Jeg har i Gaar sendt Hr. Forretningsfører Th. Stauning følgende Skrivelse:
København, den 30. September 1916.
Hr. Forretningsfører Th. Stauning!
Da Kongressen ved sin Afstemning i Gaar Aftes har ført det danske Socialdemokrati ind paa nye Veje, hvor jeg ikke kan følge det, nedlægger jeg herved mit Mandat som Medlem af Hovedbestyrelsen.
Denne min Udtræden er ikke nogen pludselig Indskydelse. Lige siden Socialdemokratiets Ledelse brød Partiets Program ved at vedtage Militærbevillinger, dets Kongresbeslutning angaaende Socialdemokratiets Forhold til Kongemagten, dets socialistiske Grundsætninger ved at ombytte Klassekampen med «Borgfreden», har jeg følt, at man bevægede sig henimod en Bane, der tiltrods for Bibeholdelsen af alle socialistiske Talemaader, maatte blive skæbnesvanger for Socialdemokratiet, som socialistisk Arbejderparti. Men tiltrods for alle Sidespring fra den retlinede Vej, haabede jeg paa, at der skulde opstaa en Opposition indenfor Partiet, navnlig fra de unge Arbejderes Side, der kunde tvinge Ledelsen ind i det rette Spor igen og bort fra den Moderation og den borgerlige Opportunisme, der bredte sig videre og videre i Partiet.
Efter Aarhuskongressens Godkendelse af alle Brud og Overtrædelser, kneb det for mig at følge med mere, men jeg indbildte mig, at denne Godkendelse maaske kunde forstaas mere som et Udtryk for Partidisciplin end som en Anerkendelse af Partiets borgerlige Retning - og jeg blev. Kongressen i Aftes har vist mig, at det ogsaa kun var en Indbildning, og den er det højeste Udtryk for Partiets Anskuelser.
Det overvældende Flertal, 90 pCt., hvormed den har vedtaget Socialdemokratiets Indtrædelse i den borgerlige Regering og dermed har kuldkastet Odense-Resolutionen, viser mig, at hvis jeg, der som ung vendte den borgerlige Samfundsopfattelse og Politik Ryggen og stillede mig paa Socialismens Grund, ikke i min ældre Alder uden min gode Vilje skal komme til at staa midt i et nyt borgerligt Parti, maa jeg træde ud af Socialdemokratiet.
Lykkeligvis kan man, af ringe Evne, arbejde for Socialismens Virkeliggørelse og Udbredelsen af dens Teorier i Arbejderklassen udenfor det politiske Parti, hvis ledende Mænd som oftest, naar de skal være rigtig «praktiske» i deres borgerlige Sindelag og Mangel paa Forstaaelse, kun har Spot tilovers for «Teorierne». Og jeg behøver næppe at tilføje overfor mine Meningsfæller indenfor Partiet, at paa det Punkt betyder min Udtrædelse ingen Forandring.
København, i. Oktober 1916.
Gerson Trier.
(«Socialisten», 14. Aargang Nr. 4.)