Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 32.745
: :
Helhedsskolen
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ordet helhedsskole har mindst to betydninger. Oprindelig dækkede ordet over en særlig form for specialskole for børn med emotionelle- og adfærdsmæssige problemer, som tilbringer det meste af dagen i et struktureret pædagogisk miljø. Men i løbet af 1980'erne blev det almindeligt at bruge ordet til at beskrive en skoleudvikling, der modarbejdede det opsplittede og fragmenterede. En bevægelse som daterer sig tilbage til skolens tidligste år og som ikke mindst reformpædagogikken arbejdede for. Et stort udviklingsarbejde iværksat af Folkeskolens Udviklingsråd i 1989 indeholdt også temaet «Projekt Helhedsskole». Her arbejdede forskerne med en bred definition indeholdende følgende temaer: Mere helhed i det fysiske miljø; mod helhed i tid; mod helhed i menneskelige relationer; mod helhed i indholdet; mod helhed i undervisning.

Begrebet helhedsskole indeholder såvel positive som negative dimensioner. Positivt er det, at skolen bestræber sig på at skabe rammer og indhold der så at siger samler børnenes opsplittede liv, herunder ikke mindst søger at skabe sammenhæng mellem børnenes fritid og undervisningen i skolen. Børnenes såkaldte opsplittede liv er kendetegnet ved en daglig pendling mellem forskellige arenaer, hvis samværslogik er præget af (for) store forskelle. Den daglige overgang mellem hjem, fritidshjem/SFO og skole - eller mellem det Habermas betegner livs- og systemverden - stiller (for) store krav til børnene. De skal lære at begå sig i to meget forskellige systemer. I livsverdenen/familien opfattes barnet som unikt, det er forældrenes øjesten, og her er samværet præget af tætte følelsesmæssige relationer og gensidig samtale, hvorigennem børnene tilegner sig normer og meninger; de dannes og udvikles. Heroverfor møder de systemverdenen/skolelivet, hvor det enkelte barn ses som et nummer i (en endeløs) række af børn. Og selv om skolen i retorikken tilstræber omsorg, gensidighed, solidaritet og med barnet åbner for individuel forhandling fra sag til sag, er det dog ofte systemrationaliteten der slår igennem med sine faste regler og fornuftsbetonede ordninger og domineret af målrationel handlen. En skole med mange børn der er styret af visse fælles regler og formidling af et på forhånd aftalt (fag)indhold i overensstemmelse med en fælles målsætning. Og så kan man hævde, at SFO/fritidshjemmet befinder sig midt i dette spændingsfelt. Pædagogernes tradition og uddannelse rækker mod «det hjemlige» og tenderer mod en antiautoritær linie og en børnecentreret pædagogik med vægt på børns selvforvaltning, men er samtidigt underlagt en vis (blød) institutionalisering.

Selv om mange børn magter at navigere mellem disse arenaer, er det dog vanskeligt for en del børn. I forbindelse med disse skift oplever børnene dagligt et lille kulturchok, hvilket så at sige lå til grund for, at skole og fritidshjem/SFO gennem 1980'erne og 90'erne arbejdede målrettet for at udvikle et tættere samarbejde. Bl.a. inspireret af undervisningsministeriets udviklingsprogram Folkeskolen år 2000 pkt. 5 bestræbte skole og SFO sig på at nyttiggøre pædagogers og læreres forskellige kompetencer. På grund af forskellige uddannelser og pædagogiske traditioner synes pædagoger især at lægge vægt på leg, samvær, kammeratskab og børns generelle udvikling, hvorimod lærerne i højere grad har udviklet undervisningsmetoder der gør det muligt for børnene aktivt at tilegne sig (lære) nogle af de grundlæggende kundskaber og færdigheder, der er beskrevet i skolens fagkreds. Fremtidens skole - helhedsskolen - har til mål at blive i stand til at sammentænke disse dimensioner.

Helhedsskolen er måske ikke en realitet men udtrykker mere en bevægelse, som skoler overalt i landet de seneste år iværksat. Det ses bl.a. i mangfoldige forsøgs- og udviklingsarbejder, hvor fritidsordningens eller fritidshjemmets pædagoger arbejder sammen med børnehaveklasselærerne samt lærerne fra 1. og 2. klasse. Nogle steder har man udviklet et lokalefællesskab og andre steder har fritidspædagogerne et antal timer i indskolingen. Det kan komme til udtryk i form af en overlapningstime om dagen, eller timerne samles til en lang dag om ugen eller anvendes måske i forbindelse med et fælles emne, f.eks. om middelalderen, vikinger eller et kunstforløb. Og i det hele tager søger pædagogerne og lærerne at koordinere deres fag- og læreplaner og pædagogiske syn, således at børnene oplever at lærere og pædagoger i et vist omfang står for de samme værdier og grundsyn. Det er også ved at blive almindeligt at holde fælles forældremøder og skole-hjem-samtaler, samt at slå lejrskolen og feriekolonien sammen til et fællesforløb, hvor lærere og pædagoger har mulighed for at øve sig i at samarbejde - til glæde for børnene.

Men helhedsskoletanken indeholder også problematiske sider. Selv om det er nærliggende at skabe sammenhæng i det kl. 8-17 tilbud som størstedelen af de 6-9 årige indgår i, så kan man dog frygte at denne «institutionalisering af børnenes liv og dagligdag» fører til, at den lange dag får karakter af eller af børnene opleves som «verdens længste eftersidning». Man har peget på, at børnene kan opleve at de mister deres frihed og selvbestemmelse, og undersøgelser synes også at pege på, at «skolekoden» let kommer til at dominere. Der er endvidere en vis tendens til at fritidshjemmet/SFO’en i samarbejde med skolen bliver «lillebror», da lærerne tilskyndet af didaktisk kompetence har lettere ved at udtrykke deres professionalitet end pædagogerne der i større omfang er domineret af tavs viden.

Men meget ser ud til, at den tid hvor skole og fritidshjem/SFO var adskilte størrelser, der levede hver sit liv, hører fortiden til. Vel er der mange politiske, fagpolitiske, praktiske og pædagogiske forhindringer og barrierer, men undersøgelser viser, at lærere og pædagoger vil et udvidet samarbejde. Praktikerne på gulvet synes at have mærket at børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse får bedre muligheder når institutionspædagogikken og skolepædagogikken kommer til at gå op i en højere enhed.

S.Br.

Litteratur

Borgnakke, K., Cranil, M., Henriksen, S., Høyrup, S., Johansen, L.U., Krogh-Jespersen, K., Kruchov, C., Nørgaard, E., Thomassen, J.: Helhedsskolen. Læring i helhedsskolen. Faglighed i helhedsskolen. Lærersamarbejde i helhedsskolen. Struktur og organisation i helhedsskolen. København (1991), Danmarks Lærerhøjskole.
Broström, S., Hermansen, M., Krogh-Jespersen, K.: En god start, det fælles grundlag. Århus (2002), Klim.
Vejleskov, H. & Broström, S.: Børnehave. Skole. Fritid. - Tradition og fornyelse med henblik på samarbejde. Århus (2000), Systime.
Jensen, B.B. & Uldall-Jessen, M.. Helhed i skolen. En debatbog. Skive (2000), Mukon.