 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Mandeville, Bernard
Mandeville (1670?-1733), engelsk samfundssatiriker og forgænger for vigtige tanker i nyere samfundsvidenskab. Mandeville var uddannet som læge, og skrev et værk om hypokondriske og hysteriske sygdomme. I dag er han mest kendt pga. satiren «The Fable of the Bees».
Mandevilles grundidé kan opsummeres i hans mest kendte parole: «Private Vices, Public Benefits» (private laster, offentlige dyder). I en kynisk og skinhellig stil søgte Mandeville at vise, at individuelle laster var en nødvendig betingelse for velstand i samfundet, og at et samfund med dydige borgere også ville være et fattig samfund. Kernen i hans argument er, at ødselhed og luksus er uundværlige for at skabe efterspørgsel og beskæftigelse - en tanke som var almindelig i hans samtid. Mandeville overførte logikken i denne tanke til andre områder, og søgte at vise at forbrydelse, prostitution og alle slags karakterskavanker også har en «funktion» ifht. at fremme samfundets velstand.
Mandeville havde en omfattende, men hinsides indflydelse. Han blev læst meget, men ikke særlig meget citeret; hans klarsyn inspirerede, hans kynisme chokerede. Han kan siges at danne bro mellem kristen teologi og moderne funktionalistisk sociologi. Fra Augustin til Leibniz havde kristne filosofer stået overfor det ondes problem: Hvordan kan man forklare, at en almægtig, alvidende og kærlig Gud tillader lidelse og synd? Et svar på dette spørgsmål kaldes en teodicée - en retfærdiggørelse af Guds veje. Det består gerne i at påvise, at det tilsyneladende onde er godt og nødvendigt i en større sammenhæng. I «den bedste af alle mulige verdener» (Leibniz) må der også findes noget ondt, ligesom et maleri må veksle mellem lys og skygge og et musikstykke indeholde dissonanser.
Mandeville giver den første sociodicée, et forsøg på retfærdiggørelse af den sociale ondskab. Luksus er nødvendig for at stimulere efterspørgslen, fattigdom er nødvendig for at stimulere til arbejde, forbrydelse er nødvendig for at beskæftige låsesmede, prostitution er nødvendig for at sikre de dydige kvinder mod antastelse. I moderne funktionalistisk jargon ville man sige, at Mandeville forklarede sociale adfærdsmønstre gennem deres latente funktioner.
Det er ikke bare borgerlig samfundsvidenskab, som er påvirket af Mandeville. I «Theorien über den Mehrwert» (Teorier om merværdien) skriver Marx om forbrydelsens sociale funktion, med et ordvalg som bevidst parodierer Mandeville. Senere marxister har tillagt dette afsnit en større teoretisk vægt, end det fortjener. For det første er det tvivlsomt om Marx mente dette, som andet end en parodi. For det andet er det generelt grund til at være skeptisk overfor sådanne forsøg på at forklare et fænomen gennem dets virkninger. Årsagen til at der forekommer forbrydelser under kapitalismen er næppe at dette er gunstig for produktionen, men at kapitalismen som andre klassesamfund skaber grobund for forbrydelse.
Som økonomisk tænker ligger Mandeville indenfor den merkantilistiske tradition, som lægger vægt på beskæftigelsen og farerne ved overdreven opsparing. Mandeville var muligvis den første som pegede på, at det der er fornuftigt for den enkelte familie, kan være uheldigt for samfundet: opsparing er netop et eksempel på dette. Overfor dette skrev Adam Smith: «Det som er fornuftig adfærd for den enkelte familie, kan knapt være ufornuftig i en stor nation.» John Maynard Keynes gav Mandeville ret overfor Adam Smith, da han i 1930'erne påpegede, at overdreven opsparing kunne føre til efterspørgselskriser. Keynesiansk underskudsbudgettering forudsætter netop, at man bryder med forestillingen om at en nation - på samme måde som den enkelte familie - må «leve indenfor rammerne af sine indtægter».
Det er derfor ikke helt forkert at betragte Mandeville som grundlæggeren af det 20. århundredes samfundsvidenskab. Både funktionalistisk sociologi og keynesiansk nationaløkonomi har rødder i hans tænkning.
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 24.422