Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Balzac, Honoré de

Balzac (1799-1850), fransk forfatter, en af de vigtigste repræsentanter for «realismen» i litteraturen.

Der findes få forfatterskaber, der kan i samme grad kan knyttes til én bestemt epoke som netop Balzacs. Han levede i en tidsalder, da det franske borgerskab sikrede sig magten, og det borgerlige franske samfund slog rødder. Balzac afviste forsøgene på at virkeliggøre idealerne fra den store franske revolution, som de kom til udtryk i juli-revolutionen i 1830 og februarrevolutionen i 1848. I romanens form fremstillede Balzac denne epokes historie, og hans forskellige romaner (og skuespil) udgør et hele. De behandler de forskellige sider af livet i Frankrig i denne epoke. De behandler skikkelser fra forskellige samfundslag, men alle bøger er bundet sammen af en indsigt i, hvordan sociale modsætninger ytrer sig.

Ifølge anekdoterne kom Balzac en forårsdag i 1833 stormende ind i sin søsters hus og råbte: «Hils på mig, jeg er på vej til at blive et geni». Han havde fundet på ideen om at bygge alle sine romaner ind i en stor helhed. Han ville skabe et billede af det franske samfund, og skikkelserne skulle gå igen fra roman til roman. De kunne dukke op i en sammenhæng, atter forsvinde, være fraværende i flere bøger for så atter at træde ind på scenen. Nogle gange skulle de optræde som bipersoner, andre gange som hovedpersoner. I 1833 tog planen om «La comédie humaine» (Den menneskelige komedie) form. Men Balzac nåede aldrig at fuldføre sine planer. Mange bøger eksisterer helt færdige, andre foreligger ufuldstændige, til nogle findes der skitser, og til andre blot en slags dispositioner. Der findes 102 mere eller mindre fuldførte romaner, længere og kortere noveller indenfor «Den menneskelige komedie». Desuden der skitser til omkring 60 flere. Derudover skrev Balzac lange forord til sine romaner, hvor han forklarede betydningen af dem, samt politiske artikler med temaer som han for øvrigt behandlede i romanerne og novellerne. «Den menneskelige komedie» er et bygningsværk, hvor de enkelte dele griber ind i hinanden. Det var meningen, at hele værket skulle bestå af tre hoveddele: «Sædeskildringerne», «De filosofiske studier» og «De analytiske studier». Men det er kun sædeskildringerne, der er nogenlunde fuldførte, og de er igen opdelt i «scener» fra forskellige områder af det franske samfund. Der findes scener fra privatlivet, fra livet i provinsen, fra livet i Paris, fra det politiske liv, fra livet på landet, fra livet i militæret. Det var meningen, at også de to andre hoveddele af «komedien» skulle inddeles på samme måde.

Indenfor marxistisk kritik har der hersket strid om Balzacs værk, selv om ingen har draget dets betydning i tvivl. Men en retning, først og fremmest repræsenteret ved Georg Lukács, har hævdet, at i Balzacs værk kan man finde eksempler på det, der er blevet kaldt «realismens triumf». Det vil sige, at værket giver udtryk for en progressiv holdning, trods det at forfatteren personligt har en reaktionær opfatning af politiske spørgsmål. Den anden retning har hævdet, at Balzac var reaktionær, men ikke ud fra sin samtids opfattelse. Det han stod for, var en opfattelse af nødvendigheden af et autoritært samfundssystem, og denne opfattelse peger frem mod en holdning, der er beslægtet med de korporative opfattelser, der findes indenfor fascistlignende ideologier. Det er særligt Jan Myrdal, der har fremført en sådan fortolkning af Balzac. Problemet ved begge holdninger er imidlertid, at de river Balzacs værk ud af dets historiske sammenhæng, og forsøger at gøre ham til vor samtidige.

Sammen med sin store samtidige Stendahl (pseudonym for Henri Beyle (1783-1842)) repræsenterer Balzac den første store blomstringsperiode i den litterære retning, der har fået navnet realismen. Forskellen mellem disse to forfattere er illustrerende for nogle af kernepunkterne i dette begreb. Stendahls værk viser en udpræget sans for psykologi. Hans menneskeskildring borer indad. Han forklarer handlemåder og holdninger ud fra kendskab til og fremstilling af individernes spil overfor hinanden. Dette gør, at han også er en forfatter med sans for og forståelse af politikken som et mulighedernes spil. Balzacs værk derimod er i første række præget af en sans for økonomi og sociale modsætninger. «Den menneskelige komedie» er præget af en dyb indsigt i, hvordan den historiske proces drives frem af økonomiske modsætninger. Mens Stendahl er optaget af at skildre sine skikkelsers psykologi, er Balzac optaget af at fremvise sine skikkelsers omverden, deres miljø og tingene i deres omgivelser.

Det findes en overvældende sans for historiske detaljer i Balzacs værk. Disse detaljebeskrivelser af genstande, klæder, arkitektur, skikke, arbejdsprocesser osv. danner en nødvendig baggrund for de intriger og processer, der udspiller sig i sociale forhold. Beskrivelserne bidrager til noget mere end blot at karakterisere skikkelser og miljøer. De bidrager til at give værket et bestemt historisk indhold. Detaljerne gør, at den tid der skildres kan tidsfæstes i forhold til Balzacs samtid og eftertid. Detaljerne giver bevidsthed om, at den tid der skildres er en dynamisk epoke, hvor der sker store forandringer. Dagliglivet ændrer sig.

Det er blevet hævdet, at Balzac tegnede et billede af hele det franske samfund på hans tid, at «Den menneskelige komedie» giver et fuldstændigt indblik i sociale konflikter og processer i Frankrig i de første tre-fire årtier af det nittende århundrede. Det er imidlertid en sandhed med modifikationer. I Balzacs verden er det bestemte klasser og lag der får lov til at dominere. Nogle konflikter er vigtigere end andre. Hver gruppe har sin plads og sit sociale miljø, men de er bærere af forskellig betydning. Han skildrer forskellen mellem Paris og provinsen. Han placerer adelen i St. Germain, bohemerne og studenterne i Latinerkvarteret, borgerskabet i Chausée d'Antin, men de fattige - masserne - dukker bare op her og der, og spiller aldrig nogen afgørende eller drivende rolle i det sociale spil, som Balzac lader os opleve. Ikke desto mindre er masserne tilstede i Balzacs helhedsværk. De eksisterer som en baggrund for det liv, der leves blandt borgere og aristokrater, og han kommenterer massernes eksistens i sine politiske artikler. Masserne fremstår som anden- eller tredjerangs skikkelser. De mangler individualitet. Det gør repræsentanterne for aristokratiet og borgerskabet derimod ikke. Disse to grupper er repræsenteret i en række dominerende skikkelser, der går igen i mere eller mindre fremskudte positioner fra værk til værk.

Når Balzac koncentrerede opmærksomheden om modsætningerne mellem klasserne, var det især konflikten mellem aristokratiet og borgerskabet, der optog ham. Forholdet mellem det rige mindretal og de fattige masser optog ham kun i den udstrækning, denne konflikt påvirkede modsætningen mellem borgerskab og aristokrati. Altså mellem de to klasser der kæmpede om at være den herskende. Klarest træder dette nok frem i romanen «Bønderne», der af mange marxistiske kritikere er blevet trukket frem som selve «beviset» på Balzacs progressivitet. Der er tre sociale grupper, der står overfor hinanden i denne bog. På den ene side det jordejende aristokrati, på den anden provinsborgerne og deres «allierede» - de jordløse bønder. Bønderne fungerer som borgerskabets stødtropper i angrebet på aristokratiet, og ender med at blive udbyttet af det. Men aristokratiet går samtidig under. Det mangler indsigt i dets egen situation. Det forstår ikke betydningen af at investere kapital og af at danne alliancer med bønderne mod borgerskabet. Det har ikke indset nødvendigheden af med korporative bånd at knytte de undertrykte grupper til sig. Der findes ikke udtryk for medfølelse med nogen gruppe eller skikkelse i dette værk. Romanen er en registrering af, hvordan den sociale proces der omdannede Frankrig udspillede sig.

Balzac var opmærksom på konsekvenserne af den udvikling han skildrede. Det gør ham til en historisk indsigtsfuld forfatter, men det gør ham ikke nødvendigvis til en progressiv forfatter. Det er ikke i tråd med Balzacs holdning at fremstille sine skikkelser som sagesløse ofre eller lysende helte. De fattige bønder ligger som de reder. De får ingen medfølelse, lige så lidt som det uduelige aristokrati bliver genstand for tårer fra Balzacs side. Til trods for en række melodramatiske indslag var Balzac ikke nogen sentimental forfatter.

Den måde Balzac skildrer aristokratiet på, kan opsummeres således: Det fremstår som et aristokrati, men ikke som en herskende klasse. Det er lukket inde i dets egne intriger, optaget af sociale spil uden konsekvenser for magten i samfundet, besat af at bevare privilegier som det ikke kan beholde, fascineret og fortabt i en forgangen tid. Aristokratiet er ikke i stand til at gå ind og udnytte de sociale og økonomiske institutioner, der voksede frem efter revolutionen og Napoleonstiden. Aristokratiet i «Den menneskelige komedie» kan vanskeligt kaldes noget ideelt klasseportræt. Det er en synkende klasse, der vises frem, og Balzac kan vanskeligt kaldes «legitimist» - dvs. tilhænger af «l'ancien regime» - i den forstand at han tror, at denne klasse atter skal kunne genoprette det gamle regime.

Den nye herskerklasse i Balzacs verden er borgerskabet, og det er kendetegnet ved at være et handelsbourgeosie. Det skildres som knyttet til spekulationer i værdipapirer og ejendomshandel. Det fremstår som den gruppe, der kontrollerer kreditten - pengeudlånet og bankiervirksomheden. Kun i forbifarten findes der henvisninger til et borgerskab, der er knyttet til industri og produktion. De der tæller i Balzacs verden, er de der spekulerer og de der administrerer, og alt hvirvler omkring «Den menneskelige komedies» mest centrale element - pengene.

Edderkoppen i alle de net som Balzac væver, er finansmanden, stor som lille, i Paris og i provinsen. Det er karakteristisk at begivenhederne har de der kontrollerer pengene som centrum. Sådan er det, selv om disse personer ikke er romanens hovedpersoner, og det er slående, at der er to ting, der knytter personer fra en roman til en anden sammen. Det drejer sig om forretningsforbindelser og kærlighedsaffærer. Gennem det hele går kyniske forfatterkommentarer, der går ud på, at det gælder om at kæmpe for sig selv og sin gruppes interesser. Samfundslivet er en kamp uden nåde. Balzac skildrer borgerskabet på en sådan måde, at det fremtræder som skildret af et af dets egne medlemmer. Figurene er ikke nødvendigvis sympatiske - ja ofte er de direkte usympatiske. De er ikke helte, men de handler på en sådan måde, at deres handlemåde fremstår som forklarlig. Deri ligger en forståelse for, hvorfor borgerskabet i dette perspektiv bliver den nye herskende klasse.

Vi finder en gruppe der står udenfor de to dominerende klasser, men som alligevel spiller en væsentlig rolle i Balzacs værk. Det er bohemerne, kunstnerne, forfatterne, de intellektuelle. Til denne gruppe hører også kurtisanerne. De står ved samfundets side, men er samtidig en del af det. I denne gruppe findes en lang række skikkelser, der dels har centrale roller som hovedpersoner i flere af romanerne, dels betragter og kommenterer de sociale processer, der udspiller sig.

Det findes få forfattere, der så suverænt har håndteret dialektikken mellem illusionsskabende og illusionsbrydende midler som netop Balzac. «Komedien» er en fremmaning af en fiktion på baggrund af en fortolkning af det franske samfund i starten af det nittende århundrede. Ind i denne fiktion bryder hele tiden kommentatoren - Balzac. Han forklarer sammenhænge. Han henviser til den historiske udvikling, til juridiske spidsfindigheder, til arkitektoniske detaljer, til sociale mønstre der forandres. Illusionen om at fiktionen er virkelig, brydes uafbrudt. Alligevel brydes den aldrig så totalt, at skikkelser og begivenheder mister kontakten med helheden. Romanuniverset fremtræder som illustrationer til en argumentationsrække.

Denne dialektik mellem fiktion og virkelighed er måske den dybeste hemmelighed ved Balzacs værk. Det er gennem den at vejen ind til forståelse af værkets historiske betydning går. Det er et værk, der er rodfæstet i sin tid - en tid der gennemgår voldsomme sociale forandringer. Balzac er aktuel i kraft af sin historiske karakter. «Den menneskelige komedie» må læses som en kommentar til Europas historie, som en kilde til indsigt i de kræfter der lagde grundlaget for vore dages Europa. Han afdækker dette samfunds rødder.

H.R.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 43.788