Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Leon Battista Alberti (1404-1472), florentinsk købmandssøn og alsidig renæssancehumanist, der udformede et overbevisende forsvar for det aktive liv (vita activa). Alberti blev født som uægte barn ind i en florentinsk familie i eksil. Han oplevede både fattigdom og splittelse i familien under sit jurastudie i Bologna i 1420'erne. Han nød siden ansættelse som sekretær og litterat i den katolske kirke uden at være kirkeligt engageret og virkede som arkitekt, matematiker, korttegner foruden at være forfatter til en stor mængde moralfilosofiske, litterære og teoretiske værker. Alberti var især inspireret af Cicero - renæssancens mest citerede tænker.

Alberti trådte med sit forsvar for det aktive liv ind i polemikken mellem fyrstetro og republikanske humanister i 1400-tallets Norditalien (regnum italicum). Foruden at handle om bystatens rette styreform drejede polemikken sig om det aktive, politiske menneskes status. Modstanderne af det aktive liv var både skolastikere og fyrstetro humanister, der betragter det politiske liv som korrumperende og mindre værdigt end et liv med fordybelse i Gud og studier. De støttede sig til den af arabiske tænkere genopdagede Aristoteles i deres forsvar for det kontemplative liv (vita contemplativa).

Kun Firenze og Venedig formåede endnu i 1400-tallet at holde fast i et - især for Firenzes vedkommende - udstrakt borgerstyre i et norditalien, der efter en republikansk blomstringsperiode i 1100-tallet nu var underlagt et hav af mindre fyrstedømmer. Foruden at være tilhænger af den florentinske republik tilhørte Alberti en velhavende købmandsfamilie med politiske ambitioner. I 1390'erne blev Albertifamiliens mænd imidlertid udvist fra Firenze efter uoverensstemmelser med den magtfulde Albizzifamilie. Resultatet var katastrofalt for familiens identitet, sammenhold og handelsinteresser.

Da Alberti skriver sit vigtigste værk Della Famiglia (Om familien) i 1430'erne i Rom, er eksilet ophævet. Det er følgelig Albertis fornemste sigte med værket at genrejse familien til fordums storhed: At genskabe familiens ære og kampgejst (virtu) i kampen mod den hårde skæbne (fortuna). Der er tale om en familiedialog mellem familiens ældre og yngre mænd. Kun i den højtsvungne prolog - samt i prologen til tredje bog - kan man med sikkerhed fastslå, at der er tale om Albertis egne ord. I Jacob Burckhardts klassiske værk om renæssancen fra 1860 bliver Alberti udråbt til et af de store alsidige renæssancemennesker (oumo universale), som også Leonardo da Vinci gør det. Burckhardt tager i sin læsning af Della Famiglia ikke højde for, at der er tale om en dialog, hvor Albertis holdning ikke er umiddelbart tilgængelig men sammenblander Albertis holdning med onklen Giannozzos.

Foruden at prise det aktive og det politiske liv - hvilket bl.a. sker ved at håne Giannozzos opfordring til at passe sig selv - så rummer Della Famiglia et forsvar for det erhvervsaktive liv og hylder profitsøgning. Det sker ved at koble higen efter profit og egen vinding til omsorgen for republikkens velfærd og styrke samt Guds opbakning. Albertis forsvar for erhvervsaktivitet udmønter sig også i et forsvar for hårdt, fysisk arbejde. Der er måske tale om den første eksplicitte opprioritering af det fysiske arbejde siden middelalderen. Under reformationen 100 år senere bliver det fysiske arbejde - omend i en mere mekanisk pligtform end Albertis - atter opvurderet. Samtidig overtager reformatorerne Albertis og andre samtidige humanisters forkærlighed for modersmålet. Alberti skriver den første toskanske grammatik som bevis på dets ligestilling med latin og forfatter desuden mange af sine værker på toskansk. Albertis forsvar for det aktive liv, hans republikanske indstilling i tilgift til hans toskanske forfatterskab er udtryk for en folkelighed, der ikke var udbredt i tiden.

Udover sit forfatterskab er Alberti en praktiker, der som arkitekt arbejder på en lang række bygninger i Firenze og Rom herunder på restaureringen af Peterskirken i Rom og facaderne på Santa Maria Novella og Palazzo Rucellai i Firenze. Han er forfatter til et stort værk om arkitektur og skriver i 1435 det første og indflydelsesrige værk om principperne bag perspektivtegningen.

J.Jo.