 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Norsk rikskringkasting
Norsk Rikskringkasting (NRK) er en fritstående og selvfinancierende institution, som forvalter en statslig eneret afgivet af Stortinget: Retten til at sende programmer i lyd og billeder beregnet på almenheden, enten ved radiobølger eller via tråd (kabel). Denne ret var oprindelig forbeholdt Televerket, som ved koncession gav den videre til de fire private kringkastingsselskaber i Oslo (1925), Bergen (1925), Tromsø (1926) og Ålesund (1927). I 1933 blev koncessionerne trukket tilbage og retten afgivet til den nystiftede NRK ved en egen lov om kringkasting.
Den sende-tekniske drift af NRK besørges af Televerket, der for institutionens regning også udfører de anlæg Stortinget anmoder om efter forslag fra NRK. Fra 1925 til op i 1950'erne blev radioen drevet med store sendere til lang- og siden mellembølge. I slutningen af 1950'erne blev Televerket tvunget til at opgive mellembølgeudsendelserne og slå ind på FM (frekvensmoduleret) radio. Samtidig blev der - mod Televerkets råd - igangsat forsøg med fjernsyn. Regulære sendinger blev startet i 1960 og i 1972 var 90 % af landet dækket.
Forholdet mellem NRK og Televerket er blevet økonomisk og juridisk uigennemtrængeligt med udbygningen af de hidtil 400 frekvensomformere for radio og de 900 for TV. Et specielt «udvalg» arbejder kontinuerligt for at afklare situationen.
NRK's eneret er mere omfattende end andre landes radiofonier, ved at den også omfatter kabelsendinger. Retten er imidlertid illusorisk i og med den frie adgang til at etablere sig for fællesantenneoperatører, der siden starten af 70'erne har kanaliseret svensk fjernsyn ind til ca. 25 % af Norges husstande, delvist via kommunalt koncessionerede kabelanlæg.
Økonomi
NRK er selvfinansierende gennem to kilder: Licensindtægten, som nu kun inddrives for fjernsynsapparater, og stempelafgiften, der erlægges som en procentafgift ved køb af radio- og fjernsynsmodtagere og -materiel. Licensafgiften fastsættes af Stortinget. NRK kan altså ikke selv regulere sine indtægter gennem denne post.
Stempelafgiften er en forbrugerafgift. Når folk køber kostbart udstyr, stiger NRK's indtægter i samme takt som radioindustriens. Det er en tradition, at NRK budgetterer denne post lavt, således at den giver store ekstra indtægter. Introduktionen af farvefjernsynet i 1970'erne gjorde f.eks., at op mod en tredjedel af NRK's indtægter kom gennem afgiften. (I 1977: 441 mill. kroner gennem licens, 204 mill. gennem afgift.) Sammenlignet med Sveriges og Danmarks radio, der ikke råder over denne kilde, er NRK en rig institution. Den går fri af de nærgående sparekrav, som parlamenterne i andre lande stiller deres radiofonier overfor. Ingen kræver økonomisk kontrol af NRK. Institutionen har 2.300 ansatte og vokser stadig. Det eneste krav som Stortinget stiller er, at væksten sker i afdelingerne udenfor Oslo.
Styring
Stortinget øver heller ikke særlig programpolitisk kontrol. Da driftsregnskabet er så godt, kan Stortinget ikke forlange nedskæringer i bestemte afdelinger eller programfunktioner og dermed påvirke indholdet. De rent politiske udfald som enkeltrepræsentanter retter mod mere eller mindre navngivne tjenestemænd, kan jo ikke tillægges større vægt. Tjenestemandsloven beskytter i praksis de ansatte, der ikke kan flyttes eller omplaceres, endsige afskediges fra deres stillinger. Det eneste krav NRK må følge er, at nynorskprocenten skal være så høj som mulig og helst 20 % - et helt vilkårligt tal.
Stortinget og regeringen (Kirkedepartementet) udpeger hver deres halvdel af Kringkastingsrådet, der er pålagt at råde kringkastingschefen. Dagsordenen bestemmes af ham, men rådet kan også tage egne sager op. Rådet har imidlertid ingen besluttende myndighed. Det har de sidste 10-15 år endvidere mistet sin saglige tyngde, ved at sammensætningen er skiftet fra erfarne mikrofonbrugere til letvægtspolitikere - fortrinsvis yngre backbenchere. Denne udvikling tog til, da Stortingets - det vil sige partiernes - andel af rådet øgedes fra fire til tretten i begyndelsen af 1960'erne.
NRK ledes af en bestyrelse udnævnt af regeringen, men NRK's administration forbereder alle sagerne, og der findes ikke oplysninger om, at bestyrelsen i nyere tid har optrådt mod administrationen - bortset fra i helt marginale spørgsmål.
Den daglige leder er kringkastingschefen, valgt af regeringen. Han - hidtil kun mænd - har en nøglestilling som balancepunkt mellem en stor, selvstyrende og udpræget selvnormeret institution og offentligheden - i første række den politiske offentlighed. Han har redaktøransvaret for NRK's programmer overfor offentligheden, ansvaret som administrerende direktør overfor bestyrelsen og et kombineret redaktionelt og administrativt ansvar overfor statsmyndighederne. Stillingen er enestående i Norge, og kan kun sammenlignes med en forlagsdirektør. Gennem radiofoniens historie har man forsøgt flere andre afvejninger af de to typer ansvar.
Men kringkastingschefsstillingen der blev oprettet i 1948, er antagelig kommet for at blive. Samtlige kringkastingschefer hidtil (Olav Midttun, rigsprogramchef 1933-45, Kåre Fostervol 1949-61, Hans Jacob Ustvedt 1961-71, Torolf Elster 1971-) er kommet fra Kringkastingsrådet - det gamle råd. De har haft regeringens partifarve - Midttun Venstres, de øvrige Arbejderpartiets.
Stil og etik
NRK opfattes ofte som en Oslo institution, der spreder sine programmer til det øvrige land. Sendestatistikken for radio underbygger denne opfattelse. Kun 11 % af rigsprogrammet er produceret af distriktskontorerne (1977), og lokalprogrammerne fylder normalt kun én time ud af de 17 daglige sendetimer i radio. For fjernsynet er Oslo dominansen endnu mere påfaldende.
Men programmerne præges mere af den NRK tone, der er fælles for alle programledelser, end af ophavsstedet. Det er ingen Oslo tone, men en særskilt NRK stil skabt gennem 70 års radiofoniarbejde og nedfældet som uskrevne love i ethvert studie. Ingredienserne synes at være følgende:
1. En rigstone, et nationalt «vi», der præger NRK mere end nogen avis: En udslettelse af geografisk egenart der gør, at det egentlig lokale, partikulære, fremtræder som eksotisk for alle. («Og her, langt inde i skoven, træffer vi ... ») Denne rigstone er dybt fæstnet i NRK's organisation og etik, og holdes levende for enhver medarbejder.
2. Parallelt med dette en afslibning af konflikter, med nedtoning af modsigelser til en tænkt største fællesnævner. I religiøse spørgsmål tilstræbes en farveløs middelvej mellem kirke og organisationer. Det politiske tyngdepunkt ligger et sted mellem Venstre og Arbejderpartiet: Målsagen (nynorsk) og socialisme er antagelig en hyppigere kombination på Marienlyst end noget andet sted i landet.
3. En næsten autoritær frygt for kontroverser, der særligt præger de medarbejderne og afdelingschefer der selv er vokset op i NRK. I det ydre er der her sket en vis udvikling over tid. I de første 20 år af radioens historie blev der overhovedet aldrig sendt debatter i NRK. I slutningen af 1940'erne kom der nogen, og med fjernsynet i 1960'erne flere. Den typiske fjernsynsdebat er imidlertid fuldstændig regisseret udfra programlederens oplæg, for i praksis søges en rituel dramatik der klæder mediet, ikke et udslip af reelle modsætninger. Kontroversfrygten er en politisk holdning, men også en arbejdsetik. For samtidige medier som radio og fjernsyn er konflikter uforudsigelige og derfor ikke ønskelige som stof.
Men mest af alt præges NRK programmerne af udlandet. Omkring halvdelen af fjernsynets 2.000 årlige sendetimer er produceret udenfor Norge. De fem vigtigste leverandører er følgende (tal fra 1977):
| Sendetimer pr år | Andel af NRKs fjernsynssendinger i alt (i procent) | |
| Storbritannien | 268,5 | 13 |
| USA | 165 | 8 |
| Sverige | 117 | 5,5 |
| Vesttyskland | 68 | 3,2 |
| Danmark | 41 | 2 |
| Kilde: NRK, Årbok 1977. | ||
I radioen er i alt 30 % af sendingerne udenlandske produktioner i form af importeret grammofon- og båndmusik. Til sammen sender radioen musik i op imod 40 % af sendetiden. Andelen har været dalende over tid.
Monopolet
NRK er et monopol, fordi monopolet er den naturlige organisation for enhver licensdrevet radiofoni. Har den ikke eneret indenfor sit område, kan den nemlig ikke indkræve nogen afgift.
NRK er et statsmonopol, fordi en betryggende offentlig kontrol med programmerne, som det altid vil kræves i Norge, bedst kan gennemføres med en sådan organisation.
Monopolet er alligevel omdiskuteret i den løbende og altopslugende debat, der altid bliver radiofonien og specielt fjernsynet til del. «Opblødning af monopolet» er imidlertid vanskeligere i Norge end i noget andet land, idet omkostningerne ved at realisere en rigskanal er så store, samtidig med at ligebehandlingsnormen i norsk politik kræver samme tilbud til alle landsdele. En alternativ fjernsynskanal som i Sverige, ligger udenfor NRK's budgetmulighed. En reklamefinancieret kanal i tillæg til NRK's licensdrevne, som i Storbritannien eller Finland, kan heller ikke komme på tale: Annoncørerne ville ikke kunne bære anlægsomkostningerne. I Norge er det vanskeligt nok at få til en radiokanal. Som det sidste land i verden - udover Island - har Norge endnu ikke (1980) en fuldt udbygget kanal 2 til radio.
Hvordan monopolet skulle blødes op under disse forhold, har ingen hidtil kunnet beskrive. Distriktsvenlige politikere har ønsket at lægge administrationen af radiokanal 2 til Trondheim, hvilket imidlertid ville gøre NRK større og mere tungt organiseret, men ikke mindre monopol. Pinsevennerne og Indremission driver evangeliske sendinger på norsk fra udlandet, blandt andet fra Monte Carlo. De ønsker en sender i Norge, men at imødekomme dette ville bringe hele komplekset af rigsdækning, retfærdig fordeling og forsvarlig programkontrol op, og alle instanser ville modarbejde et sådant projekt. Kredse indenfor Højre har slået til lyd for en deling af NRK i et radio- og et fjernsynsselskab, men tanken kan ikke begrundes driftsøkonomisk og vil næppe kunne samle Højre selv.
Den form en «opblødning» eventuelt kunne antage, er hvis NRK og Televerket oprettede en serie rent lokale FM sendere, der blev stillet til disposition for lokale organisationer og institutioner, og som havde en helt begrænset spredningsradius. En nærmere analyse af denne mulighed er imidlertid endnu ikke foretaget.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.667