Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Thomas Sigsgaard (1909-97), dansk pædagog og professor i udviklingspsykologi. Han voksede op på Østergaard i Kaas i Vendsyssel som ældste søn af Poul Sigsgaard og Marie Brogaard, der begge kunne føre deres slægt af bønder flere hundrede år tilbage. I begge tilfælde havde de seneste generationer tillige været højskolefolk. Han gik fire år i landsbyskole for derefter i 1920 at begynde i 2. mellemskoleklasse i Åbybro Realskole. Efter realeksamen og et par års arbejde hjemme på gården kom han på Ranum Seminarium, hvor han i 1931 bestod lærereksamen med topkarakterer. Han blev derefter vikar ved Københavns kommunale skolevæsen, og 3 år senere bestod han - ligesom den 1 år yngre bror Jens Sigsgaard - studentereksamen på et aftenkursus og blev fast ansat lærer.

Han begyndte at læse til magister i psykologi i 1938, og allerede i 1940 blev han skolepsykolog i Købehavn. Ikke mindst på grund af krig og besættelse afsluttede han dog først sin psykologuddannelse i 1946 - som en af de første syv, der blev cand.psych. fra Københavns Universitet. I 1957 blev han afdelingsleder på Danmarks Pædagogiske Institut - leder af afdelingen for pædagogisk-psykologisk grundforskning - og i årene 1960-1974 virkede han som professor i udviklingspsykologi - landets første - ved Danmarks Lærerhøjskole.

Men dertil havde han mange andre jern i ilden. Som skolepsykolog og magisterstuderende tog han del i modstandsbevægelsen og underviste i psykologi ved Kursus for Småbørnspædagoger - et børnehave- eller førskoleseminarium oprettet sidst i 1920'erne af en kreds af progressive pædagoger, bl.a. Sofie Rifbjerg og Sigurd Næsgaard. 1946-1962 var han en skattet timelærer ved Psykologisk Laboratorium i børnepsykologi og psykologisk testning. Hertil kom en omfattende virksomhed med henblik på at formidle børnepsykologi og -opdragelse til bredere kredse: Talrige foredrag og medvirken ved TV-udsendelser, der gjorde ham landskendt. I mange år var han tillige konsulent og bestyrelsesmedlem ved Munksgaards Forlag og arbejdede dér især med at få udgivet bedre skolebøger.

På hjemlig grund fungerede han bl.a. som filmcensor og var medlem af Seksualoplysningsudvalget, af Udvalget for samfundsvidenskaberne, af forskningsrådet ved Instituttet for Udviklingsforskning og af bestyrelsen for Socialpædagogisk Forening. Endvidere bidrog han flittigt til internationalt samarbejde som udsendt UNESCO-rådgiver i skolespørgsmål for den indiske regering, som formand for Mellemfolkeligt Samvirke og som medlem af Den Danske UNESCO-Nationalkommission og af Rådet for Teknisk Samarbejde med Udviklingslandene.

Forskningsmæssigt bidrog han i 1940'erne til nystandardisering af Binet-Simon-prøven, og i 1950'erne gennemførte han en omfattende og højt estimeret undersøgelse af 106 fængslede landssvigere. En undersøgelse der imidlertid af etiske grunde aldrig har været offentligt tilgængelig i sin helhed. Ellers var hans største interesse børns følelsesmæssige og sociale udvikling og ikke mindst de børn, som af den ene eller anden grund får personlige og sociale vanskeligheder. På det område gennemførte han to store undersøgelser, dels «Kammeratvalg i skoleklasser» sammen med Jesper Jensen, publiceret i 1963, og dels undersøgelsen «Forældrevurderinger, lærervurderinger og skoletilpasning», publiceret i 1975. Naturligvis var han også stærkt interesseret i småbørns udvikling og opdragelse i hjem og børnehave. Da man i 1960'erne oprettede Årskursus for børnehave- og fritidspædagoger og henlagde det til Danmarks Lærerhøjskole med Aase Hauch som leder, var han stærkt interesseret i denne videreuddannelse for pædagoger/førskolelærere, som efterhånden fik et større omfang med afdelinger i andre byer - uden dog at komme til at give lige så gode muligheder for efter- og videreuddannelse for pædagoger, som folkeskolens lærere dengang havde.

Som underviser og formidler var Thomas Sigsgaard aldeles fremragende, hvad enten det gjaldt folkelige foredrag eller universitetsundervisning. Han havde en særlig evne til at belyse stoffet med anekdoter, der som regel var om selvoplevede hændelser, og som altid var rammende og relevante. Hans tydelige vendelbo-dialekt bevirkede, at hans fremstilling virkede troværdig, og det understøttedes yderligere af hans engagement. Til trods for dette kraftige engagement i børnenes, familiernes og socialt ringere stillede menneskers vilkår, var han imidlertid aldrig énsidig, endsige indoktrinerende.

Med hensyn til skriftlig fremstilling havde han også ordet i sin magt. Hans bøger og artikler var altid velskrevne og forståelige uden unødig brug af fremmedord. Hertil kommer, at han også kunne udtrykke sig i bunden form og skrev flere digte, hvoraf det kendteste nok er «Der er så mange ting i barnets verden» fra 1944. Første halvdel af 1. strofe og sidste halvdel af 3. strofe siger meget om forfatteren:

Der er så mange ting i barnets verden,
vi voksne har så svært ved at forstå.
Thi vi har glemt i dagens travle færden,
hvad livet var for os, da vi var små

Engang skal hele verden nok bli’ bedre,
men du må være med og ta’ din tørn.
Når vi først får lavet verden god for voksne,
skal den også nok bli’ god for børn.

Den blev skrevet til en afslutningsfest på Kursus for Småbørnspædagoger, og selveste Bernhard Christensen lavede melodien til.

Endelig kan forfatteren til denne lille artikel af egen erfaring tilføje, at som chef var Thomas Sigsgaard meget lidt «chefagtig», men overordentlig loyal, hjælpsom og redelig og så tillidsfuld, at man simpelthen måtte prøve på at leve op til det.