 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Arbejdsmandsforbund, Norsk (NAF)
Stiftet 1895. Optaget i norsk LO i 1901.Organiserer vejarbejdere, ansatte ved kraftværker, i mineindustrien, rengøringspersonale og enkelte andre grupper. 34.072 medlemmer (1/1-78). Medlemstallet stabilt, 19% kvinder.
NAF har 35 afdelinger landet over, med større afdelinger i alle amter, opbygget med landsmøde, landsledelse og ledelser af de enkelte medlemsforbund. 39 heltidsansatte. Tilsluttet Statstjenestemandskartellet via de medlemmer som er ansatte i staten. Formand: Øystein Larsen. Næstformand: Ole Fensvig. Udgiver af «Arbejdsmanden». Adresse: Møllergade 3, Oslo 1. Medlem af Minearbejdernes Internationale, Statsligt- og kommunalt ansattes Internationale (ISKA), og Den internationale Bygnings- og træarbejderføderation.
Historie
«Det norske vej- og jernbaneforbund» (fra 1900: NAF), stiftedes i Kristiania (Oslo) i påsken 1895. Indkaldelsen til det stiftende møde kom fra anlægsarbejderne ved jernbanen mellem Hamar og Sel. Den drivende kraft bag initiativet var Olav Strøm, som også blev forbundets første formand. Stiftelsen af NAF markerede et gennembrud for norsk arbejderbevægelse; for første gang dannede ufaglærte arbejdere deres egen organisation.
Det store vendepunkt kom i årene efter 1905. Medlemstallet fordobledes i løbet af 2 år og i 1908 nåede man op på 25.000 medlemmer. En grundliggende årsag var den vellykkede strejke mod virksomheden «Hafslund Karbid», nær Sarpsborg. Efter 3 ugers strejke, havde arbejderne opnået bedre lønninger for 8 timers arbejde, end de havde før havde fået for at arbejde i 12! Ret hurtigt derefter blev der indgået overenskomster på Borregård, på virksomhederne i Skiendistriktet og flere andre steder.
Omkring 1910 kunne man spore en vis tilbagegang, men storlockout'en i 1911 bragte ny fremgang. Det førte også til en voksende opposition internt i NAF. Den faglige opposition stod stærkere blandt mine- og anlægsarbejderne end blandt andre grupper og allerede i 1916 erobrede den flertallet på landsmødet. I 1918 vedtog NAF en syndikalistisk principerklæring. Elias Volan - en førende skikkelse indenfor den faglige opposition - valgtes til formand.
NAF fungerede længe som et alternativ for alle de, som ikke havde et forbund at være medlem af. Senere ønskede stadig flere grupper at danne selvstændige forbund. Allerede i 1914 forlod savværksarbejderne NAF, senere fulgte papirarbejderne og de kommunalt ansatte efter. I 1923 vedtog LO at gå over fra at være et fagforbund til at blive et industriforbund. NAF mistede medlemmer til de 3 nye karteller: Tekstil, Kemikalie og Nærings- og Nydelsesmidler. Nederlaget ved storstrejken 1921, kombineret med «flugten» til andre forbund, førte til at medlemstallet reduceredes fra 40.000 i 1919 til 5.000 i 1925.
30'erne indledtes med hårde arbejdskampe. Vejarbejderne strømmede til NAF efter vejkonflikten i 1932 og medlemstallet voksede. Regeringen blev praktisk talt tvunget til at acceptere vejarbejderne som forhandlingsmodpart. NAF var eet af de forbund, hvor det norske kommunistparti, NKP, bevarede en vis styrke op gennem 30'erne. I 1938 blev både NKP og socialdemokratiet (DNA) inviteret til at deltage i NAFs landsmøde.
Tyskerne arresterede både formand og næstformand i NAF. Mod slutningen af krigen opløstes forbundet og blev indlemmet i et storforbund med en «kommisær-ledelse», udpeget af tyskerne. Den oprindelige ledelse trak sig og det nye forbund blev i vid udstrækning boykottet. Indbetaling af medlemskontingenterne stoppede!
Efter krigen blev NAF igen et selvstændigt forbund. Til engang i midten af 50'erne steg medlemstallet langsomt, siden har det været ret stabilt. I de første år efter krigen arbejdede NAF for en nationalisering af mineindustrien, mens andre vigtige opgaver var indførelse af pensionsordninger for de statsansatte og gennemførelse af 40 timers arbejdsuge i minerne. I 1961 strejkede medlemmerne i 5 uger i forbindelse med et opgør om tarifferne. I 1959 begyndte NAF gradvist at etablere amtslige storafdelinger med fastansatte tillidsmænd; dette gennemførtes på landsplan i løbet af de efterfølgende 15 år. Dermed faldt antallet af afdelinger fra 570 til 35.
Aktiviteter
I NAFs formålsparagraf hedder det, at forbundet vil «arbejde for et socialistisk samfund». Det har altid hørt til de mest radikale forbund i fagbevægelsen. Forbundet var aktiv i modstandskampen under besættelsen og er modstander af EU. Landsmødet i 1974 gik principielt ind for at medlemsforbundene selvstændigt skulle stå for arbejdskampe, men anbefalede dog en koordineret konflikt i 1976.
NAF organiserer indbyrdes uensartede grupper, hvor lønforskellene er store. Procentsatsen af organiserede er høj blandt vej- og minearbejdere, lavere i private foretagender og hos rengøringspersonale. NAF lægger stor vægt på at arbejde for de lavtlønnede, hvilket har ført til øget opbakning blandt f.eks. rengøringspersonale. I 1974 strejkede kvinder beskæftiget på dette område og fik gennemtvunget et fast lønsystem og betragtelige lønstigninger. Organisationsarbejdet er blevet vanskeligere i løbet af de senere år, fordi mange bygge- og anlægsprojekter kun sikrer beskæftigelse i nogle få år. Disse korte perioder forstærker desuden problemerne med flytning og pendling. En vigtig opgave er kampen mod statens udlicitering/privatisering af vejarbejde og rengøring til private småentreprenører, som ofte beskæftiger uorganiseret arbejdskraft til lave lønninger. NAF vil udbygge jernbanen fra Bodø og nordpå.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 23.198