Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Jaurès, Auguste Marie Joseph Jean

Jaurès (1859-1914), fransk socialist. En af samtidens største talere, kæmpede for at hindre udbruddet af første verdenskrig gennem det europæiske proletariatets fælles aktion.

Jean Jaurès kom fra en borgerlig middelklassefamilie i småbyen Castres, øst for Toulouse i Sydfrankrig. I 1883 blev han docent i filosofi ved universitetet i Toulouse.

Jaurès sad i deputeretkammeret i 1885-89 som moderat republikaner. Senere som socialist fra 1893 til 1898 og fra 1902 til 1914.

Jaurès arbejdede for at forene de franske socialister, som i begyndelsen af 1890'erne var splittede i mindst fem forskellige grupper. I 1901 forenedes de i to partier, «Det franske socialistparti» (jauressister, possibilister, uafhængige) og «Frankrigs socialistiske parti» (guesdister, blanquister, kommunistisk alliance). I 1905 lykkedes det Jaurès efter pres fra 2. Internationale, at forene de to partier i et: «Det socialistiske parti. Fransk sektion af arbejdernes Internationale (SFIO). Avisen «l'Humanité» - grundlagt af Jaurès året før - blev partiets hovedorgan.

I slutningen af 1890'erne gik Jaurès stærkt ind i kampen for frifindelse af den uskyldigt dømte kaptajn, Alfred Dreyfus. Dette engagementet gav anledning til stor strid blandt de franske socialister. Også spørgsmålet om «ministersocialismen» som opstod da socialisten Millerand trådte ind i den borgerligt-radikale regering Waldeck-Rousseau i 1899 skabte splid blandt socialisterne. Jaurès støttede Millerand og forsvarede denne holdning overfor Internationalen i 1900 (Paris) og 1904 (Amsterdam). Efter en principiel fordømmelse af «ministersocialismen» på Amsterdam-kongressen gik Jaurès med til at ændre holdning.

Politisk holdning

Jaurès gav aldrig sin fulde tilslutning til marxismen. Han troede på en idealistisk og humanitær socialisme, socialismen som virkeliggørelsen af retfærdigheden og demokratiet. Denne opfattelse kom allerede frem i en af hans afhandlinger til doktorgraden i filosofi (1891), «Om den tyske socialismes oprindelse», hvor han forbandt den tyske socialisme med Luther, Kant, Fichte og Hegel. Jaurès så samtidig socialismen som en fuldendelse af republikken og den franske revolution.

I sit historiesyn forsøgte Jaurès at forene den historiske materialisme med idealistiske elementer. Han betragtede forestillingen om retfærdighed som en drivkraft i den historiske udvikling ved siden af de materielle faktorer. Det store værk: «Histoire socialiste de la France», som Jaurès tog initiativ til i 1901, er udformet efter dette perspektiv.

Jaurès var tilhænger af en udogmatisk kristendom, men bekæmpede kirken som han betragtede som et redskab for reaktionen. Han arbejdede for en konfessionsløs (ikke-religiøs) skole og bidrog stærkt til indførelsen af skellet mellem kirke og stat i 1905.

I kampen mod den franske monarkisme, klerikalisme («præstevælde»), militarisme og den nationale chauvinisme var han ikke uvillig til at støtte sig til borgerligt-radikale kræfter.

Kampen mod storkrigen

Jaurès forudså tidligt, at en krig mellem stormagterne i Europa var på vej. Allerede i 1910 lagde han sine militærpolitiske tanker frem i bogen: «Den nye hær». Her gik han ind for «våben til hele folket», en omorganisering og decentralisering af den gamle «kasernehær» i retning af et hjemmeværnsforsvar. Dette ville efter Jaurès mening styrke Frankrigs forsvar, samtidig med at det umuliggjorde brugen af tropperne indadtil eller til angreb på fremmede lande. Reformen forestillede han sig gennemført gennem parlamentsbeslutning.

Samtidig gjorde Jaurès et formidabelt arbejde i skrift og tale for at hindre udbruddet af krigen. Ved 2. Internationales kongres i Stuttgart i 1907 lagde han forslag frem om samtidig generalstrejke i alle berørte lande i tilfælde af krig (se Generalstrejke). Kongressen afviste forslaget, men udtalte at det var arbejderklassens pligt «med alle hensigtsmæssige midler» at forhindre krigen og udnytte krigens økonomiske og politiske krise til at fremskynde kapitalismens fald. På kongressen i København 1910 kom forslaget op igen, men blev ikke vedtaget. Heller ikke den store fredskongres i Basel i 1912 kunne enes om konkrete aktionsplaner. Ved en ekstraordinær fransk socialistkongres mod krigen 14-19. juli 1914 fik Jaurès imidlertid vedtaget en resolution om generalstrejke.

På grund af sit engagement mod krigsforberedelserne blev Jaurès forfulgt i den franske presse og udskældt som «landsforræder» og «tysk agent». Den 31. juli 1914 - dagen før krigsudbruddet - blev Jaurès skudt på en restaurant i Paris af en nationalist, som ønskede fransk generobring af Alsace-Lorraine - områder der var afstået til Tyskland i 1871. Morderen blev i 1919 frifundet, da juryen fandt, at han havde handlet ud fra «patriotiske motiver».

S.B.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 30.276