STREJKEN PÅ SKRÅEN

Forfatter: Peter Madsen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord
Skandinavisk Tobakskompagni
Sådan laver man skrå
Årsagerne til strejken
Strejkens start
Strejken organiseres
Fællesmøderne
Strejkeudvalget
Presseudvalget
Kassererudvalget
Sekretærudvalget
Informationsudvalget
Socialudvalget
Indsamlingen og solidariteten
Praktiske råd til andre
Hjemsendelserne
De arbejdsløse og 65% reglen
Hjemsendelser som lock-out
Strejken på Sofiendal
Forholdet mellem Skråen og Sofiendal
Fagforeningens rolle
Strejkens afslutning
Arbejdsretten
Erfaringer
Klubben Stærk Tobak
Generalforsamlingen
Konklution
Strejken dag for dag

FORORD

Vi er en gruppe arbejdsløse, der i foråret 75, har gået på St. Restrup Højskole. I den sidste 11 måned, har vi arbejdet med de tobaksarbejderstrejker, der har været på Skandinavisk Tobakskompagnis to fabrikker i Aalborg, cigar-fabrikken Sofiendal og skrå-fabrikken Skråen. Vi har først og fremmest arbejdet med strejken på Skråen fordi, vi mener, det er den mest lærerige.

Vi mener selv, at det vi har gjort er, at bruge en arbejdsløshedsperiode på en fornuftig måde.

Formålet med pjecen er at skildre en arbejdskamp og derigennem at give en række konkrete oplysninger og erfaringer, som skråarbejderne har gjort under deres strejke, videre.

Der er 3 grunde til at vi mener, at strejken på Skråen har været særlig betydningsfuld:

1. at det lykkedes at slå igennem regeringens lønstop:
2. at strejken var eksemplarisk organiseret med strejkeudvalg, fællesmøder m.m.
3. at det var lavtlønnede kvinder der strejkede.

Materialet til pjecen har vi først og fremmest fået ved at tage interviews med nogle af arbejderne fra Skråen. Derudover har vi været på fabriksbesøg på Skråen og Sofiendal, taget interview med tillidsrepræsentanterne på Sofiendal og formanden for Fællesorganisationen Sigurd Kristensen.

Vi har først snakket med nogle af arbejderne om, hvad der skulle med i pjecen. Hver gang vi har haft noget materiale færdigt, har vi i samarbejde med dem, diskuteret det igennem og rettet evt. fejl. Efter vi havde lavet det første udkast til pjecen færdig, havde nogle af arbejderne fra Skråen det til gennemlæsning et par dage, og vi fik rettet de sidste fejl. Herefter var det klar til trykning.

Afsnittene "Erfaringer" og "Konklution" er skrevet i samarbejde med nonle af pigerne fra Skråen. Det der er skrevet med skrå typer er direkte udpluk fra interviews med nogle af arbejderne fra Skråen.

Kammeratlig hilsen

Mikael Mølgaard
Bjarne Rasmussen
Poul Halby
Jesper Søndergård

Juni 1975

Skandinavisk Tobakskompagnis skråfabrik Skråen på Badehusvej 1 i Aalborg. Bygningerne ejes af C.W.Obel, som har været med til at ST i 1961.

SKANDINAVISK TOBAKSKOMPAGNI

Skandinavisk Tobakskompagni (ST) blev dannet i 1961 ved sammenlægningen af de 3 gamle familieforetagender: Chr. Augustinus, C.W. Obel og R. Færch.

ST beskæftiger i dag ca. 3000 ansatte, og er langt den største tobaksproducent i Danmark. Målt i aktiekapital, er ST betydelig større end samtlige andre tobaksfabrikker her i landet. Den samlede aktiekapital beløber sig til 142 mil]. kr., mens selve værdien af virksomheden, gøres op til omkring 300 mil]. kr.. De 4 aktionærer, der er i ST, fik sidste år udbetalt 15% i udbytte, svarende til 21,3 mil]. kr.. Det er det samme, som der blev udbetalt forrige år og nogenlunde det, som man regner med, bliver udbetalt i år.

ST råder i dag over ca. 60-70% af cerut- og cigarmarkedet og næsten 100% inden for skrå og cigaretter.

Tendensen inden for tobaksindustrien har hele tiden været en større monopolisering. Efter sammenlægningen i 61, har ST været enerådende og har udkonkureret de fleste konkurrenter. Med Danmarks indlemmelse i EF fandt ST det dog hensigtsmæssigt at etablere kontakt med det verdensomspændende firma, British American Tobacco, som derefter købte sig ind i ST med en tredjedel-.

I de senere par år har ST opkøbt flere mindre virksomheder, nedlagt dem og overført produktionen til egne fabrikker. Det drejer sig om Hirschsprungs cigarfabrikker, og senest N. Tørring (200 ansatte) i Odense og P. Wulff (340 ansatte) på Fredriksberg.

I de sidste 10-15 år er tallet af beskæftigede indenfor tobaksindustrien faldet meget. Det hænger sammen med den store rationalisering og effektivsering der er foretaget inden for denne industri. Fra at have været et gammelt anerkendt håndværk med ret høje lønninger, er det i dag blevet et sted, hvor der næsten udelukkende beskæftiges ufaglært arbejdskraft. Tobaksindustrien er en typisk kvindeindustri, som hører til blandt de lavest lønnede i landet.

I tobaksarbejdernes Fagforening i Aalborg er der 715 kvindelige medlemmer og kun 51 mandlige.

ST har to fabrikker i Aalborg, cigarfabrikken Sofiendal (600 ansatte) der ligger i Skalborg lige uden for Aalborg, og skråfabrikken, Skråen (96 ansatte) der ligger på Badehusvej midt i byen.

Skråfabrikken i Aalborg, er stort set den eneste der er tilbage i Danmark. Udover en lille hollandsk ejet fabrik, Stokkeby i Odense, hvor størstedelen af produktionen går til eksport, er fabrikken i Aalborg fuldkommen suveræn.

SÅDAN LAVER MAN SKRÅ

Når råtobakken til skråfremstillingen kommer til Danmark, er den meget tør. Den står derfor i et fugterum i nogle dage for at blive blødgjort, så den er lettere at arbejde med. Tobaksbladene kommer derefter i en tynd sovs, ligeledes for at gøre dem lettere at arbejde med og af hensyn til smagen.

Efter sovsningen kommer tobaksbladene ind i dæksmageriet, hvor de bliver bredt glat ud på nogle bukke. De bliver lagt i bundter å 5 kg. lige over hinanden, sådan at de er klar til at blive brugt i spindestuen.

I spindestuen bliver de halve blade spundet sammen til tynde strenge, som bliver rullet op på ruller med 300 meter i hver.

De hele ruller skrå skal ligge til lagring i 1-2 måneder, men kan sagtens tåle at ligge længere. Lagringen foregår i kælderen.

Her er også sovsekogeriet, hvor sovsen bliver lavet af rålakrids, svedsker, rom og krydderier.

Når skrårullerne har ligget længe nok til lagring, kommer de ind i indpakkeriet, hvor tobaksstrengene bliver rullet op på firkantede rammer. Det bliver gjort, for at der kan komme et jævnt lag sovs på snorene, når de bliver dyppet i en meget tyk sovs. Herefter bliver de hængt til tørre i en varmeovn i 4-5 timer. Efter tørringen bliver skråstrengene taget af rammerne, skåret i småstykker og fyldt i æsker og punge.

Der er meget få maskiner på Skråen, så næsten alt arbejdet er manuelt. Der er flest kvinder ansat på fabrikken. De største afdelinger er spindestuen med ca. 15 mænd og ca. 15 kvinder og indpakkeriet med 29 kvindelige arbejdere. I dæksmageriet er der ca. 10 kvindelige arbejdere, derudover er der nogle mindre grupper kvinder og 10-15 arbejdsmænd. Arbejdet som spinder kræver 2 års oplæring, mens resten af arbejdet er ufaglært. Spinderne er med 40-45 kr. de højest lønnede, de øvrige arbejdere har i gennemsnit 24-26 kr.. Det meste af arbejdet er akkordarbejde.

ÅRSAGERNE TIL STREJKEN

Skandinavisk Tobakskompagni nægtede i år på Skråen og Sofiendal, at give lønforhøjelser ved de lokale overenskomstforhandlinger under henvisning til tobaksindustriens øjeblikkelige økonomiske situation og regeringens indgreb i overenskomsten.

Den 10. marts i år, ophøjede den Socialdemokratiske regering mæglingsforslaget til overenskomsten til lov. Det vil sige, at man stort set vedtog, at forlænge overenskomsten fra 1973, og på den måde gennemføre et lønstop for hele arbejderklassen de næste 2 år.

Ikke bare i folketinget, men også i Dansk Arbejdsgiverforening har man vedtaget, at afvise alle lønforhøjelser-. Arbejdsgiverne har lovet hinanden, at de gennem arbejdsgiverforeningens kasse, vil dække hinandens tab ved overenskomststridige strejker, hvis bare der bliver sagt nej til lønforhøjelser.

På Skråen, har de i lang tid haft den ordning, at de ikke har forhandlet de gennerelle overenskomstkrav men istedet forhandlet lokalt.

I år havde ST pure nægtet at give reele lønforhøjelser ved de lokale overenskomster. Ledelsen sagde de kun ville gå med til lønforhøjelser, hvis arbejderne gik med til rationaliseringer og effektivseringer. Det kunne ikke lade sig gøre, fordi Skråen i forvejen er overrationaliseret.

På Skråen havde de i lang tid ikke fået lønforhøjelser, og arbejderne havde derfor gået og samlet alle deres lønkrav sammen til den lokale overenskomst.

"Gennem længere tid havde vi gået og samlet de krav sammen, vi skulle have gennemført til overenskomsten. Overenskomsten den gav bare ikke noget, hverken på de generelle eller speciele krav. Da vi kom til den lokale overenskomst, regnede vi fuldt og fast med, at alt det vi havde drøftet ville gå igennem."

Til overenskomsten havde de stillet forskellige krav for hver afdeling. For at kunne stille et samlet lønkrav, havde de regnet gennemsnittet ud og stillet et samlet krav på 2,70 kr. mere i timen.

"De lønkrav vi havde stillet lå på 2,70 kr. i timen. Vi havde stillet forskellige krav for de forskellige afdelinger og havde derefter regnet dem sammen. Vi ville have hævet vores gennemsnitsløn fra 24 til 27 kr. i timen. Spinderne havde ikke nogle krav inde. For de timelønnede var der ikke sat nogen fast sats på tillæget. Det har nemlig alle dage været sådan, at først får akkordarbejderne deres tillæg, og på baggrund af det, bliver det regnet ud hvor meget de timelønnede skal have."

STREJKENS START

Mandag den 24. marts blev der ved middagstid indkaldt til fællesmøde i kantinen på Skråen. På mødet meddelte fællestillidsmanden Flemming Nielsen arbejderne, at ledelsen totalt havde afvist at give lønforhøjelser. Det var tredie forhandling, hvor ledelsen havde nægtet at give noget.

Efter mødet besluttede alle 96 skråarbejdere at nedlægge arbejdet og gå hjem. Næste dag strejkede arbejderne videre, men om onsdaqen blev de enige om at gå i arbejde igen. Grunden til at de gik i arbejåe igen var, at det var dagen før påske. Man skal arbejde dagen før og dagen efter en helligdag for at få udbetalt søn- og helligdagsbetaling.

Tirsdag efter påske, den 1. april, blev der arbejdet normalt på Skråen. Samtidig gav ledelsen tilsagn om at de ville gå med til realitetsforhandlinger fredag d. 4/4. Om fredagen kl. 12, da tillidsrepræsentanterne kom tilbage fra forhandlingerne, blev der indkaldt til fællesmøde. Her kom resultaterne af forhandlingerne frem. Ledelsen ville føre en tilbageholden lønpolitik. De henviste til regeringsindgrebet i overenskomstforhandlingerne og til den øjeblikkelige økonomiske situation indenfor tobaksindustrien.

Hvis der skulle gives lønforhøjelser, kunne det kun ske i forbindelse med rationaliseringer og effektiviseringer. Det var meningen at arbejderne skulle komme med forslag til rationaliseringer som i sidste ende ville komme til at betyde flere arbejdsløse.

"Da vi fik resultatet af forhandlingerne at vide, var det soleklart, at det ville vi ikke gå med til. Vi enes så om at gå i strejke alle 96. Men inden vi gik, holdt vi et fællesmøde. Her kom det f.-em, at det var nødvendigt at gøre lidt mere end normalt, altså ikke bare gå hjem. Men nu var det fredag, og det var lidt sent at arrangere noget, så vi blev enige om, at vi i løbet af weekenden skulle spekulere på, hvordan det blev billigst muligt at strejke, sådan at vi kunne holde længst muligt ud."

Da arbejderne mandag d. 7. mødtes igen til fællesmødet, besluttede de 29 fra indpakkeriet at fortsaette strejken, mens arbejderne fra de andre afdelinger blev enige om at gå i arbejde igen.

Når indpakkeriet strejkede, kom der ingen skrå ud i butik kerne, og det er trods alt det firmaet skal leve af. Så overfor firmaet blev strejken lige så effektiv, som hvis alle arbejderne var gået hjem.

Strejken i indpakkeriet blev ekstra virkningsfuld, fordi der ikke var nogen færdigvarer på lager. Det skyldes, at indpakkerne havde været sendt hjem i 9 dage i de første uger i marts, på grund af at der skulle laves nye bandaroler til skråembalagen.

De andre afdelinger på Skråen kunne godt arbejde videre, selv om indpakkeriet strejkede, fordi de specielle arbejdsforhold gør, at indpakkeriet ikke er tidsmæssigt afhængig af resten af fabrikken. Dæksmageriet, spindestuen og nogle af arbejdsmændene arbejder med skråen til halvfabrikata. De laver hele ruller skrå, som skal stå oplagret. i et par måneder, før de kan forarbejdes videre i indpakkeriet. Skrårullerne tager ingen skade af at stå oplagret i meget lang tid, det er nærmest en fordel. ,

De strejkendes krav lød på 2,70 kr. mere i timen, og de var enige om, at de-ikke ville gå i arbejde før det var opfyldt.

STREJKEN ORGANISERES

Organiseringen og aktiviseringen under en strejke har stor betydning for dens forløb og resultat.

Forskellen mellem en god organisering og ingen organisering kan ses på forskellen mellem strejken på Skråen og strejken på Sofiendal. På Skråen blev sammenholdet styrket i løbet af strejken, mens arbejderne på Sofiendal blev splittet og gik i arbejde uden at have fået noget ud af at strejke.

Arbejderne var klar over, at det kunne blive en langvarig strejke. For det første på grund af det totale lønstop, som var blevet aftalt i folketinget og i Arbejdsgiverforeningen.

For det andet fordi den kunne blive langvarig uden at medføre større problemer for Skandinavisk Tobakskompagni. Skråproduktionen er kun en lille del af ST, men til gengæld har de næsten monopol på skråmarkedet, således at de ikke umiddelbart bliver truet af andre konkurrenter.

"Vi vidste, det ville blive en langvarig strejke, fordi der var "nul" på forhandlingsbordet. Derfor gik -vi omgående i gang med at organisere strejken, starte indsamlinger osv. "

For at gøre deres strejke så effektiv som muligt, valgte arbejderne på Skråen:
at holde daglige fællesmøder,
at lave et strejkeudvalg,
at lave forskellige underudvalg
og selv at starte en indsamling.

Idéen til at organisere strejken På den måde, havde arbejderne fået fra Uniprint og andre strejker.

"Vi har haft rigtig mange løbesedler om Uniprint nede på fabrikken. Og vi har snakket meget om, hvordan de havde organiseret det hele. Hvordan de havde kørt deres strejkeudvalg og alt det der. Når de kan gennemføre det, lave strejkeudvalg og tage ud og samle ind, så kan vi vel også, tænkte -vi. Det har haft stor betydning for vores strejke, at vi har snakket så meget om Uniprint. Der er ingen tvivl om, at vi har fået idéen fra Uniprint og andre strejker, vi har læst eller hørt om."

FÆLLESMØDERNE

Under hele strejken holdt de strejkende arbejdere hver morgen fællesmøde i kantinen.

Fællesmøderne var den øverste myndighed, og her traf arbejderne alle vigtige beslutninger.

Fællesmøderne startede ved normal arbejdstids begyndelse kl. 6.55. De varede for det meste en halv times tid, men det skete, at de varede en hel time, alt efter hvor meget der var at snakke om.

"På fællesmøderne fik vi at vide, hvad der var sket dagen i forvejen, og hvad der skulle foregå i løbet af dagen. Der blev sagt, hvor meget der var kommet ind ved indsamlingen, og hvordan det stod til med ledelsen og fagforeningen. Så var der lejlighed til at stille spørgsmål. Bagefter diskuterede vi, hvad der skulle ske fremover, og om der var nogen, der havde nogle idéer til noget vi kunne foretage os.
Efterhånden var der mange, der begyndte at komme med kommentarer, nogen som ikke havde sagt noget før."

"Efterhånden som strejken skred frem, begyndte folk at komme tidligere og tidligere om morgenen. Det var lige før folk rykkede deres mødetid frem til kl. 6.00 om morgenen. Alle var så interesseret i, hvad der foregik. Det var simpelthen så spændende, at det var med at komme afsted hjemmefra så hurtigt som muligt. Så kunne man lige nå at få lidt sludder og sladder at vide inden fællesmødet."

Fællesmødet styrkede arbejdernes sammenhold, ved at alle fik at vide hvad der foregik, og alle var med til at træffe beslutningerne.

STREJKEUDVALGET

Ved en såkaldt "ulovlig" strejke, som den på Skråen', må hverken fagforeningen eller tillidsrepræsentanterne lede den. Det er derfor nødvendigt at arbejderne selv vælger en gruppe til at klare de praktiske ting. Uden en sådan gruppe eller strejkeudvalg vil de fleste strejker hurtigt opløses.

På fællesmødet mandag d. 7/4 besluttede arbejderne, at der skulle dannes et strejkeudvalg. Det skulle lede strejken og klare de praktiske og administrative opgaver. I starten blev der valgt 7 personer til strejke-udvalget, men efter én uge blev det udvidet med 3 til ialt 10 personer.

Det var tillidsrepræsentanterne, og ikke strejkeudvalget, der forhandlede med ledelsen. Strejkeudvalget holdt møde to gange dagligt på et fast tidspunkt. Deres største opgave var at organisere indsamlingen til strejkekassen. For at klare alle de praktiske opgaver delte strejkeudvalget sig op i forskellige underudvalg.

"Strejkeudvalget bestod simpelthen af underudvalg. Grupperne var der, men det var ikke noget fast. Det var ikke noget vi hængte os alt for meget i, om det var den ene eller den anden, der gjorde det ene eller det andet."

Der blev lavet presse-, kasserer-, sekretær-, informations- og socialudvalg. Den løse opdeling af underudvalgene, hvor det ikke var særligt fast, hvem der lavede hvad, gjaldt ikke for presse- og kassererudvalget. I dem begge var det de samme personer, der igennem hele strejken ordnede bestemte opgaver.

Underudvalgene bestod kun af folk fra strejkeudvalget, og alle fra strejkeudvalget var med i et underudvalg.

PRESSEUDVALGET

Presseudvalget bestod af 2 personer og fungerede som et fast udvalg. Det var kun samme to der udtalte sig til pressen. Først og fremmest for at være sikker på at pressen fik rigtige og ens oplysninger, men også fordi de to havde telefon hjemme.

"I begyndelsen tror jeg vi gjorde en stor fejl. Vi besluttede, at vi ikke ville udtale os til Aalborg Stifttidende, fordi de havde behandlet os dårligt i andre sager. Men 70-80% heroppe holder Aalborg Stifttidende, så det var den eneste mulighed vi havde for at komme i kontakt med folk. Jeg tror meget af den forvirring, der var i begyndelsen, om hvem der strejkede, kunne have været undgået, hvis vi fra starten havde udtalt os til Stifttidende. De skrev godt nok ikke ret meget om strejken, men det de skrev var til gengæld rigtigt."

"Hver dag ringede vi til Information, Land og Folk, Minavisen, og på nær lige i, starten Aalborg Stiftstidende, og fortalte dem hvad der var sket. "

Alle de steder der blev skrevet om Skråen, sørgede presseudvalget for, at der kom en kontaktadresse med og oplysninger om, hvor støttebidrag kunne sendes til.

"Ellers sørgede vi først og fremmest for at komme i lokalradioen. Vi ringede til dem hver morgen efter fællesmødet. Det var ret trægt i begyndelsen, de glemt os en hel masse gange, og sagde at det kun var Sofiendal, der strejkede. Men senere dækkede de virkelig strejken godt. Flemming var bl.a. med til et interview i lokalradioen sammen med Inger Kloss."

"Vi løb ind i et problem med Danmarks Radio, som torsdag d. 17. om morgenen sagde, at samtlige tobaksarbejdere i Aalborg var gået i arbejde. Så ringede vi omgående til Ritzaus Bureau, men deres oplysninger var rigtige nok. Det var bare DR, der ikke havde taget med, at vi stadig væk strejkede. Vi måtte ringe derover to gange for at få dem til at bringe det. Det betød meget for os, at det kom frem, for vi havde indsamlinger i gang."

En anden opgave, presseudvalget havde, var at skrive løbesedlerne. efter at det på fællesmødet i hovedtrækkene var blevet sluttet, hvad der skulle stå på dem.

KASSERERUDVALGET

Der var to personer i kassererudvalget. De havde til opgave at holde regnskab med indsamlingen til strejkekassen. Arbejderne havde en konto i Arbejdernes Landsbank, hvortil bidrag til deres strejkekasse kunne afleveres. Mange af pengene hentede arbejderne dog selv på de forskellige arbejdspladser, eller pengene blev afleveret på Skråen.

"Kassererne gik ned i banken to gange om dagen, for at have de penge der var kommet ind på strejkekontoen. De blev så flyttet over på to andre bankbøger, hvor de stod i kasserernes private navne, sådan at de ikke kunne røres. Det blev gjort for at skattevæsnet eller fagforeningen ikke skulle sætte sig på dem, fordi de kaldte det en "ulovlig" strejke. Da plattepigerne på Porcelainsfabrikken i København samlede ind til deres strejke, fik de næsten 70.000 kr. i overskud, som stod på en bankkonto. Pludselig kom fagforeningen og tog det hele fra dem. Det var den slags numre, vi med al magt ville forhindre."

SEKRETÆRUDVALGET

Sekretærudvalget bestod også af 2 personer. Det var deres opgave at sende indsamlingslister ud til andre steder i landet, og til de steder der kom henvendelser fra. Derudover passede de telefonen og sørgede for, at der blev sendt takkebreve til de steder, hvor arbejderne allerede havde fået nogle penge fra.

INFORMATIONSUDVALGET

Informationsudvalget var det største af underudvalgene. i begyndelsen bestod det kun af én, men efter en uge blev det udvidet til ialt 4 personer.

Udvalgets opgaver var, at informere dem der arbejdede om hvad der skete i forbindelse med strejken.

"Vi udvidede udvalget, fordi vi mente, at der godt kunne gøres noget mere, for at dem der sad og arbejdede blev informeret mere om lige præcis, hvad der skete. Der skete så meget i løbet af dagen, og når man arbejder, er det svært at følge med hele tiden. Derfor var det godt at have nogle flere til at informere."

På den måde havde informationsudvalget stor betydning for at styrke sammenholdet mellem strejkende og arbejdende.

SOCIALUDVALGET

"Socialudvalget var sådant set hele strejkeudvalget. Det skulle fungere på den måde, at hvis der var nogen, der på grund af strejken, havde nogle Økonomiske problemer, så kunne de henvende sig til udvalget. Vi skulle så se på, hvordan socialudvalget kunne hælpe dem. Men der kom ikke en eneste henvendelse."

Under en strejke vil der altid være nogen, der får større økonomiske problemer end andre, fordi der er forskel på , hvor store faste udgifter man har. Det kan svække sammenholdet og slå nogen ud, hvis de får ødelagt økonomien på grund af strejken. Derfor vil det være en fordel, hvis der er en mulighed for at støtte de svagest stillede. Det blev ikke aktuelt i Skråens tilfælde, men især ved mere langvarige konflikter, vil det være en god idé.

INDSAMLINGEN OG SOLIDARITETEN

"Vores fagforeningsformand sagde, at det var en ulovlig strejke og en meget alvorlig sag. Men alle arbejderne mener jo ikke den var ulovlig. Det er næsten umuligt at køre en strejke, uden at LO siger, at den er ulovlig."

Alle strejker, der ligger udenfor de normale overenskomstforhandlinger, erklæres af LO og fagforeningerne for ulovlige. Det betyder, at man ikke kan få strejkeunderstøttelse af fagforeningen. Man bliver nødt til selv at samle ind. Det er vigtigt, at indsamlingen starter så hurtigt som muligt.

Uden økonomisk støtte vil enhver strejke normalt bryde sammen efter kort tids forløb.

Allerede mandag d. 7/3 bestemte arbejderne, at der skulle laves indsamlingslilster og løbesedler. I første omgang lavede de selv nogle indsamlingslister, som de var ude med om mandagen. Et al' de steder, de var for at samle ind, var et trykkeri, som ligger i nærheden af Skråen. Da trykkeriarbejderne så Skråens hjemmelavede indsamlingslister, trykkede de gratis nogle nummerede lister til dem. Samtidig fik skråarbejderne arbejdsløshedsudvalget til at lave nogle løbesedler gratis. Om tirsdagen var arbejderne så for alvor klar til at starte indsamlinqen. Næsten alle de strejkende meldte sig til at då ud på arbejdspladserne med løbesedler og indsamlingslister.

"Det var enormt spændende, at se hvordan folk reagerede på, at de skulle ud med indsamlingslister. Jeg sagde til dem, at vi skulle bruge nogle til at gå ud på arbejdspladserne. Og hvis I ikke melder jer frivilligt, så peger jeg jer ud. Men det var simpelthen ikke nødvendigt. Alle fingre var oppe omgående. "

Det var strejkeudvalget, der lavede alt forarbejdet og organiserede indsamlingen. Efter fællesmøderne samledes arbejderne for at få at vide, hvor de skulle hen og samle ind. Strejkeudvalqet havde så lavet en plan over, hvilke arbejdspladser der skulle samles ind på den dag. Strejkeudvalget holdt også regnskab med, hvilke arbejdspladser man havde været på, og skrev op hvor der var sendt lister hen. Ved middagstid kom de, der havde været ude og samle ind tilbage, og fortalte hvordan det var gået. De fik så flere lister og tog ud igen, eller de tog hjem. Andre gange, når de kom tilbage, havde de andre ting eller aftaler, f.eks. møder om aftenen hvor arbejderne skulle fortælle om strejken.

"De arbejdspladser vi skulle ud på, fandt vi på forskellige måder. Af nogle kammerater havde vi fået en liste med, de a ode arbejdspladser på. Hvis vi, når vi var ude og samle ind, kom forbi én vi havde glemt, så tog vi den med på vejen. Vi kikkede også i telefonbogen, men Aalborg er jo ikke større, end vi næsten kender alle arbejdspladserne."

De strejkende gik ud to og to for at samle ind. For at få alle med til at samle ind erdet bedst, hvis to følges ad. Når man aldrig har prøvet det for, er der ingen, der er glade for at' skulle ud og samle ind alene.

"'Vi tog ud ved 8.30 tiden på arbejdspladserne med indsamlingslister og løbesedler. Vi kontaktede først tillidsrepræsentanterne på de enkelte arbejdspladser for at få dem med, og samtidig tilbød vi at gå ind i kantinen og fortælle om vores strejke. Der var mange steder vi var til møde i kantinen, for de fleste steder kom vi lige, når der var pause på en eller anden måde. Der var næsten altid en masse spørgsmål, som vi prøvede at besvare så godt vi kunne. Når vi var kastet ud i det, kunne vi lige så godt fortsætte. Et sted var vi to gange både på dag og aftenholdet, for at fortælle om strejken."

"Det var meget få steder vi fik penge méd med det samme. Listerne blev sendt rundt på arbejdspladsen, så alle kunne skrive sig på. Senere blev pengene så sendt, eller de kom selv med dem. Andre steder ringede de og sagde, at vi kunne komme og hente dem."

Det har stor betydning, at alle strejkende bliver aktiveret. Sammenholdet - og strejkekassen - bliver styrket, hvis så mange som muligt kommer ud på arbejdspladserne med indsamlingslister. Indsamlinger på arbejdspladser må sættes i første række. Skoler m.m. kommer med, hvis man har tid. Der er ingen tvivl om, at der bliver samlet mest ind, når arbejderne selv går ud med listerne. Det giver mod og moralsk støtte at komme ud og høre, at andre bakker aktionen op.

"Folk har fået meget større selvtillid. De havde simpelthen aldrig prøvet sådan noget før, og nogle af dem har oven i købet aldrig interesseret sig for fagbevægelsen . Men den strejke interesserede de sig for.
Næsten alle steder blev vi godt modtaget, det gør at man oparbejder en selvtillid. Vi fandt ud af, at de mennesker vi mødte var arbejdere ligesom os selv, og dem behøvede vi jo ikke at være bange for."

"Vi kunne simpelthen ikke have fortsat ret længe uden den støtte vi fik både moralsk og økonomisk. Hvert eneste sted vi kom hen og fik støtte, kom vi helt op på mærkerne, hvis vi havde været nede i kælderen."

"Vi var meget usikre og nervøse. Mange af os havde aldrigstået i denne situation før. Det styrkede os enormt, alt den støtte vi fik fra arbejdsløshedsudvalget og alle de arbejdspladser, der hjalp os i vores kamp for vores rettigheder."

Under indsamlingen stødte arbejderne ind i et problem på de arbejdspladser, hvor folkene tjente det samme eller mindre end dem selv.

"Prøv at komme ud til nogen der har 19,25 kr. i timen og få dem til at støtte nogen, der vil have 25 kr. i timen. Der var mange, der sagde: "Vi har ikke så meget i løn" osv Men folk skal bare tænke på, at det vi får igennem, kan de bruge senere. Vi er i hvert fald i den situation allesammen, at vi skal kæmpe.

Vi fik jo stukket i næsen i begyndelsen af vores forhandlinger, at regeringen Anker Jørgensen havde sagt "nej" til overenskomsten, så der var ikke noget der hed lønforhøjelser. Det kan andre bruge, hvis de står overfor den samme slags ledelse, der siger "nul". Så kan de henvise til, at Arbejdsgiverforeningen jo har givet Løntillæg indenfor Skandinavisk Tobakskompagni."

"Nogle steder, hvor de havde den samme løn som os, var de lidt skeptiske. Men efterhånden som vi fik snakket med dem, var det helt i orden."

I løbet af strejken var arbejderne ude og samle ind på næsten samtlige arbejdspladser i Aalborg. Fra fællesklubben på Aalborg Værft fik de lovning på et fast ugentlig beløb, så længe strejken varede. Ellers var det mest engangsbeløb, der blev givet.

Det er en fordel for strejkende, at få tilsagn om et fast ugentligt beløb fra forskellige arbejdspladser. Ved fremtidige strejker er det noget, vi må arbejde for. 2-3 kr. fra hver arbejder på en arbejdsplads hver uge, er bedre end 10 kr. fra nogle enkelte én gang for alle. Hvis strejken på Skråen havde varet længere, er det også muligt, at flere arbejdspladser havde givet tilsagn om et fast ugentligt beløb.

De strejkende fik stor moralsk og økonomisk støtte fra deres kollegaer på Skråen, der var i arbejde.

Skråarbejdernes indsamlingsliste

Ud over indsamlingerne på arbejdspladserne blev der også samlet ind på fagforeninger, skoler og læreanstalter. De strejkende var rundt på næsten alle fagforeninger i Aalborg og Nr. Sundby for at samle ind og fortælle om strejken. Der var dog ingen fagforeninger, der støttede indsamlingen økonomisk, men mange steder gav fagforeningsformændene, kassererne osv. noget. Flere steder samlede arbejderne også ind ved arbejdsløshedskasserne, på de dage hvor der blev udbetalt understøttelse.

Arbejdsløshedsudvalget i Aalborg hjalp de strejkende ved at trykke løbesedler for dem og give dem moralsk støtte og gode råd. Nogle af de strejkende deltog i arbejdsløshedsudvalgets ugentlige møder, hvor de fortalte om strejken. Arbejdsløshedsudvalget hjalp dem med at få de rigtige kontakter til fagforeningerne og med at komme rundt på dem alle sammen.

Hvis en strejke bliver af længere varighed, er det vigtigt, at man hen ad vejen sørger for at fortælle andre, hvad der sker. Da strejken var en uge gammel, besluttede arbejderne at lave en ny løbeseddel, fordi den gamle ikke mere var dækkende. Løbesedlen blev sammen med en plakat til at hænge op rundt omkring i byen trykt gratis af nogle elever på St. Restrup Højskole.

"Vi var faktisk lidt bange for, hvordan vi ville blive modtaget, da vi skulle ud med den ny løbeseddel. Det kunne godt være, de tænkte: "Kommer de nu igen, hvad vil de nu?" Det havde vi sådan halvejs regnet med, men de blev meget glade for,. at vi stadigvæk orienterede dem om, hvordan det gik."

En fejl arbejderne gjorde i forbindelse med indsamlingen og solidaritetsarbejdet var, at de ikke tog kontakt med andre arbejdere indenfor tobaksindustrien og især indenfor Skandinavisk Tobakskompagni.

"Noget vi gjorde forkert -var, at vi ikke henvendte os til alle tobaksfabrikkerne fra starten af. Alle tobaksfabrikkerne skulle have haft at vide, at vi var gået i strejke og hvorfor. Det havde der været større perspektiver ved Der kunne virkelig have været gjort noget mere, hvis vi var gået igang med tobaksarbejderne. I hvert fald bare informeret dem om det."

I København blev indsamlingen til Skråen ledet af Rør- og Blikkenslagernes arbejdsløshedsudvalg. Efter at en af pigerne fra Skråen havde været derovre og fortalt om strejken, på et møde afholdt af Det centrale Arbejdsløshedsudvalg.

Særlig stor økonomisk støtte fik arbejderne fra 1. Maj Fonden og Uniprint.

Uniprint og Sabroe-smedene støttede også Skråen på andre måder. Den 10/4 var to Uniprint-arbejdere ovre og snakke med strejkeudvalget, efter at de havde været til et møde på Aalborg Universitetscenter. Strejkeudvalget fik en I iste over en mængde Uniprint-støttekomiteer og arbejdsladser, der havde støttet Uniprint-aktionen. Da Sabroe-smedene opførte deres revy "Tidsstudieræset" ved et offentligt møde med 400 deltagere i Aalborg, var Flemming Nielsen med i panelet for at fortælle om strejken. Forbindelsen mellem Sabroe og Skråen blev diskuteret, og der blev samlet ind til Skråens strejkekasse. En solidaritetssang Sabroe havde fået af Uniprint, lavede de lidt om, og lod den gå videre til Skråen.

Skråarbejderne fik også stor støtte af Arbejdernes Fællesorganisation i Aalborg. Efter at de strejkende havde hen vendt sig til Fællesorganisationen, blev det på et forretningsudvalgsmøde d. 15/4 besluttet at bakke de strejkende op. Fællesorganisationen opfordrede alle sine medlemmer til at støtte strejken moralsk og økonomisk. Samtidig blev der sendt et åbent brev til STs ledelse, hvori de blev beskyldt for at have handlet overenskomststridigt, ved at kræve at arbejderne selv skulle komme med forslag til rationaliseringer.

Da strejken var forbi, blev der af strejkekassen udbetalt understøttelse til dem, der havde været i strejke eller sendt hjem.

Alle fik lige stor strejkeunderstøttelse.

PRAKTISKE RAD TIL ANDRE

Alle kan starte en offentlig indsamling, men efter loven skal der gives besked til det lokale politi, inden den sættes i gang. Pengene skal indsættes på en giro-, bank- eller sparekassekonto, som er oprettet til formålet. Der skal føres regnskab over pengene, og det skal efter indsamlingen revideres og indsendes til politiet. Normalt er de penge, der bliver samlet ind skattepligtige. Men det er kun de beløb, der bliver sat ind på bank-, giro- eller sparekassekontoen, der kan kontroleres.

For Uniprintarbejderne skete der det uheldige, at deres indsamlingslister og regnskaber blev væk, sådan at skattevæsnet ikke kunne finde ud af, hvor meget de havde fået samlet ind.

ADRESSER PÅ STØTTEFONDS

1. Maj Fonden, Kong Valdemarsvej 19, 2840 Holte, tlf. (02)800719.

Aktionsfonden, c/o Keld Høgh, Morbærhaven 18-21, 2620 Albertslund, tlf. (01)453641.

Foreningen Arbejdersolidaritet, Kgs. Bastionsvej 3, 5800 Nyborg.

Uniprint-Aktivgruppe, v/ Herman Humphrys, Gillesager 72, 2650 Hvidovre, tlf. (01)751249.

Aalborg den 15 april, 1975. Til Skandinavisk Tobakskompagni A/S     Badehusvej 1     9000 Aalborg. Åbent brev til Direktionen. Forretningsudvalget i Arbejderne Fællesorganisation i Aalborg var i dag samlet til drøftelse af den løbende konflikt på Skandinavisk Tobakskompagni A/S og udtaler i den anledning: Det må opfattes, som et klart brud på den hidtidige praksis hos Skandinavisk Tobakskompagni, at kræve forslag fra arbejderne om yderligere effektiviseringer på denne overrationaliserede arbejdsplads, som betingelse for at optage lønforhandlinger. Denne fremgangsmåde opfatter vi, som overenskomststridig og vil så alvorligt som muligt advare virksomheden mod, at fortsætte denne fremgangsmåde. Arbejdernes Fællesorganisation vil af al magt støtte tobaksarbejdernes berettigede krav om lønforhandlinger - uden betingelse, og opfordre alle nordjyske arbejdere til at støtte de strejkende, indtil normale forhandlinger er gennemført.                         Sigurd Kristensen                                Svend E. Mortensen Det åbne brev Fællesorganisationen sendte til Skandinavisk Tobakskompagnis ledelse.

HJEMSENDELSERNE

Både på Sofiendal og Skråen forsøgte ledelsen med hjemsendelser eller trusler om det, at presse de strejkende til at gå i arbejde igen. På den måde ville de prøve at splitte arbejderne og spille dem ud mod hinanden.

Efter loven for arbejdsløshedskassen § 61 må der ikke udbetales understøttelse til et medlem, hvis ledighed skyldes, at vedkommende er omfattet af konflikt. Det betød, at de 400, der blev sendt hjem fra Sofiendal, ingen understøttelse fik i de 8 dage, de var hjemsendt. Alle der er ansat på en fabrik, hvor der udbryder konflikt, regnes for omfattet af den. Det gjaldt også for konflikten på Sofiendal, selv om strejken kun drejede sig om lønforhøjelser til de 100 strejkende.

På Sofiendal var ledelsen nødt til at sende de 400 fra cigarillos- og stribbeafdelingen hjem. I de to afdelinger bliver dæksbladene glattet ud, skåret til og rullet om cigarerne. Når sorterings-, glacine- og fyldtklistringsafdelingen (indpakningen) gik i strejke, kunne der ikke arbejdes videre i cigarillos- og stribbeafdelingen, fordi cigarerne ville hobe sig op i løbet af meget kort tid, og det er der ikke plads til. Desuden kan cigarerne ikke tåle at ligge ret længe uden at blive sorteret og pakket ind.

Skråarbejdernes plakat som blev hængt op rundt omkring i byen.

På Skråen, er produktionen derimod sådan, at indpakkeriet sagtens kan strejke, mens de andre afdelinger arbejder videre. Alligevel gav ledelsen d. 17/4 besked om, at arbejderne fra dæksmageriet og spindestuen skulle sen des hjem henholdsvis mandag og torsdag ugen efter. Ledelsen påstod, at de ikke kunne arbejde videre, fordi der ikke var plads til flere skråruller på lageret. Men det passede ikke! Kælderen, hvor skrårullerne bliver opbevaret, var langt fra fyldt. Der var kun 19 tons på lager, hvor der før har været 28 tons. På en uge bliver der lavet 1,5 tons, så spinderne og dæksmagerne kunne arbejde i mindst 6 uger inden lageret var fyldt.

Skråarbejderne henvendte sig derfor til Tobaksarbejderforbundet, for at få dem til at følge sagen op. Det var imidlertid umuligt. Inger Kloss, formand for Tobaksarbejdernes Fagforening i Aalborg, svarede: "Ingen skal komme og fortælle mig, at arbejderne skal til at bestemme, hvor meget en fabrik skal have på lager."

Hjemsendelserne blev slet ikke aktuelle på Skråen, fordi arbejderne genoptog arbejdet den 21. april.

"Det er en ting, jeg ikke den dag i dag kan forstå, at ledelsen ikke straks sendte de andre hjem, da vi startede strejken. De har nok tænkt, at det ikke varede så længe: "To dage mere, så går de i arbejde." Men efter at de var gået i arbejde på Sofiendal, og vi ikke lystrede, fik vi jo også tommelskruerne."

Loven for arbejdsløshedskassen, § 61.

Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, at han er omfattet af strejke eller lockout (konflikt).

Stk. 2. Som omfattet af konflikt anses:
1. et medlem af en kasse eller afdeling, inden for hvis faglige område konflikt er iværksat, når medlemmet ved konfliktens iværksættelse er beskæftiget på den konfliktberørte virksomhed.
2. et medlem, der ved konfliktens iværksættelse er beskæftiget på den konfliktberørte virksomhed, og hvis lønvilkår må antages at ville blive direkte påvirket af konfliktens udfald.

Stk. 3. Såfremt mindst 65 pct. af de medlemmer af en kasse eller afdeling deraf, som er i arbejde ved konfliktens iværksættelse, efter stk. 2 anses for omfattet af konflikten, skal der normalt lukkes for udbetaling af dagpenge til kassens (afdelingens) Øvrige medlemmer. Nærmere regler herom fastsættes for 3 år ad gangen af arbejdsministeren efter forhandling med arbejdsdirektøren, Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark.

DE ARBEJDSLØSE OG 65% REGLEN

Hjemsendelserne medførte også, at 100 arbejdsløse, som ikke havde noget som helst med strejkerne på Skråen og Sofiendal at gøre, blev frataget deres understøttelse i en uge. I § 61 stk. 3 i loven for arbejdsløshedskassen står der nemlig, at hvis 65% af én afdelings medlemmer er, omfattet af konflikt, skal der lukkes for udbetalingen af understøttelse til de øvrige medlemmer.

Reglen er meget lidt kendt, fordi den næsten kun kan blive aktuel i fagforeninger, hvor alle medlemmerne arbejder på en eller to fabrikker. Hvis medlemmerne arbejder på mange forskellige arbejdspladser, er der ikke så stor risiko for, at over 65% kommer i konflikt på samme tid.

Når de arbejdsløse blev frataget deres understøttelse, kunne det godt føre til, at de blev utilfredse med, at deres kammerater strejkede.

"Vi tænkte, at de blev nødt til at finde sig i, at vi strejkede. Hvis de senere blev ansat her, kunne de jo kun være glade for, at vi havde sørget for at få hævet lønnen. Det kunne måske have trukket os ned, hvis vi var begyndt at diskutere, hvor synd det var for dem at de ingen penge fik. Vel var det synd, men vi kunne jo ikke gøre noget ved det. Den regel er faktisk pression mod os, for at få os til at lade være med at strejke, når der er stor arbejdsløshed. "

Der blev af forskellige grunde ikke gjort ret meget hverken fra Skråen eller Sofiendal, for at fortælle de arbejdsløse om strejkerne.

"Vi havde ingen kontakt med de arbejdsløse, fordi der næsten ingen ledige skråarbejdere var-, og fordi vi ikke havde noget samarbejde med fagforeningen. Det var jo også kun 29, der strejkede herinde, så det betød ikke ret meget for, om der blev over 65%. Den eneste mulighed gi havde haft for at få fat i dem var, hvis vi havde, stået nede i fagforeningen fredag formiddag, hvor de kom lidt efter lidt for at få udbetalt understøttelse." "Grunden til, at vi ingen kontakt havde med de arbejdsløse var, at vi sådan set havde rigeligt at gøre på Skråen. I første omgang var der vel heller ingen, der tænkte over, at det kunne betyde, at de arbejdsløse blev frataget understøttelsen. Det eneste, der blev gjort for at fortælle de arbejdsløse om strejkerne, var at Inger Kloss indkaldte til et møde, hvor der kom 21."

For at formindske mulighederne for en evt. splittelse mellem strejkende og arbejdsløse, ville det sikkert have været godt, hvis der blev gjort noget mere for at fortælle de arbejdsløse om strejkerne. Hvis det havde været muligt, kunne de arbejdsløse f.eks. have været draget ind i arbejdet med indsamlingen.

HJEMSENDELSER SOM LOCK-OUT

Ledelsens metode med at sende de arbejdende hjem, lykkedes på Sofiendal, hvor de strejkende gik i arbejde uden at have fået lønforhøjelser. På Skråen fik arbejderne 1,25 kr. mere i timen, men truslen om hjemsendelser, har sikkert haft indflydelse på, at de gik i arbejde uden at have fået 2,70 kr. mere, som kravet lød på.

Arbejdsretten kunne ikke få de strejkende til at gå i arbejde. Dens gentagne påbud om at genoptage arbejdet havde ingen virkning.

Ledelsen tog derfor sagen i sin egen hånd. Eksemplerne viser tydeligt, hvilke midler de har til rådighed. I praksis fungerede hjemsendelserne af ikke-strejkende arbejdere som en lock-out. Lock-out i en overenskomstperiode er normalt ulovlig på samme måde som en strejke i en overenskomstperiode. Men ledelsen kunne gennemføre lock-outen under dække af, at det var hjemsendelser, som skyldtes strejke i andre afdelinger på fabrikken. På den måde kom lock-outen ikke i strid med det fagretslige system.

For Skråens vedkommende var det helt klart, at ledelsens påstand om, at der ikke kunne arbejdes videre, fordi lageret var fyldt op, ikke havde noget på sig. Alligevel ville det have været umuligt for arbejderne at få virksomheden dømt for ulovlig lock-out. Det er ledelsen der bestemmer over fabrikken, og de har retten til at lede og fordele arbejdet. Derfor er det også dem, der bestemmer om der er arbejde eller ej. De sidder på alle oplysningerne, og deres skøn over, hvornår hjemsendelser er nødvendige, hverken kan eller vil arbejdsretten anfægte. Inger Kloss afvisning af at følge sagen op viser også, at skråarbejderne ikke ville have fået noget ud af, at bringe sagen for arbejdsretten.

Men det er selvfølgelig heller ikke hverken fra love, paragraffer, arbejdsret eller arbejdsløshedskasse, at vi skal satse på, at få medhold eller støtte i vores kamp. Tværtimod er det imod arbejdsretten og forskellige love og regler som f.eks. § 61, at kampen skal føres.

Før vi starter en arbejdskampen. må vi altså gøre os klart, hvilke modtræk vi kan forvente fra ledelsens side, og hvordan vi bedst bekæmper dem.

Skråarbejdernes svar på truslen om hjemsendelser var, at de ville udvide indsamlingen til også at omfatte dem, der evt. blev sendt hjem.

"Vi spekulerede på, hvad vi kunne gøre, og vi henvendte os til forbundet, for at få dem til at gøre noget, men det nægtede de. Så snakkede de arbejdende, om de skulle gå, når de fik besked på det, eller om de skulle blive på fabrikken. Vi diskuterede også, hvor vi evt. skulle holde møder henne. Men vi var i hvert fald ikke indstillet på at give op på grund af deres trusler."

STREJKEN PÅ SOFIENDAL

Sofiendal er med 600 ansatte den største af Skandinavisk Tobakskompagnis to fabrikker i Aalborg. På fabrikken fremstilles der 4 millioner cigarer og cerutter om ugen. I modsætning til Skråen foregår næsten alt arbejdet på Sofiendal ved maskiner. Fabrikken er opdelt i 7 afdelinger, hvoraf cigarillosafdelingen er langt den største med 320 arbejdere. Her bliver dæksbladene skåret til og rullet om cigarerne.

I løbet af de sidste to år var lønnen på cigarillosafdelingen blevet hævet med ca. 2 kr. i timen. Ved de lokale forhandlinger, som blev ført fælles for Sofiendal og Skråen, forsøgte arbejderne fra de andre afdelinger, at få hævet lønnen tilsvarende. Men ledelsen afviste at give lønforhøjelser.

Derfor strejkede næsten samtlige arbejdere på Sofiendal mandag og tirsdag før påske. Om onsdagen blev arbejdet genoptaget for ikke at miste søn- og helligdagsbetalingen. I ugen efter påske blev der arbejdet normalt indtil fredag d. 7/4. Ved en forhandling om fredagen afviste ledelsen igen lønkravene. Herefter gik ca. 100 fra 4 afdelinger i strejke: sorterings, fyldt- og tomtklistrings-, glacine- og udvejningsafdelingen. Strejken betød, at ledelsen var nødt til at sende 400 fra cigarillos- og stribbeafdelingen hjem. De blev regnet for omfattet af konflikten, og kunne derfor ingen arbejdsløshedsunderstøttelse få i de 8 dage, de var hjemsendt.

Onsdag d. 9/4 genoptog de 19 fra tomtklistringsafdelingen arbejdet. Herefter gik de andre afdelinger i arbejde en efter en. De arbejdere, der genoptog arbejdet sidst, tirsdag d. 15/4, var de 43 fra sorteringsafdelingen. Ingen af arbejderne opnåede lønforhøjelser.

Når arbejderne fra Sofiendal gik i arbejde igen uden at have fået noget ud af strejken, skyldes det flere ting. Først og fremmest den manglende organisering. Der blev hverken startet indsamlinger, eller nedsat strejkeudvalg,, og det var kun den første dag, der blev holdt samlet fællesmøde. Derefter blev fællesmøderne splittet op, sådan at de forskellige afdelinger holdt møde hver for sig.

"De er så mange på Sofiendal, og de sidder enkeltvis -ved maskinerne, så de har ikke de same muligheder for at snakke sammen, som vi har. De havde ikke et samlet fællesmøde. Det var delt op i små møder i hver afdeling for' sig, for at tillidsrepræsentanterne lettere skulle kunne få dem i arbejde."

Det at fællesmøderne blev delt op, og at arbejderne i hver afdeling for sig stemte om strejken skulle fortsættes, medførte at arbejderne hurtigt blev splittet. De, der var sendt hjem, deltog ikke i fællesmøderne. Den eneste kontakt de havde med arbejdspladsen under strejken var, at de hver morgen skulle ringe for at høre, om de strejkende var gået i arbejde. Mulighederne for en splittelse mellem strejkende og hjemsendte var derfor store.

"Jeg kører med samme bus, som nogle af dem fra Sofiendal. Under strejken var der kun én eller to med, hvor der plejer at være 30. De hjemsendte skulle jo bare ringe for at høre, om de var gået i arbejde igen."

Den dårlige organisering har dog ikke været den eneste grund til, at de strejkende genoptog arbejdet uden at have fået deres krav opfyldt. Hjemsendelsen af de 400, og dét at de arbejdsløse blev frataget understøttelsen, har også haft stor betydning.

Strejken på Sofiendal er et eksempel på, at en strejke uden strejkeudvalg, uden indsamling og i det hele taget uden organisering, i løbet af kort tid uværgeligt vil bryde sammen.

FORHOLDET MELLEM SKRÅEN OG SOFIENDAL

"Ganske vist er det same firma og samme fagforening, men de to fabrikker har altid kørt hver for sig."

Skandinavisk Tobakskompagni ejer både Skråen og Sofiendal, og arbejderne på begge fabrikker er organiseret i Tobaksarbejdernes Fagforening. Alligevel har der aldrig været ret meget samarbejde imellem dem.

Heller ikke under strejkerne var der særlig meget samarbejde, på trods af at de strejkede samtidig og førte fælles forhandlinger.

"Det eneste samarbejde vi havde, var at vi orienterede hinanden hver morgen, om hvor mange der strejkede, hvor mange der arbejdede, og hvor mange der var sendt hjem. Vi fortalte dem også, hvordan det gik med vores indsamling osv. . Det hele foregik gennem tillidsrepræsentanterne."

Allerede mandag d. 7. april henvendte skråarbejderne sig til Sofiendal og tilbød at hjælpe med at organisere deres strejke lige så effektivt som strejken på Skråen. Tillidsrepræsentanterne på Sofiendal afslog det med, at de var for mange ansatte, og at dé, der var sendt hjem af ledelsen, ville forlange nogle af pengene, hvis der blev samlet ind.

"Vi foreslog dem, at vi skulle arbejde samen omkring strejken, og at de skulle starte en indsamling. Det var tillidsrepræsentanterne jo nødt til at lægge frem for arbejderne, men der var ikke nogen, der var med på idéen. Det skyldes sikkert, at de har lagt det frem på en dårlig måde."

Det ville have styrket arbejderne fra Sofiendal og Skråen, hvis de havde stået samlet mod Skandinavisk Tobakskompagni, men i denne situation var der ikke muligheder for det.

"Hvis vi havde tænkt over det fra starten af, kunne vi have sendt nogle specielle løbesedler ud til dem. Her kunne vi have forklaret, hvorfor det var nødvendigt, at vi arbejdede sammen, og at strejkerne blev organiseret effektivt."

"Vi kunne jo ikke sende en flok fra Skråen derud for at snakke med dem. Det ville tillidsfolkene fra Sofiendal sørge for at standse. Alle vores forsøg blev standset på den måde!"

FAGFORENINGENS ROLLE

Tobaksarbejdernes Fagforening i har 766 medlemmer. Heraf er 93 arbejdsløse, 96 arbejder på Skråen og resten på Sofiendal. Formand for fagforeningen i Aalborg er Inger Kloss, der samtidig er fællestillidsrepræsentant på Sofiendal.

De strejkende på Skråen havde under hele konflikten næsten ingen kontakt med deres fagforening, fordi strejken blev regnet for ulovlig. Den eneste måde, de var i forbindelse med fagforeningen på, var at de hver dag holdt dem informeret om, hvad der skete i forbindelse med strejken.

Fredag d. 18/4 deltog Inger Kloss for første gang i løbet af strejken i et fællesmøde på Skråen.

"Den sidste fredag ville hun se, om hun kunne få os til at gå i arbejde. Hun troede, det hjalp, bare hun viste sig, men hun fik besked på at sætte sig ned, fordi vi ikke gad høre på hende.
Hun rejste sig op og sagde, at hun var blevet bedt om, at komme her for at få os i arbejde, men hun var blevet klar over, at der vist ikke var noget at gøre?
Så råbte vi allesammen: "NEJ."
Så kunne hun forstå, at hun var gået forgæves?
"JA"
Så kunne hun lige så godt sætte sig ned eller gå?
"JA"
Så sagde hun, at hun kunne forstå, at dette her Løb var kørt af en lille hård kerne af venstreorienterede. Der blev sagt til hende, at hun ikke behøvede at blande partipolitik ind i et møde på Skråen, for det havde ikke noget med partipolitik at gøre. Der var ikke nogen.. der havde spurgt os, hvilket parti vi stod i.
Det var faktisk det eneste, hun sagde på det møde.",

STREJKENS AFSLUTNING

Fredag eftermiddag d. 18. april var tillidsrepræsentanterne fra Skråen til forhandlingsmøde med ledelsen. Her tilbød ledelsen 1,25 kr. mere i timen til alle arbejderne på Skråen, også til de der ikke havde været i strejke. Grunden var, at hvis de kun havde givet til de strejkende fra indpakkeriet, ville arbejderne fra de andre afdelinger være gået i strejke for også at få lønforhøjelser.

For at holde ryggen fri overfor Dansk Arbejdsgiverforening kaldte ledelsen det for rationaliseringer. Det har intet på sig, for de rationaliseringer der er tale om, har været aftalt i over to år.

Den første del af inpakkeriet på Skråen. Skråstrengene bliver taget af de firkantede rammer, de har siddet på, mens de bliver dyppet i sovsen. Herefter bliver de skåret i stykker på ca. 5 centimeters længde.

En deltids- og fire heltidsansatte piger sætter små lukkeanordninger af tape på skråpungene, inden de bliver fyldt. Rationaliseringerne går ud på, at nogle nye tapemaskiner skal erstatte disse piger, som så bliver flyttet til andre afdelinger på Skråen. Rationaliseringerne berører altså kun en lille gruppe, men det var samtlige arbejdere, der fik tilbudt 1,25 kr..

På fællesmødet mandag d. 21. april fremlagde fællestillidsmanden, Flemming Nielsen, resultatet af fredagens forhandlinger. Han opfordrede skråarbejderne til at acceptere ledelsens tilbud om 1,25 kr. mere i timen, da han mente, det var tilfredsstillende.

Nogle af arbejderne mente derimod, at man skulle fortsætte strejken og begrundede det med, at man økonomisk og moralsk stod meget stærkt overfor ledelsen og havde store chancer for at få gennemført det oprindelige krav på 2,70 kr. mere i timen. Ved en skriftlig afstemning blev det vedtaget at acceptere ledelsens tilbud og genoptage arbejdet.

Det har sikkert været medvirkende til afstemningsresultatet, at ledelsen torsdag d. 17. april gav besked om, at de ville sende de resterende 56 skråarbejdere hjem i den følgende uge.

"Jeg mener, det var en vunden sag. Hvad ledelsen kalder lønforhøjelserne og hvordan vi får vores penge er jo ligemeget, bare det at vi får 1,25 kr. mere i timen allesamen."

"Jeg har snakket med en, der har været indenfor tobakken ca. 20 år. Han siger, at han aldrig har været med i en strejke uden at lide stort Økonomisk tab, og han' har kun fået nogle småører ud af det. Derimod fik vi 1,25 kr. mere i timen alle sammen uden at 'lide ret stort Økonomisk tab. Jeg tror virkelig, at der er mange af mine kollegaer, der synes strejken var en sejr."

En af årsagerne til at ST gav efter for de strejkendes krav har været, at den anden skråfabrik i Danmark, Stokkeby i Odense, gjorde forsøg på at vinde indpas på markedet. Før havde de kun produceret til eksport, men nu lavede de tre nye mærker, som skulle lanceres i Danmark. Der var ikke flere ST-skrå i butikkerne, så enten måtte ST give efter for arbejdernes krav eller miste noget a f markedet.

Selv om skråarbejderne ikke fik opfyldt deres lønkrav På 2,70 kr. mere i timen, lykkedes det for dem, at slå igennem lønstoppet, og det er første gang, de har fået en så stor samlet lønforhøjelse.

ARBEJDSRETTEN

"Hele det bodssystem er en hammer i hovedet på os arbejdere, hver gang vi åbner munden. Det hindrer os i en hel masse, men det er jo også derfor, det er lavet."

Under strejken påbød arbejdsretten flere gange de strejkende tobaksarbejdere at gå i arbejde. Første gang det skete var torsdag d. 10. april, hvor de strejkende samtidig blev truet med en bod på 8,75 kr. pr. strejketime.

Næste gang strejken kom for arbejdsretten var onsdag d. 16. april. Her blev arbejderne igen påbudt at gå i arbejde. Samtidig skærpedes boden til 10,50 kr. pr. time.

På trods af arbejdsrettens gentagne påbud om at genoptage arbejdet, fortsatte skråarbejderne strejken. Først da ledelsen gik med til at give lønforhøjelser på 1,25 kr., gik de i arbejde igen.

Arbejdsretten viste klart, at den var ude af stand til at klare sin vigtigste opgave: at opretholde ro og orden på arbejdspladserne.

Ved en endelig kendelse i arbejdsretten d. 5. maj blev arbejderne idømt bod. Den blev på 8,75 kr. pr. time for de første fire dage og 10,50 kr. pr. time for de følgende fire dage. For hver arbejder blev det ialt 603 kr., som skal betales med 125 kr. hver fjortende dag. Boden for de sidste to dage, torsdag d. 17. og fredag d. 18. april, er endnu ikke fastsat. Den vil først falde efter sommerferien, da det ikke længere er en hastesag.

I løbet af strejken snakkede arbejderne flere gange om, hvad de kunne gøre for at slippe for at betale boden, Hvordan det skulle gøres, blev arbejderne imidlertid ikke enige om.

Mulighederne for at arbejderne kunne have gjort noget virkeligt effektivt overfor boden, var nok ikke til stede. Den måde, man andre steder har undgået at betale bod på, har været ved strejker eller trusler om det, hvis boden blev trukket fra lønningsposen.

På Sabroe ØB i Århus nægtede man totalt at betale boden for den tid, man havde været i strejke. Her trådte Metal" arbejderforbundet til og betalte boden for at undgå yderligere uroligheder.

På bryggerierne i København fik arbejderne ledelsen til selv at betale boden, ved at true med at gå i strejke, hvis den blev trukket over lønningsposerne.

Hvis man skal undgå at betale bod, kræver det først og fremmest, at alle er enige om at kæmpe imod den. Det var de ikke på Skråen.

"Hvad skulle vi gøre? Vi vidste da godt, at vi fik den bod, selv om vi sagde nej til at betale den. Tobaksarbejderforbundet ville jo ikke betale den, så ledelsen trækker den bare over vores lønningsposer. Jeg tror ikke, vi stod så stærkt, at vi kunne have strejket imod boden. Det kræver bred enighed, og det var der ikke."

ERFARINGER

I forbindelse med en strejke eller en anden konflikt vil man altid drage nogle erfaringer, som både kan komme en selv og andre til gode. Vores vigtigste erfaringer er:

1. Hvis en strejke skal vindes, skal den organiseres effektivt. Det vil sige, at så mange som muligt bliver inddraget i arbejdet omkring strejken.
Strejken skal ledes demokratisk med fællesmøder og strejkeudvalg. Alle skal have grundige oplysninger og alle vigtige spørgsmål skal diskuteres ordentlig igennem, før der træffes beslutninger.

2. Det bedste er, at sende strejkende arbejdere direkte ud på andre arbejdspladser for at fortælle om strejken og samle ind. Det er først og fremmest arbejdspladserne man skal basere solidariteten på. Indsamlingerne skal i gang så hurtigt som muligt.

3. Det er nødvendigt at være forberedt og have diskuteret aktionen godt igennem på forhånd, sådan at så mange som muligt sidder inde med viden om hvad der foregår.

4. Den mest væsentlige erfaring vi har gjort er, at vi har fundet ud af, at vi er afhængige af andre arbejdere, og at det er hos dem, vi kan hente den støtte og magt, vi har brug for-.

Desuden har strejken betydet, at der er en større forståelse over for andre aktioner. Vi har bl.a. besluttet at betale 200 kr. hver måned af klubkassen til 1. Maj Fonden.

KLUBBEN STÆRK TOBAK

I løbet af strejken viste det sig tydeligt, hvilken betydning det havde haft, at strejken var så godt organiseret, sådan at så mange som muligt blev draget med ind i arbejdet omkring dem. For at sørge for at det også kom til at gælde fremover, besluttede arbejderne på fællesmødet mandag morgen, hvor de gik i arbejde, at der skulle oprettes en klub. Indtil klubben blev oprettet, skulle strejkeudvalget fungere videre.

"Den klub har vi snakket om i lang tid, men først efter strejken er den blevet en realitet på vores arbejdsplads."

Mandag d. 28. april blev det stiftende møde til klubben afholdt. Næsten samtlige skråarbejdere var mødt op, selv, om det var dagen før generalforsamlingen i Tobaksarbejdernes Fagforening. For at sikre at klubben kommer til at fungere demokratisk, besluttede de, at bestyrelsen skulle bestå af en repræsentant, fra hver afdeling samt de to tillidsrepræsentanter. Det er den første klub indenfor hele tobaksindustrien i Danmark.

Hovedformålet med klubben er at sikre, at så mange som muligt bliver orienteret om, hvad der foregår på fabrikken. Det skal ske ved, at de enkelte repræsentanter både før og efter et møde skal diskutere problemerne igennem på deres afdeling. Klubben skal først og fremmest tage sig af alle spørgsmål vedrørende løn- og arbejdsforhold. Et andet af klubbens formål er at støtte andre strejker. På det første møde i klubben besluttede skråarbejderne at betale 200 kr. af klubkassen hver måned til I. Maj Fonden.

GENERALFORSAMLINGEN

Kort tid efter at strejken på Skråen var afsluttet, var der generalforsamling i Tobaksarbejdernes Fagforening i Aalborg. Den blev afholdt torsdag d. 29. april, og ca. 150 medlemmer mødte op, heraf var halvdelen fra Skråen. Skråarbejderne fordelte sig rundt omkring i lokalet for bedre at komme til at snakke med arbejderne fra Sofiendal.

"Nogle af os sad ved siden af nogle sorterere fra Sofiendal. De var godt sure på os i starten. De havde ikke set vores indsamlingslister, og de troede ikke, at der, stod på dem, at det kun var til Skråen vi samlede ind. Men efterhånden som vi fik snakket med dem, blev de klar over, at Inger Kloss havde løjet for dem. Så blev de sure på hende i stedet for på os."

Næste dag strejkede sortererne på Sofiendal, men i løbet, af et par timer lykkedes det for Inger Kloss at få dem i arbejde igen.

Efter at Inger Kloss havde afgivet sin beretning, hvori hun påstod, at skråarbejderne ikke havde fået noget ud af strejken, fik arbejderne fra Skråen mulighed for at rette de misforståelser der havde været.

"Flemming rejste sig op og sagde, at vi alle sammen inde på Skråen havde fået 1,25 kr. mere i timen. Inger Kloss havde fortalt arbejderne fra Sofiendal, at vi ikke havde fået nogen lønforhøjelser, at vi ikke havde fået noget ud af vores indsamling, og at der var sket rationaliseringer. Men det fik vi dementeret."

I de sidste par år har der ikke været nogen fra Skråen i bestyrelsen. På generalforsamlingen havde man opstillet to kandidater som begge blev valgt ind. Samtidig blev det vedtaget, at også almindelige arbejdere kunne opstilles som delegerede til kongressen.

"Bestyrelsen havde hørt, at Flemming godt ville opstilles til valg til bestyrelsen, derfor skyndte de sig at opstille ham, men vi ville have to opstillet. Det var de meget imod, for så skulle der være urafstemning.
Vi fik det da alligevel gennemtrumfet, og de blev valgt ind begge to. Som delegerede til kongressen blev der valgt tre fra Skråen."

KONKLUTION

For det første viser strejken på Skråen, at det er muligt at tilkæmpe sig lønforhøjelser på trods af regeringens og Arbejdsgiverforeningens lønstop.

For det andet har strejken sammen med flere andre, f.eks. Uniprint og Sabroe ØB, været med til at slå en aktionsform fast. Det er en aktionsform med demokratisk ledelse af strejken, med daglige fællesmøder, strejkeudvalg, indsamling, kontakt med andre arbejdspladser og med pressedækning.

For det tredje kan strejken overfor andre kvindedominerede arbejdspladser medvirke til, at flere arbejdspladser med mange kvindelige ansatte begynder at aktionere.

Strejken på Skråen viser, at kampen nytter, at det er muligt at slå igennem lønstoppet. Men den bedste måde, vi effektivt kan bryde lønstoppet for mange arbejdspladser på, er ved at kæmpe sammen.
Arbejdsgiverne har lovet hinanden, at de igennem Arbejdsgiverforeningens kasse vil dække hinandens tab ved lønaktioner, bare der bliver sagt nej til lønforhøjelser. Derfor kan vi risikere at komme til at strejke meget lang tid på én enkelt arbejdsplads uden at få gennemført vores krav, fordi den enkelte arbejdsgiver får dækket sit tab af Arbejdsgiverforeningen.

Vi må slås for lønforhøjelser på flere arbejdspladser samtidig. Det vil virke afskrækkende på Arbejdsgiverforeningen, hvis lønstoppet bliver årsagen til øgede lønkrav og strejker. Hvis vi kæmper samtidig, kommer Arbejdsgiverforeningens kasse til at skulle udbetale det ene beløb efter det andet for at dække firmaernes tab.

Samlet kamp behøver ikke at betyde, at vi allesammen på én gang på mange arbejdspladser går i strejke. Vi vil få meget svært ved at samle så mange penge ind, som er nødvendige, for fagforeningernes strejkekasser er jo ikke åbne for den slags. Vi må aktionere, så vi får mindst mulige omkostninger.

Mulighederne er forskellige fra arbejdsplads til arbejdsplads. Nogen steder vil det virke godt at nægte overarbejde. Andre steder at en central placeret afdeling strejker med jævne mellemrum, og andre steder igen vil vi med held kunne nedsætte tempoet.

KAMP NYTTER - STREJKERNE SKAL ORGANISERES!

STREJKEN DAG FOR DAG