 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Varesamfund
Varesamfund betegner samfund, hvor goder og ydelser overvejende fremtræder som varer. Varesamfundet refererer altså til en økonomisk organisering, hvor goder og ydelser beregnes i penge, og kan gælde både kapitalistisk markedsøkonomi og statssocialistisk planøkonomi.
Det moderne industrisamfund er et vareproducerende samfund, som er udviklet fra en samfundsstruktur præget af overvejende naturaliehusholdning. En samfundsstruktur med megen naturalhusholdning forudsætter, at der i ringe grad er tale om arbejdsdeling, og at der produceres til eget forbrug eller til bestemte andre personer, som f.eks. jordejeren. Naturaliehusholdningen hænger således sammen med feudal produktionsmåde og personligt herredømme, mens varesamfundet hænger sammen med en kapitalistisk eller statssocialistisk produktionsmåde og upersonligt herredømme - kapitalen som anonym samfundsmagt.
Marx analyserer i «Kapitalen» det borgerlige samfund med varen som dets «celle». Varen er en enhed af modsatte bestemmelser: En dobbeltkarakter af brugs- og bytteværdi. Varens pris tenderer mod at blive opfattet som en del af brugsværdien og tilslører varens oprindelse i arbejdet som menneskelig virksomhed. Varenes verden fremtræder som en egen skinverden, bestemt ved de kvantitative prisforhold. Heri ligger kimen til tingsliggørelse og fremmedgørelse.
Varesamfundets tendens er modsætningsfyldt: Dels underlægges stadig nye felter af samfundslivet vareproduktionen - færdigmad, børnepasning, osv. Dels unddrages flere områder vareproduktionen og bliver genstand for offentlige gratisydelser - børnetandpleje, lægebehandling, gratis koncerter, offentlig adgang til naturseværdigheder osv. Ydelser af denne art peger i retning af gratialsamfundet.
Det alvorligste ankepunkt mod varesamfundet er, at arbejdskraften også fremtræder som vare - i et samfund som skelner mellem ejere og ejendomsløse. Marx' begreb om «enkel vareproduktion» gælder et tænkt samfund af håndværkere, hvor ingen sælger deres arbejdskraft, men kun produkterne af eget arbejde. Lønarbejdet er egnet til at tilsløre udbytningen ved at lønnen fremtræder som betaling for arbejdsresultatet, og ikke som vederlag for den forbrugte arbejdskraft. Akkumulationen af merværdi bliver derved formørket - kapitalens værdiøgningsproces tilsløres.
Varesamfundet fremmer den instrumentelle, formålsrationelle tanke. For varer sælges i princippet kun til dem, der har penge, og penge er det reneste middel. Overfor dette kan man sætte Kants moralske grundtanke om ikke bare at bruge andre mennesker som midler, men som et mål i sig selv. Beslægtet er også moralske udsagn om det forkastelige i at alt skulle blive til varer og gøres til genstand for køb og salg.
«Sex» og «money» vil høre sammen på denne måde, men ikke «kærlighed» og «penge». Skønt man kan sætte det i kontrast med Bertolt Brecht, som i «Tolvskillingsoperaen» åbenbart underkender denne problemstilling som idealistisk - jfr. Mackie Messers «Geld macht sinnlich» (penge gør sanselig) og hans hån over de sultende elskende. En variation over temaet «hestene bides når krybben er tom». Jfr. «Nur wer in Wohlstand lebt, lebt angenehm» (kun den der lever i velstand, lever behageligt).
Det er også troligt, at varesamfundet øger området af nydelsesmidler - dvs. genstande og ydelser som midler til at skaffe sig lystfornemmelser, som i sig selv er meningsløse.
Parolen «lønarbejde til alle» påkalder en anden parole: «Taxametre overalt». Tanken om at alt af værdi skal være varer og tjenester, som lader sig kvantificere og måle i penge er sikkert lige så uigennemførlig som kapitalismen i sin rene og totale form. Tanken er i alt fald grotesk: Det ustandselige pengepres ville være en kraftig tilskyndelse for sind og krop, udarme følelserne og tilsvarende give hang til nydelsesmidler: Drinks, sex, thrillers osv.
Det vareproducerende samfund er gået i retning af at gøre varen lækker og indbydende gennem emballage, varemærke m.m. Varer lover en lykke i lighed med smuk kunst. Ligesom for kunstens vedkommende er dette løfte tvetydigt: Det bedrager, men giver også håb og holder utopien ved lige. Mere markant end for kunsten har vareæstetikken klassepræg: Den henviser gerne til de højere funktionærlags livsstil og levemåde.
Det er værd at bemærke, at ordet «vare» oprindelig ikke indgår i varesamfundets sammenhæng, men i udtryk som «tage i vare», «tage sig i vare», «advare», «varsle», men også «have i beredskab for påkommende tilfælde».
Efterhånden har ordet også fået betydningen betalingsmiddel: Brugsværdi med markedspris. Den socialistiske overskridelse af det kapitalistiske varesamfund indeholder samtidig et konservativt moment: Forandre for at bevare.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 33.467