Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Kritik

Ordet kritik stammer fra græsk og har betydningen «at kunne skelne» (mellem sandt og falsk, mellem det gyldige og det ugyldige) i etisk-politiske og juridiske sammenhænge, men også rent alment. Ikke særlig præcist kunne man sige, at det går på evnen til at fælde adækvate og rigtige domme, jævnfør det latinske udtryk «iudicium» og «ars iudicandi». På dansk kan man tale om korrekt brug af dømmekraft. Det står i modsætning til kun at acceptere og blot forkaste noget.

Indenfor videnskaberne og filosofien er kritik og kritisk indstilling en indlysende nødvendighed, for her er man netop ude efter at skelne mellem opfattelser der kan argumenteres for, og de der ikke kan. At stille videnskabelige og filosofiske opfattelser på prøve består netop i at undersøge, om de kan stå for kritik.

En speciel men vigtig form for kritik er kildekritik. Det vil sige at undersøge historiske overleveringer af forskellige slags, undersøge om de er ægte, datere dem og klarlægge hvilke slutninger man kan drage af dem. Det er karakteristisk for moderne historieforskning, at man ikke kan stille sig naiv overfor kilderne; kildekritikken er nødvendig for at sikre et rimeligt grundlag, man kan drage konklusioner på.

Men i princippet gælder det samme, når man skal tage stilling til begivenheder i samtiden. En kildekritisk indstilling er nødvendig, uanset om det gælder begivenheder på Balkan, eller den politik der føres i Det Hvide Hus. Vanskelighederne ifht. samtiden er, at kilderne ikke altid er åbne, og at fejlinformation ofte bliver brugt bevidst i politikken. Der er stor forskel mellem forskellige samfund, når det gælder graden af offentlig indsigt. Det der er en ulempe ved begrænset offentlig indsigt er, at der nemt kan udvikle sig en speciel teknik, der går ud på at træffe ofte vidtgående beslutninger på grundlag af meget sparsomme informationer (f.eks. Kreml'ologi - læren om hvad der sker bag Kremls tykke mure).

Man taler også gerne om kritik, der berører forskellige områder: om kundskabskritik, kritik af moralen, politisk kritik, smagskritik (litteratur- og kunstkritik), kulturkritik og religionskritik. Men skal man præcisere problemstillingen i disse sammenhænge, rejser der sig straks problemer af principiel karakter, og brugen af udtrykket «kritik» bliver i sig selv central og karakteristisk for forskellige tænkemåder.

Et særkende ved filosofien efter renæssancen er, at den kundskabsteoretiske problemstilling kom i forgrunden. Dette gælder lige så meget den empiristiske tradition (Bacon, Locke og Hume) som den rationalistiske (Descartes og Leibniz). Det man ville undersøge var «the human understanding», eller evnens fornuft. Det man ville opnå var at skelne mellem det man kunne afgøre med fornuften, og de spørgsmål som enten var uløselige eller meningsløse. Hvis den grundlæggende intention var den samme, var der til gengæld afgørende forskelle i den måde man prøvede at udføre det hele på.

Kants kritiske filosofi

Kant placerer sig mellem dogmatismen og skepticismen. Til at begynde med herskede dogmatikerne despotisk, men på grund af indre strid endte det i anarki, og det gav skeptikerne chancen. Skeptikerne er som en slags nomader, der afskyr al fast bosættelse. Men eftersom der aldrig var mange af dem, ville dogmatikerne til stadighed dukke op på igen, men fortsat med deres forslag til at løse problemerne. På grund af den indre strid mellem dogmatikerne, og det stadige skift mellem dogmatisme og skepticisme, ender det hele i ligegyldighed og kaos. Den eneste vej er den kritiske, skriver Kant.

Med «kritik» mener han det at gøre rede for fornuftsevnen i helheden - både hvad den kan stå for, og hvad den ikke kan stå for. På den ene side drejer det sig om at gøre rede for apriori forudsætningerne (dvs. som eksisterer før erfaringerne) for vor viden om verden. På den anden side gælder det om at gøre rede for de problemer, som ikke kan afgøres ud fra fornuften. Dette fører til en kritik af den rationelle metafysik. Kritik i denne sidste forstand skal netop påvise, at disse spørgsmål ikke kan afgøres teoretisk. Dette er udgangspunktet for det erkendelsesteoretiske værk: «Kritikken af den rene fornuft».

I «Kritikken af den praktiske fornuft» handler det på tilsvarende måde om at forklare det aprioriske grundlag for moralen. Her får synspunkter omkring gud, udødelighed og fri vilje - der ikke kunne afgøres ud fra den teoretiske fornuft - status som praktiske postulater. I «Kritikken af dømmekraften» finder man en uddybning af disse problemstillinger, men her er det noget mere kompliceret, fordi han samtidig drøfter smag, praktisk dømmekraft og spørgsmål om indbygget mening (finalitet) i naturen.

Marx' kritik af den politiske økonomi

Marx' kritik har baggrund både i Hegel og hans «ophævelse» af de kundskabskritiske problemstillinger, og i Feuerbachs materialisme. Efter kritikken af religionen, filosofien, de tyske tilstande og «den tyske ideologi» går Marx over til at udvikle kritikken af den politiske økonomi, hvor «Kapitalen» er hovedværket.

Kritik har her flere betydninger. På den ene side er det en kritik af den klassiske nationaløkonomi, hos Smith og Ricardo, men samtidig er det en kritik af det kapitalistiske system. Desuden er det en kritik af andre økonomiske teorier, som falsk bevidsthed - dvs. ideologikritik. Det er vævet ind i en historiefilosofisk teori, der gør det muligt at forestille sig en fundamental forvandling gennem revolutionær praksis, og kritikken er en nødvendig forudsætning for en sådan praksis. Samtidig gør den politiske økonomi hos Marx krav på at være videnskab ud fra en næsten positivistisk videnskabsopfattelse, således som det var almindeligt i det 19. århundrede. Indholdsmæssigt forudsatte denne politiske økonomi den stærkt omstridte arbejdsværditeori (se Arbejdsværditeorien).

Marx tillod ikke, at man går bagom denne konstruktion og spørger om den er gyldig. Dette er det fundamentale dogme hos Marx. Siden starten af 1970'erne har der været tendenser til at «rekonstruere» den politiske økonomi. Karakteristisk nok har det været idéhistorikere, æstetikere, litteraturhistorikere og nogle få filosoffer, der har været optaget af det. Samtidig har man måtte skærme det hele af mod normal filosofisk kritik, ved at man har prøvet at opfange alt sådan kritik ved hjælp af ideologikritik. Selvsagt har man da ikke kunnet gøre rede for denne ideologikritik på anden måde end ved at forudsætte grundteserne i den politiske økonomi. Positionen er selvimmuniserende og blev forsøgt retfærddiggjort ved at kalde den arbejderklassens teori. Men hvad skal arbejderklassen med en sådan teori, hvis den er forkert?

De kundskabskritiske spørgsmål ifht. den politiske økonomi lod sig ikke eliminere så let, dersom man ikke ville ty til kneb eller magt. Men i det tilfælde har man stillet sig udenfor al seriøs diskussion og gjort sig til repræsentant for det Kant kaldte den despotiske dogmatisme.

Poppers kritiske rationalisme

Den centrale repræsentant for den kritiske rationalisme er Karl R. Popper, som oprindelig kom fra Wien, men som i en menneskealder underviste i London. Popper er ofte blevet forvekslet med de logiske empirister. Men i modsætning til dem udviklede han ikke en generel metafysik-kritik. Han indførte i stedet et såkaldt «demarkationsprincip», som skulle gøre det muligt at drage en skillelinie mellem empirisk videnskab og metafysik, uden at han forkastede metafysikken som meningsløs.

Den væsentligste egenskab ved videnskabelige påstande er, at de må være efterprøvelige. Dette tolker Popper på den måde, at de i princippet må være falsificerbare - dvs. man må kunne forestille sig empiriske sagsforhold, som kan komme i modstrid med påstandene. Disse synspunkter udviklede Popper i «Forskningens logik» (1934). På den måde prøver han ikke blot at gøre rede for de positive videnskaber, men han fremlægger også et kritisk princip, som gør det muligt at forkaste de tænkemåder, som gør sig ud for at være videnskabelige, men som ikke tilfredsstiller de krav, han opstiller. Dette gælder bl.a. for de selvimmuniserende tænkemåder som marxismen og psykoanalysen.

Han videreudvikler forestillingerne til en kritik af det han kalder «historicismen», som han finder repræsenteret især i Hegel-Marx-traditionen, og til en kritik af politisk praksis som er baseret på sådanne historiefilosofiske opfattelser. Som alternativ til dette udvikler han en teori om ingeniørkunst i små trin, som er en teori om hvorledes man kan bruge samfundsvidenskabelig viden til ændring af forholdene i samfundet, uden at basere sig på en altomfattende historiefilosofi. En vis analogi med tekniske problemstillinger kommer her til syne, hvilket gør at den kritiske rationalisme i det mindste i en vis udstrækning er sårbar for kritikken fra den kritiske teori.

Kritisk teori

Den kritiske teori blev udviklet i mellemkrigstiden af bl.a. Max Horkheimer, Herbert Marcuse og T. W. Adorno (se Frankfurterskolen). Horkheimer stillede den kritiske teori op overfor den traditionelle teori og udviklede den kritiske teori med Marx' politiske økonomi som grundlag. Den kritiske teori overtog det formale kritikbegreb fra Marx, med kritik af teorier som samtidig var kritik af teoriernes genstande, og kritik af fungerende teorier som ideologikritik. Hvorvidt de også accepterede den indholdsmæssige side af den politiske økonomi er uklart, og efterhånden trådte det politisk-økonomiske moment mere og mere i baggrunden. Kritikken udviklede sig efterhånden til en kritik af «den forvaltede verden». For Horkheimer blev kritikken af den instrumentelle fornuft central, mens Adorno overvejende skrev om kulturkritik og kunstfilosofiske spørgsmål.

Jürgen Habermas reformulerede i 1960'erne den kritiske teori - ikke ud fra den politiske økonomi, men ud fra en teori om erkendelsesinteresser, med interesse for emancipation (frigørelse) som det mest centrale. Han indførte et skel mellem arbejde og samhandling (interaktion), og udviklede dette til en grundlæggende kritik af Marx' position. Gennem samhandlingsbegrebet - som han forstår det - indfører han et afgørende element fra Kants praktiske filosofi i kritisk teori.

Tidligt i 70'erne tog han vigtige elementer op fra den analytiske filosofi - især fra den såkaldte talehandlingsfilosofi - og på denne baggrund lagde han forslag frem til en reformulering af den historiske materialisme. Spørgsmålet er da, om der ikke her foreligger et så afgørende brud med Marx, at sammenhængen med Marx' historiske materialisme er mere verbal end reel - hvilket mange marxister hævder. Generelt kan man sige, at også Habermas mangler en tilstrækkelig afklaring af forholdet til Marx' teorier.

Den sprog-kritiske filosofi

Den sprog-kritiske filosofi er ikke en retning i moderne filosofi, men snarere en bred bevægelse med stor gennemslagskraft. Man støder her på to filosofiske holdninger: På den ene side vil man gøre rede for grundstrukturen i vor tænkning og de uomgængelige grundprincipper i vort handlingsliv. På den anden side finder man en mistanke om, at sproget kan forvirre tanken, og at en sprog-kritisk opklaring kan sprede tågen. Ligheden med Kants kritikbegreb er ikke tilfældigt, selv om det ville være en grov forenkling at sige, at al sprog-kritisk filosofi er kantiansk orienteret.

Den sprog-kritiske filosofi - også kaldet analytisk filosofi - har taget udgangspunkt enten i konstruktion og analyse af de formale sprog, eller i en analyse af dagligsproget. Rudolf Carnap var i sin tid en fremtrædende repræsentant for det første, og den engelske filosof G. E. Moore for det andet. Hos Ludwig Wittgenstein finder vi et skift fra det første udgangspunkt hos den tidlige Wittgenstein til det andet hos den senere Wittgenstein. En slags mellemposition finder vi hos Paul Lorenzen og den såkaldte Erlangen-skole, som har udviklet deres program ud fra de problemer, som rejser sig i intuitionistisk logik.

Det er i dette felt mellem kritisk rationalisme, kritisk teori og analytisk filosofi at meget af den aktuelle filosofiske debat foregår. I forhold til dette repræsenterer den ortodokse marxisme i dag et forsøg på at genopbygge en position fra det 19. århundrede. En position som er sprogkritisk naiv, og som således ikke længere repræsenterer nogen farbar vej.

H.Sk.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 23/10 2003

Læst af: 54.621