Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Rigsforsamlingen av 1814

Rigsforsamlingen på Eidsvoll i Norge bestod af 112 valgte repræsentanter - alle mænd og folkloristisk omtalt som fædrene på Eidsvoll. Rigsforsamlingen trådte sammen fra den 10. april til den 19. maj 1814. Den proklamerede Norges selvstændighed, vedtog en grundlov og valgte den danske tronfølger Christian Frederik til norsk konge. På det ekstraordinære Storting samme efterår blev alle disse beslutninger omgjort ved beslutningen om union med Sverige, en gennemgribende revision af grundloven og valget af Sveriges konge, Carl XIII til konge over Norge.

Forudsætninger

Begivenhederne i 1814 blev overvejende bestemt af kræfter udenfor Norge. Ved freden i Kiel den 14. januar blev Frederik VI tvunget til at tiltræde koalitionen mod Napoleon, som Danmark-Norge havde været allieret med siden 1807, og til at afstå Norge til Sveriges konge. Forud for freden var Danmark blevet militært besejret i hertugdømmerne og i Jylland af Sveriges kronprins Carl Johan (Jean-Baptiste Bernadotte), som også havde sikret sig stormagternes løfte om Norge som pris for Sveriges krigsindsats mod Napoleon.

I Norge sad Christian Frederik som statholder. Han besluttede at hindre, at Norge blev afstået for at bane vej for en senere genforening med Danmark. Det er omdiskuteret, om Frederik VI stod bag modstandspolitikken, men meget tyder på, at han havde inspireret og godkendt den. Så længe Napoleon ikke var slået, og indtil den endelige fredsaftale var indgået, var der håb for modstandslinien, hvis den fysiske fuldbyrdelse af Kielerfreden blev forhindret. Den militære forudsætning for denne politik var, at den norske krigsmagt stod under våben og var ubesejret, mens størstedelen af den svenske hær deltog i det kontinentale felttog.

Da det kort efter Napoleons nederlag om foråret blev klart, at stormagterne holdt fast ved deres løfter til Sverige, opgav Christian Frederik hurtig sin politik. Hans formål med krigen i juli-august var dog ikke at redde sit nye kongedømme eller Norges selvstændighed. Krigen blev dels ført for at redde æren, dels for at kølne den selvstændighedsvilje der var blevet agiteret frem i løbet af året og dels for at styrke det politiske udgangspunkt for forhandlingerne om den uundgåelige union med Sverige. Mossekonventionen den 14. august var en succes for denne nye politik, da Eidsvollsgrundloven og en høj grad af indre norsk selvstyre blev gjort til udgangspunkt for unionsforhandlingerne.

Christian Frederiks første plan var at lade sig udråbe til norsk konge på grundlag af sin arveret og med løfte om senere at udfærdige en grundlov. I det såkaldte notabelmøde på Eidsvoll den 16. februar blev denne plan opgivet. I stedet blev det besluttet at indkalde en folkevalgt rigsforsamling, som skulle udforme en grundlov og bestemme over Norges skæbne. Arveretslinien var dermed forladt til fordel for en folkesuverænitetslinie. Dette var nødvendig for at få mobiliseret folket til at støtte modstandspolitikken. Carl XIII havde allerede lovet en selvstændig norsk nationalforsamling med beskatningsret som grundlag for unionen med Sverige. Christian Frederik var nødt til at byde over.

Frem til Rigsforsamlingen overtog Christian Frederik enevoldsmagten med titlen regent. Han befæstede sin kontrol over krigsmagt og bureaukrati og iværksatte en intens politisk agitation. Folket blev bundet til modstandspolitikken gennem selvstændighedseden, som embedsmændene blev afkrævet skriftlig, og som menighederne måtte aflægge i kirkerne og tropperne i deres forlægninger. Valgene fulgte umiddelbart efter edsaflæggelsen. De var indirekte - bortset fra i byer med kun en menighed - og de var socialt afgrænsede. Menighederne på landet skulle vælge to valgmænd blandt embedsmænd, skovejere, jorddrotter og gårdbrugere over 25 år, og den ene skulle være bonde. Valgmændene i hvert amt skulle vælge tre repræsentanter, og mindst en skulle være bonde. I byerne var kun embedsmænd og borgere valgbare. Fra hæren og marinen skulle halvdelen af repræsentanterne være officerer og den anden halvdel underofficerer eller menige - hvilket i praksis betød bønder. Ud af de 112 repræsentanter havde amterne 53, byerne 26, hæren 29 og marinen 4. 57 var embedsmænd, 37 bønder og 18 købmænd, skovejere og godsejere. Nordnorge blev ikke repræsenteret, fordi fristen blev for kort til at valgene kunne blive afviklet tids nok.

Interessegrupper

I Rigsforsamlingen gik der et hovedskel mellem det såkaldte selvstændighedsparti og det såkaldte unionsparti. Selvstændighedspartiet havde flertallet med ca. 80 repræsentanter, mens unionspartiet ved vigtige afstemninger samlede ca. 30 stemmer. Selvstændighedspartiet stod for tilslutning til Christian Frederiks politik for en ny union med Danmark som sandsynligt slutresultat, men i flertallet fandtes også enkelte der stod for en mere ubetinget norsk selvstændighed. Partiets ledere var alle embedsmænd: Christian Magnus Falsen, Georg Sverdrup, Wilhelm F. K. Christie, Peter Modzfeldt, Christian A. Diriks m.fl. Unionspartiets kerne bestod af større erhvervsdrivende fra trælastdistrikterne i Øst- og Sørlandet. Dets centrale figurer var grev Wedel Jarlsberg (senere statsråd og statholder), hans svigerfar Peder Anker (senere statsminister), Severin Løvenskiold (senere statsminister og statholder) og jernværksejer Jacob Aall. I krigsårene fra 1807 - da handelen med England i lange perioder var afbrudt - havde ønsker om brud med Danmark og enevælden vundet stigende indpas i disse kredse. Unionen med det konstitutionelt regerede Sverige der var allieret med England og under en selvstændig norsk forfatning svarede til de politiske idealer og økonomiske interesser i disse grupper. De ønskede ikke underkastelse på grundlag af Kielerfreden, men unionsaftale gennem forhandlinger.

Selvstændighedspartiet vandt på Eidsvoll, men selvstændighedspolitikken blev en kort episode. Grundlovsarbejdet gav trods den gennemgribende revision om efteråret et varigt resultat. Også grundloven fik præg af striden mellem selvstændighedsparti og unionsparti, men også af andre modsætninger på tværs af dette partiskel. I den færdige grundlov blev de demokratiske elementer stærkere end partilederne på begge sider ønskede. Stortinget blev mægtigere og mere enhedsorganiseret, og stemmeretten blev efter tidens forhold meget omfattende. Det skyldtes dels indflydelse fra repræsentanter i begge lejre som var præget af radikale demokratiske ideer fra revolutionsforfatningerne i Europa og Amerika, dels behovet for at knytte bønderne til selvstændighedspolitikken.

På Eidsvoll holdtes en række taler og opstilledes de centrale krav i den senere bondepolitik: Indskrænkning af embedsværk og embedsmagt, lavere skatter og næringsfrihed for bønderne. Bonde og sergent Paul Harildstad - repræsentant for oplandske infanteriregiment - knyttede de materielle krav til selvstændighedspolitikken på følgende måde: «Skal Norges land og selvstændighed nu forsvares, da er det nødvendig, at der gennem den tåge der svæver over vor horisont vises bonden og den lavere klasse et glimt af en lykkelig fremtid ... hvem ville vel opofre sine sønners, sine brødres, sit eget blod og velfærd for den forskel mellem norske og svenske slaver.» Bønderne fik del i den politiske magt gennem stemmeret for både selvejere og jordlejere, og odels- og åsetesretten blev garanteret i grundloven. De vigtigste bondekrav om næringsfrihed, almen værnepligt m.m. blev derudover overladt til de fremtidige storting gennem principerklæringer af ikke særlig forpligtende karakter.

Resultat

Rigsforsamlingen fuldbyrdede en politisk revolution af europæisk model og i de ejendomsbesiddende klassers interesse. Behovet for national mobilisering virkede radikaliserende på grundlovsarbejdet. I reaktionstiden efter 1814 var Norges grundlov den mest demokratiske i Europa, og den blev bevaret intakt gennem et nationalt forsvar mod unionskongen og Sverige. Samtidig rummede den grundlæggende uklarheder og indbyggede modsætninger. Kompetenceforholdet mellem Stortinget og kongemagten var tvetydig bestemt, og de modstridende principper om magtfordeling, folkesuverænitet og statsmagtens begrænsning eksisterede side om side i en uafklaret blanding. I uklarheden lå et potentiale for fortolkningsstrid, men den var også en betingelse for levedygtigheden - for en forfatningsudvikling uden omstyrtning. 1814-grundloven er blevet karakteriseret som «en primitivt sammenbundet flåde, hvor de enkelte stokke nok kunne gnide mod hinanden i stormen, men alligevel hang sammen og smidigt fulgte bølgernes gang» (Sverre Steen), eller mere brutalt som: «ikke mer end en lap papir i de sager det gælder. Højt elsket, men en torn i øjet på alle der ikke vil nøje sig med at tilbede» (Jens Arup Seip).

P.M.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 32.423