Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Danmark har tre typer af lærere: lærere i folkeskolen, i gymnasiet og i erhvervsskolerne, og formaliserede uddannelser af lærerne til folkeskolen og gymnasiet. Udannelserne til dag- og døgninstitutionsområde betegnes pædagoguddannelser.

Folkeskolen

De første danske lærere, der underviste almuens børn, var degnene. De var præsternes medhjælpere, havde ingen formaliseret uddannelse og underviste efter reformationen børnene i den lutherske børnelærdom med udgangspunkt i Den lille katekismus. I løbet af 1600-tallet lærte de efterhånden også mange af børnene at læse. De første lærerseminarier blev oprettet i Hertugdømmerne - et i Kiel i 1781 og i Tønder i 1786. De var begge tysksprogede, nok fordi det tyske sprog den gang var det dominerende. Det danske seminarium i Tønder blev etableret ved genforeningen i 1920. Det tyske flyttede syd for grænsen. Det første dansksprogede statsseminarium i kongedømmet blev oprettet i 1791 og fik navnet Blaagaard. Fagkredsen her og i Kiel omfattede, bl. a. religion, katekisering, dansk, skrivning, historie geografi, regning, matematik og musik. I de følgende år oprettede flere præster seminarier og stod for undervisningen – de såkaldte præstegårdseminarier. Her skulle ikke bare meddeles kundskaber, elevernes moralske udvikling skulle også fremmes. Den første lov om uddannelsens indhold og omfang blev udsendt i 1818. Seminarier skulle oprettes og uddanne lærere, der skulle forestå undervisningen af både små og store børn i den undervisningspligtige alder, der med 1814-lovens indførelse blev 7 år – altså en enhedslæreruddannelse. Børnene skulle lære at regne, skrive og læse, lære den kristne børnelærdom samt bibringes kundskaber, der kunne «tjene til fordommes udryddelse» og være dem til nytte i «deres daglig håndtering». Seminarieeleven var en mand og en mand af almuen; læreren skulle forblive «en bonde blandt bønder». Lønnen varierede fra embede til embede og blev som regel udbetalt i naturalier. Det faglige niveau på uddannelsen forblev relativt elementært.

Befolkningstallet og dermed også børnetallet i Danmark steg kraftigt i løbet af 1800-tallet. Vandringerne tiltog, erhvervsstrukturen ændredes og pængeøkonomien blev mere almindelig. Disse grundlæggende samfundsændringer fik konsekvenser for både skolerne og lærerne. Skolerne blev større, klassedeling blev nogle steder indført og lærerne, der blev flere, fik differentierede ansættelsesforhold: vi møder nu både en 1. lærer, en 2. lærer og også en 3. lærer ved de store skoler i de tættest befolkede områder. Samtidig skulle lærerne i de tyndt befolkede områder i mange tilfælde betjene to skoler. Byernes befolkning voksede også; kravene til undervisning blev højere og såkaldte borgerskoler, der gav en fagdelt undervisning, blev etableret. Her opstod en ny lærertype, købstadlæreren, der repræsenterede en mere boglig faglighed. Det er også i denne sammenhæng at klasselærerfunktionen med sine særlige faglige og socialpædagogiske opgaver udskilles i årene efter 1870. Endelig søgte kvinder til faget. De deres egen uddannelse i 1859, og fra 1867 kunne kvinder ansættes i den offentlige skole, primært i købstadsskolen. Kvinderne blev i mange år uddannet på særlige seminarier, der var private som Th. Lang i Silkeborg eller Nathalie Zahle i København. Fra 1856 blev det muligt for kommunerne at oprette forskole for de mindste undervisningspligtige børn. Disse var udskildt fra hovedskolen, havde kvindelige lærere, der var billigere og gav børnene mulighed for at gå i skole tættere på hjemmet. Fra 1892 blev private og et statsligt forskoleseminarium - i Vejle - oprettet. De studerende skulle, gennem anskuelsesundervisning, sang, fortælling og gymnastik, forberede børnene til den fortsatte undervisning. Uddannelsen eksisterede frem til 1960'erne. I sidste halvdel af 1800-tallet blev både offentlige og flere private lærerseminarier oprettet. Fra 1894 skulle alle disse have statsanerkendelse for at opnå tilskud og eksamensret. Antallet af seminarier var fra århundredeskiftet 15-20 stykker frem til årene efter 2. verdenskrig.

Både lærere og lærerinder organiserede sig i Danmarks Lærerforening (DLF), der blev dannet i 1873. Inden for denne var der frem til 1960'erne to fraktioner: købstadslærerne og landsbylærerne. Desuden udgjorde de kvindelige lærere i perioder en særlig fraktion, f.eks. i forbindelse med lønforhandlinger. Kvindelige lærere dannede også særlige foreninger i de større byer.

Der var i 1800-tallet ingen direkte adgang fra folkeskolen til gymnasiet. De seminarieuddannede lærere underviste således først og fremmest børn, der ville forblive i de samme og praktiske erhverv som deres forældre. Kritikken af denne ordning var massiv både fra pædagogisk og politisk side. Efter systemskifte i 1901 blev Almenskoleloven vedtaget, der indførte mellemskoleklasser med realklasse ved byernes folkeskoler og gymnasier – landdistrikternes unge fik ingen direkte adgang til eksamensskolen. I de samme år udsendte ministeriet for første gang vejledende læseplaner for alle folkeskolens fag. Derved blev en fagdelt undervisning indført over hele landet og kravene til kundskabsniveauet hævet både i land og by. Både timetal og fagkreds var dog fortsat forskellige. De seminarieuddannede lærere underviste nu både i folkeskolen og i folkeskolernes mellemskoleklasser og realklasser. Timerne i de sidstnævnte blev bedre betalt. Særlige efteruddannelser for disse lærere blev oprettet – faglærereksamen eller kurser på det der senere blev til Danmarks Lærerhøjskole. Seminarieloven blev ændret i 1930, hvor først og fremmest de pædagogiske fag blev styrket, men sammenhængen mellem seminarieundervisningens indhold og de seminarieuddannedes forskelligartede arbejdsopgaver var stadig ikke umiddelbart synlig. Mellemskolerne havde f.eks. fremmedsprog, samtidig med at fremmedsprogsundervisningen på seminarierne var begrænset.

Besættelsestiden og de efterfølgende år gav store fødselsårgange og betød samtidig et erkendelsesskred på flere områder: landbosamfundet var i opbrud og Danmark på var vej til at blive et industrisamfund. Desuden blev det anset som uretfærdig og udemokratisk, at landdistrikternes børn ingen adgang havde til eksamensskolen. Endelig blev opfattelsen af, at der var en klar sammenhæng mellem uddannelse og økonomisk vækst udbredt. Landets intelligensreserve måtte derfor mobiliseres. Kritikken af skolen var således omfattende både i pædagogiske og politiske kredse. Efter megen diskussion og gennemførte forsøg, blev først en seminarielov i 1954 og en folkeskolelov og en gymnasielov vedtaget i 1958. Folkeskolen i land og bly blev ensartet, en mild deling af eleverne på 6-7 klassetrin opretholdt, frivillige 8-9 klasser indført, mellemskolen blev afskaffet, realskolen blev 3 årig og gymnasiet 3 årig. Folkeskolen op til og med 9. klasse samt de realklasser, der var knyttet til folkeskolerne, blev folkeskolelærernes arbejdsområde. Gymnasielærerne beholdt gymnasiernes realklasser og gymnasieklasserne. Reformerne blev til i en alliance mellem Danmarks Lærerforening, Socialdemokratiet og De radikale. Den var båret af både en grundtvigsk ideologi og en lighedsideologi og således af en fælles afstandstagen fra eksamensskolen og dermed skolens selektion og akademiske indhold.

Disse reformer udvidede folkeskolelærernes arbejdsområde og stillede nye krav til deres faglighed. Landdistrikternes skoler blev løftet og de unge over hele landet gjorde brug af de nye 8.-9. klasser. Undervisningspligten blev formelt udvidet til 9 år i 1972. Den seminarieuddannede lærer har siden den gang fulgt det danske barn fra det 7. til det 16. år og afleveret det til henholdsvis gymnasiet, erhvervsuddannelserne eller restgruppen. Mange nye seminarier blev bygget - først og fremmest på kommunalt initiativ. Dog beholdt mange af de gamle seminarier deres først og fremmest religiøse særpræg. Antallet af lærere steg. I 1960 var antallet ca. 25.000 og tyve år sener. ca. 60.000. Både denne udvikling og det erkendelsesskred som foregik i hele den vestlige verden inden for læringsteori og uddannelsessociologi har imidlertid medført store faglige udfordringer. Disse har de forskellige seminarielove forsøgt at imødekomme. I 1954 blev uddannelsen 4 årig, et linjefag blev indført, der betød en specialisering inden for enhedslæreruddannelsen. Med seminarieloven af 1966 blev der indført to, og desuden blev optagelsesbetingelserne skærpede. En forudsætning blev nu studentereksamen eller HF - en uddannelse der blev oprettet i 1966. Samtidig blev der lagt op til en akademisering af den samlede uddannelse. Faget undervisningslære blev indført og de faglige krav til seminariernes lærere skærpede. Ifølge bemærkningerne til 1966 loven skulle uddannelsen både imødekomme kravet om en helhedsuddannelse og dække behovet for specialisering. Endelig blev lærerens efter- og videreuddannelse udbygget ved Lærerhøjskolen i København og dens afdelinger i provinsen

Flere justeringer af både seminarieuddannelsen og lærernes efteruddannelse fulgte. Disse kan skematisk grupperes i to: Indholdsmæssige og ideologisk begrundede justeringer tit indført på Venstres og Det Konservative Folkepartis initiativ. Og ændringer af liniefagsordningen mhp. at give lærerstuderende en fleksibel, men mere dybtgående uddannelse inden for enhedslæreruddannelsens rammer – tit på initiativ af Socialdemokratiet og Det radikale venstre. En helt ny lov blev udsendt i 1997 hvor man opererede med 4 linjefag og tre fagområder. Ifølge bemærkningerne til denne var hensigten en koncentration om færre fag med deraf følgende mulighed for fordybelse. Argumentationen for at bevare enhedslæreruddannelsen har først og fremmest været almenpædagogisk. Eleverne ville derved undgå de mange lærerskift som et system af faglærere ville medføre. Samtidig synes der at havde været politiske vilje bag ordningen. Den er blevet opfattet som en demokratisk dansk model. Drøftelser af hvad modellens mangler har været, har været få. Dog har Pisa-undersøgelser styrket kritikken. Og Danmarks Lærerforening har bevaret sin magtposition.

I tillæg til seminariernes folkeskolelæreruddannelse fik Danmark i 1949 en alternativ læreruddannelse: Den frie læreruddannelse i Ollerup. Her uddannes lærer til de frie skoler. Dimittenderne kan indstille sig til prøve, Ollerupprøven, og derved få adgang til ansættelse i folkeskolen. Desuden etablerede Skolesamvirke Tvind i 1970'erne Det nødvendige seminarium. Seminariet har som Skolesamvirke et samfundsorienteret skolesyn, et nært forhold mellem teori og praksis og solidaritet med udlandene. Lærerne underviser i folkeskolen og på Skolesamvirkets skoler.

Sammenfatning

Enhedslæreruddannelsen blev oprettet i en periode hvor Danmark var et relativt statisk landbrugssamfund. Enelærere var en selvfølgelighed i landdistrikterne pga. de store afstande. Den kundskab, der skulle formidles både i læreruddannelsen og i skolestuen var, efter vore normer, desuden relativt statisk. De følgende 100-150 år medførte en total ændring af det danske samfund hvad fik selvfølgelige konsekvenser for uddannelsessystemet og dermed for grunduddannelserne og disses læreruddannelse. Den kundskabsmængde den seminarieuddannede lærer skulle formidle blev mangedoblet og de opgaver denne lærer blev stillet over for blev differentieret, hvad der medførte både faglige og organisatoriske spændinger. Det påfaldende er, at den meget dynamiske udvikling af det danske uddannelsessystem, der er foregået siden 1945 og fremefter, ikke har accentueret den differentiering af lærernes profession som det var forventelig at udviklingen resulterede i. Skole- og Gymnasiereformen fra 1958 medførte snarere en forenkling og standardisering af grundskolelærerens opgaver inden for et langt mere differentieret arbejdsområde på et langt højere fagligt niveau end tidligere. Samtidig har reformerne og den faglige udvikling ført til en fortsat samling af lærerne inden for samme organisation, men opsplittet i mange skolefaglige foreninger. Endeligt er det et spørgsmål om den store viden, som nu er udviklet både i Danmark og internationalt inden for såvel almendidaktik, fagdidaktik, skoleudvikling og læringsteori kan formidles fyldestgørende inden for alle skolens områder i et fireårigt seminarieforløb.

E.N.