 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Arbejdsorganisation
Arbejdsorganisation er ikke noget entydigt begreb, men knyttes ofte til organiseringen af produktivt arbejde. Arbejdsorganisationen udgør en del af virksomhedens organisation og omfatter gerne: arbejdere, formænd, kontrollører, værkfører- og fabriksmestre.
Ved rationalisering i virksomheden rammes arbejdsorganisationen - især arbejderne - normalt først og hårdest. Dette hænger sammen med, at udgifterne i arbejdsorganisationen er de mest synlige. Disse regnes som direkte udgifter, mens udgifter til administration, planlægning, salg osv. regnes som indirekte. Rationalisering af arbejdsorganisationen skaber arbejde til selvstændige konsulenter og rationaliseringseksperter i virksomhederne. (Se Arbejdsstudier.) Arbejdsorganisationen bærer præg af den tekniske udvikling i virksomheden og præges i stigende grad af masseproduktion, samlebånd, stordrift, specialisering og skiftarbejde.
Teorierne om arbejdsorganisation er dukket op i bølger: Fra ca. 1910: Scientific Management (se Taylorisme). Fra ca. 1930: Human Relations eller velfærdsteorierne. Disse teorier lagde vægt på motivering, gruppearbejde, information og en venlig ledelsesform. Fra ca. 1965: Socio-teknisk teori (se Selvstyrende arbejdsgrupper). Disse tre teoritraditioner lever i dag side om side. Arbejdsorganisationen præger både jobbene og arbejdsmiljøet på arbejdspladserne.
Arbejdernes mulighed for at påvirke arbejdets organisering er oftest stærkt begrænset af, at arbejdsgiverne med Hovedaftalen har retten til at lede og fordele arbejdet. Som alle andre forhold på arbejdspladsen og i samfundet er også dette dog i sidste ende påvirket af det styrkeforhold, der eksisterer mellem arbejdere og arbejdsgivere.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 30.434