Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

James S. Coleman (1926-95), nordamerikansk sociolog, som er mest kendt for nogle meget store uddannelsessociologiske undersøgelser i USA fra 1960'erne, som fik praktisk indflydelse på den amerikanske uddannelses- og skolepolitik. Desuden har han indført nye metoder i sociologien i form af matematiske modeller og nye teorier, der bygger på den antagelse, at mennesker handler rationelt; han har i øvrigt beskæftiget sig med en række forskellige andre emner.

Oprindeligt var Coleman uddannet som kemiingeniør, men i 1951 begyndte han at studere sociologi ved universitetet i Columbia, USA, og fra 1955 arbejdede han som sociolog ved forskellige universiteter. Fra 1973 til sin død var han professor ved universitetet i Chicago.

I begyndelsen af 1960'erne blev Coleman formand for en regeringskommission, der skulle undersøge problemer vedrørende ulighed i chancer for at få adgang til uddannelse i det amerikanske samfund, og det var i denne sammenhæng han blev leder af en række store uddannelsessociologiske undersøgelser. Rapporten fra 1966, Equality of Educational Opportunity («Coleman-rapporten» som den er blevet kaldt), påviste som et hovedresultat en meget stærk sammenhæng mellem på den ene side børns sociale baggrund, deres familieressourcer, karakteren af deres boligkvarter, netværk og andre faktorer uden for selve skolen og på den anden side deres chancer for at opnå gode uddannelser. Undersøgelserne belyste også raceulighedens betydning for uddannelseschancerne, og viste bl.a., at fattige sorte børn opnåede bedre resultater, hvis de gik i raceintegrerede skoler, hvor der også var hvide fra økonomisk bedre stillede familier. Det var bl.a. med til at give stødet til nye integrationsforanstaltninger, herunder de politisk meget kontroversielle «busprogrammer», hvor børn blev transporteret til skole med bus mellem sorte og hvide kvarterer for at modvirke raceopdelte skoler. Senere gennemførte han nogle store undersøgelser, der sammenlignede, hvor gode resultater børn fik i det offentlige skolesystem i USA, sammenlignet med private skoler. Resultaterne viste, at de skoler der lagde stor vægt på høje præstationer og disciplin, gav de bedste resultater.

Et andet område havde Coleman beskæftiget sig med allerede i 1950'erne. Her deltog han i nogle banebrydende sociologiske undersøgelser om demokrati og fagforeninger; det amerikanske og det internationale typografforbund var valgt som eksempel. Som mange andre foreninger var fagforeninger tit udsat for en tendens til, at når først en ledelse var valgt og havde etableret sig, tiltog den sig større og større kontrol over organisationen, og blev dermed i stand til vedvarende at neutralisere eventuel modstand og således fastholde magten (dette er af en anden sociolog, Robert Michels, blevet betegnet som «oligarkiets jernlov»). Men typografforbundet var en undtagelse, forventede forskerne, og det viste sig at holde stik. Den grundlæggende årsag til tilstedeværelsen af et særligt levende og aktivt internt demokrati, var eksistensen af flere partier, der konkurrerede om magten, således at der altid var en aktiv opposition overfor den fløj, der for tiden var valgt til ledelsen. Det viste sig også, at der var en tydelig sammenhæng mellem deltagelse i fagforeningsdemokrati og politisk deltagelse i det hele taget, ligesom der var en positiv sammenhæng mellem aktivt fagforeningsdemokrati og engagement og arbejdsindsats på virksomheden.

I løbet af 1980'erne og frem til sin død arbejdede Coleman især med at udvikle det teoretiske grundlag for sociologien. I bogen Foundations of Social Theory fra 1990 fremlagde han en omfattende teoretisk system, der byggede på den grundantagelse, at mennesker som hovedregel handler som rationelle egoister, at alle handlinger altså grundlæggende er rationelle og er motiveret at stræben efter egennytte. Teorien kaldes «Rational Choice», og bygger på antagelser, som ellers fortrinsvis har været anvendt til at forklare økonomisk adfærd, men som i vidt omfang har været afvist som utilstrækkelige eller direkte forkerte på de fleste andre områder. Coleman forsøger imidlertid at forklare ikke blot de enkelte menneskers handlinger, men også kollektive sociale relationer og strukturer, såsom rettigheder, autoritetsrelationer, normer, tillid, moral og organiseret handlen med dette udgangspunkt. Men teorien viser også, at egennyttig rationel adfærd ofte vil lede til tilstande, der er til skade for alle - såkaldt suboptimale tilstande. Bindende normer og fælles institutioner kan være midler til at overvinde disse suboptimaliteter. Et vigtigt begreb, som Coleman har bidraget til at udvikle, er begrebet «social kapital»; han opfatter social kapital som en form for ressourcer, der øger en persons handlemuligheder, og som personen kan trække på i kraft af gensidige sociale relationer af (uformelle) forpligtelser og rettigheder. (Se også: Paretoproblemet, Fangens dilemma, Spilteori).

Bogen gav anledning til betydelig debat, men også megen kritik. «Rational Choice» har vundet stigende udbredelse i samfundsvidenskabelige fag, bl.a. på grundlag af Colemans arbejde, men spiller dog stadig kun en ret beskeden rolle i sociologien; men bogen har bidraget til at skærpe opmærksomheden for mekanismer, der er baseret på egennyttig rationel adfærd, og som faktisk er udbredt i det sociale liv, ligesom f.eks. et begreb som social kapital har vist sig frugtbart. Colemans største betydning har dog været hans uddannelsessociologiske undersøgelser.

H.An.