Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde i slutningen af 60'erne en afdeling for undergravende virksomhed. Den indsamlede oplysninger på samme måde som PET. Dvs. både gennem «åbne kilder» (avisklip, tidsskrifter osv.), og gennem «lukkede kilder», som f.eks. penetranter. Hetler-gruppen udgjorde i perioden 1969-73 et vigtigt led blandt disse. Foretagendet var camoufleret som en privat organisation, «Komitéen til Grundlovens Beskyttelse». De hvervede penetranter måtte ikke kende til kontakten med FE, de skulle tro det var en - ganske vidst lidt ualmindelig - politisk organisation, i stil med den hedengangne Demokratisk Alliance. Kontakten mellem FE og komitéen skulle kun gå mellem én FE-medarbejder (Ulrik Schmidt) og Hans Hetler («Hans Schou»). Dermed mente FE, at de havde indbygget en såkaldt cutout-forbindelse, der kunne tillade dem at benægte kendskab til dette private foretagende, hvis noget gik galt.

FE leverede materiale og stillede forespørgsler eller andre arbejdsopgaver i form af det, de kaldte en Request. Hetler svarede tilbage i form af nummererede rapporter, suppleret af samtaler. FE noterede resultaterne i sine kartoteker, og på organisations-registreringsskemaet E1013.

Ulrik Schmidt tegnede komitéens organisationsskema. Foruden Hetler som daglig leder, var der en arkiv- og kartoteksbestyrer. Det var den mand, som havde ført Demokratisk Alliances kartotek over venstreorienterede, og som han nu byggede videre på til FE's fornøjelse. Der var også en uddannelses- og propagandaleder, der søgtes beklædt med veteraner fra Demokratisk Alliance. Endelig var der en Århus-leder, der skulle bygge sit eget net op i byen. Han opererede i det skjulte - blandt andet via Moderate Studerende.

I København var der på skemaet opført otte penetranter under dæknavn i diverse venstreorienterede organisationer. Den senere kommissionsdomstol mente via sine undersøgelser, at kun 4-5 af dem blev operative. Engagementet med Hetler-gruppen afvikledes i første halvdel af 1973, men Ulrik Schmidts efterfølger overtog det indsamlede materiale.

Afsløringen af Hetler-gruppens samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste skyldtes de to Ekstrabladsjournalister, Jakob Andersen og Søren Jakobsen. I bogen «Spionen, der sladrede», byggede de videre på deres mange artikler og deres omfattende materiale. Kommissionsdomstolen gav bogen disse ord med på vejen:

«... retten finder grund til allerede på dette sted at fastslå, at de i bogen gengivne faktiske oplysninger i væsentlig omfang er bekræftet ved rettens undersøgelser.»

Bogen indeholder meget stof om Hetler-gruppens forgængere, og deres arbejde som infiltranter. De oplysninger blev altså også bekræftet af Kommissionsdomstolen.

Afsløringerne medførte megen turbulens, og blandt andet nedsættelsen af den tidligere omtalte Kommissionsdomstol. Affæren var også medvirkende årsag til justits- og forsvarsminister Orla Møllers tilbagetræden. Han havde givet Folketinget misvisende oplysninger, bl.a. fordi FE-chefen Marius Sund ikke havde informeret ham ordentligt. Orla Møller fortalte Folketinget, at de udfyldte E1013 organisationsskemaer var brændt for flere år siden.

Det passede ikke. Oberst Sund brændte dem først den 10. Juni 1977. Det var efter at Ekstrabladet havde omtalt dem, og kun tre dage før han skrev sit misvisende notat til Orla Møller. Marius Sund fik senere en næse af den ny forsvarsminister, Poul Søgaard. Men da det senere meddeltes, at han blev forflyttet til en NATO-stilling i Bruxelles, bedyrede Forsvarsministeriet, at det var et led i den almindelige turnusordning.

Efterretningstjenesterne og EU-modstanden

I flere af Hetlers rapporter til Forsvarets Efterretningstjeneste omtales modstanden mod EF-tilslutningen i 1972. I det offentliggjorte materiale var det især en intern DKP-rapport om Danmarks økonomiske stilling udenfor EF, der havde FE's interesse. Den skulle Hetler søge at skaffe, med FE-ledelsens samtykke. I virkeligheden må forsvarsminister Kjeld Olesen have dispenseret fra sit eget forbud mod infiltration, da han gav FE-chefen grønt lys til operationen. (Se Information 13.6 og 27.6.1978). Hetler fik for øvrigt ikke fat i rapporten. Da Hetlers kontaktmand i FE, Ulrik Schmidt, skulle forklare Kommissionsdomstolen, hvorfor EF-modstanderne havde interesse, gav han følgende interessante svar:

«at der var en sammenhæng mellem modstanden mod EF og modstanden mod NATO og mod tanken om en Europahær og dermed sammenhæng med generel modstand mod forsvaret. Ulrik Schmidt har derfor udarbejdet interne EF-rapporter om disse spørgsmål...» (s. 65).

Det er vist en bred fortolkning af, at FE kun skulle beskæftige sig med «undergravende virksomhed», hvis de direkte havde interesse for forsvaret.

Under Kasper Neergaard-sagen var EF-aspektet også inde i billedet. Det viste, at PET på daværende, tidspunkt også interesserede sig for EU-modstanden. Den daværende DSU-formand spurgte i et åbent brev til Justitsministeren:

«Er man en fare for landets sikkerhed, hvis maner EF-modstander?»
(Information 6.11.1971)

Hvorvidt de to tjenester har bevaret interessen for EF- og EU-modstanden, kan der ikke siges noget præcist om. Men da den omfatter et betragteligt mindretal af befolkningen, kan dele af den mere organiserede modstand godt have politikeres og efterretningstjenesters interesse. Men hvis det er tilfældet, mangles dokumentation herfor.

Demos