Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Joseph Weydemeyer

Weydemeyer (1818-1866), tysk-amerikansk marxist og organisator. Weydemeyer var på flere måder en repræsentant for det tidlige marxistiske parti i Tyskland og USA. Parti er her forstået i overenstemmelse med samtidens brug af ordet som en retning mere end en organisation. Af profession var han artilleriløjtnant, og som flere andre af disse tilsluttede han sig den tidlige kommunisme. Forklaringen på at en del unge tyske officerer - foruden Weydemeyer også bl.a. Fritz Anneke og August Willich - gik over på revolutionære positioner, var, at de var uddannet i artilleriet. En hærafdeling som ikke havde adelige officerer, men hvor unge borgerlige havde mulighed for social opstigning, hvis de altså ikke tog skridtet fuldt ud og blev revolutionære.

Weydemeyer var stationeret i Køln og kom her i forbindelse med socialister, herunder Friedrich Engels. I 1845 forlod han militærtjenesten og blev bl.a. medarbejder ved tidsskriftet Westphälisches Dampfboot, hvor flere af Marx' og Engels' tidlige skrifter blev udgivet.. Efter et kortvarigt ophold i Bruxelles i 1846 blev han medlem af Kommunistisches Korrespondenz-Komitee - en slags forløber for Kommunisternes Forbund, som han blev medlem af i 1847, kort efter forbundets oprettelse.

Under revolutionen 1849-49 arbejdede Weydemeyer aktivt som organisator af demokratiske foreninger og var redaktør på samme linje som Neue Rheinische Zeitung, som Marx var hovedredaktør for. Efter revolutionens nederlag deltog han i genoprettelsen af Kommunisternes Forbund og søgte at hverve abonnenter til forbundets tidsskrift. I kampen om forbundets linje støttede han som formand for afdelingen i Frankfurt Marx' og Engels' linje mod den putschistiske tendens. I 1851 måtte han imidlertid emigrere for at undgå arrestation.

I USA fortsatte han arbejdet for forbundet, organiserede en afdeling i New York og begyndte at udgive ugebladet Die Revolution, som imidlertid ophørte med at eksistere efter to numre. Dog udkom senere et særnummer med Marx' afhandling Louis Bonapartes 18. Brumaire, som imidlertid ikke fik stor udbredelse, da trykkeriet ikke ville udlevere nummeret uden betaling. Weydemeyer fortsatte sine organisatoriske bestræbelser i samarbejde med de få andre kommunistiske flygtninge i USA, og det lykkedes at oprette det Amerikanske Arbejder-forbund, som især fremmede den faglige organisering af de tysk-amerikanske arbejdere, som på det tidspunkt spillede en væsentlig rolle i arbejderbevægelsen i USA. Det blev senere et stort problem at få organiseret de engelsksprogede arbejdere sammmen med de mere organisationsvante tyske (der naturligvis kun var et mindretal blandt de indvandrede tyskere). Det næste problem var, at der i Sozialistische Arbeiterpartei/Socialist Labor Party udviklede sig en dogmatisk holdning, præget af især Lassalles fagforeningsfjendtlige holdning, som stillede sig i vejen for dannelsen af det amerikanske arbejderparti. Weydemeyer erkendte tidligt disse problemer og søgte at modvirke dem, iflg. Philip S. Foners vurdering i sidste instans med et godt resultat.

Det amerikanske Arbejderforbund udgav 1853/54 bladet Die Reform, som han redigerede på grundlag af de i Det Kommunistiske Manifest udviklede holdninger. Ligeledes skrev han tilsyneladende til en lang række progressive tysksprogede aviser i USA. Arbejdet med udviklingen af disse teoretiske holdninger fortsatte han i de kommende år i Milwaukee og Chicago - oftest som redaktør af aviser med en kortvarig levetid. I arbejdet profiterede han af Marx' og Engels journalistiske arbejde til den store New York avis New York Tribune, samtidig med at han opretholdt en intensiv korrespondance med dem. En korrespondance der har betydning for forståelsen af marxismens udvikling. 

I den amerikanske borgerkrig deltog Weydemeyer på præsident Lincolns og republikanernes side og blev oberst i nordstaternes hær. Han var på dette tidspunkt flyttet til St. Louis og arbejdede i redaktionen for en tysksproget avis, der udkom der. Weydemeyer søgte ligeledes efter 1864 at agitere for Den Internationale Arbejder Association (det der senere kaldtes 1. Internationale) i den amerikanske arbejderbevægelse. Ej heller disse bestræbelser var præget af stor gennemslagskraft. De rette omstændigheder kunne ikke erstattes af organisation og agitation. Weydemeyer arbejdede utrætteligt for sagen, skrev for og deltog i kampene på den progressive side, samtidig med at han måtte arbejde hårdt for at forsørge sin familie. I 1866 blev han syg under en koleraepidemi og døde.

G.C.