Send
Et leksikon for folket
 

Et leksikon for folket

Bibliotekspressen 19/2000

Af Mikkel B. Christensen

Mange leksika, der udkommer i dag, stræber efter at give en neutral vinkel på sit samlede indhold. Det er faktisk blevet en forventning til leksikonet, at det forholder sig rent objektivt og ikke tager parti, men det har ikke altid været sådan. Nogle af vore mest berømte leksika såsom »Den Store Franske Encyklopædi« fra 1700-tallet og »Enciclopedia Italiana« bærer begge kraftigt præg af den politiske holdning, hvormed de blev skrevet.

»Leksikon for det 21.århundrede«, er et nyt dansk leksikon udgivet af forlaget Solidaritet, og er skrevet udfra solidaritet med arbejderklassen og venstrefløjen. Det er således ikke neutralt, men heller ikke hverken prædikende eller propagandistisk. Med mottoet »Tvivl på alt«, er det et alternativt leksikon, som bestræber sig på at give mere end én fortolkning og forklaring på de emner og begreber, der behandles.

Selve leksikonet rummer over 2400 opslag på emner som bl.a. græsrodsorganisationerne, partier og bevægelserne, men også lande, personer og begreber er søgbare. Og med mulighed for fritekstsøgning i de over tre millioner ord er der adgang til et væld af information indenfor det venstreorienterede univers, og det der har relevans for dette. Udover den almindelige søgefunktion indeholder leksikonet yderligere nogle elementer, som gør det både dynamisk og meget nemt at bruge, blandt andet en rediger funktion. Med denne kan brugeren tilføje tekst og kommentarer til en eksisterende artikel, hvilket giver brugerne chancen for at være en del af historieskrivningen. Funktionen findes dog kun i cd-rom-udgaven, men redaktionen inviterer folk til at sende deres bidrag ind, hvor det efter en vurdering enten vil være muligt at hente som opdatering fra Internettet eller finde i en senere udgave af leksikonet.

Af andre detaljer skal nævnes de indbyggede hyperlinks i leksikonets artikler, som lynhurtigt gør det muligt at springe videre til den eller de personer og begreber etc. man lige stod og manglede information om i den pågældende artikel. Derudover hører der til hver søgning en mulighed for at få vist beslægtede opslag, dvs. emner der har relevans for den artikel, man er inde i. Afslutningsvis skal nævnes, at leksikonet både fås på cd-rom og ligger frit på Internettet (www.solidaritet.dk) som det eneste danske leksikon. Forskellen mellem de to udgaver er, at man for de 200 kr., som cd-rom-versionen koster, får en unik mulighed for at redigere i leksikonets artikler, og samtidig sparer penge, da man ikke er afhængig af kostbar nettid. Er det ikke en fordel, at bibliotekernes Net-opkoblinger ikke belastes? Leksikonet kan også kopieres fra cdrom'en over på harddisken, så cd-rom-drevene kan udnyttes til andre multimedieprodukter på bibliotekets cd-rom referencecomputer.

Leksikonet kan absolut anbefales til såvel privatpersoner som institutioner af forskellig karakter, her tænkes særligt på biblioteker, som har en særlig forpligtelse i form af formidling til folket, der jo er sat betydeligt i fokus med dette leksikon. Jeg ville især blive glad hvis mit lokale folkebibliotek havde dette leksikon, og jeg er sikker på at mange andre også ville have fornøjelse og gavn af det.

Mikkel B. Christensen er bibliotekarstuderende, årg. 1999, ved Danmarks Biblioteksskole, København.