Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Forholdet mellem bønderne og overklassen af herremænd var i middelalderens Danmark kendetegnet ved et gensidigt afhængighedsforhold. Til gengæld for afgifter og arbejdsydelser modtog bønderne værn og adgang til jord. Blev bøndernes ydelser forhøjet uden tilsvarende modydelser fra overklassen, eller forringedes overklassens modydelser uden tilsvarende nedsættelser af afgifter og byrder for bønderne, kunne bønderne opfatte det som brud på sædvanen. Det er et karakteristisk træk ved bondeoprørene, at de rejses, når der efter bøndernes mening er sket et brud med sædvanen, eller den traditionelle frihed er blevet antastet. Bruddet kunne skyldes ekstraordinære skatter og afgifter til kongen, adelen eller kirken. Ligeledes kunne overklassens forsøg på at hævde retten til herlighederne (jagt- og fiskeret, adgang til og udnyttelse af skoven m.v.) føre til oprør.

Bondeoprørene kombinerede i mange tilfælde drømmen om en verden af frie mænd med forestillingen om et folkeligt monarki. Kongen fremstilledes som garant for bøndernes nedarvede rettigheder. Bøndernes mål med oprøret var ikke at skabe en ny samfundsorden men at genoprette den tabte balance fra tiden inden bruddet på sædvanen.

Bruddet på sædvanen eller bøndernes traditionelle frihed knyttedes ofte til tingene. På tinget kunne kongens repræsentanter, hvis ikke ligefrem kongen selv, fremføre kravene til bønderne. Sådanne situationer, hvor sædvanebryderen og bønderne har stået direkte overfor hinanden, førte flere gange til konfrontationer. Således måtte kong Erik Plovpenning i 1249 flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale kongens nye plovskat. Og i 1523 fordrev bønderne på Slogs herredsting herredsfogeden med pileskud.

Det var ligeledes på tinget, bønderne samledes for at beslutte og organisere oprøret mod sædvanebryderen. Således mødtes de skånske bønder først på de lokale ting og senere på landstinget for at organisere oprøret mod biskop Absalon og dennes fogeder i 1180-82. Oprørsbeslutningen var et resultat af forhandlinger på tinget mellem bønderne og deres eventuelle allierede. Bøndernes potentielle allierede skulle især findes blandt utilfredse herremænd, der i kraft af deres militære erfaring ofte valgtes til høvedsmænd. Det var dog langt fra altid herremænd, der var høvedsmænd for bondehæren. Således var de 25 høvedsmænd, som de midtjyske bønder angav efter deres nederlag i 1313 til kong Erik Menved, alle bønder.

Oprørsbeslutningen var i princippet kollektiv, dvs. den gjaldt alle indenfor det pågældende tings område. Bønder der ikke ville deltage i oprøret, fik deres straf fastsat på tinget. Da de jyske bønder under oprøret mod Erik Menved i 1313 drog ind på landstinget i Viborg og fastsatte straffene for de bønder, som ikke ville deltage i oprøret, blev straffen hængning ved egen hanebjælke. Hvordan den militære organisering videre forløb, er det vanskeligt at afgøre. Men at der forud for en række oprør foregik en betydelig organisering og planlægning fra bøndernes side, hersker der ingen tvivl om.

Det militære forløb af oprørene endte altid med bøndernes nederlag. Ofte blev de oprørske bønder mødt af en lokal herremands- eller biskoppelig hær, som blev sat ind for at kue oprøret. I en række tilfælde lykkedes det bønderne at besejre disse lokale opbud. De jyske bønders sejr ved Kolding i 1313, de nordjyske bønders sejr over en jysk adelshær i 1441 og den af Skipper Clement ledede bondehærs sejr ved Svenstrup i 1534 er eksempler på bøndernes delsejre. Mod en fuldt organiseret centralmagt i form af adelen eller udenlandske lejesoldater var bønderne imidlertid chanceløse. Således knustes de nordjyske bønders oprør i 1441 af kong Kristoffers hærstyrke ved Skt. Jørgensbjerg i Hanherred, mens Johan Rantzaus lejetropper massakrerede Skipper Clements jyske bondehær i slaget ved Aalborg i december 1534.

Bøndernes militære nederlag efterfulgtes af et retsligt efterspil, hvor de oprørske bønders og høvedsmænds straffe blev fastsat. Eftersom oprørsbeslutningen i princippet var kollektiv, blev straffene ligeledes givet kollektivt. Den kollektive straf var typisk en form for bødestraf, eventuelt tab af selveje. I mange tilfælde måtte bønderne ligeledes afgive en kollektiv edsaflæggelse, hvor man svor ikke at ville starte nye oprør i fremtiden. Høvedsmændene blev derimod altid henrettet.

Karakteristisk for middelalderens bondeoprør i Danmark er, at bønderne aldrig opnåede nogen varige resultater. Bønderne formåede ikke at bevare den sædvane eller traditionelle frihed, de havde kæmpet for. Bondeoprørene har dog uden tvivl skræmt overklassen fra at opkræve nye afgifter eller pålægge nye arbejdsbyrder i tiden umiddelbart efter oprørene. I kong Kristoffers landfredsforordning fra 1442 får kongens lensmænd, herremænd og fogeder således besked på ikke at praktisere den ulovlige beskatning og gæstning, der havde været en væsentlig årsag til oprørene i perioden 1438-1441.

Bondeoprørenes historie

Fra den danske middelalder kendes omkring 40 større eller mindre bondeoprør. Det tidligst kendte bondeoprør i Danmark er oprøret mod Knud den Hellige i 1086. Kongen havde i 1085 udbudt ledingsflåden til togt mod England, men da kongens ankomst trak ud, opstod der utilfredshed blandt mandskabet, hvorefter ledingsflåden opløstes. Oprøret mod Knud brød ud sommeren 1086, mens kongen var i Vendsyssel i forbindelse med opkrævningen af ledingsbøder. Fra Vendsyssel flygtede kongen ned gennem Jylland til Slesvig og derfra videre til Odense, hvor Knud blev dræbt i Sct. Albani Kirke den 10. juli 1086.

Skåne og Halland var i perioden 1180-82 centrum for en række oprør vendt mod ærkebiskop Absalon og dennes fogeder. Bøndernes vrede var rettet mod de nye ægter (arbejdspligter), som fogederne havde pålagt dem, blandt andet i form af borgbyggeri.

Perioden fra 1200-tallets midte til midten af 1300-tallet var præget af en lang række bondeoprør. Oftest var det pålæg af nye ekstraordinære afgifter, der førte til bøndernes vrede. Undertiden kunne dele af adelen stå sammen med bønderne, når kronens skattekrav truede med at underminere bøndernes betalingsevne. I 1249 måtte Erik Plovpenning flygte fra vrede bønder efter at have været i Skåne for at opkræve den udskrevne vogn- og plovskat. 1250'erne var præget af mange tilfælde af uroligheder, hvor de fattigste bønder, «kådkarlene», næsten ubevæbnede gik til angreb på ridderne. Som regel var de kun udrustet med køller.

Den hårde beskatning under Erik Menved kombineret med perioder med hungersnød og kvægpest førte til en række oprør. I 1313 gjorde midt- og vestjyske bønder sammen med enkelte stormænd oprør mod kongen, efter at denne et par år forinden havde udskrevet en ekstraskat til financiering af et delvis mislykket felttog mod Sverige i 1309. I 1328 modsatte sjællandske bønder sig grev Gerhards ekstraskatter og jyske bønder spillede en aktiv rolle i 1330'ernes kampe mod de holstenske panteherrer.

Stabiliseringsfasen efter den senmiddelalderlige agrarkrise førte nye oprør med sig. Årene 1438-1441 var præget af en række oprør fordelt over hele landet vendt mod gejstlighedens og adelens forsøg på at få kompensation for de tab, som krisen havde påført dem i form af landgildenedgang og ødelægning. At den senmiddelalderlige bonde, på lige fod med borgere og adel, kunne være sin integration i det europæiske marked bevidst, bevidner et kortvarigt slesvigsk oprør i 1472. Her stod bønder, borgere og dele af adelen sammen mod det kornudførselsforbud, som den danske konge og hansestæderne i fællesskab havde pålagt dem.

De urolige år efter fordrivelsen af Christian II i 1523 prægedes af flere oprør, således i Skåne 1525 og i Jylland 1527 og 1531. I 1534 brød et omfattende oprør under ledelse af Skipper Clement ud i Nordjylland. Ved Svenstrup syd for Aalborg stod det berømte slag den 16. oktober 1534, hvor oprørshæren besejrede en adelshær under ledelse af Erik Banner og Holger Rosenkrantz. Der har været tradition i dansk historieskrivning for at bortforklare adelhærens nederlag ved at henlægge slaget til et sumpet område, hvor adelsrytteriet skulle have haft svært ved at finde fodfæste. Sandheden er imidlertid, at oprørshæren var adelshæren talmæssigt overlegen og lige så godt udrustet som denne. De nordjyske uroligheders omfang pressede Christian III til at indgå fred med Lübeck, hvis belejring havde bundet størstedelen af kongens hær. Den frigjorte hærstyrke under ledelse af Johan Rantzau gennemførte herefter et hurtigt felttog gennem Jylland. 18. december 1534 stormede Johan Rantzaus tropper Aalborg, hvor byens forsvarere, mellem 7-800 mand, huggedes ned, hvorefter byen blev givet fri til plyndring. Skipper Clement nåede i første omgang at flygte, men blev efterfølgende taget til fange. Han blev halshugget 9. september 1536 i Viborg, parteret og lagt på hjul og stejle - med en blykrone på hovedet til ekstra spot. Skipper Clements bondeoprør blev det sidste i middeladerens Danmark. Bondeoprørenes tid var forbi.

L.S.P.