 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Stolypins reformer
Betegnelsen for et dristigt reformprojekt for det russiske landbrug, gennemført i perioden 1906-11, da P. A. Stolypin var Nikolaj II's statsminister. Målet var at opløse det gamle landsbyfællesskab og skabe en klasse af selvejende bønder, som ville knytte deres skæbne til zaren. Man antog, at dette ville lette overgangen til mere moderne driftsformer og skabe grundlag for en højere landbrugsproduktion.
Landsbyfællesskabet - obstsjina eller mir - var som institution tæt knyttet til livegenskabet, som blev ophævet i Rusland så sent som i 1861. Miren opretholdt de gamle kommunistiske traditioner blandt bønderne, og blev idealiseret af de russiske populister. Også godsejerne kunne se de klare fordele ved en sådan organisation af de livegne i fællesskab, fordi miren fra gammel tid var kollektivt ansvarlig for indbetalingen af jordlejen. Efter 1861 blev miren bevaret. Den skulle sikre tilbagebetalingen af den betydelige gæld, som bønderne måtte påtage sig overfor staten, efter at regeringen havde lagt enorme summer ud som erstatning for den jord, de adelige jordejere måtte afstå til de «frigivne» bønder.
Efter at revolutionen var brudt ud i 1905 og man samtidig ventede et dårligt høstår, fandt regeringen det klogest endelig at afskrive bøndernes gæld. Landsbyfællesskabet havde dermed mistet sin financielle funktion. Tilbage var bare den fælles ejendomsret til jorden, som mange steder endnu blev understreget gennem en periodisk omfordeling. Den havde i regeringens øjne ingen værdi, og virkede blot som en hæmsko på de mere foretagsomme bønder.
Forholdene i landbruget blev i 1905 det mest brændende spørgsmål i russisk politik. Den første dumaforsamling, som trådte sammen i 1906, stillede krav om en omfattende jordreform. Den ville indebære ekspropriation af adelig jord til uddeling blandt bønderne. Stolypin havde vundet zarens tillid ved sin bestemte optræden overfor oprørske bønder i Saratov-guvernementet, og ønskede ikke tiltag som ville undergrave respekten for den private ejendomsret. Han opløste dumaen og gennemførte sine egne reformer, som en tid havde været under forberedelse i administrationen.
Stolypin ønskede at befri «de pålidelige og stærke» for byrden af «de svage og fordrukne» ved at skaffe dem adskilte ejendomme og helst også bosætning udenfor landsbyen. En sådan udvikling var allerede undervejs i de vestlige grænseområder, og kunne man også gennemføre individuel ejendomsret i guvernementerne i det centrale landbrugsområde, ville man få «en garanti for orden» i det traditionelt mest urolige bondeområde.
De flest mulige bondefamilier skulle have den del af fællesjorden - som tilkom dem - samlet på et sted og fuld ejendomsret til denne. Hvis familien disponerede over mere jord, end der var deres retmæssige andel, skulle den have ret til at købe den til en pris, som lå under markedsprisen. De bønder som på denne måde brød ud af miren, havde alligevel ret til at bruge landsbyens fælles græsmarker og skove, som forblev fælles ejendom. Andre love gjorde det meget enkelt at opløse hele landsbykommuner under et. I flere tilfælde blev der grebet til tvang overfor modvillige bønder.
Stolypin blev myrdet af en socialrevolutionær terrorist i Kiev i 1911. Historikerne er uenige om, hvad der kunne være blevet følgen af hans jordprogram, hvis der ikke var blevet afbrudt af krig og revolution. Vi ved imidlertid, at kun ca. 10% af alle bondehusstandene i 1917 var gået over til selvstændige ejendomme. I det centrale Rusland varierede antallet af udskilte ejendomme fra 4 til 9%. De fleste af disse havde fortsat deres bolig i landsbyen. Adskilte gårde med et stuehus opført på selve ejendommen - khutory - slog kun igennem i vest og nordvest, og i enkelte områder i «sortjordsbæltet» i sydøst. Khutorbønderne - som i landsbyen foragteligt blev kaldt «kulakker» - var i virkeligheden ikke altid i stand til at modernisere bedriften. Uden at adelens marker i større udstrækning blev inddraget, var det vanskeligt at give gårdene tilstrækkelige dimensioner, og bønderne var bange for at påtage sig gældsforpligtelser. Alligevel fandt der i denne periode en vis areal- og produktionsøgning sted, og frem mod udbruddet af verdenskrigen i 1914 sank antallet af registrerede bondeoprør drastisk.
1914 blev indledningen til den store sociale omvæltning i Rusland, og det lag af storbønder eller kulakker som var skabt gennem Stolypins reformer, forsvandt i kølvandet på revolution og borgerkrig. Under NEP - «den nye økonomiske politik» - dukket begrebet kulak op igen. En klasse af storbønder havde været Stolypins drøm, men den var bolsjevikkernes mareridt og et argument for en fuldstændig tvangsmæssig kollektivisering af sovjetisk landbrug. Landsbyfællesskabet blev nu formelt afskaffet som institution, men de nye kollektivbrug - kolkhoserne - havde i virkeligheden klare fællesstræk med det gamle landsbyfællesskabs organisation.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 27.957