 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Radek, Karl
 |
| Karl Radek |
Radek (1885-?), polsk-jødisk bolsjevik, medlem af centralkomiteen i Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) 1919-24, medlem af Kominterns eksekutivkomite 1919-24.
Karl Radek blev født i byen Lwów i Galicja i Østrig-Ungarn. Hans oprindelige familienavn var Sobelsohn. Mens Radek gik på gymnasiet i Tarnów, blev han optaget af polsk nationalisme og ivrig læser af Naprzód - det polske socialistpartis avis i Østrig-Ungarn. Senere bevægede Radek sig mere i retning af det polsk-litauiske socialdemokratiske parti - Rosa Luxemburgs parti - og blev medlem af det i 1904. I årene som fulgte, udfoldede Radek en mangesidig journalistisk virksomhed i polske og tyske socialdemokratiske aviser. Et par år før første verdenskrig blev Radek redaktør af Bremen Bürgerzeitung, et talerør for venstrefløjen i det tyske socialdemokratiske parti. Efter at verdenskrigen var brudt ud, flyttede Radek til Schweiz. Både for frit at kunne drive antikrigspropaganda, og for at undgå at blive indkaldt til den tyske hær.
I Schweiz kom Radek i nær kontakt med Lenin og andre bolsjevikker, og specielt deres opfattelse af krigen gjorde, at han sluttede sig til dem. I 1917 rejste Radek sammen med Lenin gennem Tyskland i det berømte forseglede tog. Han blev imidlertid i Stockholm for at tage sig af bolsjevikkernes internationale forbindelser. Først efter oktoberrevolutionen kom Radek til Petrograd og fik ansvaret for bolsjevikkernes propaganda til udlandet. Radek deltog i Trotskijs delegation til Brest-Litovsk forhandlingerne. Sammen med Bukharin og Dsersjinskij var han en af lederne af oppositionen mod fredsaftalen i Brest-Litovsk.
Efter monarkiets sammenbrud i Tyskland blev Radek sendt til Berlin for at hjælpe til ved organiseringen af det tyske kommunistparti. Her blev han arresteret og undslap med nød og næppe den hvide terror efter mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Under revolutionsforsøget i Tyskland i 1923 var han atter i Berlin. Til trods for at han ikke mente, at der forelå en revolutionær situation og manede til forsigtighed, blev han gjort til syndebuk for Stalinfløjens fejlslagne politik. Det førte til, at han på SUKP's 13. kongres i 1924 ikke blev genvalgt til centralkomiteen. Han blev også udelukket fra Kominterns europæiske sektioner, og i 1925 blev han rektor for Sun Yat-sen-universitetet i Moskva.
Den egentlige årsag til Radeks politiske degradering var, at han tidligt havde sluttet sig til kredsen omkring Trotskij i opposition mod trojkaen Stalin, Sinovjev og Kamenev. Radek var en stor beundrer af Trotskij, og var som Trotskij udpræget intellektuel. Radek var også en af de mest internationalt orienterede blandt de gamle bolsjevikker og mere inde i vesteuropæiske forhold end i de russiske. Radek var kendt for sit bohemeagtige udseende, sit vid og sin skarpe pen. Han var anerkendt som en af bolsjevikkernes bedste journalister.
I 1927 blev Radek ekskluderet af partiet som tilhænger af venstreoppositionen. To år senere kapitulerede han, blev genoptaget i partiet og udnævnt til udenrigspolitisk redaktør af Isvestija. Radek som i 1923 havde skrevet sit berømte essay «Trotskij, sejrens organisator», tog nu del i Stalins kampagne mod Trotskij og de bolsjevikiske traditioner. I 1935 fik Radek til opgave at være med til at udarbejde den nye sovjetiske grundlov, men før den var færdig, var han allerede arresteret. I den anden Moskvaproces i januar 1937 blev han dømt til ti års fængsel for i samarbejde med Trotskij og fremmede magter at have forsøgt at genoprette kapitalismen i Sovjetunionen. Årsagen til at Radek ikke blev dømt til døden var højst sandsynlig, at han havde været med til at udarbejde anklager, og at han beredvilligt tilstod. Radeks videre skæbne er ukendt. Det er blevet hævdet, at han blev slået ihjel af en kriminel medfange i en koncentrationslejr ved Jakutsk under 2. verdenskrig. Radek blev ikke senere rehabiliteret, og var som mange af de andre gammelbolsjevikker en ikke-person i Sovjetunionen.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 30.523