Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fællesbetegnelse for en række forskellige foreninger i det 19. århundrede. De gik forud for dannelsen af egentlige fagforeninger. Fænomenet er kendt fra mange europæiske lande, og initiativtagerne til foreningerne og lederne af disse var ofte socialt bevidste borgerlige. Foreningerne havde dels til formål at organisere arbejderne til støtte for det liberale borgerskabs kamp for demokrati - og altså mod enevælden, adelen og de konservative kræfter i samfundet. Dels havde foreningerne til formål til at begrænse den omfattende sociale nød under den tidlige kapitalismes brutale udbytning af arbejderklassen. Det var altså et præventivt formål - at hindre arbejderne i at organisere sig som klasse i organisationer med et revolutionært program. Men i nogle tilfælde udviklede arbejderforeningerne sig alligevel i kortere perioder til ret slagkraftige militante bevægelser for arbejdernes interesser. Det gjaldt bl.a. Thranitterbevægelsen i Norge.

Det var mange forskellige foreningstyper der samledes under navnet arbejderforening. Det gjaldt også oplysende foreninger, selvhjælpsforeninger, brugsforeninger, sygekasser mv. I Danmark kom der for alvor gang i oprettelsen af arbejderforeninger efter 1848 revolutionen, der især berørte Tyskland og Frankrig. Revolutionen skræmte borgerskabet i mange lande, og førte i Danmark til, at kongen nedfældede den første grundlov - i 1849. Over de følgende 20 år frem til socialismens gennembrud i 1870'erne stiftedes en hel række arbejderforeninger. Først i København, men fra 1860'erne også i provinsen. Blandt de københavnske foreninger kan nævnes Foreningen for arbejderklassens Vel fra 1851. Den virkede for lønforbedringer, men optog også arbejdsgivere som medlemmer. Danmarks «første socialist» - Frederik Dreier - var en overgang medlem af denne forening, men forlod den i protest mod dens passive politiske linie.

Blandt arbejderne var det især de faglærte håndværkere, der interesserede sig for foreningerne - bl.a. for at bevare den gamle laugsordning, der ophævedes i 1857. Politisk var det i 1850'erne især Bondevennerne der støttede foreningerne.

I 1853 blev Foreningen for arbejderklassens Vel sluttet sammen med en håndværkerdannelsesforening til Arbejderforeningen, der i 1856 reorganiseredes under navnet Københavns Arbejderforening. Denne forening opnåede aldrig noget større medlemstal, men udviklede efterhånden relativt radikale politiske og sociale synspunkter. En rivaliserende forening - Arbejderforeningen af 1860 - betonede til gengæld oplysningsformålet stærkt.

Foreningernes vigtigste resultat for den efterfølgende socialistiske organisering af arbejderbevægelsen var nok, at de skolede arbejdermedlemmerne i foreningsarbejde og ved gennem deres oplysningsvirksomhed at skabe intellektuel grobund for Internationales (se 1. Internationale) agitation i 1870'erne. Endelig har arbejderforeningerne nok haft det resultat, at arbejderne erkendte, at arbejderklassens frigørelse måtte være arbejderklassens egen sag. Arbejderforeningerne under borgerlig ledelse havde simpelt hen givet for magre konkrete resultater.

A.J.