Suriname
| Befolkning | 610.000 |
| Valuta | Suriname dollars |
| Areal | 163.270 Km2 |
| Hovedstad | Paramaribo |
| Befolkningstæthed | 2,4 indb./Km2  |
| HDI placering | 99 |
De lavtliggende kystområder er egnede til produktion af ris, sukker og andre landbrugsprodukter, men kan rammes af oversvømmelser. Der er indvundet land fra havet gennem udtørringsarbejder og dæmningsbyggeri. Det indre af landet er højere liggende sletter med en undergrund rig på bauxit og en tæt tropisk vegetation. Nedbøren er omfattende, falder hele året og har gjort landet rigt på floder og vandløb. Nogle af disse floder anvendes i vandkraftværker til produktionen af elektricitet, der atter anvendes i aluminiumsproduktionen. Landet er ikke plaget af alvorligere økologiske problemer.
Folket: Blanding af de europæiske erobrere, slaver og oprindelig indfødt befolkning som i andre dele af Latinamerika. Surinams befolkning er desuden stærkt præget af indvandringen fra andre hollandske kolonier. Kreolerne (af europæisk, afrikansk og asiatisk herkomst) udgør 30% af befolkningen. Javanesere 16%, indere og pakistanere 33%, cimarrones (afrikanere) 10%, oprindelige folk 3% og hollændere. Officielle vurderinger anslår, at 1/3 af befolkningen (omkring 175.000 personer) lever uden for landets grænser - især i Holland.
Religion: Kristne (44%, heraf katolikker 21,6% og protestanter 18%), hinduer (26%), islam (18,6%) er de vigtigste.
Sprog: Hollandsk (officielt), engelsk er handelssprog. Endvidere tales hindi, javanesisk og taki-taki eller senang-tongo alt efter regionen med basis i afrikanske sprog blandet med hollandsk, spansk og engelsk.
Politiske partier: De fleste partier afspejler i højere grad etniske end programmatiske forskelle. Alligevel samlede de fleste oppositionspartier sig ved valget i maj 1991 i den Nye front for demokrati og Udvikling, der fik flertal i parlamentet. Fronten består af Surinams Nationalparti (NPS), Det progressive Reformparti (VHP) der repræsenterer den indiske befolknings interesser, Det nationale solidaritets og Enhedsparti (KPTI ) der repræsenterer den indonesiske befolknings interesser, PALU der repræsenterer arbejdernes og bøndernes interesser samt Arbejderpartiet (SPA). Det nationaldemokratiske Parti (NPD) er militærets politiske arm. Det centrum-venstreorienterede Demokratisk Alternativ er en afskalning fra Fronten, der ønskede en større tilnærmelse til den tidligere kolonimagt. Udover «Junglekommandoen» ledet af Brunswijk er 3 andre væbnede grupper aktive i landet: Angola; Mandela Befrielsesbevægelsen repræsenterer dele af den afro-amerikanske befolkning, mens amazoneindianernes organisation Tucayana kræver indfødt autonomi og ret til jorden.
Sociale organisationer: Der findes en lang række faglige organisationer, herunder Sammenslutningen af Surinams Fagforeninger.
Officielt navn: Republiek van Suriname
Administrativ inddeling: 9 distrikter
Hovedstad: Paramaribo, 233.000 indb. (1999)
Andre vigtige byer: Nieuw Nickerie, 13.100 indb.; Meerzog, 6.400 indb.; Maryenburg, 4.300 indb. (2000)
Regering: Parlamentarisk republik. Chan Santokhi er siden juli 2020 præsident. Etkammerparlament med 51 pladser.
Nationaldag: 25. november (Uafhængighed, 1975)
Væbnede styrker: 2.000 (2003)
Caribierne beboede Atlanterhavskysten langs Central- og Sydamerika og spredte sig derefter mod det indre af kontinentet. Nogle boede på øerne ud for kysten. De var krigeriske og levede i små fællesskaber, beskæftigede sig med jagt, fiskeri og en form for landbrug.
I starten af det 17. århundrede slog hollænderne sig ned i Guyana og påbegyndte slavehandlen.
I 1863 blev slaveriet afskaffet i de hollandske kolonier og arbejdskraften erstattet af et slavelignende arbejde af indiske og javanesiske indvandrere. I Guyana blev der på denne måde skabt en indviklet etnisk struktur med den indiske gruppe - den mest stædige med hensyn til racerenhed og stærkt knyttet til sine kulturelle traditioner- i relativt flertal, «kreolerne» - efterkommere af slaverne -, javaneserne, «cimarrones» (folk hvis forfædre var slaver som flygtede ind i junglen), amerikanske indianere og en lille europæisk minoritet.
De etniske, kulturelle og sproglige forskelle besværliggjorde udviklingen af en national identitet, og de politiske organisationer udviklede sig derfor overvejende efter racemæssige skillelinier - også fordi disse i store træk var sammenfaldende med de sociale afgrænsninger. Kreolerne, som var samlet i NPK (National Party Kombination, en koalition af fire centrum-venstrepartier) anførte efter 2. verdenskrig uafhængighedskampen, mens Vatan Hitkarie - af Jaggernauth Lachmon, som især repræsenterede de handlende og arbejdsgiverne blandt inderne - prøvede at udskyde den.
I oktober 1973 vandt uafhængighedsfolkene valget og Henck Arron - en liberal leder af Surinams National Parti (NPS) - blev statsminister i den lokale regering, der allerede fa 1954 havde en vis grad af autonomi.
En omfavnelse mellem Arron og Lachmon beseglede aftalen mellem dem begge og uafhængigheden blev i 1975 endelig proklameret. Mange surinamesere fra middelklassen udnyttede deres hollandske statsborgerskab til at udvandre til Holland. Det gjaldt ca. 1/3 af befolkningen, hvilket udløste en omfattende mangel på teknisk, professionel og administrativ arbejdskraft. Landet mistede den kvalificerede arbejdskraft, som havde fået det til at fungere. Undtagelsen var de to multinationale koncerner, Suralco og Billiton, som monopoliserede bauxitudvindingen og dermed reelt hele landets økonomi. Den økonomiske aktivitet faldt og landbrugsproduktionen faldt til et meget nødtørftigt niveau.
Den 25. februar 1980 blev premierministeren væltet ved et statskup. En hændelse der blev kendt som «sergenternes revolution». Den Nationale Militærråd indkaldte oppositionens ledere til at regere, og flere venstrefløjsledere fik stillinger i regeringen.
Den nye administration blev af et Militærråd anklaget for korruption og for upassende forhold til Holland og USA. Den 4. februar 1981 blev det væltet, og oberstløjtnanten Desiré Delano (Desi) Bouterse kom til magten. Den nye regering etablerede relationer til Cuba og blev modarbejdet både indefra - af flertalspartierne - og udefra fra USA og Holland. Samtidig støttede Brasilien flere gange det nye regime - tilsyneladende for at opveje den cubanske indflydelse. I januar 1983 dannede Bouterse en ny regering med civil og militær deltagelse. Han udpegede den nationalistiske Error Halibux fra Arbejder- og Bondeunionen til premierminister. Efter USA's invasion af Grenada i oktober 83 ændrede Surinams regering radikalt forholdet til Cuba, bad om at dets ambassadør blev trukket hjem samt afbrydelse af alle underskrevne samarbejdsaftaler.
I slutningen af 1983 og i starten af 1984 blev der gennemført en lang række arbejdskonflikter indenfor bauxitindustrien, transport, vand- og elforsyningen. Bouterse forklarede, at situationen skyldtes premierministerens fejl, og hele regeringen trådte umiddelbart tilbage. Bouterse meddelte, at hele finansloven var ophævet ved dekret og udnævnte to fagforeningsledere som medlemmer af den nye regering.
I et forsøg på at mindske isolationen og spændingen i forholdet til Holland, indledte regeringen en mere aggressiv udenrigspolitik. Den lod Surinam optage i det caribiske handelssamarbejde, CARICOM som observatør og genoptog relationerne med Cuba, Grenada, Nicaragua, Brasilien og Venezuela. Samtidig gik den ind i det Latinamerikanske Økonomiske System (SELA, Sistema Económico Latinoamericano), OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) og Amazonpagten.
I april 1987 vedtog Nationalforsamlingen (med 33 medlemmer, hvoraf 11 var fagforeningernes repræsentanter) enstemmigt et forfatningsprojekt, der skulle bane vej for en tilbagevenden til parlamentarisme. Projektet havde støtte fra de tre vigtigste politiske partier og fra hæren.
Ved valget i januar 1988 sejrede Fronten for Demokrati og Udvikling. Den 21. juli 1989 aftalte præsident Ramsewak Shankar en amnesti med den stadige aktive guerilla samt mulighed for at forblive bevæbnet i det indre af junglen. Bouterse og NDP var modstandere af denne aftale med det argument, at den legaliserede en selvstændig militær styrke.
Et militærkup i december 1990 væltede Ramsewak Shankar - præsident siden 1988. Løjtnant Desi Bouterse som var fratrådt uge før kuppet genoptog den 30. december sin stilling som hærens øverstkommanderende. Nationalforsamlingen der var valgt i 1987 for en 5 årig periode udnævnte Johan Kraag (fra NPD) som midlertidig præsident.
I maj 1991 blev der afholdt valg til Nationalforsamlingen, der blev vundet af den Nye Front (NF) - en bred koalition af borgerlige partier og etniske grupper, der var modstandere af militærregimet, repræsenteret ved NDP. NF foreslog genoptagelse af forholdet med den hollandske regering og udvidelse af de økonomiske forhold den tidligere kolonimagt.
Gennem 1991 blev ledende militærfolk i Bouterseregimet af hollandske og nordamerikanske kilder anklaget for at være indblandet i narkohandel. Talsmænd fra både Haag og Washington meddelte hver for sig deres beredvillighed til at gribe militært ind i landet, «hvis den nye regering - valgt i maj og indsat i september - ville bede om det». Internationale observatører advarede om alvoren i disse meddelelser og henviste til erfaringerne fra Grenada og Panama.
Den 16. september 1991 blev Ronald Venetiaan, leder af NF, valgt til præsident og i oktober igangsatte han en politik for nedskæringer af omkostningerne til forsvaret og de væbnede styrker på henholdsvis 50% og 66%. Der blev indledt en fredsproces med guerillabevægelserne under overvågning fra Brasilien, Guyana og FN. I juni 1992 blev der underskrevet en aftale om økonomisk samarbejde med Holland til en værdi af 720 millioner dollars. I 1993 blev landet ramt af faldet i priserne på bauxit. I tiåret 1980-90 var den årlige økonomisk tilbagegang på 2,6% i gennemsnit. Den nye civile regering vedtog en skrapt program for strukturtilpasning, som medførte udbredt utilfredshed i befolkningen.
Fattigdommen og arbejdsløsheden i det indre af landet var i marts 1994 baggrunden for besættelsen af dæmningen Afbakka, 100 km syd for Paramaribo. Oprørerne, som krævede regeringens afgang, blev efter 4 dages besættelse nedkæmpet af regeringens tropper. I 95 kom modstanden atter til udtryk, da repræsentanter for indianere og cimarrones mødtes i protest mod skader på miljøet forårsaget af et canadisk mineselskab og en indonesisk trævirksomhed.
I september 96 blev Jules Wijdenbosch af parlamentet valgt til præsident, idet det var forbudt at genvælge Venetiaan.
I april 1997 udstedte Holland en international arrestordre mod eksdiktatoren Desi Bouterse, som var mistænkt for narkohandelsforbindelser. Som svar på dette, udpegede Wijdenbosch Bouterse til rådgiver for regeringen, hvilket gav ham diplomatisk immunitet.
I slutningen af 97 resulterede et mislykket kupforsøg i arrestationen af 17 lavere officerer. Hæren bad om højere lønninger og større investeringer i udrustning og våben. Hærens størrelse var blevet formindsket siden slutningen af 80'erne, da Bouterse's regering kæmpede mod guerillagrupperne. Kupforsøget havde baggrund i soldaternes dårlige arbejdsforhold, de lave lønninger og deres ældgamle udrustning.
Prisstigninger, devaluering af landets valuta med 80 % og kravene om lønstigninger skabte en vanskelig situation for parlamentet, der i februar 1998 havde bevilget sig selv en lønstigning, og som gentog denne operation i november. Det skabte omfattende utilfredshed i de forskellige sociale sektorer: lærere og en række andre grupper af offentligt ansatte gennemførte en serie af strejker, hvor de krævede lønforhøjelser for at kompensere for nedgangen i reallønnen.
Den sociale utilfredshed og en økonomisk krise uden fortilfælde udvikledes i de første måneder af 1999 og fik landet til at gå næsten i stå. I februar havde forskellige politiske grupper blokeret parlamentet. Det var dermed ikke længere beslutningsdygtigt og kunne ikke vedtage love. Den nationale valuta, floriner, var blevet devalueret med 200 %; inflationen oversteg 20 %, og sundhedsvæsenet var nærmest bankerot. Dertil kom protesterne fra de forskellige sociale sektorer i samfundet - især de offentligt ansatte der udgjorde 1 ud af hver 10 indbyggere i landet.
Blandt de lovforslag parlamentet ikke havde kunnet behandle var finansloven for 5 års perioden 1999-2003, en national udviklingsplan, og en plan til at fremme af udenlandske investeringer. Årsagen til at behandlingen af udviklingsplanen var blevet udsat 7 gange over de foregående 6 måneder var, at oppositionens politikere alene skrev sig ind i mødeprotokollerne for at kunne hæve deres løn, men uden at interessere sig for dagens politiske emner. Pga. den enorme statslige gæld til sundhedsvæsenet, begyndte lægerne på de private hospitaler at nægte at behandle patienter, der kun havde en statslig sygeforsikring. Det fik regeringen til at hyre 52 læger og 9 specialister i Cuba til at arbejde indenfor de områder, hvor landets egne læger nægter at yde behandling.
Den største generalstrejke i landets historie og enorme protestdemonstrationer der gennem flere måneder lammede Paramaribo, fik parlamentet til at vågne op af sin dvale. I juni blev Wijdenbosch regeringen afsat og beskyldt for landets økonomiske kollaps.
Selvom parlamentet forsøgte at hindre det, lykkedes det Wijdenbosch at bevare sin stilling og udnævnte 9 nye ministre. Men efter beskyldninger om korruption der involverede flere af hans ministre, trådte hele regeringen i december tilbage.
I maj 2000 vandt Venetiaans NF parlamentsvalget. Fronten fik 47,3% af stemmerne, og i august blev Venetiaan valgt til præsident af 37 af parlamentets 51 parlamentarikere. Jules Ajodhia blev valgt til posten som vicepræsident og premimierminister.
Spændingen mellem Suriname og Guyana pga. den årtier lange strid om territorialfarvandet mellem de to landet nåede et foreløbigt højdepunkt i juni 2000, da skibe fra Suriname tvang det canadiske efterforskningsselskab CGX Energy til at trække sig ud af området. Selskabet havde fået tilladelse fra Guyanas regering til at efterforske olieforekomster i området. I juli mødtes ledere fra de to nabolande i Jamaica til forhandlinger om emnet, men de kunne ikke nå frem til en aftale, og det canadiske selskab besluttede derfor endelig at indstille efterforskningen.
I november 2000 afsagde højesteret i Amsterdam en kendelse, hvorefter kuplederen Desi Bouterse atter kan retsforfølges in absentia. Han var allerede blevet dømt af en domstol i Haag for at have ledet en kokainsmuglerring under og efter sin regeringsperiode. Den nye retsforfølgelse drejede sig om deltagelse i mord i december 1982. Suriname var begyndt at efterforske mordene og havde bedt Holland om samarbejde og assistance, men eftersom der ikke eksisterer udleveringsaftaler mellem de to lande, er Suriname ikke tvunget til at sende Bouterse til Holland.
Midt under magtoverdragelsesceremonien i midten af 2001 gav den tidligere øverstkommanderende for de væbnede styrker, Glenn Sedney sine undskyldninger til surinames folk for de «sår og splittelser» militæret i fortiden havde været ansvarlige for.
En serie fangeoprør afslørede den alvorlige situation i landets fængsler. I januar brød der et oprør ud blandt fangerne på politistationen i Geyersvlijt, hvor situationen ifølge en række rapporter var særlig alvorlig. Et tilsvarende oprør fandt sted i marts, denne gang på politistationen i Limesgracht.
De lave priser på bananer på verdensmarkedet fik i april 2002 staten til at lukke sine bananplantager, hvilket udløste protester og krav fra bananarbejdernes side.
I maj 2002 erklærede præsident Venetiaan, at det var nødvendigt kontinuert at overvåge ytringsfriheden. Han henviste til, at det gennem 1980'erne og 90'erne var kommet til hyppige trusler mod journalister og redaktører for aviser og radiostationer. Venetiaan underskrev samtidig «Chapultepec deklarationen», der drejer sig om ytringsfrihed. Landets Journalistforbund hilste erklæringen velkommen men gjorde samtidig opmærksom på, at der var nødvendigt at ændre en række af landets love for at bringe dem i overensstemmelse med deklarationen.
Som middel til at styrke landets økonomi afskaffedes i januar 2004 den hollandske gylden som landets valuta. Den blev erstattet af suriname dollars.
Ingen kandidat fik 2/3 af stemmerne i parlamentet ved første runde af præsidentvalget i juli 2005. Resultatet gentog sig i 2. valgrunde hvor Ronald Venetiaan fik 27 stemmer mod Rabin Parmessars 20. Til sidst besluttede den Samlede Folkeforsamling, der består af 891 parlamentarikere og lokalpolitikere fra kommuner og distrikter at genvælge Venetiaan som præsident med 560 ud af 879 stemmer. Ram Sardjoe blev samtidig valgt som vicepræsident. Parlamentsvalget blev vundet af den Nye front for demokrati og Udvikling med 41,2% af stemmerne.
I maj 2006 ramtes landet af kraftige skybrud, der udløste omfattende oversvømmelser. Over 30.000 km2 blev sat under vand, og 175 landsbyer blev nærmest «slettet af landkortet» efter at være blevet dækket af op til 2 m mudder. 25.000 mistede alt hvad de havde. Regeringen karakteriserede det som «katastrofesituation», og bad om øjeblikkelig hjælp fra internationale organisationer.
IWGIA's årsrapport fra 2006 kritiserede en minelov der blev diskuteret i parlamentet for at være racemæssigt diskriminerende. Hvis loven blev vedtaget, ville den medføre at flere indianske samfund i den nordlige del af landet ville blive fordrevet for at give plads til nye miner. IWGIA pegede samtidig på, at indbyggere i randområdet omkring de nye miner ville blive udsat for kviksølvforurening, der kan give fødselsskader og forgiftning.
I oktober blev flere flere hjemløse der sov på gaden myrdet i hovedstaden. To af dem var blevet beskudt allerede i februar, og andre to var blevet antændt med benzin i maj. Det sidste offer blev dræbt med en økse. Politiet formodede at der var tale ome en seriemorder. Antallet af hjemløse i hovedstaden er de senere år steget. De fleste af dem med psykiske problemer.
Siden 2004 havde Suriname været i konflikt med Guyana om retten til at udvinde olie- og gasforekomster i havet ud for de to landes kyst. I september 2007 afgjorde en FN arbitrage domstol konflikten. Iflg. eksperter kan forekomsterne rumme omkring 15.000 millioner tønder olie og lige så meget naturgas.
Dési Bouterse blev i juli 2010 valgt som præsident med 36 ud af 50 stemmer i parlamentet og i august indsat på posten. Bouterses parti, Mega Combinatie havde opnået 40% af stemmerne ved parlamentsvalget og indgik en alliance med 2 mindre partier for at få Bouterse valgt.
Bouterse var fortsat en særdeles kontroversiel præsident, der i 2000 var blevet idømt 11 års fængsel ved en hollandsk domstol for narkohandel, men han blev aldrig udleveret til afsoning. I april 2012 vedtog hans regering en amnesti for alle der havde været indblandet i «decembermordene» i 1982, hvor 15 unge kritikere af Bouterse blev hentet af militæret og dræbt. Amnestien udløste demonstrationer i Paramaribo og protester fra internationale menneskerettighedsorganisationer.
Iflg. telegrammer offentliggjort af WikiLeaks i 2011 var Bouterse frem til 2006 involveret i narkohandel.
Parlamentsvalget i maj 2015 blev vundet af Bouterses NDP der med 45,5% af stemmerne fik 26 pladser i det 51 pladser store parlament. Parlamentet valgte efterfølgende Bouterse til en 2. periode som præsident.
Præsidentens søn, Dino blev i marts 2015 idømt 16¼ års fængsel for at have tilbudt libanesiske Hizbollah oprettelsen af en base.
En militærdomstolen dømte i november 2019 præsident Bouterse 20 års fængsel for hans meddelagtighed i massakren i 1982 der kostede 15 personer livet. Præsidenten kunne ikke umiddelbart sættes i fængsel pga. sin immunitet som præsident, men det var officielt, at landets præsident var massamorder.
Den økonomiske krise forværredes i landet. I perioden 2015-19 fordobledes landets udlandsgæld og i januar blev det afsløret, at 100 mio. US$ var forsvundet fra nationalbanken. Bankens direktør blevet arresteret som hovedmistænkt. Den Interamerikanske Udviklingsbank vurderede, at landets BNP ville falde 5,9% i 2020 som følge af COVID-19 pandemien. I marts styrtdykkede oliepriserne og samtidig forbød regeringen udførslen af valuta, da landets egen valuta var i frit fald.
Ved parlamentsvalget i maj 2020 mistede Bouterses parti NDP 10 pladser og måtte nøjes med 16. Det progessive reformparti VHP gik til gengælde 11 mandater frem og fik 20. VHP dannede i juni en koalitionsregering med 3 andre partier og parlamentet valgte i juli VHP's formand Chan Santokhi til præsident.
Bouterse var ikke længere beskyttet af sin immunitet som præsident og i august 2021 blev dommen over ham på 20 års fængsel stadfæstet. Han appellerede.
Santokhi besøgte i september 2021 kolonimagten Nederlandene. Det var første gang siden 2008 en statsleder fra Suriname havde aflagt besøgt. Forholdene mellem de to lande havde været afkølet under Bouterses embedsperiode. Nederlandenes premierminister Mark Rutte betegnede derfor besøget som historisk.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 22/5 2022
Læst af: 52.484