magthaveres ligegyldighed overfor deres egen lovgivning. De efterfølgende officielle «undersøgelser» af politiets fremfærd anskueliggør politiets status som en «stat-i-staten».

Midt i 90'erne dannedes - som udløber af den autonome bevægelse - den socialistiske ungdomsorganisation «Rebel» med tilknytning til Enhedslisten. Fra det mere uorganiserede, aktivistiske ungdomsmiljø opstod tidsskriftet Propaganda, der betegner sig selv som et autonomt tidsskrift.

I dag er den autonome bevægelse i Danmark politisk ikke-eksisterende. Den er blevet afløst af en ungdomssubkultur med ugepamfletten Slamm som det fælles kommunikationsforum. I disse år kommer den næsten usynlige modstand fra neden kun til udtryk i skiftende enkelt-sagsaktiviteter, der udelukkende reagerer på magthavernes neoliberalistiske forsøg på at nedlægge alt, der ikke har markedsværdi og som evt. kunne blive spirer til fremtidens nye revolutionære modstand.

I.H. / A.L. / G.S.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 50.928