Konventionen mod tortur
og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
De i denne konvention deltagende stater,
- som finder, at i overensstemmelse med de i De Forenede Nationers pagt erklærede
principper er anerkendelsen af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder
grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,
- som anerkender, at disse rettigheder hidrører fra det enkelte menneskes naturlige
værdighed,
- som erkender, at De Forenede Nationers pagt, specielt artikel 55, pålægger staterne at
fremme den almindelige respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder,
- under hensyntagen til artikel 5 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og
artikel 7 i Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som
begge bestemmer, at ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf,
- og under hensyntagen til erklæringen om beskyttelse af alle mennesker mod tortur eller
anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, vedtaget af
generalforsamlingen den 9. dcember 1975,
- og som ønsker at udøve en mere effektiv indsats i kampen mod tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf over hele verden,
- er blevet enige om følgende:
Kapitel 1
Artikel 1
- I denne konvention betyder udtrykket "tortur" enhver handling, ved hvilken
stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med
det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en tredjemand,
at straffe ham for en handling, som han selv eller en tredjemand har begået eller
mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en
tredjemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en
sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller
en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller
indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge
eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.
- Denne artikel er uden virkning for ethvert folkeretligt instrument eller national
lovgivning, som indeholder eller kan indeholde videregående bestemmelser.
Artikel 2
- Enhver i denne konvention deltagende stat træffer virkningsfulde lovgivningsmæssige,
administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger
på ethvert territorium under dens jurisdiktion.
- Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om
krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes
til retfærdiggørelse af tortur.
- En befaling fra en overordnet eller en offentlig myndighed kan ikke påberåbes til
retfærdiggørelse af tortur.
Artikel 3
- Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere ("refoulere") eller udlevere
en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i
fare for at blive underkastet tortur.
- Med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal de kompetente
myndigheder tage alle de relevante omstændigheder i betragtning, herunder om der i den
pågældende stat er et fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af
menneskerettighederne.
Artikel 4
- Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver torturhandling er strafbar i
overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende gælder for forsøg på at udøve
tortur og for handlinger begået af enhver person, som udgør meddelagtighed eller
deltagelse i tortur.
- Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger strafbare med passende straf under
hensyn til deres alvorlige natur.
Artikel 5
- Enhver deltagende stat skal tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for
at sikre sin jurisdiktion over de overtrædelser, som er nævnt i artikel 4 i følgende
tilfælde:
a) Når overtrædelserne er begået på noget territorium under dens jurisdiktion eller
ombord på et skib eller fly, som er indregistreret i den pågældende stat;
b) Når den påståede lovovertræder er statsborger i den pågældende stat;
c) Når offeret er statsborger i den pågældende stat, såfremt staten anser det for
hensigtsmæssigt.
- Enhver deltagende stat skal ligeledes tage sådanne forholdsregler, som vil være
nødvendige for at fastsætte sin jurisdiktion over sådanne forbrydelser i tilfælde hvor
den påståede lovovertræder befinder sig på noget territorium under dens jurisdiktion,
og hvor den pågældende stat ikke udleverer ham i overensstemmelse med artikel 8 til
nogen af i denne artikels stk. 1 nævnte stater.
- Denne konvention udelukker ikke retsforfølgning i overensstemmelse med national ret.
Artikel 6
- Enhver deltagende stat på hvis territorium, der befinder sig en person, der påstås at
have begået en forbrydelse som nævnt i artikel 4, skal tage ham i forvaring eller tage
andre lovlige foranstaltninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse, når den,
efter en undersøgelse af tilgængelige oplysninger, finder, at omstændighederne
berettiger hertil. Forvaring og andre retsmidler skal foretages som foreskrevet i statens
lovgivning, men må kun fortsættes så længe, det er nødvendigt for at muliggøre
iværksættelse af strafferetslig retsforfølgning eller udleveringsprocedure.
- En sådan stat skal øjeblikkelig foretage en foreløbig undersøgelse af de faktiske
forhold.
- Enhver person, som er i forvaring i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, skal
have bistand til øjeblikkelig at komme i kontakt med den nærmeste behørige
repræsentant for den stat, hvori han er statsborger, eller, hvis han er statsløs, med
repræsentanten for den stat, hvor han sædvanligvis opholder sig.
- Når en stat i overensstemmelse med denne artikel har taget en person i forvaring, skal
den øjeblikkelig meddele de stater, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, at en sådan
person er taget i forvaring og om de omstændigheder, der begrunder hans
frihedsberøvelse. Den stat, der foretager den indledende undersøgelse, som er omtalt i
denne artikels stk. 2, skal øjeblikkelig meddele resultaterne til de omtalte stater og
skal tilkendegive, om den har til hensigt at udøve jurisdiktion.
Artikel 7
- Den deltagende stat, under hvis jurisdiktion der befinder sig en person, som påstås at
have begået en overtrædelse som nævnt i artikel 4, skal i de i artikel 5 omtalte
tilfælde overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning,
medmindre den udleverer ham.
- Disse myndigheder træffer deres beslutning på samme måde som i tilfælde af en
almindelig overtrædelse af alvorlig karakter ifølge den pågældende stats lovgivning. I
de i artikel 5, stk 2, nævnte tilfælde skal de beviskrav, der er påkrævet for
retsforfølgning og domfældelse, på ingen måde være mindre strenge end de, der gælder
i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1.
- Enhver person, mod hvem der er indledt retsforfølgning i forbindelse med de
overtrædelser, der er omtalt i artikel 4, skal sikres en retfærdig behandling gennem
hele retsforfølgningen.
Artikel 8
- De overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, skal anses for at være omfattet af
bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale mellem de deltagende stater. De
deltagende stater forpligter sig til at inddrage sådanne overtrædelser under
bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale, der måtte blive indgået imellem
dem.
- Hvis en deltagende stat, som gør udlevering betinget af en aftale, modtager en
anmodning om udlevering fra en anden deltagende stat med hvilken den ikke har nogen
udleveringsaftale, kan den anse denne konvention som retligt grundlag for udlevering for
sådanne overtrædelser. Udlevering sker under iagttagelse af de andre betingelser, der er
foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
- De deltagende stater, der ikke gør udlevering betinget af en aftale, skal anerkende
sådanne overtrædelser som overtrædelser, der hjemler udlevering mellem dem, under
iagttagelse af de betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
- Sådanne overtrædelser skal behandles med henblik på udlevering mellem de deltagende
stater, som om de er blevet begået ikke alene på det sted, hvor de er sket, men også
på de staters territorium, som skal indrette deres jurisdiktion i overensstemmelse med
artikel 5, stk. 1.
Artikel 9
- De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig bistand i forbindelse med
strafforfølgning, med hensyn til nogen af de overtrædelser, der er nævnt i artikel 4,
herunder tilvejebringelse af alle de beviser, der er til deres rådighed og nødvendige
for retsforfølgningen.
- De deltagende stater skal opfylde deres forpligtelser ifølge denne artikels stk. 1 i
overensstemmelse med enhver traktat om gensidig retlig bistand, der måtte bestå imellem
dem.
Artikel 10
- Enhver deltagende stat skal sikre, at undervisning og oplysning vedrørende forbudet mod
tortur indgår i undervisning og træning af civilt eller militært
retshåndhævelsespersonale, lægeligt personale, offentligt ansatte og andre personer,
som måtte være involveret i forvaring, forhør eller behandling af enhver person, som er
underkastet enhver form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling.
- Enhver i denne konvention deltagende stat skal medtage dette forbud i de regler eller
retningslinjer, der er udstedt med henblik på sådanne personers pligter og funktioner.
Artikel 11
Enhver deltagende stat skal til stadighed og systematisk gennemgå regler vedrørende
forhør, retningslinjer, metoder og praksis såvel som foranstaltninger vedrørende
forvaring og behandling af personer, som er underkastet nogen form for anholdelse,
tilbageholdelse eller fængsling på ethvert territorium under dens jurisdiktion med
henblik på at forebygge noget tilfælde af tortur.
Artikel 12
Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder hurtigt iværksætter
en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at
en torturhandling er begået på noget territorium under dens jurisdiktion.
Artikel 13
Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver person, som hævder, at han har været
underkastet tortur på noget territorium under dens jurisdiktion, har ret til at klage til
og få sin sag undersøgt hurtigt og upartisk af dens kompetente myndigheder. Der skal
tages skridt til at sikre, at klageren og vidnerne beskyttes mod enhver mishandling eller
trussel som følge af klagen eller afgivet vidneforklaring.
Artikel 14
- Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre, at et offer for en torturhandling
opnår oprejsning og har en eksegibel ret til rimelig og tilstrækkelig erstatning og
herunder midler til en så fuldstændig rehabilitering som mulig. I tilfælde af et offers
død som følge af en torturhandling, skal de, som han har forsøgerpligt overfor, være
berettiget til erstatning.
- Intet i denne artikel skal påvirke nogen ret til erstatning, der måtte tilkomme
offeret eller andre personer ifølge national lovgivning.
Artikel 15
Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver udtalelse, om hvilken det er fastslået,
at den er afgivet som følge af tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces
undtagen mod en person, der er tiltalt for tortur, som bevis for, at udtalelsen er
afgivet.
Artikel 16
- Enhver deltagende stat skal på ethvert territorium under sin jurisdiktion påtage sig
at forhindre andre handlinger, som indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf, som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne
handlinger er foretaget af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden
person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller
indvilligelse. I særdeleshed skal de forpligtelser, der er indeholdt i artiklerne 10, 11,
12 og 13 anvendes således, at henvisninger til andre former for grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf træder i stedet for henvisninger til tortur.
- Forholdsreglerne i denne konvention er under præjudicerende virkning for bestemmelserne
i noget andet folkeretligt instrument eller national lovgivning, der forbyder grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller som vedrører udlevering
eller udvisning.
Kapitel II
Artikel 17
- Der oprettes en komité mod tortur (i det følgende betegnet Komitéen), der skal
varetage de nedenfor fastsatte opgaver. Komitéen skal bestå af ti eksperter af høj
moralsk anseelse, som har sagkundskab med hensyn til menneskerettigheder. De skal virke i
deres personlige egenskab. Eksperterne vælges af de deltagende stater, under hensyntagen
til ligelig geografisk fordeling og til fordelen ved at nogle af medlemmerne har juridisk
erfaring.
- Komitéens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over
personer, der er indstillet af de deltagende stater. Enhver deltagende stat kan indstille
en person, der er statsborger i den pågældende stat. De deltagende stater skal være
opmærksomme på fordelen ved at indstille personer, der også er medlemmer af
Menneskerettighedskomitéen, der er oprettet under en internationale konvention om
borgerlige og politiske rettigheder, og som er villige til at virke i Komitéen mod
Tortur.
- Valg af komitéens medlemmer finder sted hvert andet år på et af De Forenede Nationers
generalsekretær indkaldt møde mellem de deltagende stater. Ved disse møder, der for at
være beslutningsdygtige kræver deltagelse af to tredjedele af de deltagende stater,
indvælges i komitéen de personer, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de
stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for
deltagerstaterne.
- Det første valg finder sted senest seks måneder efter denne konventions
ikrafttrædelsesdato. Mindst fire måneder før tidspunktet for hvert valg, skal De
Forenede Nationers generalsekretær sende et brev til de deltagende stater og opfordre dem
til inden tre måneder at indstille kandidater til komitéen. Generalsekretæren
udarbejder en alfabetisk fortegnelse over samtlige således indstillede personer med
angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til de
deltagende stater.
- Komitéens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges, såfremt de
genindstilles. Funktionstiden for fem af de medlemmer, der vælges ved det første valg,
udløber dog efter to års forløb; straks efter første valg udpeges disse fem medlemmer
ved lodtrækning foretaget af formanden for det i denne artikels stk. 3 nævnte møde.
- Hvis et medlem af komitéen dør eller træder tilbage eller af nogen anden grund ikke
længere kan udføre sine forpligtelser i komitéen, udpeger den deltagende stat, som
indstillede ham, en anden ekspert blandt sine statsborgere til at virke den resterende del
af perioden, med forbehold af godkendelse af flertallet af de deltagende stater.
Godkendelsen skal betragtes som givet, medmindre halvdelen eller derover af de deltagende
stater svarer benægtende inden seks uger efter at have modtaget meddelelse fra De
Forenede Nationers generalsekretær om den foreslåede udnævnelse.
- De deltagende stater dækker komitéens medlemmers udgifter under udførelse af deres
virksomhed for komitéen.
Artikel 18
Komitéen vælger personer til at beklæde tillidsposter for en periode på to år. De
kan genvælges.
- Komitéen fastsætter selv sin forretningsorden, som dog skal indeholde bestemmelser
bl.a. om at:
Komitéen er beslutningsdygtig, når seks medlemmer er til stede;
Komitéens beslutninger skal træffes med et flertal af de tilstedeværende medlemmers
stemmer.
- De Forenede Nationers generalsekretær stiller personale og øvrige hjælpemidler til
rådighed for komitéen i det omfang, det er nødvendigt, for at komitéen effektivt kan
udøve sine funktioner i henhold til denne konvention.
- De Forenede Nationers generalsekretær indkalder komitéen til det første møde. Senere
møder afholdes på sådanne tidspunkter, som fastsættes i komitéens forretningsorden.
- De deltagende stater afholder de udgifter, der opstår i forbindelse med afholdelse af
de deltagende staters og komitéens møder, herunder godtgørelse af De Forenede Nationer
for enhver udgift, så som omkostninger til personale og øvrige hjælpemidler, som De
Forenede Nationer pådrager sig ifølge stk. 3.
Artikel 19
- De deltagende stater afgiver gennem De Forenede Nationers generalsekretær beretninger
til komitéen om de foranstaltninger, de har truffet for at gennemføre deres
forpligtelser ifølge konventionen, inden et år fra konventionens ikrafttræden i den
pågældende deltagerstat. Herefter afgiver de deltagende stater supplerende beretninger
hvert fjerde år om hver ny foranstaltning, der er truffet, samt sådanne andre
beretninger, som komitéen måtte udbede sig.
- De Forenede Nationers generalsekretær fremsender beretningerne til alle de deltagende
stater.
- Komitéen behandler hver enkelt beretning og kan fremkomme med sådanne generelle
bemærkninger til beretningen, som den måtte anse for passende, og fremsender disse til
den pågældende deltagende stat. Den deltagende stat kan svare komitéen med sådanne
bemærkninger, som den måtte ønske.
- Komitéen kan, efter eget skøn, beslutte at medtage enhver bemærkning den er
fremkommet med i henhold til denne artikels stk. 3 sammen med de bemærkninger, der er
modtaget fra den pågældende stat, i sin årlige beretning i henhold til artikel 24.
Komitéen kan også medtage en kopi af den i henhold til denne artikels stk. 1 afgivne
beretning, hvis den pågældende stat anmoder herom.
Artikel 20
- Hvis komitéen modtager pålidelige oplysninger, som synes at indeholde velbegrundede
tilkendegivelser om, at tortur anvendes systematisk på en deltagende stats territorium,
opfordrer komitéen den deltagende stat til at samarbejde ved undersøgelsen af
oplysningerne og med henblik herpå at fremsende bemærkninger med hensyn til de
pågældende oplysninger.
- Idet komitéen tager hensyn til enhver bemærkning, som er afgivet af den pågældende
stat, såvel som enhver anden relevant forhåndenværende oplysning, kan den, hvis den
beslutter, at det er berettiget, udpege en eller flere af sine medlemmer til at foretage
en fortrolig undersøgelse og rapportere til komitéen herom omgående.
- Hvis der foretages en undersøgelse i henhold til denne artikels stk. 2, skal komitéen
søge at opnå den pågældende stats samarbejde. Efter aftale med den deltagende stat kan
en sådan undersøgelse omfatte et besøg til dens territorium.
- Efter en gennemgang af resultatet af medlemmets eller medlemmernes undersøgelse i
henhold til denne artikels stk. 2 videresender komitéen disse resultater til den
pågældende deltagende stat sammen med enhver bemærkning eller ethvert forslag, som
synes passende i situationen.
- Alle komitéens skridt i medfør af denne artikels stk. 1 til 4 er fortrolige, og
samarbejde med den deltagende stat skal søges på ethvert trin i sagen. Efter at
proceduren med henblik på en undersøgelse i henhold til stk. 2 er blevet tilendebragt,
kan komitéen efter rådslagning med den pågældende deltagende stat beslutte at medtage
en kortfattet redegørelse for udfaldet af bestræbelserne i sin årlige rapport afgivet i
henhold til artikel 24.
Artikel 21
- En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i henhold til denne
artikel, at den anerkender komitéens kompetence til at modtage og behandle henvendelser,
hvorved en deltagerstat gør gældende, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine
forpligtelser i henhold til denne konvention. Sådanne henvendelser kan kun modtages og
behandles ifølge reglerne i denne artikel, hvis de hidrører fra en deltagerstat, som har
afgivet en erklæring om, at den for sit vedkommende anerkender komitéens kompetence.
Komitéen må ikke behandle nogen henvendelse i henhold til denne artikel, der vedrører
en deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erklæring. Henvendelser, der modtages i
henhold til denne artikel, behandles i overensstemmelse med følgende regler:
- Hvis en deltagende stat finder, at en anden deltagerstat ikke opfylder bestemmelserne i
denne konvention, kan den ved skriftlig henvendelse gøre den anden deltagerstat
opmærksom herpå. Inden tre måneder efter modtagelsen af henvendelsen skal den
modtagende stat give den stat, som har fremsendt henvendelsen, en redegørelse eller anden
skriftlig udtalelse, der belyser sagen, og som i det omfang det er muligt og sagen
vedkommende, angiver de interne regler og retsmidler, som har været anvendt, som er under
anvendelse, eller som vil kunne anvendes i sagen.
- Såfremt sagen ikke er bilagt til begge staters tilfredshed inden seks måneder efter,
at den modtagende stat har modtaget den oprindelige henvendelse, har hver af staterne ret
til at indbringe sagen for komitéen ved meddelelse til denne samt til den anden stat.
- Komitéen må ført behandle en sag, der er indbragt for den ifølge denne artikel, når
den har sikret sig, at alle de retsmidler, der er til rådighed i den pågældende stat,
er anvendt og udtømt i overensstemmelse med de i folkeretten almindeligt anerkendte
principper. Dette gælder ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i
langdrag, eller hvor det er usandsynligt, at de vil give en effektiv afhjælpning for den
person, som er offer for krænkelse af denne konvention.
- Komitéen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold
til denne artikel.
- Med forbehold af bestemmelserne i pkt. c) skal komitéen tilbyde de pågældende
deltagerstater sin bistand med henblik på en mindelig løsning af sagen på grundlag af
respekt for de forpligtelser, der er foreskrevet i denne konvention. Til dette formål kan
komitéen, når det er belejligt, nedsætte en ad hoc mæglingskommission.
- I enhver sag, der indbringes for komitéen i henhold til denne artikel, kan denne anmode
de i pkt. b) omhandlende deltagerstater om at tilvejebringe enhver oplysning af betydning
for sagen.
- De i pkt. b) omhandlende deltagerstater har ret til at lade sig repræsentere, når
sagen behandles i komitéen og til at fremkomme med mundtlige og/eller skriftlige indlæg.
- komitéen afgiver inden for tolv måneder efter datoen for modtagelsen af en meddelelse
i henhold til pkt. b), beretning:
- Hvis der er opnået en løsning efter bestemmelserne i pkt. e), begrænser komitéen sin
beretning til en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder og den opnåede
løsning.
- Hvis der ikke er opnået en løsning efter bestemmelserne i pkt e), begrænser Komitéen
sin beretning til en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder; de skriftlige
indlæg samt en gengivelse af de pågældende deltagerstaters mundtlige indlæg vedlægges
beretningen
Beretningen fremsendes i alle tilfælde til de pågældende deltagerstater.
Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når fem af de i denne konvention
deltagende stater har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk 1. Sådanne
erklæringer deponeres af deltagerstaterne hos De Forenede Nationers generalsekretær, som
fremsender genparter deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst
trækkes tilbage ved en meddelelse til generalsekretæren. En sådan tilbagetrækning
berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse allerede er sket i henhold til
denne artikel. Efter at meddelelse om erklæringens tilbagetrækning er modtaget af
generalsekretæren, må yderligere henvendelser ikke modtages fra nogen deltagerstat,
medmindre den pågældende deltagerstat har afgivet en ny erklæring.
Artikel 22
- En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i henhold til denne
artikel, at den anerkender komitéens kompetence til at modtage og behandle henvendelser
fra eller på vegne af enkeltpersoner, der er undergivet dens jurisdiktion, og som hævder
at være ofre for en deltagerstats krænkelser af bestemmelser i konventionen. Komitéen
må ikke behandle nogen henvendelse, der vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet
en sådan erklæring.
- Komitéen skal afvise enhver henvendelse i henhold til denne artikel, som er anonym,
eller som komitéen anser for at være misbrug af retten til at foretage sådanne
henvendelser eller for at være uforenelig med konventionens bestemmelser.
- Med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 skal komitéen gøre den deltagende stat, som
har afgivet en erklæring i henhold til stk. 1, og som hævdes at krænke nogen
bestemmelse i konventionen, bekendt med enhver henvendelse, som komitéen modtager i
henhold til denne artikel. Inden seks måneder skal den modtagende stat tilstille
komitéen en skriftlig redegørelse eller udtalelse, som belyser sagen og angiver de
eventuelle foranstaltninger, staten måtte have truffet.
- Komitéen skal behandle henvendelser, der er modtaget i henhold til denne artikel i
lyset af alle de oplysninger, der er stillet til dens rådighed af eller på vegne af
klageren og af den pågældende stat.
- Komitéen må ikke behandle en henvendelse modtaget fra en enkeltperson i henhold til
denne artikel, medmindre den har sikret sig at:
- Den samme sag ikke har været eller er genstand for behandling efter andre regler om
international undersøgelse eller bilæggelse;
- Den pågældende stat har udtømt alle de nationale retsmidler, der står til rådighed.
Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag,
eller hvor det er usandsynligt, at de vil give en effektiv afhjælpning for den person,
der er offer for krænkelse af denne konvention.
- Komitéen træder sammen for lukkede døre, når den behandler henvendelser i henhold
til denne artikel.
- Komitéen underretter den pågældende deltagerstat og klageren om sin synspunkter.
- Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når fem af de i denne konvention
deltagende stater har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 1. Sådanne
erklæringer deponeres af deltagerstaterne hos De Forenede Nationers generalsekretær, som
fremsender genparter deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst
trækkes tilbage ved en meddelelse til generalsekretæren. En sådan tilbagetrækning
berører ikke behandlingen af en sag, hvorom henvendelse allerede er sket i henhold til
denne artikel. Efter at meddelelsen om erklæringens tilbagetrækning er modtaget af
generalsekretæren, må yderligere henvendelse ikke modtages fra eller for nogen
enkeltperson i henhold til denne artikel, medmindre den pågældende deltagerstat har
afgivet en ny erklæring.
Artikel 23
Medlemmerne af komitéen og af de ad hoc mæglingskommissioner, der måtte blive
nedsat i henhold til artikel 21 stk. 1, pkt. e), er berettigede til de samme lettelser,
rettigheder og immuniteter, som tilkommer De Forenede Nationers udsendte eksperter i
henhold til herom gældende bestemmelser i konventionen om De Forenede Nationers
rettigheder og immuniteter.
Artikel 24
Komitéen afgiver en årlig beretning om sine aktiviteter i henhold til denne
konvention til deltagerstaterne og til De Forenede Nationers generalforsamling.
Kapitel III
Artikel 25
- Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.
- Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De
Forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 26
Denne konvention kan tiltrædes af alle stater. Tiltrædelse sker ved deponering af et
tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 27
- Denne konvention træder i kraft den tredivte dag efter datoen for deponeringen af den
tyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Natiners
generalsekretær.
- For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af
det tyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på
den tredivte dag efter deponeringen af dens eget ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
Artikel 28
- Enhver stat kan ved tidspunktet for undertegnelse eller ratifikation af denne konvention
eller tiltrædelse af den, erklære, at den ikke anerkender komitéens kompetence som
foreskrevet i art. 20.
- Enhver deltagende stat, der har taget forbehold i overensstemmelse med denne artikels
stk. 1, kan når som helst trække sit forbehold tilbage ved meddelelse til De Forenede
Nationers generalsekretær.
Artikel 29
- Enhver i denne konvention deltagende stat kan stille ændringsforslag og indsende det
til De Forenede Nationers generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter give
meddelelse om den foreslåede ændring til de deltagende stater med anmodning om at blive
underrettet, såfremt deltagerstaterne ønsker en konference med det formål at behandle
og stemme om forslaget. Hvis mindst en tredjedel af deltagerstaterne inden fire måneder
efter datoen for en sådan meddelelse ønsker en sådan konference, skal
generalsekretæren sammenkalde konferencen under De Forenede Nationers auspicier. Enhver
ændring, der vedtages af et flertal af de stater, der er til stede og afgiver deres
stemme ved konferencen, fremsendes af generalsekretæren til alle deltagende stater til
godkendelse.
- Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, træder
i kraft, når to tredjedele af de deltagende stater i denne konvention har meddelt De
Forenede Nationers generalsekretær, at de har godkendt det i overensstemmelse med deres
respektive forfatninger.
- Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagende stater, som har
godkendt dem, medens de øvrige deltagende stater stadig er bundet af bestemmelserne i
denne konvention og eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 30
- Enhver tvist mellem to eller flere deltagende stater vedrørende fortolkningen eller
anvendelsen af denne konvention, som ikke kan bilægges ved forhandling, skal på
begæring af en af parterne overgives til voldgift. Hvis parterne ikke inden seks måneder
fra datoen for begæring om voldgift kan opnå enighed om foranstaltning af voldgift, kan
enhver af disse parter henvise tvisten til Den Internationale Domstol ved anmodning i
overensstemmelse med Domstolens statutter.
- Enhver deltagende stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ratifikation af denne
konvention eller ved tiltrædelse af den erklære, at den ikke betragter sig bundet af
denne artikels stk. 1. De andre deltagende stater er ikke bundet af stk. 1 i forhold til
nogen stat, som har taget et sådant forbehold.
- Enhver deltagende stat der har taget forbehold i overensstemmelse med denne artikels
stk. 2, kan til enhver tid tilbagekalde dette forbehold ved meddelelse herom til De
Forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 31
- En deltagende stat kan opsige denne konvention ved en skriftlig meddelelse til De
Forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter, at
generalsekretæren har modtaget meddelelsen.
- En sådan opsigelse har ikke den virkning, at den frigør den deltagende stat fra dens
forpligtelser ifølge denne konvention med hensyn til nogen handling eller undladelse, som
indtræffer før den dato, hvor opsigelsen træder i kraft. En opsigelse har heller ikke
på nogen måde indflydelse på den fortsatte behandling af nogen sag, som allerede er
under behandling i komitéen forud for den dato, hvor opsigelsen træder i kraft.
- Efter den dato, hvor den deltagende stats opsigelse træder i kraft, skal komitéen ikke
påbegynde behandlingen af nogen ny sag vedrørende denne stat.
Artikel 32
De Forenede Nationers generalsekretær underretter alle De Forenede Nationers
medlemsstater og alle de stater, der har undertegnet denne konvention eller tiltrådt den
om følgende:
- Undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artiklerne 25 og 26;
- Datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 27, samt datoen for
enhver ændrings ikrafttræden i henhold til artikel 29;
- Opsigelser ifølge artikel 31.
Artikel 33
Denne konvention, hvis arabiske, engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske
tekst har samme gyldighed, deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter af denne
konvention til samtlige stater.
Konventionen trådte i kraft den 26. juni 1987 for Danmark.