Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Günther Anders

Günther Anders (1902-1992), tysk teknologi filosof, født i Breslau 12. juli 1902, der på det tidspunkt var en del af Tyskland. Anders udviklede en unik moralsk kritik af moderne teknologi. Han studerede psykologi, kunsthistorie og filosofi ved universiteterne i Hamburg og Berlin. Som elev af Edmund Husserl fik han sin Ph.D. ved universitetet i Freiburg i 1923. Hans flugt fra nazi-Tyskland i 1933, livet i eksil i USA og især begivenhederne i Auschwitz og Hiroshima formede den erfaringsmæssige baggrund for hans tanker. Han vendte tilbage til Europa i 1950 og boede i Wien resten af sit liv.

Anders' filosofi er en del af den tradition for kritisk oplysningstænkning, der engagerer sig i verden og i samtidens konkrete problemer, idet den forsøger at begrunde menneskers handlinger, og nødvendigheden af moral og etik historisk, udefra disse forhold selv. Hans omfattende arbejder består frem for alt i en analyse af de forandringer, som mennesket – både som individ og som menneskehed – undergår i en teknologisk verden. Men det rummer også, især i den første fase af hans virke, samfundsteoretisk funderede analyser af menneskelig livspraksis, fx studier af fascisme og af arbejdsløshed, foruden digte, filosofiske romaner og tekster om filosofi, litteratur og kunst. Anders’ filosofiske metode er i den grad rettet mod verden, at han anså teoretisk analyse og praktisk intervention for at være to uadskillelige aspekter ved enhver sag. Han var en af de første intellektuelle der advarede mod nazisterne, og sammen med sin daværende kone – Hannah Arendt – deltog han i kampen mod Hitler og fascismen. Senere var han aktiv i bevægelserne mod Vietnamkrigen, og han var med til at stifte anti-atomkraft og miljøbevægelser. Men samtidig med at han var politisk aktivist erkendte han teoriens vitale rolle i en stadig mere videnskabelig og teknologisk præget verden. Derved vendte han Marx' berømte tese på hovedet, da han erklærede: «Det er ikke nok at forandre verden. Det gør vi alligevel. Og det sker endda mestendels uden at vi gør noget for det. Vi må også fortolke disse forandringer. Og dét netop for at forandre dem. Så verden ikke fortsætter med at forandre sig uden at vi er med – og i sidste ende til en verden uden os» (1980/2002, s. 5).

Anders ser ødelæggelsen af Hiroshima som år 0 i en ny æra, og som en begivenhed, der krystalliserer menneskets nyerhvervede muligheder for selvdestruktion. Med dette skridt ind i en fremtid, der konstant er truet af sit eget endeligt, har vi fået et handlingsvilkår, som er uden historisk fortilfælde, og som kræver en ny moral og en ny etik. Anders bestræber sig på at komme på højde med denne nye verdenssituation, og fra da af koncentrerer han sig alene om at gøre den nye tidsalders moralske tilstand, og forholdet mellem menneske og teknologi, gennemskueligt og begribeligt.

Anders indser, at med de teknologiske frembringelser overgår menneskets handleevne sig selv på en fatal måde. Sammenlignet med fremstillingsevnen – således lyder den tese, der står i centrum for resten af hans værk – forbliver de andre menneskelige evner, såsom følelser, perception, og endda ansvarlighed, indenfor relativt snævre grænser. Dermed åbnes, ikke mindst på grund af den teknologiske udviklings stigende tempo og den enorme mængde af samfundsmæssige produkter og deres virkninger, en voksende kløft, eller som han siger, en prometisk afgrund mellem teknikkens verden og menneskers repræsentationer af den. Denne paradoksale situation, at vi er «mindre end os selv», betragter Anders som grundkonflikten i nutidens højteknologiske verden, og vor tids afgørende opgave er således at danne en «moralsk fantasi», hvormed vi kan formidle mellem fremstilling og forestilling.

I hans centrale værk Die Antiquiertheit des Menschen, forsøger han at udfolde en sådan moralsk fantasi, og han udvikler til dette formål en særlig «tings-fortolkende» fremgangsmåde. I erkendelse af, at handling (naturligvis som følge af menneskelige aktiviteter) er blevet forskubbet til arbejdets og produkternes sfære, og at de fremstillede ting ikke simpelthen er neutrale midler til givne mål, men selv udgør inkarnerede handlinger, retter han primært spørgsmålet om moral til tingene selv. Han søger derfor heller ikke med sin analyse at kalde vores indre stemme frem, eller at blotlægge fremstillingens eller anvendelsens processer, eller menneskenes sociale erfaringer med tingene, men derimod at sætte ord på arbejdets stumme principper og tingenes hemmelige handlingsmaksimer, for derudfra at kunne forudsige forandringer af menneskene, individuelt og socialt.

Anders' arbejde grundlægger en ny form for praktisk fornuft, der sigter mod en teknologi, som vi mennesker har skabt, men som er ved at rive sig løs fra vores herredømme, for at indhente den og integrere den i en menneskelig handlingshorisont. «Hav kun de ting» erklærer han som vore dages imperativ «hvis handlingsmaksimer også kunne blive maksimer for din egen handlen» (1956/2002, s. 298).

E.Sch.