 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
 |
| Jorge Amado |
Jorge Amado (1912-2001), brasiliansk forfatter - den mest kendte i det 20. århundrede. I sine værker undersøger han den sociale uretfærdighed der eksisterer i hans land, men midt iblandt hans personers fattigdom og skavanker dukker der uventede glimt af skønhed og glæde op.
Hans værker er oversat til mere end 30 sprog, og i 1984 blev han udnævnt til medlem af Æreslegionen i Frankrig. Hele sit liv levede han i Bahía de San Salvador i Brasiliens nordøstlige hjørne, hvor han var beundret af byens indbyggere. Hans romaner er klart realistiske, med en udstrakt anvendelse af raffineret ironi, der giver dem en ekstraordinær sympati. Han udfolder en let men dybdepsykologisk analyse af sine personer, genspejler sin politiske holdning og fordømmer den sociale uretfærdighed i Brasilien. Han gengiver levende virkeligheden i det fattige nordøstlige Brasilien, og hans personer synes at få et eget liv og forlade bogens sider. Flere af bøgerne er blevet filmatiserede til stor glæde for både anmeldere og publikum. Det gælder: Doña Flor y sus dos maridos, Gabriela, clavo y canela og Tieta d´Agreste.
Amado var søn af en købmand, studerede hos jesuitterne og blev journalist. I 1935 blev han fængslet for sine venstreorienterede aktiviteter. Han var meget politisk aktiv og repræsenterede det Brasilianske Kommunistparti som deputeret i den grundlovsgivende forsamling i 1946. Han blev tvunget i eksil og rejste i Europa og Asien. Ved tilbagevenden til sit land blev han chefredaktør for ugeavisen Para Todos. I 1961 blev han udnævnt til medlem af det brasilianske litteraturakademi.
Blandt hans værker bør nævnes: Cacau (1933, Kakao (1980)), Jubiabá (1935, Negeren fra Bahia (1957)), Terras do sem fim (1942), der var værker hvor han beskrev landarbejdernes situation på kakaoplantagerne i Ilhéus e Itabuna. De blev fulgt af: Capitães da areia (1937, Strandens herrer (1957)), Gabriela, cravo e canela (1958, Gabriela - nellike og kanel (1965)), der behandler livet i byerne og de politiske forandringer. Os velhos marineros ou o Capitâo de longo curso (1960), Os pastores da noite (1964), Dona Flor e seus dois maridos (1966), Teresa Batista, cansada de guerra (1973). I disse romaner beskriver han det magiske miljø blandt fattige i Bahía.
I 1979 fraveg han sit traditionelle tema og publicerede: Farda, fardâo, camisola de dormir. En roman hvor han beskriver storborgerskabet i Rio de Janeiro i 1940'erne. Et andet vigtigt værk er: Tocaia Grande (1984, Det store baghold (1988)) hvor han beskriver en landsbys opståen og forsvinden.