(Artikel fra Dansk Tidsskrift 1902) Gerson Trier:
Spørgsmaalet om det socialdemokratiske Arbejderpartis Stilling overfor de borgerlige Partier synes, ved den politiske Forandring, der indtraadte med en Venstreregerings Dannelse og senere Politik, at være bleven mere brændende end nogensinde før. Tilsyneladende er det ogsaa saaledes. Men i Virkeligheden er det et Spørgsmaal, som, lige fra det Øjeblik den moderne Socialismes Tilhængere traadte ind i den praktiske Politik som et selvstændigt Arbejderparti, har paatrængt sig dens Tilhængere og snart efter ogsaa dens Modstandere. Det har givet Anledning til megen Uenighed og Splid, og har langt fra faaet sin endelige Besvarelse.
Dog er det ikke vanskeligt at besvare det, hvis man ser paa det teoretisk ud fra de Grundtanker, der udtrykker den socialistiske og den borgerlige Samfundsopfattelse. Teoretisk, principielt synes kun ét Svar muligt. Først praktisk, i den daglige Politik, men saa ogsaa straks, opstaar Uenigheden om og med den Vanskeligheden ved dets Løsning. Her staar jo nemlig Socialismens Tilhængere overfor den Kendsgerning, at deres Samfundsideals Grundtanker ikke kan føres ud i det bestaaende Samfunds praktiske Former, som de ikke blot er uforenelige med, men som de direkte gaar ud paa at sprænge og afløse med helt andre. Samtidig staar Socialisterne selv midt i disse Former, i dette virkelige Liv som «praktiske» Politikere. De skal som saadanne først og fremmest bringe «Resultater». De principielle Resultater, den socialistiske Samfundsorden, kan de ikke bringe straks. Saa vender de sig mod Reformerne, de aktuelle Spørgsmaal. Udadtil faar dette sit Udtryk ved det Navn, de giver sig. De ophører ikke i Principet at kalde sig Socialister, men til daglig Brug foretrækker de Betegnelsen, Socialdemokrater, det vil sige Tilhængere af det demokratiske Arbejderparti for sociale (og politiske) Reformer; det «revolutionære» Standpunkt erklæres for et overstaaet Børnesygdoms Standpunkt: de staar som et politisk Parti, som Højre og Venstre er politiske Partier. Resultaterne synes at rykke nærmere nu, da opgaven ikke mere er at sprænge de bestaaende Former, men at omdanne dem i «demokratisk Aand». Der kommer Berøringspunkter frem mellem dem og de borgerlige Partier. Der bliver fælles Opgaver. Naar Peter og jeg vil prygle jens, træder uvilkaarligt Ønsket om at give ham en ordentlig Dragt Prygl stærkere frem, end Spørgsmaalet om, hvorfor hver af os vil give ham Prygl. Det samme gælder, naar to Partier slaar løs paa et tredje. For mange af Tilhængerne træder det, at de to allierede Partier ved at slaa løs vil opnaa helt forskellige Maal, i Baggrunden; Løsnet i Fællesskab at prygle paa bliver det vigtigste.
Hvor Partiernes politiske Stilling bestemmes ved Betragtninger og Hensyn som de ovenfor antydede, fører det let til en mere eller mindre snæver Forbindelse mellem Socialismens Tilhængere som politisk Parti og et af de borgerlige Partier. Dette har været Tilfældet for Dele af de socialistiske Partier i Udlandet og i særlig Grad med vort hjemlige socialdemokratiske Arbejderparti. Men deraf at slutte at saaledes maa det være, vilde være en stor Fejltagelse. Ikke blot har altid store Dele af de socialistiske Partier været bestemte Modstandere af Valgalliancer med borgerlige Partier, men man kan sikkert, uden at gaa Sandheden for nær, sige, at det store Flertal af Tilhængerne af en saadan Alliance kun betragter dette Forhold som en politisk Manøvre, ikke som den naturlige Stilling mellem Socialdemokratiet og de borgerlige Partier. Man behøver derfor ikke at være en stor Profet for at sige, at en saadan Stilling, overalt hvor den er taget, kun er aldeles foreløbig, og at særlig her hjemme dens Dage meget snart er talt.
Et politisk Parti maa, for ikke at forsumpe og dø ud, stadig skaffe sig ny Tilhængere. Men disse skaffes ikke i Længden ved de aktuelle Spørgsmaals Behandling, uden for saa vidt de benyttes til at fremdrage større Synspunkter, holde Principerne frem. Det er nylig - det var vist ved en Arbejderkongres i Østrig - blevet udtalt, at det ikke kan nytte i Politik at komme til Arbejderne med Teorier; det er de praktiske Spørgsmaal de interesserer sig for. Dette er en fejl og en farlig Paastand. Den er fejl. Hele den moderne Arbejderbevægelses Historie viser det. Hvor tung og vanskelig en Bog end Karl Marx' Kapital kan være, det er dog de i den fremsatte Teorier, der er blevet det samlende Løsen for Arbejderklassen, har kaldt denne til Bevidsthed om sig selv som Klasse, og har besjælet dens i Historien enestaaende Organisation, der hviler paa. et helt andet Grundlag end Organisationen efter Lav i Middelalderen. Arbejderne er altsaa i høj Grad lydhøre for Samfundsteorier. Det gælder bare om, at disse udtrykker de Grundforhold, de økonomiske Forhold, som faktisk raader i Samfundet, forklarer og saa vidt muligt, begrunder dem, fremstiller dem i ubesmykket Renhed, saa vil de, der lever midt i dem, uden Vanskelighed baade tilegne sig Teorierne og tage dem til Rettesnor. - Den overmævnte Paastand om, at man ikke maa komme til Arbejderne med Teorier, er farlig. De «aktuelle» Spørgsmaal er Overfladebevægelser, Symptomer paa de Brydninger, der fremkaldes ved Samfundets økonomiske Dannelser. Fæster man sig udelukkende eller væsentligst ved dem, saa tabes de dybere liggende virkende Kræfter, der skyldes disse Dannelser, af Syne, og man udsætter sig for at lede sine Tilhængere andetsteds hen, end i Retning af den Udvikling og de Principer man teoretisk hævder. Men dette hævner sig.
Ti med Udviklingen, med de af den udledede Principer; det er det det gælder om for ethvert Parti, der vil være levedygtigt. Ganske vist med vort mangelfulde Kendskab til alle de i Udviklingen virkende Kræfter og deres Brydninger kan man drage forskellige Slutninger, og derfor opstille forskellige Principer. Men har man draget sin Slutning saaledes, som man er overbevist om, at den er rigtig, og opstillet sit Maal derefter, maa man gaa ad den saaledes fundne Vej, hvis man ikke vil fjærne sig fra Maalet.
En saadan selvindlysende Betragtning kan man uden mindste Vanskelighed faa Arbejderne og i det hele ethvert tænkende Menneske med paa. Og ikke vanskeligere er det at faa dem til at begribe, at naar to eller flere politiske Partier har grundforskellige Syn paa Historiens Udvikling og drager grundforskellige Slutninger af den, saa maa de se helt forskelligt ogsaa paa Nutiden, til hvem de maa stille grundforskellige Fordringer; de har forskellige Interesser, der snart maa blive til modstridende Interesser. Der opstaar en Modsætning, som maa holdes klart frem, hvis man vil vinde Tilhængere for sit Syn. Ved at dække over Modsætningerne - og det gør Partier med modstridende, historisk Syn ved at danne Valgalliancer - d. v. s. fortælle dem, de kan eller vil vinde: I kan lade jer repræsentere af os, men ogsaa af dem, der har et helt andet, modstridende Syn paa Historien. - kan man skaffe sig Stemmer fra hinandens Lejre, men ikke maalbevidste Tilhængere af sin Opfattelse.
Et saadant grundforskelligt Syn paa. Historien findes jo, som bekendt, hos det paa en socialistisk Opfattelse staaende Arbejderparti paa den ene Side og alle de borgerlige Partier paa den anden. For disse er den private Ejendomsret til Jorden og Arbejdsmidlerne det bærende Princip for Samfundets Bestaaen, ikke blot i Fortid og Nutid, men i en overskuelig Fremtid, det vil sige til den Fremtid, der kan være Tale om at tage Hensyn til ved et hvilketsomhelst politisk eller socialt Arbejde. For dem er Klasseinddelingen i et «arbejdende» Flertal og et «arbejdsledende» Mindretal en nødvendig Betingelse for Samfundets fortsatte Udvikling; Klassernes Ophævelse en Umulighed. Maaden, hvorpaa denne private Ejendomsret former sig, kan de tænke sig forandret. De kan helt modsætte sig dens Forandring eller kun nødtvungent tage mod de uundgaaelige Ændringer - være konservative. De kan forlange den omdannet, saa at den kommer saa mange som muligt til Gode - være radikale. De kan ønske, at Klassemodsætningen skal være stærkt udtrykt til Fordel for den ene Klasse, Ovenklassen. De kan ønske den mindre følelig, dækket over ved en ligeligere Fordeling af Kulturens baade materielle og intellektuelle Frembringelser - Principet, den historiske Slutning, bliver dog det samme: Privatejendommen og med den Klasseinddelingen, er samfundsnødvendig, er uundgaaelig, €: Socialismen er Utopi: «de tror ikke paa den» 1). De socialistiske Partier derimod mener jo, at den private Ejendomsret maa ophæves, hvad de allerede nu efter Evne maa arbejde hen til, og at Klasseinddelingen ved denne Ophævelse af sig selv vil forsvinde. Der er derfor en Kløft imellem de borgerlige og de socialistiske Partier. Over denne Kløft kan' vel Tilhængere fra den ene Side individuelt komme og stille sig i Rækkerne paa den anden Side: til personlig Berøring og upolitisk Samarbejde mellem Individerne er der Lejlighed nok. Men intet Steds lukker Kløften sig sammen for at afgive Fodfæste for et politisk Overgangsparti eller Plads for en Sammenflyden af de politisk og socialt modstillede Lejre, ti der er ingen Overgang, men et Spring fra den Opfattelse, at al kulturel Fremskridt hviler paa de enkelte Menneskers Trang til at arbejde og erhverve for sig selv og sine og dertil benytte ikke blot sin egen, men ogsaa andres købte Arbejdsevne, til den, der gaar ud fra, at det mindste legemlige og aandelige Kraftspild og dermed den højeste Kultur, opnaas ved et organiseret Fællesskab baade i Arbejde og Arbejdsmidlerne, saa alles Kræfter tages i Beslag til Forøgelsen af den fælles kulturelle Rigdom, og at ingen behøver at sælge sin Arbejdsevne til andre, fordi man arbejder bedst for sin egen Velstand ved at anspænde sine Kræfter i det fælles Arbejde til Fordel for det fælles Samfund.
Grundmodsætningen i Opfattelsen af Samfundets Udvikling gennemsyrer nu i Virkeligheden ogsaa de socialistiske og de borgerlige Partier, men den tilsløres for det umiddelbare Blik ved et Ord, nemlig selve Ordet Parti! For dette Ord udtrykker to helt forskellige Ting, naar det anvendes for et af de borgerlige Partier og om det socialistiske Arbejderparti.
I første Tilfælde betegner det Grupper indenfor Landets Borgere, og med væsentligst de i deres eget Land bestaaende Forhold for Øje søger nogle, de konservative, at bevare dem saa uforandrede som muligt efter de overleverede Traditioner, andre, de radikale, at raade Bod paa de umiskendelige Brøst, ved Bortskaffelsen af de Forbeninger og Rester fra Absolutismens og Lenstidens Samfundsformer, der hindrer Borgerklassens nyere Dannelser i at faa Del i den politiske Magt og de med den følgende materielle Goder. Hvor Opnaaelsen af denne Magt ikke er disse Gruppers Maal, er det, i bedste Tilfælde, at tilvejebringe et harmonisk Sammenspil af de modstridende Interesser: By- og Landbefolkningens, de Besiddende og de Besiddelsesløses modstridende Interesser. Deres Virkefelt er nationalt. Deres Bestræbelser angaar kun deres eget Land. Selv om de med Interesse følger de tilsvarende Gruppers Fremfærd i andre Lande, betragter de dog disse som dem væsentlig uvedkommende, som Grupper, de intet Ansvar har overfor og der intet Ansvar har overfor dem. Deres fælles Grundlag er Bevarelsen af Staten med dens Klasser og den private Ejendomsret af jorden og Arbejdsmidleme. Ordet Parti, der jo paa fransk betyder «Del», betegner her særlig «politisk Del eller Gruppe ud af det enkelte Lands hele Befolkning».
I det andet Tilfælde, brugt om de socialistiske Arbejdere, betegner Parti Del eller Gruppe, ikke blot eller væsentlig af det enkelte Lands Borgere, men af den samlede internationale Arbejderklasse i de paa det moderne Kulturtrin staaende Lande. Det er, indenfor hvert enkelt Land, en Repræsentation for denne Klasse, samtidig med at det er den politiske Klasseorganisation af dette Lands egne Arbejdere. Denne Kendsgerning forandres ikke ved at det har optaget og stadig mere og mere fra andre Klasser optager Mænd og Kvinder, der er «gaaet over Kløften». Opnaaelsen af den politiske Magt er ikke dets højeste Maal, i det højeste et af dets Midler til at naa Maalet, og ikke en Gang dets vigtigste Middel. Arbejderklassens Organisation, fremtvungen af de stærke økonomiske Brydninger, som vi hver Dag ser dem for vore Øjne, udtrykt i Kæmpestrejker, Lock-out'er o. s. v. i store og smaa Lande, er et langt mægtigere Vaaben i dets Hænder, som det indtil Dato kun lidet har benyttet, men som sikkert vil medføre langt mere «indgribende» Reformer i det Bestaaende end Rigsdage og Lovgivning, indtil de en Dag baade paa de moralske og materielle Omraader sprænger de «bestaaende» Former for Ret og Magt, og staar som en af Grundpillerne for den ny Samfundsordning. I denne, som er «Partiets» Maal, søges ikke et Sammenspil, men en Sammensmælten, en Ophævelse af de modstridende Klasseinteresser. Organiseringen af de kaotiske Arbejdermasser, hvortil der svarer en Organisering af Produktionsmidler og Produkter gennem Trusts, Stats, Kommunes og Organisationers Overtagelse af tidligere private Erhvervsfunktioner, er international, og derfor føler dette «Parti» sig som internationalt. De borgerlige Partier holder Partimøder for at bestemme deres politiske Fremgangsmaader, men hvis man vilde foreslaa dem at holde internationale Partimøder, vilde man sikkert komme meget uheldigt af Sted. Men det er netop, hvad Arbejderpartiet fra alle Lande gør ved deres internationale Arbejderkongresser. Derfor føler ogsaa Arbejderpartierne i hver enkelt Land sig moralsk ansvarlig i sin Færd overfor Arbejderklassen i alle andre Lande. De enkelte «Dele» indenfor hvert enkelt Lands Omraade føler sig solidarisk forbundet med den hele store internationale Arbejderhær, der marcherer den samme Vej frem mod det fælles Maal. «Parti» betyder derfor her ikke saa meget Gruppe af et Lands Borgere i politisk Modsætning til de andre Borgeres Grupper, men det enkelte Lands «Del» af den politisk organiserede, internationale Arbejderklasse.
Det vil altsaa ses, at Ordet «Parti», anvendt paa Ovenklassen af Nedenklassen, dækker over to helt forskellige Ting, og at der er en saadan Modsætning mellem dem, at Svaret paa det her rejste Spørgsmaal om Socialdemokratiets og de borgerlige Partiers indbyrdes Stilling teoretisk set, som allerede sagt, kun kan være et: de skal helt forskellige Veje; de kan følgelig ikke vandre sammen; en politisk Alliance imellem dem er unaturlig og politisk urigtig.
«Ja, i Teorien - men nu i Praksis», siger Alliancens Tilhængere. ja - i Praksis. Lad os se paa de vigtigste Argumenter, som den politiske Alliances Tilhængere fremsætter i alt Fald fra socialdemokratisk Side.
1. Socialdemokratiets Program indeholdt en Gang en Sætning om at overfor Arbejderklassen var alle andre Klasser «én reaktionær Masse». Denne Sætning er forlængst taget ud at Programmet, og det er derved anerkendt, at den var «urigtig». Her til kan man med Rette svare: «Hvis man ser paa de borgerlige Partier, saa er de ganske rigtig ikke i politisk Henseende én reaktionær Masse. Det er endog kun et meget lille Mindretal, der er ligefrem reaktionært og vil stemme Udviklingen tilbage. Det store Flertal er konservativt og radikalt med større eller mindre Overgangsgrupper imellem. Men ser vi paa dem socialt og økonomisk, paa deres historiske Syn, saa er de, som ovenfor udviklet, en samlet Modsætning til Arbejderklassen, og deres Interesser, og det er det, det i den praktiske Politik gælder, er modsat Arbejderklassens. Socialt forlanger de en anden og bedre Stilling end Arbejderklassens. Enten det er i Kraft af deres Pengepung eller af hvad de kalder deres «større Dannelse», anser de sig for berettigede til at stille og faa opfyldt større Fordringer til Livet end Arbejderklassen. De holder paa Klassesamfundet, og vil modsætte sig enhver Forholdsregel, der virkelig virkede til helt at ophæve Klasseforskellen, forudsat at deres Politikere kunde se, at dette vilde blive Følgen af en saadan Forholdsregel. De kan ligefrem ikke se ens paa to Personer eller Forhold som er aldeles analoge, naar disse i det ene Tilfælde henhører til den besiddende Klasse, i det andet til den besiddelsesløse. Et Eksempel vil oplyse det. En Lærer, en dygtig, meget søgt Lærer, har i mange Aar udført sin Gerning (jeg havde nær sagt «Arbejde», men «Gerning» lyder bedre, ti lige til Ordene, hvormed Individernes Virksomhed i de to Klasser betegnes, har Klasseforskel); han har tjent mange Penge. Men han har ogsaa levet meget, og hans Kone og Børn har levet med ham. Han dør uden at efterlade Familien mere end nogle faa hundrede Kroner aarligt. Hans Venner gaar til Regering og Rigsdag, og de bevilger Enken en aarlig Pension. Fortræffeligt! Den er hende vel undt. Men lad os nu tænke os en Arbejder, lad os sige f. Eks. en Hattemager, der i mange Aar har lavet Huer og Hatte til de Hoveder, Læreren har proppet Viden i. Han tjener Penge, om end langt fra saa mange som Læreren. Han har ogsaa Kone og Børn, og da han dør, efterlader han dem slet intet. Lad nu hans Venner - Tankeeksperimentet synes næsten formasteligt og komisk - gaa til Regering og Rigsdag blot paa det Grundlag, at han i mange Aar har arbejdet meget og haardt, og at han har en stor Familie, der uden Statens Hjælp vil lide Nød. Tror noget Menneske blot et Øje~ blik, at hans Enke vil faa Pension? Nej, der er dog heldigvis Forskel paa Kong Salomon og Jørgen Hattemager, og for de borgerlige Klasser er alle dens Medlemmer Kong Salomoner sammenlignet med Arbejderne.
Økonomisk træder Modsætningen endnu mere utilsløret frem. Enten Talen er om et Land, hvor det regerende Parti er konservativt eller om et, hvor det er radikalt: i Tilfælde af Konflikter mellem Kapital og Arbejde er Regeringen lige parat til at stille Statsmagten, Politi og Militær, til Beskyttelse af de Besiddende og Ejendomsretten, medens al anden Ret, som overfor en krigsførende Fjende, suspenderes. Det er ikke blot det Faktum, at Soldater og Politi, baade det offentlige og, som Pinkertons Korps i Amerika, det private, ustraffet skyder Arbejderne ned, der er Tale om her. Men det er hele den Tankegang hos Tilskuerne i den besiddende Klasse, der slet ikke betragter disse Nedskydninger som Mord der strider mod Straffelovene, der viser, hvor Klassemodsætningen gennemtrænger de to Parter. Et andet Bevis paa denne har man, hvor Talen er om Børns Arbejde. Mennesker, der ikke kunde tænke sig, at deres egne Børn skulde udsætte sig for haardt, legemligt Arbejde eller dertil anvende en stor Del af deres Barne- og første Ungdomsaar, hvori deres aandelige og legemlige Vækst i høj Grad trænger til at værnes om, finder det den naturligste, mest selvfølgelige Ting af Verden, at Arbejderklassens Børn slider mange Timer Dag tid og Dag ind i saadant Arbejde. Den økonomiske Fordel at det Arbejde, der saaledes ydes af Børnene, er billigere end det kunde skaffes ved at benytte Maskiner eller Voksne, er dem Grund nok til at hævde dets Nødvendighed. Der er sikkert mange Mennesker indenfor Ovenklassen, især blandt dem, der ikke direkte som Arbejdstagere har med Produktionen at gøre, som af Humanitetshensyn i høj Grad beklager dette Forhold, og det lige saa godt blandt den konservative som i den radikale Del, men de, der resolut vil erklære at, koste hvad det koste vil, alt Børnearbejde skal afskaffes, kan vist snart tælles, og som Helhed vil intet af de borgerlige Partier gaa med til en saadan Forholdsregel.
Man vil af det foregaaende forstaa, at selv om Udtrykket om «den reaktionære Masse» er slettet af Socialdemokratiets Program, er dermed den bestaaende Modsætning mellem Ovenog Nedenklasserne ikke skaffet ud af Verden.
2. Den anden Indvending gøres under forskellige Former. Her to af dem: «For at opnaa Reformer maa vi splitte vore Modstandere» eller «Ved at skære Radikale og Konservative over én Kam, banker vi vore Modstandere sammen til ét stort konservativt Parti». Her gør nu de «praktiske» Politikere sig skyldige i det Misgreb, de plejer at beskylde os «Teoretikere» (som de kalder dem, der af principielle Grunde fordrer Valgalliancen ophævet) for, nemlig at se bort fra Virkeligheden. Den dybe Kløft, som adskiller Oven- og Nedenklasserne, hindrer ikke, at der indenfor hver af disse gør sig Modsætninger i Anskuelser gældende indenfor hvert af de Grundsyn, der spalter Samfundet i de to Lejre. Indenfor de borgerlige Partier bestemmes, som allerede ovenfor antydet, den derværende Modstilling i Radikale og Konservative, ligesom selve den dybe Klassemodsætning, ved forskelligt Syn paa Historien og Udviklingen og særligt ogsaa paa Ejendomsrettens Form; kun ikke om den private Ejendomsrets Princip, der er det fælles Grundlag, er der Uoverensstemmelse. Striden staar her om Fordelingen, i større eller mindre Dele, af den private Ejendom, om de til den fordelte Ejendom knyttede politiske Rettigheder og økonomiske Forpligtelser (Skatter) og om den deraf følgende større eller mindre politiske, Magt. Det er de modstridende Interesser, fremkaldt ved disse Forhold, der splitter de borgerlige Partier, og det er en stor Fiktion hos socialdemokratiske Politikere, hvis de for Alvor tror, at et af de borgerlige Partiers Alliance med dem skulde forøge, eller deres uafhængige Optræden paa den politiske Valgarena skulde ophæve de borgerlige Partiers Splittelse, der, som sagt, bestemmes af langt dybere liggende Aarsager.
Ikke anderledes forholder det sig med «Sammenbankningen» af alle borgerlige Partier til ét stort konservativt Parti. Ogsaa her glemmer de «praktiske» Politikere Virkeligheden omkring dem. Naar den ovenfor antydede økonomiske Udvikling er skredet længere frem, naar Organiseringen og Modorganiseringen af de økonomisk modstaaende Klasser spænder om «Massernes» Millioner, hvor der nu kun staar Tusinder, naar i de økonomiske Konflikter Sammenstødene sker med Brag, der som Jordskælv faar Samfundet til at ryste i dets dybe Grundvold, og ligeoverfor hvilke Bevægelser, som de amerikanske Kulstrejker eller Jernindustri-Lockout'er, hvis Virkninger allerede nu føles som Lammelse i Verdensproduktionen, kun er Børneleg, naar efter hvert nyt Sammenstød Respekten for Ejendomsrettens Ukrænkelighed bliver mindre og mindre, og Følelsen af at Tiden for dens uundgaaelige Ophævelse er et Magtspørgsmaal bliver større og stærkere, naar det endelige Opgør nærmer sig, naar ikke blot Socialismens Tilhængere, men ogsaa dens Modstandere «tror paa Socialismen» og forstaar, at nu maa man enten være for eller imod, saa vil der være Tale om ét konservativt, ovenikøbet et internationalt konservativt Parti - om det vil være stort, faar Tiden vise. Hvor snart denne Tid vil være inde, vilde det være letsindigt at spaa, men i Øjeblikkets Politik er det ikke dette konservative Parti, det er den nationale Gruppe af Ovenklassen, som ængstelig klynger sig til Fortidens Institutioner og Forestillinger, der er Tale om.
En Repræsentant for dette Parti har i nærværende Tidsskrift 2) behandlet dette Spørgsmål om «Socialismen og Fremtidens konservative Parti», og der behøves ikke mange Citater af denne Afhandling for at vise, at den deri omtalte «Fremtid» tilhører enten den svindende Fortid eller de indre Selvmodsigelsers Umulighed, to Omraader, ind paa hvilke der næppe er nogen Fare for at en noksaa maalbevidst og politisk uafhængig Optræden af det socialistiske Arbejderparti skal skræmme de borgerlige Elementer, det kan være af Interesse og Vigtighed at faa draget over til sig, faa «over Kløften». Dette «Fremtidens konservative Parti» vil støtte sig paa Fortidens Institutioner: ,Kronen, Hæren og Kirken (værd at lægge Mærke til: «Kirken», ikke «Religionen»), Besiddelsen og (Forfatteren synes slet ikke at se Modsigelsen) «Intelligensen!» 3) Dette «Fremtidens konservative Parti» vil «have én styrke ... det vil anerkende Flertallet ... det vil vise social Retfærdighed ... det vil afvriste de store Besiddere Socialreform på Socialreform» 4). Hvad mener man om et saadant konservativt Parti, der vil anerkende Flertallet, bringe Socialreform paa Socialreform paa de store Besidderes Bekostning? Hvor mon saa Konservatismen bliver af? Hvad mon de «store Besiddere» vil sige til denne Form af den? Dette Selvmodsigelsens Sammensurium naar sit Højdepunkt i et splinternyt Begreb, som Forfatteren uden Vanskelighed maa kunne faa Patent paa: «Den konservative Socialisme». Han tror ikke det vil lykkes at gøre Venstre konservativ: «Derimod vil noget andet kunne lykkes: at gøre Socialismen konservativ» 5). Hvorfor ikke med det samme gøre Ætnas Flammer til Isklumper? Heldigvis har dog Forfatteren et Alternativ: «Socialismen bør blive konservativ - eller den maa udryddes!» 6). Det er en anden Snak, som de «store Besiddere» bedre vil kunne forstaa, især naar det forbindes med en Betragtning som at «det private Initiativ og den individuelle Interesse som økonomisk Drivfjeder, det bør ingensinde mere opgives» 7). Her er jo Socialismen allerede udryddet med den individuelle Interesse som økonomisk Drivfjeder. For Resten er det et ikke uinteressant Tidens Tegn, at selve Konservatismen, som i den her omtalte Afhandling Gang på Gang, maa anerkende Berettigelsen af Socialismens Kritik af det bestaaende og dens Krav for de Besiddelsesløse, ja til Slut smykke sig med Socialismens Navn og Stumper af dens Idéer, for at have noget at leve paa som «Fremtidsparti».
At dette Parti gerne vilde samle alle dem, der ikke staar i den fremrykkende socialistiske Arbejderhær, om sig, er klart. Men lige saa klart er det, at den Fane, det vil samle dem under, ikke kan blive Samlingsmærke for de radikale Elementer og den tænkende Ungdom inden for dets egen Klasse. Er disse nemlig først kommen saa vidt, at de vil have Socialismen, vil de sikkert foretrække den socialistiske Socialisme for den konservative (?) og «Kronen, Hæren og Kirken» synes ikke at staa i noget særlig ømt Forhold til de radikale, borgerlige Partier (et Blik( paa Stillingen i Frankrig vil hurtig overbevise en om det), saa over i den Lejr vil en uafhængig socialistisk, politisk Stilling ikke drive de Radikale.
Efter at det i det foregaaende er søgt godtgjort, at Alliancen, mellem Socialdemokratiet og de borgerlige Partier ikke spiller nogen Rolle for den Strid og Splittelse, der findes mellem disse,,: og at en Ophævelse af den paa det nuværende Trin i Udviklingen ikke vil føre til en «Sammenbanken» af deres konservative og radikale Elementer, er det naturligt at gaa lidt ind paa to Spørgsmaal. L Hvis Alliancens Ophævelse ikke kan skade, kan den saa gavne Arbejderpartiet? 2. Kan omvendt Alliancens Opretholdelse gøre Skade? Disse to Spørgsmaal hænger nøje sammen og kan derfor behandles under et.
Et Hovedformaal med Alliancen er naturligvis at skaffe sig saa mange Repræsentanter i Rigsdagen som muligt ved at man ved nogle Valg kan benytte sin Allieredes Stemmer, mod at han ved andre benytter ens egne. Men er da Antallet af Repræsentanter det vigtigste for et politisk Arbejderparti? Sikkert ikke! Det er af meget større Vigtighed af hvad Værd ikke blot de valgte Repræsentanter, men ogsaa deres Vælgere er som Udtryk for hvad Tilslutning Partiets Formaal og Principer har vundet i Befolkningen. Her vil nu Blandingsvalg forfuske Resultatet. Trods alle noksaa skarpsindige Udregninger vil det ikke klart kunne paavises, hvor mange virkelige Tilhængere det Parti, man hører til, virkelig har. Men saadanne Valg kan ogsaa let virke demoraliserende baade paa Kandidater og Vælgere. De første, der skal fiske Stemmer fra Folk der ikke er deres Meningsfæller, vil blive fristet til at fire paa deres klare Standpunkt for ikke at støde Stemmer fra sig. De af de sidste, der har en Mening og skal stemme paa Folk, de véd i deres Hjærte ikke deler denne Mening, taber Respekten for deres egen Overbevisning. Og de af Vælgerne, som endnu ikke har vundet en Mening, men staar vaklende, hvor skal de kunne faa Klarhed over Modsætningen mellem Radikalisme og Socialisme, naar de opfordres til at stemme paa en Radikal af de samme politiske Førere, som opfordrer deres Naboer i den næste Valgkreds til at stemme paa en Socialdemokrat? Jo mere begge Parter er enige om at bekæmpe samme Modstander og villige til at love Reformer og Forbedringer, desto vigtigere er det, at Modsætningen mellem Radikalisme og Socialisme fremhæves. Særlig for Socialismens Tilhængere gælder det, at det ikke er Antallet af Repræsentanter det kommer an paa, men disses klare og maalbevidste Standpunkt. Ti Socialisten gaar ud fra, at det ikke er Lovgivningen, der forandrer Samfundet, men den økonomiske Udvikling, som atter hænger sammen med den stadig higende Evne til at beherske Naturen og tage Naturkræfterne i Produktionens Tjeneste. Økonomiske Love om Arbejdstidens Afkortning, Arbejderbeskyttelse, Begrænsning af Arbejdsløsheden o.s.v., er kun Mærkepæle for denne Udvikling, af hvis Gang de Forhold, saadanne Love behandler, er en nødvendig Følge, ligesom de «Retfærdighedens» Idéer, der fordrer saadanne Loves Gennemførelse. Det kan lidet nytte at give Love efter Retfærdighedens Idé», naar disse Love strider mod eller vil foregribe Udviklingen. Saadanne Love forbliver «et dødt Bogstav», som Sprogets ubevidste Visdom udtrykker det. Og til at gennemføre Udviklingens Reformer er Lovene ikke det stærkeste Middel: Organisationen af de menneskelige Produktionskræfter, Arbejderne, er endnu stærkere. Det har ikke haft nogen praktisk Betydning, at Lovene i Frankrig erklærer, at Bjergværkerne ikke maa ligge stille, men at Staten skal sørge for deres Drift, naar de private Ejere ikke gør det. Loven har været et dødt Bogstav. Men Bjergværksarbejdernes Organisationer vil en Dag gøre den levende.
Disse Betragtninger er velkendte fra Socialismens teoretiske Fremstillinger, og bør være levende for dens Politikere, hvor «praktiske» de endog er. Af disse gøres det imidlertid ofte gældende, at det ikke kan nytte at komme med saadan noget til Vælgerne. Vore Vælgere er Arbejderne og de fattige, og vil v' have deres Stemmer, maa vi kunne stille dem Reformer i Ud sigt, der kan forbedre deres nuværende Kaar. Som om de virkelig var gennem Lovgivningen, at man forbedrede Arbejdernes Kaar. Undersøg blot de sidste tredive Aars Historie, o det skal nok vise sig, at det Ræsonnement, der lige ovenfor e gjort gældende, holder Stik: det er ikke ved Lovgivningen, de er ved Produktionens Ændringer og Arbejdernes Organisering at Arbejderklassens Højnelse har fundet Sted. Reformer gen nem Lovgivningen, det er netop hvad de borgerlige Partier love og lokker med; deri vilde Socialisterne kun skille sig lidt fra dem - med mindre de samtidig gør opmærksom paa, hvilke Reformer der kan være Tale om har Værd, og hvor de føre hen. Der er jo nemlig Reformer, saadanne, som følger af de økonomiske Udvikling, som Socialdemokratiet naturligt tage fat paa. Men for at gøre det, er det ikke nødvendigt at hav Alliance, ti de paatvinger sig alle Partier; vi har jo lige set, at «Fremtidens konservative Parti» tilbyder «Socialreform paa Socialreform». Der er ved disse Reformer kun den Forskel mel lem de borgerlige og de socialistiske Partier, at de borgerlig krymper sig ved, stamper imod og forhaler dem, indtil de absolut ikke mere kan modstaa dem (Socialreformerne skal «fravristes de store Besiddere», hedder det i den ovenfor omtalte Afhandling om «Fremtidens konservative Parti»), men Socialdemokratiet griber dem med begge Hænder og holder dem højt op, for at de kan forstaas som Varsler om Socialismens Gennembrud. Men for at gøre dette med Fynd, maa Socialdemokratiets Standpunkt være rent og klart.
Endnu en Grund kan det være værd at anføre for en Afskaffelse af Allianceuvæsenet. Det vil være af ikke ringe Betydning at faa saa mange som muligt af den borgerlige Ungdom, den Ungdom, der er eller kan blive radikal, med ind i Socialdemokratiet. Men kun ved et klart Standpunkt, der viser hvad der skiller Radikalisme og Socialisme fra hinanden, kan dette naaes. Socialismen er Tidens bærende Idé, fordi den udtrykker Udviklingens Gang. Det er derfor naturligt, at Ungdommen begejstres af den. Men den borgerlige Ungdom skal, for at naa saa vidt, overvinde en Mængde Klassefordomme. Den skal glemme en Mængde af hvad den har lært og se Samfundet fra en hel modsat Side end den, hvori den er vokset op. En Sammenblanding af borgerlig og socialdemokratisk Politik kan kun forvirre Begreberne og dermed forviske Følelsen af at det er nødvendigt at tage Standpunkt udenfor den radikale, i den socialistiske Politik. Træder denne Nødvendighed klart frem ved den socialdemokratiske Politik, vil Arbejderpartiet i sine Rækker i en hel anden Grad end nu tælle mange fra den «anden Side», som virkelig vil arbejde med paa Fremskridtet, men ikke klart kan se, hvor Vejen til det gaar.
Saaledes ser Spørgsmaalet om Partiernes Stilling ud fra et praktisk Synspunkt, og Svaret lyder som ved den teoretiske Betragtning: Arbejderpartiets Maal kræver, at det stiller sig uafhængigt af og uden Alliance med ethvert borgerligt Parti, som Organet for den internationale mere og mere socialistisk bevidste Arbejderklasse. I den økonomiske Klassekamp staar de borgerlige Partier paa den ene, Arbejderpartiet paa den anden Side. Skal Politiken være et Middel til at føre ud over den til Klassemodsætningens Ophævelse, maa Partiernes Stilling svare til de faktiske Forhold i Samfundet.
1) Se Politiken, 22. Maj 1902.
2) DanskTidsskrift 1902, s.679-693.
3) ibid. s.692.
4) ibid. s.692.
5) ibid. s.693.
6) ibid. s.693.
7) ibid. s.687.