Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Konjunkturer

Konjunkturer betegner den økonomiske udviklingstendens i et samfund. I en opgangskonjunktur tømmes varelagrene. Produktionen stiger. Flere og flere får arbejde. I en nedgangskonjunktur får virksomhederne ikke solgt alt det, de producerer. Til at begynde med vil man ofte registrere en svigtende afsætning af kapitalvarer, efterhånden også af forbrugsvarer. Varelagrene fyldes op. Flere og flere mister deres job. Konjunkturbevægelser (på engelsk «business cycles») er gentagne vekslinger mellem opgangs- og nedgangskonjunkturer. I de alvorligste nedgangskonjunkturer kan der blive tale om massearbejdsløshed. Svingningernes længde og udslag varierer over tid. Udslagene kan variere fra land til land på samme tidspunkt. Gennem handelen spreder konjunkturbevægelserne sig.

Årsager til konjunkturbevægelser

Årsagerne til konjunkturbevægelser er ikke, at de enkelte aktører i det kapitalistiske samfund indretter sig dumt. Svingningerne i det økonomiske liv er heller ikke et resultat af en profitsulten kapitalists ondskabsfulde handlinger. Årsagerne ligger ikke på det individuelle plan. Hver for sig kan de enkelte aktører indrette sig fornuftigt. Denne individuelle rationalitet, fornuft, er imidlertid ingen garanti for, at helheden, samfundet, indretter sig fornuftigt. Konjunkturbevægelser med tilbagevendende massearbejdsløshed, fattigdom og nød er tegn på, at samfundet er indrettet ufornuftigt. Tiltag som skal gøre noget ved konjunkturproblemerne må derfor sigte på at forandre måden samfundet er organiseret på, mere end blot at forandre de enkelte aktørers økonomiske motiver og holdninger.

Den samlede tilgang til varer- og tjenester i et land stammer fra landets egen produktion og fra import. Den kan anvendes til privat forbrug, privat realinvestering (dvs. private virksomheders anskaffelse af flere maskiner og lignende i løbet af en periode), offentligt forbrug og offentlig realinvestering, eksport og forøgelse af lagerbeholdninger. Dette er fem efterspørgselskategorier. Når der opstår arbejdsløshed, bliver produktionskapaciteten i landet ikke fuldt udnyttet. Virksomhederne får ikke solgt det, der tidligere blev produceret. Årsagen er, at der er opstået et svigt i efterspørgslen fra en eller flere af de fire første kategorier nævnt ovenfor. De to klart mest ustabile kategorier er eksport og privat realinvestering.

Et efterspørgselssvigt - hvad enten det er forårsaget af mindsket eksport eller af mindre private realinvesteringer - får ringvirkninger. Hvis det er den private efterspørgsel efter investeringsvarer som svigter, vil noget af denne svigten være rettet mod indenlandske leverandører. De der producerer investeringsvarer i indlandet, vil sende varene på lager, efterhånden bliver arbejdere sendt på orlov eller bliver eventuelt sagt op. De ansattes indtægt bliver reduceret. Reduktionen afhænger bl.a. af omfanget af offentlig støtteordninger som f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse. Indtægtsreduktionen blandt tidligere ansatte i investeringsvarebranchen fører til, at disse må skære ned på deres udgifter til forbrugsvarer. Virksomheder der producerer forbrugsvarer, mærker at de ikke får solgt så meget som før. Til at begynde med hober varene sig op i forretningerne, siden hen på virksomhedernes varelagre, og til sidst kan også virksomheder i forbrugsvarebranchen være nødt til at reducere antallet af ansatte. Endnu flere arbejdere får dermed reduceret deres indtægter og må skære ned på forbruget af forbrugsvarer, der helt eller delvist produceres af andre indenlandske producenter og ringvirkningerne fortsætter.

Uden en indgriben fra en central styringsinstans vil økonomien bevæge sig mod en økonomisk depressionstilstand. Dette var tilfældet i Europa og USA i 1930'erne. Siden 1970'erne har der været tendenser til lignende alvorlige depressionstilstande (især i 1982 og 1992), selv om kriserne har været mindre dramatiske end i mellemkrigstiden. Fremstillingen ovenfor siger noget om, hvordan en økonomisk nedgang i en sektor kan brede sig i samfundet. Impulserne til nedgangen kommer oftest fra de to ustabile kategorier i de kapitalistiske lande: eksport og privat realinvestering. I kapitalistiske lande uden offentlig styring vil impulserne til opgang oftest komme fra disse to kategorier.

Eksport

Den udenlandske efterspørgsel, der er rettet mod f.eks. dansk produktion, er oftest langt mere sammensat og ustabil end den indenlandske efterspørgsel. Dansk eksport er endvidere kendetegnet af, at danske eksportvirksomheder er i stadig konkurrence med et stort antal udenlandske virksomheder. Konkurrencebetingelserne kan variere stærkt med tiden. Gode forandringer kan opstå. En del af de varer, som danske producenter leverer til hjemmemarkedet, sælges også i konkurrence med udenlandske virksomheder. Konjunkturbevægelser breder sig og uddybes gennem handelen. Hvor hurtigt og med hvilke udslag er afhængig af handelens omfang og geografiske spredning, af den måde handelen er organiseret på og det økonomisk-politiske system i de lande, der handler med hinanden. (Se Marked).

Perioden siden 2. verdenskrig har været præget af mange internationale fremstød for at gøre handelen friere (oprettelsen af det europæiske fællesmarked EF, handelsaftaler som lande udenfor EF har knyttet med EF samt frihandelsaftaler mellem andre lande), og senest i 1994 oprettelsen af Verdenshandelsorganisationen WTO. Frihandel betyder, at konjunkturbevægelserne breder sig hurtigere. Det betyder samtidig, at handelen og dermed det økonomiske liv overlades mere til de enkelte aktører - uden indblanding fra offentlige styringsinstanser. Kræfternes frie spil får dermed en stærkere placering i det økonomiske liv. Dette øger ustabiliteten. Handelen bliver dermed en vigtigere impulsfaktor i forbindelse med konjunkturbevægelser.

Private realinvesteringer

Den anden vigtige impulsfaktor der får en økonomi til at svinge er de private realinvesteringer. Formålet  med investeringer er at øge beholdningen af maskiner og andre driftsmidler eller erstatte gammelt udstyr med nyt. Ved at gøre dette bliver virksomhederne i stand til at producere flere varer i fremtiden. Forventninger om fremtidige afsætningsmuligheder er dermed med til at bestemme virksomhedernes ønsker om mere og nyt kapitaludstyr. Afkastningen af en ny maskine bliver sammenlignet med, hvad det koster i form af renter at anskaffe den. Hvis maskinen er finansieret af virksomhedens egne pengemidler, vil banklånerenten alligevel reflektere omkostningen ved brugen af egne pengemidler. I stedet for at købe en maskine, kunne virksomheden sætte pengene i banken og få renter der. (Se Kasinokapitalisme).

I opgangstider vil lysten til at øge maskinparken være stor. Afkastningssammenligningen falder gunstigt ud. Virksomhederne tager imod, hvad kapitalvareproducenterne kan levere. Efterspørgslen bliver stor og stigende. Folks indtægter stiger. Optimistiske forventninger breder sig. Samtidig vil omkostningerne stige, specielt omkostningerne ved at producere kapitalvarer. Der er flere forbrugsvarer, der skal sælges blandt folk, og priserne bliver derfor ikke så høje, som virksomhederne hver for sig havde antaget på forhånd. De optimistiske forventninger om fremtidige gevinster bliver justeret. Afkastningssammenligningen falder ikke længere så gunstig ud. Virksomhederne stiller sig tilfreds med det kapitaludstyr de har. Investeringsvareefterspørgslen bortfalder. Opgangstiden er dermed slut. Der opstår indtægtssvigt blandt de ansatte i investeringsvarebranchen. Nedgangsprocessen beskrevet ovenfor tager til. Der er ingen mekanisme til stede, der automatisk overfører de opsagte arbejdere til anden virksomhed. Kapitaludstyret slides ned. Omkostningerne ved at anskaffe nyt udstyr til erstatning for de udslidte maskiner i f.eks. forbrugsvare-sektorerne falder og bliver mindre end hvad man forventer at få i afkast ved at øge eller opretholde salget af forbrugsvarer. Der opstår atter efterspørgsel efter investeringsvarer. Opgangsprocessen starter osv. Beskrivelsen er en fortegnelse af et kapitalistisk samfund, men beskrivelsen indeholder træk, man finder i alle kapitalistiske samfund - også i dag. Jo mindre offentlig styring der er i samfundet, jo flere af trækkene der er nævnt ovenfor kan genfindes.

Aktiv finanspolitik

Konjunkturbevægelser i efterkrigstidens kapitalistiske lande har været langt mere dæmpet end i mellemkrigsårene. En grund er, at i løbet af 1930'erne fik de fleste lande en ændret indstilling til i hvilken grad det offentlige skulle gribe ind for at opretholde fuld beskæftigelse. Det blev erkendt, at svigt i en efterspørgselskategori, som f.eks. i den private realinvestering, ikke automatisk ville blev erstattet ved en stigning i en anden efterspørgselskategori. Ved at øge den offentlige efterspørgsel eller ved at reducere skatterne kunne den samlede efterspørgsel holdes oppe. En således aktiv finanspolitik har været praktiseret med forskellige styrke i de kapitalistiske lande efter krigen. Desuden har man reguleret den samlede efterspørgsel gennem regulering af kreditmarkedet.

Fuld beskæftigelse er en blandt flere politisk-økonomiske målsætninger. Som de offentlige styringsinstrumenter har været indrettet i de kapitalistiske samfund, er målsætningen om fuld beskæftigelse ofte kommet i konflikt med gennemførelsen af målsætninger som lave prisstigninger og balance i handelen med andre lande. I lande som Sverige og Danmark blev der tidligere lagt størst vægt på at gennemføre målsætningen om fuld beskæftigelse. I Tyskland og USA har hensynet til lave prisstigninger været tillagt større vægt. Efterhånden har også den almindelige arbejder fået stemmeret i kapitalistiske samfund. Man kan derfor ikke satse på omfattende og vedvarende arbejdsløshed over for lang tid. Specielt kan omfattende arbejdsløshed lige før et valg have stor indflydelse på valgets udfald. Man kan derfor ikke se bort fra, at følgende hypotese om politisk adfærd og aktiv konjunkturpolitik kan have noget på sig: I løbet af en valgperiode stiger arbejdsløsheden i den første halvdel, for så at synke når valget nærmer sig. Hypotesen er blevet prøvet på ni kapitalistiske lande i perioden 1947-1970, og hypotesen blev bekræftet for Vesttysklands, USA's og New Zealands vedkommende. For Storbritannien, Frankrig og Sverige kan man heller ikke afvise, at hypotesen stemmer.

Indtægtsudjævning

Et andet særtræk ved udviklingen i kapitalistiske lande efter krigen er udjævningen af indtægt. I lande som Danmark, Norge og Sverige har man ved hjælp af et progressivt skattesystem sørget for at overføre indtægterne fra høj- til lavindtægtsgrupper. Dette har to vigtige konsekvenser for konjunkturbevægelserne. For det første bliver den private forbrugerefterspørgsel styrket, eftersom folk med høj indtægt sparer mere af den sidste krone de tjener end folk med lav indtægt. Forbrugsefterspørgslen er en relativt stabil bestanddel. Indtægtsoverførslerne stabiliserer derfor i sig selv økonomien. For det andet vil et indtægtssvigt mærkes mindre med et progressivt skattesystem. Ved indtægtssvigt vil indtægt før skat blive reduceret. Indtægt efter skat (disponibel indtægt) bliver også reduceret, men ikke procentvis så meget som før skat. I et progressivt skattesystem stiger gennemsnitsskatten, når indtægten stiger. Ved et svigt på 1 % i arbejdsindtægten reduceres derfor den disponible indtægt med mindre end 1 %. Det er den disponible indtægt som bruges til forbrug. Et progressivt skattesystem virker derfor stabiliserende på økonomien.

Et tredje træk ved efterkrigstidens kapitalistiske samfund er udbygningen af sociale ydelser som folkepension, sygedagpenge og arbejdsløshedsunderstøttelse/bistandshjælp. Disse ydelser går sin gang i selv økonomiske nedgangstider. Sociale ydelser virker dermed til at holde købekraften og efterspørgslen oppe i nedgangstider.

En aktiv finanspolitik, indtægtsudjævning gennem et progressivt skattesystem og udbygningen af de sociale ydelser har gjort de kapitalistiske lande mere stabile end i 1930-erne. Der er imidlertid store forskelle fra land til land. Liberaliseringen af handelen har derimod øget ustabiliteten.

Beskæftigelse

Figuren viser udviklingen i arbejdsløsheden i Norge, Danmark og Vesttyskland i løbet af 20-års perioden 1956-75. Norge er det mindste land. Vesttyskland er det største. Ledigheden udtrykt i antal personer er derfor naturligvis størst i Vesttyskland og mindst i Norge. Ser man på antallet af ledige i procent af arbejdsstyrken, er ledigheden imidlertid altid mindst i Norge og stort set størst i Vesttyskland. Variationerne i ledigheden (på figuren kaldet spredning i procent af gennemsnitsledigheden) er også størst i Vesttyskland. I tabellen herunder ser man, at udtrykt ved bruttoskatteandelen i 1973 er Vesttyskland det «mest» kapitalistiske af de tre lande. Vesttyskland er det land, hvor det offentlige har mindst kontrol over produktionsindtægterne. Mere interessant er det at bemærke, at overførselsandelen er markant større i Norge end i de øvrige lande. En tabel for andre år end 1973 ville have givet samme konklusioner.

Disse skatteobservationer, sammen med hvad der er sagt tidligere om konjunkturbevægelser, indtægtsudjævningen og styringsgraden i kapitalistiske lande, specielt i Vesttyskland, tilsiger, at man burde forvente at niveauet på og variationerne i arbejdsløsheden er relativt større i Vesttyskland end i Norge. Et andet interessant træk er den parallelle udvikling i Danmark og Vesttyskland. En grund til dette er den omfattende handel mellem Danmark og Vesttyskland. Dette svarer til, hvad der er sagt tidligere om, hvordan konjunkturbevægelser breder sig gennem den frie handel.

S.St.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 53.501