Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Fagforening
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Kvinde
   .  Politisk  .  Fagligt
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/1 2018
Læst af: 17.323
: :
Huerta, Dolores
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Dolores Huerta i 1965. Huelga = Strejke

Dolores Huerta (1930-), nordamerikansk fagforeningsleder og -aktivist, kvindesagsaktivist og aktivist for indvandreres rettigheder i USA. Hun formulerede i 1972 parolen «Si se puede», som Barack Obama 35 år senere overtog på engelsk: «yes we can«.

Dolores blev født i Dawson, New Mexico den 10. april 1930 som datter af minearbejderen, landarbejderen og fagforeningsaktivisten Juan Fernández og Alicia Chávez. Parret blev skilt da Dolores var 3 år, og hun voksede derefter op med moderen og sine 2 brødre i Stockton, Californien. Stockton var et lille landarbejdersamfund, og moderen var aktiv både i de lokale aktiviteter, græsrodsorganisationer, kirken og drev desuden en restaurant og et lille hotel for landarbejdere, der ofte fik lov til at bo for små penge eller helt gratis, hvis de ingen penge havde. Dolores fremførte senere ofte moderen som det vigtigste forbillede i hendes liv. Den person der havde vist vejen ifht. empati og engagement i de fattiges kamp. Det var hende der fik Dolores til at tænke i menneskerettigheder og senere i faglige rettigheder.

Dolores' organisatoriske karriere startede for alvor i 1955 da hun sammen med Fred Ross startede Stockton afdelingen af Community Service Organization (CSO), der kæmpede for økonomiske forbedringer for latinobefolkningen i Stockton. I 1960 var hun med til at stifte Agricultural Workers Association og to år senere stiftede hun sammen med Cesar Chavez National Farm Workers Association (NFWA), der senere blev til United Farm Workers of America (UFWA). Dolores og Cesar havde allerede mødt hinanden gennem arbejdet i CSO, hvor han var direktør. De nærede et fælles ønske om at forbedre levevilkår, arbejdsforhold og løn for landarbejderne. De næste 30 år blev hun en central figur i organiseringen af især de kvindelige landarbejdere i NFWA og siden UFWA.

I 1965 var hun med til at organisere Delano drue strejken mod vin- og druebønderne i Californien. UFWA organiserede en landsdækkende boykot af bønderne, demonstrationer og fredelige aktioner. Efter 5 års kamp underskrev vinbønderne en treårig overenskomst med UFWA. Fagforeningen havde skræmt dem fra vid og sans.

I 1972 gennemførte Cesar Chavez en sultestrejke til støtte for landarbejdernes kamp. Til støtte for sultestrejken formulerede Dolores parolen «Si se puede» (Yes we can), som Barack Obama lånte til sin valgkampagne til senatet i 2004 og til præsidentvalget i 2008. Han kvitterede ved at give hende the Presidential Medal of Freedom i 2012.

På grund af sine politiske og faglige aktiviteter blev Dolores rutinemæssigt arresteret af politiet, og fik ofte tæv ligesom de andre aktive landarbejdere. Mindst 22 gange blev hun arresteret. I 1988 blev hun systematisk gennemtævet af en politibetjent foran St. Francis hotellet i San Francisco. Det var tæt på at koste hende livet. Hun overlevede, men med flere brækkede ribben og en knust milt der i hast måtte fjernes. Politiets blodrus blev imidlertid optaget på video og blev efterfølgende vist i landsdækkende TV. Det kostede flere års genoptræning før hun atter kunne kaste sig over det faglige arbejde.

Cesar Chavez døde i 1993, og stærke kræfter i UFWA forsøgte at få gjort Dolores til fagforeningens nye forkvinde. Hun havde trods alt været med til at starte den og spillede en central rolle. Men trods den feministiske kamp i foreningen var den latinamerikanske mandschauvinisme, machismo, fortsat stærk og hun blev forbigået til fordel for Arturo Rodriguez, der blev foreningens nye formand.

Hun koncentrerede sig i stedet om kvinders rettigheder og var gennem 1990'erne aktiv til støtte for at få valgt flere kvinder i det hele taget, og især kvinder af latinamerikansk afstamning til offentlige embeder.

I 2002 modtog hun Puffin/Nation prisen på 100.000 US$ for Kreativt Medborgerskab. Midlerne brugte hun til at oprette Dolores Huerta Foundation til støtte for lokal græsrodsorganisering. Hendes datter Camila Chavez blev forkvinde for organisationen. Dolores virker fortsat som ulønnet aktivist i organisationen.

Dolores blev mor til 11 børn. De sidste 4 fik hun sammen med Richard Chavez, der var bror til Cesar.

A.J.

Internet:
Dolores Huerta Foundation
I 2017 blev filmen Dolores. Rebel. Activist. Feminist. Mother udsendt.