 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Koht, Halvdan
 |
| Halvdan Koht |
Koht (1873-1965), norsk historiker og socialdemokratisk politiker. Halvdan Koht er placeret i rækken blandt Norges største historikere sammen med P.A. Munch og Ernst Sars. Som de to andre fremtræder han som en af sin tids betydeligste ideologer med en nærmest overmenneskelig empirisk flid. Munch begrundede den nationale opvågning efter 1814, mens Sars leverede legitimationen for den nationaleradikale bølge i anden halvdel af 1800-tallet. Koht er arbejderbevægelsens store ideolog, videnskabsmanden som begrundede, hvorfor arbejderbevægelsen i Norge måtte komme og måtte vinde.
Koht voksede op under små kår i Tromsø og Skien, tog alle eksaminer med udmærkelse, blev stipendiat i historie i 1901 og professor i 1910. Han skrev bøger om alt fra kongesagaer til samtidspolitik, de fleste i en populær form. Han skrev lærde studier og kildeanalyser af mindre format fra alle områder i norsk historie og bandt sine ideer sammen i overskuelige essays («Innhogg og udsyn», «På leit etter liner i historia» o.a.), som han strøede ud i tidsskriftslitteraturen. I lange perioder skrev han én avisartikel pr. dag og bidrog flittigt til opslagsværk og antologier. Hans specialitet var biografien. Han skrev de helt grundlæggende biografier over Johan Sverdrup og Henrik Ibsen, skrev talrige livsskildringer i Norsk Biografisk Leksikon samt nekrologer og jubilæumsartikler gennem hele livet.
To ideologiske hovedmotiver synes at løbe gennem dette vældige forfatterskab. Det ene er klassekampen: at den findes, er universal og (i hvert tilfælde i norsk historie), at den er et gode, som gør samfundet og dermed menneskene i det rigere og lykkeligere. Det andet hovedmotiv er viljen: betydningen af viljekraft og kaldsfølelse samt individernes fælles handling med omgivelserne.
Hans taler om og skitser af arbejderlederne i Norge, både de socialistiske og de før-socialistiske, forenede disse to motiver. Arbejderbevægelsen var et klasseoprør, som gjorde Norge til et bedre sted at leve, sådan som bondeopstanden havde været det tidligere. Og oprørets ledere var mænd med vilje, eller mennesker, hvis personlige indsats lå i spændingen mellem egen vilje og sociale krav.
Koht var selv en ener, blev opfattet som utilnærmelig og blev i løbet at sit liv til en dramatiske historisk person af den type, som han selv kunne lide at skrive om. Han var udenrigsminister i Nygaardsvolds regering fra 1935 og blev ved tyskernes overfald 9. april 1940 sat på sit livs prøve. Han bestod den med glans - historikere, som senere studerer krigen, må slåes af beundring for hans kraft og vilje.
Han blev stemplet og udstødt som den, der nærmest var skyld i, at landet blev overfaldet. Der opstod myter om hans fejlgreb og om hans moral, og i foråret 1940 blev han tvunget til at tage sin afsked fra regeringen. Efter krigen formåede han delvis at rejse sig igen. Han skrev flere bøger om besættelsen, som hører til de vigtigste kildeskrifter, og han korrigerede den syndebuksmyte, som i 1940 havde været medvirkende til at udstøde ham. Da han døde i 1965, 92 år gammel, var det med ry som en åndshøvding, der i format og type hører det forrige århundrede til.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.703