Politisk hovedresolution fra VS' 16. kongres, juni 1990
På den ekstraordinære kongres i april 1989 vedtoges i stor enighed en ny politisk hovedresolution, VS og enhedsprocessen, der byggede videre på hovedlinierne i resolutionen fra 88.
På trods af, at VS er blevet halveret medlernsmæssigt, er det lykkedes at holde sammen på partiet og få det til at fungere som drivkraft i mange sammenhænge. Dels har kræfterne været prioriteret fornuftigt i forhold til de politiske opgaver, og dels har de økonomiske og organisatoriske ned- og omprioriteringer, der har været nødvendige, været gennemført uden tøven.
Ligesom VSU, der er en af hovedkræfterne bag bl.a. "Gadens Parlament" og i dag udgør det eneste politisk-organisatoriske tilbud til revolutionære unge, har VS været drivkraften på en række punkter -især i enhedsbestræbelserne.
Det lykkedes sammen med SAP'erne på kun to måneder at samle det nødvendige antal underskrifter, således at Enhedslisten blev opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Derved blev DKP presset til at tage endelig stilling til listen, og de måtte opgive deres observatørstatus og blive fuldgyldige medlemmer. Men selv om DKP er langt den største deltager i Enhedslisten hvad medlemstal angår, har deres indsats i arbejdet på ingen måde været imponerende. Det skyldes ikke alene, at deres kræfter har været bundet i den interne partikamp, men også politisk demoralisering efter Østeuropas sammenbrud.
Imidlertid har VS klaret opgaven at være det organisatoriske samlingspunkt (endda ud over den tid vi har forpligtet os til), også selv om der i VS har været uenigheder om Enhedslistens struktur.
Også når det har drejet sig om oprettelse af lokale afdelinger af Enhedslisten har det i næsten alle tilfælde været VS'erne, der har taget initiativet og stået for det praktiske arbejde.
Omkring kommunevalget blev der i mange kommuner opstillet lokale fælleslister, der i mange tilfælde ikke er paraleller tilden landsdækkende Enhedslisten, men også her har VS'erne spillet en aktiv rolle, og lokallisternes eksistens og relativt store succes ved kommunevalget skyldes bl.a. en stor og effektiv indsats fra VS'erne.
På udgivelsesområdet er der også sket en god udvikling, selv om økonomien og medlemstilbagegangen sætter klare grænser. Initiativerne omkring blade og tidsskrifter er alle foregået under indtryk af enhedsbestræbelserne og omgruppering, og selv om det f.eks. omkring VS-Bulletin var et spørgsmål om bladsamarbejde eller intet bladarbejde, og altså derfor et udtryk for enhedsarbejde af nød, så vidner den store vægt VS generelt har lagt på enhedbestræbelser og samarbejde, hvor VS i mange tilfælde har nedprioriteret partiarbejdet - især i afdelingerne - til fordel for Enhedslisten og andet venstrefløjssamarbejde, om at der i dag i partiet er bred forståelse for, at politisk samarbejde og dialog er absolut nødvendigt, hvis der skal gang i omgrupperingen og skabes en ny politisk udvikling.
Solidaritet har i stigende omfang samarbejdet med Klassekampen, og står nu over for egentlige sammenlægningsforhandlinger.
Sammen med SAP har VS tillige udgivet tidsskriftet "Socialisme i 90'erne", der har bragt en række indlæg af blandet kvalitet, men bladet har først og fremmest bidraget til at bringe VS og SAP nærmere hinanden.
Udgivelse af "Socialisme i 90'erne ophøret til sommer, men efter sommerferien ser et nyt tidsskrift, der med VS som initiativtager og primus motor har været under forberedelse i et år, dagens lys. Det bliver et nyt politisk tidsskrift for hele den revolutionære venstrefløj. Både uorganiserede og organiserede fra hele venstrefløjen er samlet om denne fælles udgivelse, så der er mulighed for at skabe et tidsskrift af høj kvalitet, og det kan dermed blive et redskab til afklaring blandt de revolutionære.
Udgivelsen af tidsskriftet kan således blive et væsentligt bidrag i retning af at løse den hovedopgave VS har sat sig for, dannelsen af et revolutionært marxistisk parti, men tidsskriftet i sig selv er langt fra tilstrækkeligt. VS har hverken udadtil eller indadtil foretaget sig noget væsentligt for at afklare hvilket politisk grundlag et sådant revolutionært marxistisk parti skal have.
Ganske vist vedtog 89-kongressen et nyt program, der gjorde diskussionerne om VS's grundlæggende politiske opfattelser langt mere overskuelige, og dermed skabtes et dokument, der både indadtil og udadtil var egnet som redskab i en afklaringsproces.
Men de grupper, der i glædesrus over det nye program blev nedsat på kongressen, har i praksis ikke lavet noget som helst. Flere af grupperne har ikke engang været samlet. Og de få ændringsforslag, der er kommet til 90-kongressen, er udelukkende resultat af enkeltpersoners stædige arbejde.
Uden at sætte tidsfrist på, står det dog stadig fast, at afklaringen af den strategiske hovedlinie, herunder afklaringen af hvordan vi løser den nævnte hovedopgave, er en forudsætning for at opretholde VS.
Initiativrighed i enhedsarbejde mod den borgerlige offensiv er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt for at kunne begrunde opretholdelsen af VS. Andre på venstrefløjen har denne enhed på programmet, andre end VS kan bidrage - og bidrager rent faktisk til at få den op at stå.
Partiet kan kun begrunde sin eksistensberettigelse hvis vi i praksis spiller en initiativrig rolle på det politiske felt. Det er ikke tilstrækkeligt at være initiativrig i "forsvarskampen", og det er ikke tilstrækkeligt at være initiativnig i skabelsen af fora for debat, politisk dialog og samarbejde. Det er også nødvendigt at være politisk initiativrig i afklarings- øg omgrupperingsprocessen. Det betyder, at partiet samtidig med den interne afklaring må tage initiativ til en omfattende debat med andre partier og strømninger i arbejderbevægelsen om mål og midler i kampen for socialismen.
Det må ligge som en klar forudsætning for denne debat, at hvis den munder ud i den fornødne enhed, så er vi parate til at nedlægge VS og samle os med andre i et nyt parti.
Den stærke vægt på programmatisk og strategisk afklaring betyder ikke, at vi vender ryggen til kampen mod kapitalen og den borgerlige regering, som den står i dag. Tværtimod. Det drejer sig om i en samtidig proces at forene de revolutionære kræfter i Danmark på et marxistisk grundlag, og at forene arbejderklassen og dens allierede i en aktiv kamp mod borgerskabet. De daglige forsvarskampe mod kapitalen kan ikke få kontinuitet og virkelig slagkraft, hvis de revolutionære ikke samles om at give dem et socialistisk perspektiv. Omvendt kan de revolutionære ikke samles, hvis de ikke har en fælles praksis og hovedlinie i denne forsvarskamp. Enhed om principperne og generel teori er ikke tilstrækkeligt.
Den første betingelse for, at der kan finde en samling af de revolutionære kræfter sted, er at vi igangsætter en omfattende debat på venstrefløjen om, hvad man skal forstå ved et revolutionært program, strategi og taktik i verden, som den ser ud i dag. Og betingelsen for at denne diskussion kan udvikle sig er, at vi hver især præciserer, hvor vi står. Hvor adskiller vi os fra hinanden, hvad er det, der forhindrer enheden? På hvilke punkter er vi allerede enige, og på hvilke punkter synes enighed indenfor rækkevidde?
VS fastholder klasseselvstændigheden, som den afgørende del, af kampen for socialismen. Hvis man ikke fastholder det revolutionære udgangspunkt: Kampen mod lønarbejdet og omvæltningen af den borgerlige stat, bliver man ikke i stand til at føre revolutionær politik i dag.
VS fastholder modstanden mod ØD/pensionskassekapitalisme, EF og det indre marked på vej mod UNIONEN, mod NATO og mod fagbevægelsens stigende integration og underordning under statsapparatet. Her skiller vandene mellem reformistisk og revolutionær politik i dag.
Socialdemokratiet har sit udgangspunkt og rod i arbejderklassen, og ved sit solide greb om fagbevægelsens politiske og administrative ledelse udgør det en faktor "man ikke kan komme uden om i dansk politik". I sin klassebaggrund er Socialdemokratiet således et arbejderparti, men politisk samarbejder det med borgerskabet, og på alle punkter giver det langsomt efter for et pres fra de borgerlige partier. På EF-spørgsmål er nu selv skeptikere et historisk fænomen - det indre marked anses for landets eneste redning, og på Christiansborg er al tale om klassekamp forbudt. I snævre og lukkede forhandlinger mellem den borgerlige regering, Socialdemokratiet og LO-toppen Iæsses, den kapitalistiske krises konsekvenser over på lønarbejderne, og kun taktiske hensyn holder topsocialdernokraterne borte fra de eftertragtede ministertaburetter.
Denne politiske højrekurs, vækker ikke begejstring blandt partiets og slet ikke fagbevægelsens menige medlemmer, og protesterne fra "gulvet" førte på et tidspunkt til "Løjtnanternes oprør". En række formænd for de største Fællesorganisationer appelerede åbent til brud med de borgerlige.
FO-formændene blev hurtigt pisket på plads, med givet er det, at utilfredsheden er stor - både i partiet og fagbevægelsen. Kun fordi venstrefløjen og i særdeleshed de revolutionære står svagt og splittet var det ikke muligt at fastholde og udvikle oprøret.
SF er på kastrofekurs på EFspørgsmålet, NATO-spørgsmålet, deres statsansvarlige økonomiske politik og deres passivitet i kampen mod de borgerlige, hvor de over, i købet er begyndt at indgå forlig med de borgerlige højre om Socialdemokratiet.
Alt dette hænger snævert sammen med partiets parlamentsorienterede reformisme, der kun ser deltagelse i folketingsflertal og ændringer i lovgivning og i statsmagtens politik som realistisk vej til progressive samfundsforandringer. Den seneste udvikling har foranlediget frerntrædende socialdemokrater, bl.a. Bernhard Tastesen, til åbent at invitere til sammenlægning med Socialdemokratiet, hvilket falder i god tråd med, at SF for nylig har søgt om optagelse i de socialistiske (læs: Socialdemokratiske) internationale.
Ikke alle i SF er lige tilfredse med denne højreudvikling. Både blandt partiets intellektuelle, hvor en del opfatter sig selv som stående til venstre for Socialdemokratiet, og især blandt de faglige medlemmer, der i stigende grad hører larmen fra arbejdspladserne, er det kommet til åbenlyse mishagsytringer - f.eks. i SF-bladet Socialistisk Week-end.
Mange af disse utilfredse SFere vil være at finde blandt Enhedslistens vælgere, men noget politisk organisatorisk tilbud ser de endnu ikke til venstre for SF.
I DKP har begivenhederne i Sovjetunionen og Østeuropa stillet spørgsmål ved partiets historiske og ideologiske standpunkter, og DKP befinder sig stadig efter den 30. partikongres i dyb krise og en meget uafklaret situation, hvor der er meget forskellige opfattelser af både de nationale og internationale historiske og nuværende tilstande.
Situationen i partiet er klart uholdbar, for både det gamle 76-program og den nye principerklæring er gældende dokumenter. Det giver hverken grundlag for en egentlig sprængning eller for en afklaring, men blot udsigt til uendelige hundeslagsmål, der fører til stribevis af udmeldelser desværre for de flestes vedkommende ud i politisk passivitet.
En gruppering, der kalder sig ,Kommunistisk Forum, forlader sandsynligvis partiet på et grundlag, der forsøger at fastholde 76~ programmet og det "gamle" DKP's dyder. Om det bliver til en ny partidannelse er endnu uklart, men erfaringerne fra Sverige og Norge viser, at der ikke er nogen fremtid i et sådant forum. De opløses i indre politiske stridigheder og er ikke i stand til at formulere fremadrettede politiske bud.
En anden tendens - den del af fornyerfløjen, der med Bjørn Grøn og Thorbjørn Waagstein i spidsen, forsøger at gøre DKP til et mere moderne reformistisk venstreparti, der går ind for ØD, fondskapitalisme og erkender af EF og det indre marked er kommet for at blive, satser på en eller anden form for sammenlægning med SF. Det er denne tendens, der har taget teten i partikampen.
Tilbage står flere forskellige grupperinger, men væsentligt er, at en del af fornyerfløjen, der har gjort op med historien og illusionerne om den virkliggjorte socialisme i Østeuropa, ikke ønsker en politisk udvikling i retning af SF, men som tværtimod ligesom VS fastholder modstanden mod EF og NATO, ØD og pensionskassekapitalisme, samtidig med at de erkender nødvendigheden af et revolutionært marxistisk parti. For denne tendens og for en række andre DKP'ere, der hverken vil Kommunistisk Forum eller SF, er Enhedslisten i øjeblikket det eneste samlingspunkt.
SAP er ligesom den øvrige venstrefløj i dyb krise. Medlernstilbagegang og støre økonomiske problemer kombineret med splittelse mellem flere fraktioner gør, at organisationen kun kan opretholdes ved at presse medlemmerne til det yderste økonomisk og arbejdsmæssigt.
På mange punkter deler VS og SAP synspunkter, og på en række punkter har der været et udmærket samarbejde i praksis.
Den politiske afstand mellem VS og SAP er ikke større end, at den burde kunne overvindes. Det vil give både politisk og praktisk større handlekraft. (se vedtagelserne om forsøg på fusion mellem SAP og VS samt bladsamarbejde).
IS har stadig en sekterisk opfattelse, hvor de tror, at de sammen med bl.a. det engelske SWP har patent på verdensrevolutionen. De afviser de nødvendige alliancer med reformistiske organisationer, og tror at de kan sidde med deres færdigstrikkede revolutionsopfattelse, som de så kan prakke arbejderklassen på, når der kommer et opsving i klassekampen. Det er positivt, at IS har valgt at gå ind i det fælles venstrefløjstidsskrift frem for at satse på udgivelsen af et teoretisk organ.
I KAP er der et opbrud igang. Dels lyder der nye toner omkring Enhedslisten. Stadig stærkere kræfter arbejder for at KAP skal tilsluttes Enhedslisten, der tidligere er blevet betegnet som et reformistisk sammenrend. Dels har HT-konflikten sat diskussioner igang omkring opfattelsen af Socialdemokratiet. Tidligere har KAP'erne betegnet Socialdemokratiet, LO-toppen, borgerskabet og de borgerlige partier som eet fedt, der skulle bekæmpes over en kam, men efter HT-konflikten har mange KAP'ere indset, at når det borgerlige kræfter forsøger at angribe og splitte enhedsfagbevægelsen, må arbejderbevægelsens forskellige politiske kræfter arbejde sammen om at afvise angrebet. Et angreb på Socialdemokratiet i en sådan situation er blot vand på borgerskabets mølle. Endelig er KAP gået meget aktivt ind i det fælles venstrefløjstidsskrift.
I DKP/ml er alt ved det gamle. Lovsangen om det socialistiske Albanien og Stalins fortræffelighed og fortjenester er stadig den bedste latin, mens Fælles Kurs stadig udarter i et skrupelløst samarbejde med de mest obskure partier som f.eks. Fremskridtspartiet. En fejltagtig opfattelse af Socialdemokratiet som hovedfjenden og en stadig fremturen med halvog helracistiske ytringer i næsten enhver sammenhæng gør at Fælles Kurs må afskrives som en del af venstrefløjen.
Arbejdet i Enhedslisten må prioriteres højt. Dels fordi det er en mulighed for venstrefløjen, andre progressive bevægelser og fagbevægelsen for at få et talerør og en kampopposition på Christiansborg. Dels fordi det skal fastholde og udvikles som samlingspunkt for den organiserede og uorganiserede venstrefløj til venstre for SF.
Efter VS' opfattelse vil Enhedslistens politiske eksistensberettigelse bortfalde, hvis de folkesocialistiske ideer, som dele af fornyerne i DKP pt. markedsfører, afgørende slår igennem. VS opfatter ikke Enhedslisten som en snæver taktisk manøvre over for en svært skelnelig venstrefløj i SF. VS op-, fatter tværtimod Enhedslisten som en aktuel mulighed, der udnyttet med talent og politisk modenhed, kan genskabe et saftigt og aktivt venstre i dansk politik.
For at sikre at Enhedslisten for alvor får luft under vingerne vil VS aktivt arbejde for, at der udvikles et udviklet medlernsdemokrati i Enhedslisten, d.v.s:
Men alt løses ikke ved hjælp af fine strukturforslag. Den vigtiste udfordring er politisk. Både udviklingen af konkrete politikområder, der rækker videre end minimurnsprogram, og iværksættelse af fælles debat og handling, fælles kampagner og aktioner, der har som mål at skabe dét pres og dén bevægelse, der er livsvigtig for at den politiske udvikling kan vendes.
I forbindelse med prioriteringen af arbejdet i Enhedslisten er det essentielt at fastslå, at VS skal bestå og styrkes. Processerne er sideløbende, men der er fare for at enhedslisteprojektet svækkes eller går helt i stå, hvis udviklingen af VS og venstresocialismen nedtones.
Bliver Enhedslisten mod -forventningen fiasko og VS samtidig er i opløsning, vil hele den også venstrefløj være smadret og kun bestå af sektorale tendenser.
Derfor skal VS og VSU fastholdes og styrkes, bl.a. gennem rekruttering af nye revolutionære - gamle med selvfølgeligt. Der må sikres en ordentlig skoling af nye medlemmer og fastholdelse af lokale og/eller andre fora, så det sikres, at alle partiets medlemmer drages ind i diskussioner-og aktiviteter.
Aktuelt betyder det, at VS vil arbejde for at Enhedslisten prioriterer følgende-områder som de vigtiste kampfelter og at VS vil komme med konkrete udspil til:
VS må afklare holdningen til følgende: