Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Trygve Bratteli

Bratteli (1910-84), norsk politiker, gift med Randi Bratteli, født Larssen. AUF’s formand 1945-46. Næstformand i Arbejderpartiet (DNA) 1946-65 og formand fra 1965 til 1975. Finansminister 1951-60, samfærdselsminister 1960-64. Statsminister 1971-72 og fra 1973 til 1976 da han i realiteten blev afsat af DNA's hovedbestyrelse og erstattet af Odvar Nordli. Leder af DNA's højrefløj og partiets mest markante JA til EF- politiker.

Ser man på Brattelis politiske karriere i tilbageblik, synes særligt to forhold at påkalde sig opmærksomhed: For det første at han gennem en halv menneskealder har haft centrale hverv i Det norske Arbejderparti og derigennem præget den norske samfundsudvikling, og dernæst at han som partiets formand kom til at lede det ud i dets alvorligste krise siden starten af 30'erne. Forklaringen er, at han i perioden fra Fællesprogrammets vedtagelse i 1945 til EF-stridens begyndelse blev stillet overfor opgaver, han havde helt specielle forudsætninger for at løse, mens EF tilhørsforholdet placerede en type spørgsmål helt centralt i den politiske strid, som Bratteli gennem hele sit voksne liv havde stillet sig uforstående eller endog fjendtlig til og affejet som «spidsfindige definitioner».

Bratteli har på mange måder været eksponent for det ansvarlige, regerende Arbejderparti. Han har vist sig at forene et usædvanligt klart og ordnet intellekt med betydelige administrative evner. I Fællesprogrammets, genrejsningsprogrammets og den økonomiske væksts periode var han fremfor nogen anden den som kunne sagerne, og vidste hvordan man skulle finde «praktiske løsninger». Også hans personlighedstype var fuldstændig tilpasset denne rolle. Han valgte altid en lav profil, hans udtryksform var en let populariseret variant af den man kunne finde i offentlige udredninger, og han formidlede et indtryk af urokkelig personlig integritet, som særlig i modgang gav hans person betydelige dimensioner. I forhold til omverdenen var Bratteli først og fremmest tillidsmandslagets mand. Han var idealet på den trofaste slider som uden fagter eller indsigelser har påtaget sig de opgaver, «partiet har pålagt ham».

EF sagen kom til at være skelsættende. Også i den forstand at den gjorde værdispørgsmål centrale i den politiske strid. Det var ikke længere kun et spørgsmål om, hvordan man mest effektivt skulle opnå økonomisk vækst eller hvordan man skulle «ordne samfundet», men om hvad slags samfund man ønskede. I denne situation kom Bratteli til at forsøge at videreføre den linie han havde haft fremgang med i de foregående 25 år. Sagen skulle defineres som et spørgsmål om grader af økonomisk vækst, toldmures procenter og rationel international økonomi, og fremfor alt: Man skulle ikke vige en tomme overfor den forvirrede skare af nationalromantikere, «skriftlærde» dogmatikere eller reaktionære agrarinteresser, som gik imod. I en situation der mere krævede en Martin Tranmæls politiske begavelse, blev Det norske Arbejderparti ledet af Trygve Bratteli. Tiden efter EF afstemningen i 1972 står på mange måder som et efterspil - desværre som et efterspil med stærke islæt af personlig tragedie.

Det står centralt i Ernst Sars historieopfattelse, at egenskaber som i en vis periode, under bestemte betingelser, repræsenterer en styrke, i senere perioder, under ændrede forhold, kan komme til at virke svækkende eller ødelæggende. Denne forklaringsmodel synes at give en brugbar nøgle til forståelse af en af forgrundsfigurerne i norsk efterkrigspolitik.

F.Ho.