Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Oliver Retsha Tambo (1917-1993), sydafrikansk frihedshelt og tidligere formand for African National Congress (ANC).

Tambos far var en relativt velstående bonde med flere koner. Tambo kunne med fremragende skolekundskaber finansiere sin uddannelse gennem stipendier fra den anglikanske kirke. Han fik i 1941 en bachelor-grad i Matematik og Fysik fra University of Fort Hare, men blev året efter smidt ud af universitetet på grund af sin deltagelse i en studenterprotest. Derefter arbejdede han som lærer ved et gymnasium i Johannesburg, hvor han hurtigt blev involveret i politik. Tambo deltog aktivt i stiftelsen af ANC's ungdom, (ANC Youth League, ANCYL), i 1943, og var tillige involveret i studiekredse omkring Anton Lembede, der formulerede en radikal form for afrikansk nationalisme, som blev kendt under betegnelsen afrikanisme. Tambo beklædte en række ledende poster i ungdomsafdelingen. Væsentligst var formandskabet i Transvaal-provinsen, der omfattede størstedelen af medlemsskaren. Samtidig var han en helt central strateg i udtænkningen af det forslag til et aktionsprogram, som ANC's årsmøde vedtog i december 1949.

Efter Nationalistpartiets magtovertagelse i maj1948, hvor den hvide befolknings vilje til forsvar af raceprivilegier stod lysende klart, var Tambo hurtig til at erkende behovet for bredere mobilisering af den afrikanske befolkning. Tambos aktive masselinie - der blev et centralt element i ANC's linie helt frem til 1993 - slog igennem og årsmødet der ikke gav egentlige bud på en troværdig strategi fra den mere forsigtige afgående ledelse, gav massiv opbakning til et nyt repertoire af virkemidler, såsom boykot, strejke og civil ulydighed. Tambo valgtes ved samme lejlighed til ANC's forretningsudvalg, hvor han sad frem til sin død knap 44 år senere. Nogenlunde samtidig besluttede Tambo sig for at begynde et jurastudium med opbakning fra ejendomsmægleren Walter Sisulu. I 1952, midt under ANC's Trodskampagne mod uretfærdige love, der involverede tusinder i frivillige åbne lovbrud vendt mod uretfærdige love, etablerede han sagfører-praksis sammen med vennen Nelson Mandela. Mandela og Tambo havde i den mellemliggende periode, med Tambo som den mest aktive part, givet større plads til visioner om demokrati og social retfærdighed i deres version af den afrikanske nationalisme. Tambo udviklede i 1950'erne en personlig politisk retorik, karakteriseret ved sin åbne fremlæggelse af strategiske muligheder og dybe indsigt i almindelige menneskers livssituation, hvor apartheids juridiske rammebetingelser stod i centrum.

Tambo valgtes 1955 til generalsekretær for ANC og i 1958 til formanden Albert Luthulis stedfortræder. I 1969 blev han ANC's generalsekretær, 2 år efter Luthulis død.

I slutningen af 1950'erne var Tambo en af de som klarest så, at politistaten var umiddelbart forestående. I samarbejde med Nelson Mandela forsøgte de med begrænset held at ændre ANC’s organisation fra en noget løs og uforpligtende masseorganisation til en mindre sårbar struktur med små afdelinger af dybt engagerede medlemmer.

Da Sydafrika i slutningen af marts 1960 oplevede omfattende protester mod Sharpeville-massakren, fremlagde det hvide parlament et forslag om forbud mod ANC. Inden forslaget blev vedtaget i noget nær eenstemmighed og ANC-ledelsen interneredes, sendte ANC’s inderkreds Oliver Tambo ud af Sydafrika for at søge foretræde for FN og for at etablere en eksil-organisation. Efter talrige problemer med immigrationsmyndighederne i Vesten blev han modtaget i Danmark 1. maj 1960, hvor han blandt andet mødtes med Statsminister Viggo Kampmann og talte ved den faglige 1. maj demonstration i Fælledparken.

ANC havde i 1959 besluttet at prioritere en international opfordring til økonomisk boykot af Sydafrika. I 1960 blev organisationens ledelse flyttet til udlandet og efter december 1961, hvor den indre ledelse indledte væbnet kamp, skulle ledelsens eksil-organisation også bære etableringen af baser for den militære uddannelse af partisaner. Tambos tre årtier i eksil er den mest imponerende del af hans livsværk, hvor han vedholdende formåede at opretholde en klar politisk linie i et arbejde, der var spredt over seks kontinenter. Det bærende element i hans appeller til udlandet var hans utvetydige fordømmelse af økonomisk samkvem med Sydafrika. Karakteristisk for disse er et retorisk spørgsmål stillet til FN i 1962:

«Hvem er den største racist. Den som formulerer og håndhæver teorier og politik, der sigter på racistisk herredømme; eller den som sikrer kapital, teknologisk indsigt og arbejdskraft til udøvelsen og opretholdelsen af en sådan politik?»

Tambo formåede gennem 1960'erne, hvor den indre modstand brød sammen, at konsolidere ANC i eksil og at skabe en indbyrdes acceptabel konsensus mellem kommunister, socialister, borgerlige nationalister og traditionalister. I 1960'erne var ANC stærkt afhængig af finansiel støtte fra Sovjetunionen, men Tambo undlod aldrig at appellere om støtte fra andre kilder. Tambo mestrede balancekunsten mellem fastholdelsen af støtten til den væbnede kamp, kravet om sanktioner og så det diplomatiske behov for at sikre anstændige levevilkår for eksilerede sydafrikanere og deres afhængige – også i Vesten. Hans særlige forbindelser til Skandinavien udvikledes gennem en langvarig nær forbindelse til Olof Palme, mens hans tidlige nære kontakt til Danmark fra midten af 1960'erne blev noget nedkølet af mere NATO-tro kredse i det danske socialdemokrati.

ANC afholdt kun to beslutningsdygtige forsamlinger i eksilperioden - 1969 og 1985 - og Oliver Tambo skabte gennem sine beretninger til disse to forsamlinger gode rammer for en åben diskussion og afklaring af kampens centrale områder og vægtningen af de enkelte delafsnit.

Han vendte tilbage til Sydafrika fra eksilet den 13. december 1990 for at deltage i ANC's første samlede konference i 30 år, hvor der både deltog tidligere eksilerede, tidligere fanger og medlemmer af det tidligere undergrundsapparat. Mandela var allerede samme år blevet valgt til vicegeneralsekretær, og pga. Tambos dårlige helbred (efter et tidligere hjerteanfald) overlod han i 1991 generalsekretærposten til Mandela. Han døde den 24. april 1993, 75 år gammel.

Hans kone Adelaide Tambo har redigeret en samling af hans taler, mens historikeren Luli Callinicos biografi er berammet til udgivelse i løbet af år 2000.

G.G.