Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Anders Christensen

Anders Christensen (1884-1967), dansk revolutionær husmandsdigter, født 17. maj 1884 i Vendsyssel. Han voksede op hos sine bedsteforældre, og da han havde engelsk syge, blev han skånet i det daglige arbejde. Så meget desto mere kunne han kaste sig over de bøger, han kunne skaffe sig. I 1904-05 gik han på Ollerup Højskole og 1907-08 på Kærehave Husmandsskole. Derefter var han et års tid karl på Johan Skjoldborgs gård på Dynæs. Dette ophold fik stor betydning for den unge og videnbegærlige karl. Her mødte han bl.a. Martin Andersen Nexø og Chr. Christensen. Sidstnævnte skrev senere om Anders Christensen:

«Han var dengang en ganske ung Mand, men var allerede da fortrolig både med Karl Marx' og Henry Georges Lærer. Derimod savnede han Kendskab til Syndikalismen og Anarkismen, og jeg fik ikke Fred. I en hel Uge måtte jeg holde for med Kropotkins kommunistiske Anarkisme, Max Stirners individualistiske Anarkisme og Bakunins anarkistiske Syndikalisme såvel som Pellotiers og igen disse Lærers stilling til Landarbejderne og Jordspørgsmålet...»

Denne usædvanlige bondekarl mente det alvorligt med fællesskab. Han rejste til Holland. Dvs. han cyklede derned, og slog sig ned der, hvor han nogle år var med i en landbrugskoloni efter Robert Owensk mønster. Tilbage i Danmark slog han sig i 1914 ned som husmand på det nyudstykkede gods St. Restrup ved Nibe, og her dyrkede han sin jord, til han døde. Han giftede sig i en sen alder og stiftede familie. Det blev et fattigt og arbejdsomt liv. Det var ikke mange penge, familien kunne lægge til side. Dog, da den russiske revolution brød ud i 1917 og kontrarevolutionen koncentrerede sine kræfter i de «hvide hære», sendte Anders Christensen en god dansk fabriksplov afsted til Rusland med påskriften: «Værsgo, fra Anders paa Restrup Mark til Lenin og Rusland». Indkøbt for familiens få midler.

Under den 1. verdenskrig begyndte han at skrive digte i den tid han fik tilovers, og han begyndte at offentliggøre dem i Chr. Christensens og syndikalisternes blad Solidaritet. I 1919 fik han udgivet sin første digtsamling, Bålet, der blev overstrømmende modtaget, men det var ikke megen tid han havde til digtningen. Der kom til at gå 11 år, før hans næste digtsamling udkom. I DKP's blad Arbejderbladet kritiserede han i et par artikler i 1924 husmandsprojektet med udgangspunkt i sine egne erfaringer fra St. Restrup: Den udlagte kapital i form af huse, redskaber og trækdyr som skulle forrentes var så stor, at det relative udbytte af jorden faldt ifht. dengang St. Restrup var en herregård. I stedet skulle man have drevet godset blandt de 50 familier, der nu havde hvert deres husmandssted. På den måde havde man meget bedre kunnet unddrage sig kapitalens tyranni. Et par år senere kom han ind på de samme problemer i tidsskriftet Clarté. Han så husmandsbrugets indførelse som en social sikkerhedsventil mod de spændinger i bondesamfundet, som det store fattige lag af daglejere udgjorde. Lidt optimistisk forudsagde han, at husmændene ville blive kommunister, fordi kommunismen: «..yder hans virke som jorddyrker bedre beskyttelse end det system, der har frembragt ham, men som ikke længere formår - eller er interesseret i - at holde ham oppe».

Hans anden digtsamling, Troldkirken, udkom i 1930 og fik endnu mere begejstrede anmeldelser, men alligevel blev han på sit husmandssted og sled. Husmændene blev dog ikke kommunister. De blev indhentet af industrialiseringen, flyttede ind til byerne og blev arbejdere. Dog ikke Anders. De sidste 8 år af hans liv blev dog de litterært mest produktive. I 1959 udgav han sin 3. digtsamling, Brød i ørknen. Tre år senere udgav han erindringsbogen En mand og hans næste. En prosabog på 229 sider - mere end hele hans øvrige forfatterskab til sammen.. Den handler ikke blot om hans liv, men i essay- eller novelleform om små centrale oplevelser med mennesker, dyr og natur. Året før sin død udsendte han sin sidste bog, essaysamlingen Træet, som samlede hans refleksioner over bondelivet. I essayet Frihed kom han ind på bondens liv nu:

«Der er ingen plads for følelser i det industrielle landbrug. Man græder ikke, ler ikke, man griner og harker, skærer tænder i olien, støvet og larmen. Det var bonden, der gik sammen med hesten. Han var fuld af fejl og fulhed. Jeg vil ikke sige laster just, men med nedvurderende, ufremkommelige, tvære karaktertræk. Gud hvor har jeg dog rakket ham ned gennem årene. Jeg kender typen, for jeg er selv en bonde og en bondes søn.
Men ikke et ondt ord mere. Jeg ønsker mig aldrig et andet ophav».

Alligevel blev husmandsdigteren glemt af eftertiden.

A.J.