 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Samlingsforhandlingerne mellem DNA og NKP i 1945
Samarbejdsånden der herskede i norsk politik ved befrielsen fik som i Danmark udtryk ved en samlingsregering, partiernes fællesprogram og forsøg på samling indenfor vigtige dele af det norske organisationsliv. Bestræbelserne på samling af de faglige og økonomiske organisationer i landbruget førte til, at Landbrukets Sentralforbund blev dannet. Enigheden under krigen inspirerede til en samlet indsats - også på andre felter. I november 1945 blev Norske Kvinders Samarbejdsnemnd dannet, som det første forum hvor arbejderkvinderne var villige til at møde de borgerlige kvindeorganisationer.
Men samarbejdet havde også sine begrænsninger. Det lykkedes ikke at gennemføre en faglig samling af Norges Bondelag, Norsk Bonde- og Småbrukarlag og en kristen organisering omkring avisen Vårt Land. Krigen og genopbygningen formåede heller ikke at bane vej for noget borgerlig valgsamarbejde eller regeringsalternativ. På venstrefløjen blev der gjort mange forsøg på samling af de to arbejderpartier, men samlingsforsøgene blev snart afløst af bitter politisk strid.
Samlingsforhandlingerne mellem Arbejderpartiet (DNA) og Norges Kommunistiske Parti (NKP) foregik i de første par måneder efter befrielsen. Initiativet kom fra LO. Forudsætningerne for forhandlingerne var, at NKP ved krigen var et relativt stort parti. Da NKP i sit program tog afstand fra en revolutionær vej til socialismen og proletariatets diktatur, var vigtige ideologiske skillelinier mellem de to partier tilsyneladende fjernet. Heller ingen af partierne kunne se bort fra presset nedefra. Mange i fagbevægelsen ønskede samling. Bl.a. for at undgå uro og konflikt på arbejdspladserne. Ingen af partierne ønskede at blive opfattet som det parti, der hindrede samling.
Før stortingsvalget i oktober 1945 blev forhandlingerne afbrudt af NKP pga. uenighed om formen for samling. Modsætningerne var de samme som under samlingsforhandlingerne i 1926-27 og 1933-34. Arbejderpartiet ønskede samling ovenfra og ønskede gennem en fastlagt fordelingsnøgle at skaffe sig overvægt i alle organer i det forenede parti. NKP håbede på at få flertal gennem en gradvis politisk samling nedefra og således erobre Arbejderpartiet indefra.
Krigen og samlingsforhandlingerne formåede heller ikke at fjerne den traditionelle mistænksomhed og de personlige antipatier mellem flere af lederne i de to partier. Krigen havde endvidere skabt nye konflikter. I perioden 1939-42 gik NKP længere i retning af et samarbejde med besættelsesmagten end de fleste andre grupperinger i Norge. Efter 1942 var kommunisterne de mest aktive i modstandskampen og kritiserede skarpt den ikke-voldelige holdningskamp mod fascismen, som prægede modstandsbevægelsen i Norge.
Forhandlingssammenbruddet øgede modsætningsforholdet mellem de to partier. Det gjaldt nu om at overbevise vælgerne om, at det var det andet parti, der var ansvarlig for bruddet. Den stærke vægt der blev lagt på at afgrænse sig overfor det andet parti svækkede venstrefløjen i Arbejderpartiet og de moderate i NKP. Det endelige politiske brud mellem de to partier skete imidlertid først efter statsminister Einar Gerhardsens opgør med kommunisterne i Kråkerøytalen i februar 1948.
Baggrunden for fordømmelsen var, at NKP havde støttet den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet. Gennem en hård antikommunistisk kampagne, indre splittelse i NKP og en ugunstig valgordning blev NKP forvandlet til et parti uden parlamentarisk indflydelse og mistede alle sine 11 repræsentanter ved stortingsvalget i 1949.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.019