Browserudgave

Nederlandske Antiller

Befolkning
Valuta	Hollandske Antiller Floriner
Areal	800 Km2
Hovedstad	Willemstad
Befolkningstæthed	268,7 indb./Km2
HDI placering

De Nederlandske Antiller består af to caraibiske øgrupper . Den største består af Curaçao på 444 km² og Bonaire, 288 km², beliggende ud for Venezuelas kyst, og kendt under navnet «Det nederlandske Sotavento» eller «ABC-øerne». Den mindste gruppe er sammensat af tre mindre vulkanske øer: Saint Eustatius, 21 km², Saba, 13 km²og den sydlige del af St. Maarten, 34 km² - den nordligt beliggende del hører til den franske ø Guadelupe. De kendes under navnet «S-øerne», eller «De nederlandske Barlovento», selv om de i realiteten er en del af Sotavento i De Små Antiller øgruppen. Generelt betragtet er klimaet tropisk, modereret af den maritime beliggenhed. Landbrug ikke særlig udbredt. Til gengæld findes der på Curaçao et venezuelansk olieraffinaderi, som er eet af de største i verden. Kyststrækningerne har lidt betydeligt under den økonomiske udvikling., med en udbredt forureningen af jorden som konsekvens. Her må Curaçaos problemer betegnes som de alvorligste.

Folket: Flertallet af befolkning nedstammer fra de afrikanske slaver. Derudover findes caraibiske indianere og efterkommere af europæere og asiater.

Religion: Overvejende flertal af katolikker.

Sprog: Nederlandsk er det officielle sprog. Det mest anvendte talesprog - på Curacao og Bonaire - er papiamento, en lokal dialekt der stammer fra spansk, nederlandsk, portugisisk, engelsk og visse afrikanske sprog. På Saint Eustatius, Saba og St. Maarten er engelsk det dominerende sprog, men der tales også spansk.

Politiske partier: Det Nationale Folkeparti; Arbejdernes Befrielsesfront; Bonaires Patriotiske Union; Partiet til Gendannelse af Antillerne; Det Folkelige Arbejderparti; Antiya Nobo Bevægelsen; Det Demokratiske Parti.

Sociale organisationer: Landsorganisationen (AVVC); Central General di Trabadornan di Corsow (CGTC); Føderationen af Bonaires Arbejdere (AFWB), Sammenslutningen af Arbejdere fra Bonaire (FEDEBON).

Officielt navn: De Nederlandse Antillen.

Hovedstad: Willemstad, 134.000 indbyggere (2003)

Andre byer: Kralendijk, 7.900 indb.; Philipsburg, 6.300 indb. (2000)

Regering: Aruba blev et selvstændigt land indenfor kongedømmet Nederlandene i 1986. Resten af de Nederlandske antiller blev opløst den 10. oktober 2010. Curaçao og Sint Maarten blev selvstændige lande indenfor kongedømmet Nederlandene, mens de øvrige øer blev specielle kommuner indenfor Nederlandene.

Nationaldag: 30. maj, (Antikoloniale bevægelse, 1969).

Væbnede styrker: Forsvaret

 

Caiquete folket var de første beboere på øerne Aruba, Bonaire og Curaçao. Kort efter spanieren Alonso de Ojedas ankomst i 1499 blev de gjort til slaver og ført til øen Hispaniola - det nuværende Haiti og Den dominikanske Republik. Den samme skæbne overgik caribefolket på Barlovento øerne, som Columbus stødte på i 1493.

Da de ikke rummede naturressourcer, var conquistadorene ikke særligt interesserede i disse øer, før Barlovento øerne og især St. Maarten fik strategisk betydning som indgangsport til Caribien og for udvindingen af salt. Fra starten af krigen mod Spanien og Portugal holdt Nederlandene disses havne afspærret, og Antillerne måtte derfor finde andre saltkilder.

Nederlandenes omfattende søfart blev straffet af spanierne, der i 1606 forbød den. Hollænderne reagerede ved at oprette et Vestindisk Kompagni med det formål at oprette, styre og forsvare kolonierne. Sørøveriet mod spanske skibe blev fra da af en vigtig indtægtskilde.

Sammen med udvindingen af salt og brasiltræ blev slavehandelen den vigtigste forretning. I 1634 besluttede selskabets aktionærer forsamlede i Amsterdam at invadere Curaçao. Invasionen stødte ikke på spansk modstand, og fra da af blev Curaçao et vigtigt internationalt center for denne handel.

Efter tre årtiers konflikt gav Westphalentraktaten i 1648 hollænderne overherredømme over disse småøer i Caribien. Udvidelsen af landbruget medførte, at den oprindelige befolkning blev fortrængt til fordel for slaverne - specielt på Curaçao og Bonaire. Den oprindelige befolkning blev en minoritet på øerne. Som i resten af Caribien var slaveoprørene hyppige og i det 18. århundrede kulminerede de i en massakre begået af kolonimagtens tropper.

Under napoleonskrigene i starten af det 19. århundrede var en stor del af øerne i to perioder besat af englænderne, uden at indbyggernes skæbne af den grund forandredes. Selv om slavehandelen blev forbudt i 1814, blev slavesystemet i de nederlandske kolonier først ophævet i 1863. Slaverne blev «fri», men uden at det afgørende forandrede deres situation. Mange emigrerede til Den dominikanske Republik, Panama, Venezuela og Cuba.

1920 Olieboom

Efter frigivelsen af slaverne og med den ringe interesse i øerne foreslog det nederlandske parlament i 1876 at sælge dem til Venezuela, men forhandlingerne trak i langdrag. I starten af det 20. århundrede gjorde den spirende udvikling af olieindustrien det profitabelt at bygge raffinaderier på øerne, der befinder sig i nærheden af Maracaibo søen. Denne nye økonomiske aktivitet indledtes i 1920 og revolutionerede kolonien. Landbruget blev opgivet og manglen på arbejdskraft trak tusindvis af emigranter til fra Venezuela, Suriname og de britiske antiller.

Men denne situation er drastisk forandret de seneste årtier, hvor automatisering har ført til en drastisk reduktion i behovet for arbejdskraft. Med en arbejdsløshed på 20% blev en arbejderdemonstration den 30. maj 1969 angrebet af politiet. Det kom til tumultagtige scener, der blev kvalt med interventionen af 300 nederlandske marinere og nogle nordamerikanske marinere, der tilfældigvis var på et krigsskib, der lå for anker i bugten. Et af resultaterne af optøjerne var parlamentets opløsning.

Øerne har et aktivt indre politisk liv efter oprettelsen af de første lokale politiske partier i 1937, men det var først i 1948 de fik titel af stat, da den nye nederlandske forfatning omdøbte det der tidligere havde været «Curaçao og afhængige områder» til: «De nederlanske Antiller». Spørgsmålet om uafhængighed har siden stået centralt i det lokale politiske liv. I 1954 gav en ny statut øerne autonomi i deres interne anliggender.

1977 Aruba indleder løsrivelsesproces

I 1971 oprettedes Folkets Valgbevægelse i Aruba. Den slog fast, at øerne intet har til fælles. Ej heller betegnelsen Antillerne, da den dækker alle øer i området. Hver ø burde derfor have frihed til at udforme sin egen forfatning og til endog vælge at blive en selvstændig republik. Ved en rådgivende folkeafstemning i 1977 besluttede befolkningen på Aruba at rive sig løs fra resten.

Nederlandene argumenterede med, at bevarelsen af føderationen gav større økonomiske perspektiver og politisk stabilitet. Denne uenighed samt den store variation i opfattelsen blandt de forskellige partier på øerne forhalede forhandlingerne om uafhængighed. Forhalingen polariserede vælgermassens holdninger, og i 1979 opnåede Antiyas Nobo Bevægelsen en afgørende valgsejr i Curaçao med 7 ud af 12 pladser. I koalition med Folkets Valgbevægelse fra Aruba og Bonaires Patriotiske Union dannede de øernes første centrum-venstreregering. Men mens Antiyas Nobo foretrak en føderativ løsning med udstrakt autonomi til hver ø, krævede Folkets Valgbevægelse fuld selvstændighed for Aruba.

I 1980 blev regeringen enige om selvstændighed fra 1990, men under forudsætning af at hver af øerne hurtigst muligt skulle afholde folkeafstemning om spørgsmålet. Aruba vedtog selvstændighed og trak sig endelig ud af føderationen i januar 1986 (se Aruba).

Total afhængighed af olieinteresserne

De nederlanske Antiller var gennem århundredet blevet omdannet til moderne fabrikker, og var underlagt total afhængighed af de internationale oliegiganter. Exxon og det engelsk-nederlandske Royal Dutch Shell monopoliserede hele raffineringen og behandlingen af olieprodukterne. Begge kontrollerede de endvidere fremstillingen af kunstgødning og som ejere af oliehavnsterminalerne kontrollerede de transport og handel. Disse to magtfulde virksomheder har endvidere handels- og finansmæssige forbindelser med omkring 2.500 filialer af andre multinationale virksomheder, der er registreret på øerne. De havde således kontrol over 85% af den samlede import, 99% af eksporten og 50% af de samlede indtægter.

Trods nogen industriel udvikling og udvikling af industrien blev økonomiens skrøbelighed tydeligt demonstreret i slutningen af 1984, da de multinationale koncerner offentliggjorde planer om at trække sig ud af øerne. Det førte til panik i befolkningen og blandt øgruppens politiske ledere. Krisen blev delvist løst i oktober 1985, da lokalregeringen købte raffinaderiet på Curaçao og umiddelbart udlejede det til det statslige venezuelanske olieselskab, Petróleos de Venezuela S.A. Aftalen berørte ikke Exxons fabrik i Aruba, der ophørte med at fungere.

Arubas løsrivelsesproces banede i 1984 vejen for en centrum-højrekolation under ledelse af María Liberia Peters fra Folkets Nationalparti. Men koalitionen var ikke i stand til at mønstre den nødvendige interne sammenhængskraft og i januar 1986 kunne Dominico «Don» Martina fra Antiyas Nobo Bevægelsen derfor atter overtage premierministerposten. I 1988 blev den atter overtaget af Peters.

I 1990 fornyede regeringen kontrakten med Venezuela og indførte en række økonomiske nødforanstaltninger for at dække det underskud, der var blevet skabt med Arubas løsrivelse. Ved valget i 1990 fik Peters parti 7 pladser mod Martinas 2, og hun blev genvalgt som premierminister. Valget til lokalrådene på øerne i 1991 blev præget af det Demokratiske Partis valgnederlag. Det havde haft magten i 40 år på St. Maarten, men var præget af interne splittelser, økonomiske uregelmæssigheder i dets administration og frygten for en reduktion af turiststrømmen.

Nederlandene anmodede i 1993 om, at der blev vedtaget særskilte punkter til en forfatningsreform. Resultatet blev, at Curaçao fik en særstatus, St. Maarten fik autonomi mens Bonaire, Saba og Saint Eustatius fortblev knyttet til Nederlandene. Det blev endvidere besluttet, at Strassbourgtraktaten ikke skulle anvendes. Den forudså ellers øernes fuldstændige selvstændiggørelse fra kolonimagten i 1999. Ved en folkeafstemning i 1994 stemte befolkningen for en bevarelse af føderationen. Samme år blev Miguel Pourier udpeget til premierminister. I 1996 førte strukturtilpasningsprogrammerne til interne spændinger i regeringen og til arbejdsminister Jeffrey Corions tilbagetræden. Ved valget i november 1999 blev Pourier genvalgt.

Terrorangrebet 11. september 2001 førte til en brat nedgang i turiststrømmen. Lokalregeringen tog en række skridt, der imidlertid ikke kunne bremse nedgangen, og hotellerne meddelte, at de ville lukke helt udenfor sæsonen. Den nederlandske regering bevilgede efterfølgende 6,2 mio. US$ i støtte til turisme sektoren.

Ved parlamentsvalget i januar 2002 fik Arbejdernes Befrielsesfront af 30. maj 23% af stemmerne, mens premierminister Pouriers parti fik 20%. I juli 2003 overtog Ben Komproe posten som premierminister fra Etienne Ys. Men allerede i august gik den videre til Mirna Louisa-Godett.

I marts 2004 indledte regeringen sit studie af en række forslag indenfor folkesundhed, som en teknikergruppe havde udarbejdet. Formålet var at løse en række problemstillinger indenfor dette område. Omstruktureringsplanen ville betyde en årlig besparelse på 25 mio. Antiller Floriner, og samtidig en betydelig reduktion af brugerbetalingen for lægebesøg.

Premierministeren trådte tilbage i 2004 og overdrog atter posten til Etienne Ys.

Siden 2000 er relationerne mellem USA og Venezuela blevet stadig værre. Specielt da USA i 2002 støttede militærkuppet mod Hugo Chávez i Venezuela. På de Nederlandske Antiller fik det i 2006 en række analytikere til at erklære, at ved et «forebyggende» angreb fra USA's side mod Venezuela, ville Antillerne givet blive brugt som base for de nordamerikanske militæroperationer, og dette medførte samtidig at Antilerne kunne blive mål for præventive angreb fra Venezuelas side. Antillerne blev dog ikke angrebet, og analytikerne reflekterede ikke over, at Venezuela i modsætning til USA ikke har tradition for at angribe andre lande militært.

Finansminister Alex Rosaria indledte i januar 2007 forhandlinger med Jamaica om en dobbeltbeskatningsaftale. Iflg. Rosaria ville en sådan aftale være gavnlig for handel og investeringer i begge lande.

De Nederlandske Antiller ophører med at eksistere i oktober 2010. Curaçao og St. Maarten bliver selvstændige lande indenfor Kongedømmet Nederlandene. Samme status som Aruba har haft siden 1986. Bonaire bliver en speciel kommune indenfor Nederlandene selv, knyttet til amtet Nordholland. De nye lande besluttede allerede i 2008 at de ville anvende US$ som valuta frem for Euro. Nederlandene har anbefalet EU, at de nye lande sammen med Aruba kan få EU status af Yderste Regioner (Outermost regions).

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 2/12 2013

Læst af: 71.341