Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

AKMED

I kampen mod norsk EF-medlemskab eksisterede under folkeafstemningskampagnen 1970-72 udover «Folkebevægelsen mod norsk medlemskab i Fællesmarkedet» en mindre gruppe, der hed: «Arbejderkomiteen mod EEC og dyrtid» (AKMED). Den havde sit udspring og basis i de tre daværende marxistisk-leninistiske grupper, der senere dannede grundlag for oprettelsen af AKP (m-l): SUF(m-l), MLG (Marxistiske-leninistiske Studie- og Arbejdsgrupper), MLF (Marxist-leninistisk Front). Aktionen spredte sig langs med m-l bevægelsens forgreninger.

AKMED blev formelt dannet i september 1970, en måned efter Folkebevægelsen. På dette tidspunkt var dens holdning til Folkebevægelsen utvetydig: Folkebevægelsen var en «borgerbevægelse», der «repræsenterer den statsmonopolistiske landbrugskapital og en del anden norsk kapital med interesser der strider mod EEC». Og denne «borgerbevægelse» ville næppe få nogen større opbakning - «vil sandsynligvis sjældent bevæge sig udover avisspalterne.»

AKMED tog udgangspunkt i en socialistisk analyse. Kampen mod EF var anti-kapitalistisk. Arbejderklassen måtte stå i spidsen. EF-modstand blev knyttet sammen med kampen mod dyrtid, for både «dyrtid og arbejdet med at udvide EEC er dele af et større internationalt fremstød fra borgerskabets side.»

Dyrtid var et ord med genklang fra arbejderbevægelsens dyrtidsaktioner under den første verdenskrig. Kampen mod alle de «EEC-forberedende tiltag der i dag rammer massernes velfærd». Og «EEC-forberedende tiltag» fik en meget rummelig definition. Snart sagt alt der kunne tolkes som en forværring af arbejdende folks kår, blev karakteriseret som «EEC-forberedende tiltag.»

AKMED's politiske basis var snæver. Ikke mindst fordi den skulle være et led i opbygningen af det parti, der var på vej: AKP(m-l). Det var diskussioner i ml-ledelsen i sommeren 1970, der udstak strategien, og det blev her «slået fast, at strategien i kampen mod EEC måtte udnyttes i det partiopbyggende arbejde.» Ml'erne støttede sig til erfaringer, som kameraterne i det kinesiske kommunistparti havde høstet: Partiet opbygges i kamp.

Nu blev strategien i EF-kampen et internt stridspunkt i ml-bevægelsen og var en medvirkende grund - dog ikke formelt - til at arbejdsudvalget i MLF (Marxist-Leninistisk Front), den såkaldte Hovdengruppe, blev ekskluderet i oktober 1971. MLF var blevet dannet i maj 1970 som udbrydergruppe fra NKP.

Forskellige syn på EF-modstanden manifesterede sig tidligt. Arbejdsudvalget i MLF mente - i modsætning til de to andre grupper, SUF(m-l) og MLG - at navnet Arbejderkomite var uheldigt. Der var ikke dækning for det. Før man kunne kalde det en Arbejderkomite, måtte der først ved hjælp af en tiltagskomite opbygges en organisation, hvor arbejderklassen var mobiliseret til deltagelse. MLF havde i modsætning til SUF(m-l) og MLG et proletarisk grundlag.

Uenighederne førte til, at en planlagt demonstration måtte aflyses. SUF(m-l) og MLG havde lagt op til en demonstration i september 1970, som den da ml-dominerede «Kampagnen Norge ud af Nato» formelt skulle tage initiativet til. Dyrtidslinien i EF-modstanden skulle køres i forgrunden. MLF mente, at dette var et udslag af «aktionisme». Det var først nødvendigt at gøre dyrtidslinien mere kendt «blandt masserne».

Forholdet til Folkebevægelsen

I starten herskede der ingen uenighed i opfattelsen af Folkebevægelsen. MLF brugte om muligt en endnu grovere tone overfor Folkebevægelsen. Det blev f.eks. sagt om Folkebevægelsens ledelse, at den «endnu ikke har afsløret sin magtesløshed og forræderi overfor medlemsmassen.»

Men udviklingen skulle tage en anden retning end forventet. Folkebevægelsen bevægede sig eftertrykkeligt «væk fra avisspalterne.» I foråret 1971 skiftede ml-bevægelsen holdning. Nu skulle man gå ind i Folkebevægelsen, arbejde på dens grundlag for at udvikle og uddybe «modsigelsen mellem ledelse og medlemmer», bekæmpe ledelsen og afsløre den som: «borgerlig og anti-kommunistisk». Men arbejdet i Folkebevægelsen måtte ikke - hed det i en vedtagelse fra september 1971 - «begrænse Arbejderkomiteens opbygning, men tværtimod sigte mod at styrke denne ved at rekruttere medlemmer til Arbejderkomiteen.»

Hovdengruppen mente derimod, at: «på nuværende stadie i opbygningen af Arbejderkomiteen, er det absolut politisk forkert af marxist-leninister at gå ind i Folkebevægelsen.» Dette fordi AKMED endnu var for svag til at kunne blive toneangivende i Folkebevægelsen. EF-kampen kunne alene blive progressiv, hvis EF-modstanden i småborgerskabet kom under arbejderklassens ledelse. Hvis dette ikke var tilfældet, ville et nej-flertal ved folkeafstemningen let kunne føre til, at historiens hjul blev skruet tilbage, og kapitalismens epoke ville da kunne blive forlænget.

AKMED's forsøg på at arbejde indenfor Folkebevægelsen og på at indgå et organisatorisk samarbejde blev i september 1971 besvaret således af ledelsen i Folkebevægelsen: Medlemskab i AKMED er uforeneligt med medlemskab i Folkebevægelsen.

Hovedparolen for AKMED var fra starten: «Kamp mod EEC og dyrtid». Men fra nytår 1972 blev denne parole efterhånden sat i skyggen af: «Nej til salg af Norge». Og i slutfasen af EF-kampen var den gamle hovedparole helt strøget til fordel for: «Nej til salg af Norge - Forsvar norsk selvstændighed.» «Nej til salg af Norge» var en parole fra den første runde i EF-kampen i 1962. Den blev formuleret og spredt gennem en landsomfattende annoncekampagne af det aktive «Bergensudvalg.» Folkebevægelsen tog afstand fra parolen ud fra det synspunkt, at den var for krigerisk. - Men med dette paroleskift havde AKMED nærmet sig Folkebevægelsens politiske platform, hvor selvstændigheden var central. AKMED blev derved til slut eksponent for en linie, som til forveksling lignede den, der tidligere var brugt så megen energi og så mange ord på at forsøge at bekæmpe. Folkebevægelsens selvstændigheds-position blev tidligere påstået at være både illusionsskabende og give næring til småborgerlig nationalisme. Nu blev FB istedet kritiseret for mangel på «indre demokrati.»

Medlemmer og aktivitet

Formanden i AKMED hed Georg Vaagen. Ellers var medlemsmassens sammensætning præget af samme fremtrædende træk som ml-bevægelsen på det tidspunkt: Et stærkt indslag af unge under uddannelse. Arbejdere var der kun få af. Støtten fra organiserede arbejdere begrænsede sig til et fåtal arbejdspladser som f.eks. Sporvejene og Norgas i Oslo, samt klubber i Sauda og Odda. Men navnet og selve optakten til aktionen skulle give indtryk af noget andet. Formelt var stiftelsesmødet «Indkaldt af klubben på Norgas og bestyrelsen i Oslo Sporveisbetjenings forening.» Det skal bemærkes, at selv på Norgas blev der ikke oprettet nogen selvstændig AKMED gruppe. Men på universiteterne derimod fandtes der AKMED-grupper på ret mange institutter.

AKMED opgiver selv at have haft et maksimalt medlemstal på 20.000. Men en meningsmåling fra FAKTA i juni 1972 gav et ganske andet tal. Målingen konstaterede - med forbehold for alle mulige fejlkilder - at 0,1 %, det vil sige omtrent 3000, var medlemmer af eller havde givet økonomiske bidrag til AKMED.

Indenfor AKMED's rammer blev der udfoldet ret megen aktivitet. Parolegrundlag og platform blev udførligt begrundet og uddybet i brochurer og egne aviser. Der blev arrangeret demonstrationer mod EF, dyrtid og alt andet der smagte af «EEC-forberedende tiltag». Der fandtes nok enkelte AKMED medlemmer, der arbejdede loyalt i Folkebevægelsen. Men AKMED's taktik overfor Folkebevægelsens forskellige lokalgrupper bestod i evindelige invitationer til samarbejde og diskussioner om EF-kampens linie, og gav ofte Folkebevægelsens aktivister et plagsomt merarbejde. AKMED havde ikke held med sine forsøg på samarbejde, men de fandt da på andre måder, som f.eks. at arrangere deres egen demonstration der sluttede og koblede sig på et møde, som en lokalgruppe i Folkebevægelsen havde indkaldt til. - Men AKMED havde utvivlsomt også positive konsekvenser for Folkebevægelsen. Når Folkebevægelsen i den konservative presse blev stemplet som en venstreorienteret ekstremistorganisation, var det taknemmeligt at kunne henvise til AKMED, dens baggrund og argumentation. Og i Folkebevægelsen var det ikke blot modstanden mod EF, men også fordømmelsen af AKMED's arbejdsform og fremgangsmåde, der kunne smede folk med ret så forskellige politiske ståsteder sammen i et slagkraftigt tværpolitisk samarbejde.

Historien om AKMED - tvetydigheden og dens politiske sporskifte - er et lærestykke i, hvordan ml-bevægelsens partiopbyggende arbejde i 1970-72 blev anset for vigtigere end bidraget til at sikre et nej-flertal ved folkeafstemningen.

T.Bj.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 25.412