Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Nicolae Ceaucescu (født i Scornicesti, 26. januar 1918 - død i Bucarest, 25. December 1989), rumænsk kommunistisk statsleder. Søn af en bondefamilie, fik aldrig afsluttet sin grunduddannelse, arbejdede som skomager og elektriker. Hans medlemsskab af Ungkommunisterne (UCT 1933) og senere af partiet (1936), indbragte ham 2 fængselsdomme (1936, 1940), hvor han havde lejlighed til at styrke sit kulturelle niveau og hvor han mødte de øverste ledere af det rumænske kommunistiske parti. Løsladt i august 1944, sekretær i Ungkommunisternes Centralkomité, stiftede Ungarbejdernes Enhedsfront. Indledte en politisk lynkarriere under partisekretæren G. Gheorghiu-Dej. Valgt til parlamentet i 1946 (Landbrugs- og Forsvarsviceminister), medlem af Centralkomiteen 1945 og af Politbureauet 1955. Første gang valgt til generalsekretær 22. marts 1965, som forholdsvis ukendt, og hans avancement var delvis en overraskelse for den rumænske befolkning. I 1967 blev han ligeledes valgt til republikkens præsident, en post han bestred frem til sin død.

Det siges, at de andre medlemmer af partiet, der efter 1964 følte at de ikke havde mulighed for at få opfyldt deres personlige ambitioner, valgte at udpege en person, som nød almen respekt men uden politisk personlighed, til leder - Ceaucescu. Men den struktur som karakteriserede det rumænske kommunistiske styre forudsatte nærmest, at man havde en uanfægtet leder, og navnlig den politisk linie, der garanterede uafhængighed af Moskva, som blev introduceret af partiets centralkomite i april 1964. Denne linie krævede en markant afvisning af enhver form for tvivl eller fraktionering i det rumænske styre. Det var den linie, Ceaucescu fulgte. En linie der forekom at blive stadig mere rigid. I sin tale efter invasionen i Tjekoslovakiet i august 1968 forsikrede han, at hvis USSR også havde invaderet Rumænien, ville de ikke kun have mødt passiv modstand.

Igennem mange år nød han en vis folkelig opbakning og mødtes ligeledes med sympati fra Vesten, hvilket understreges af bl.a. Nixons og Fords besøg i Bucarest. Han betegnedes som «Østens De Gaulle». Fra slutningen af 1970'erne, hvor hans regime blev stadig mere undertrykkende, øgedes hans personlige magt samtidig med at hans families og venners indflydelse blev stadig tydeligere. Det folkelige vid talte om «eenfamilie-socialisme» og - i takt med at levestandarden faldt - om eksistensen af et «forsynings-politi». En rejse til Kina og Nordkorea i 1971, forekom at have haft stor betydning for den rumænske leders politiske visioner, og efterfølgende udvikledes en stærk personkult. Kulten udvidedes til også at omfatte hans kone E. Petrescu, og blev indledningen til meget ambitiøse projekter, som f.eks. renoveringen af landets hovedstad, der ikke tog de ringeste historiske hensyn, tvangsforflytning af befolkningen til landbrugs- og industricentre, en industrireform, og en afvikling af udlandsgælden. Dette sidste mål indfriedes næsten i 1989, men med meget hårde konsekvenser for den rumænske befolkning.

Udfra en ideologisk synsvinkel insisterede Ceaucescu på behovet for at kombinere de marxistisk-leninistiske ideer med de nationale traditioner og dermed skabe rum - også internationalt - for de mindre nationer, for dermed skabe grobund for udviklingen i disse lande, uden at overgive sig til mere eller mindre suspekte udenlandske økonomiske investorer. Det blev ikke den store succes og der udvikledes i stedet en nationalistisk kommunisme. «Paladsrevolutionen» i december 1989 fjernede forholdsvis let Ceaucescus diktatur. Efter et spektakulært flugtforsøg blev Ceaucescu dømt ved en stærkt kritiseret retssag og henrettet sammen med sin kone den 25. december samme år.

E.P.