Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 13/8 2003
Læst af: 25.887
: :
Civilmodstand
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Civilmodstand - også kaldet ikke-militært forsvar, ikke-voldsforsvar og socialt forsvar - er en folkelig, ikke-voldelig modstand mod besættelse eller statskup baseret på forskellige former for protestaktioner, ikke-samarbejde og intervention. Det anvendes efterhånden også om ikke-voldelig modstand mod indre undertrykkelse og som forsvar af revolutionære reformer i sociale ændringsprocesser.

Teorien om civilmodstand som alternativ forsvarsform er dels vokset frem på baggrund af omfattende historiske erfaringer:

Endvidere har mere generel samfundsvidenskabelig indsigt og konfliktteori bidraget til udviklingen af forsvarsmodellerne.

De første teorier i 1920- og 30'erne blev udviklet af grupper og enkeltpersoner i den antimilitaristiske arbejderbevægelse og i fredsbevægelsen. I 60- og 70'erne har især den moderne samfundsvidenskab - bl.a. freds- og konfliktforskningen - videreudviklet teorierne og modellerne. Centralt i denne nyere teoridannelse har bl.a. stået den norske konflikt- og fremtidsforsker Johan Galtung, den tyske statsvidenskabsmand Theodor Ebert, den britiske samfundsforsker Adam Roberts og den nordamerikanske sociolog Gene Sharp.

I samme periode og bl.a. på baggrund af våbenkapløbet og udviklingen af moderne masseødelæggelsesvåben udvikledes interessen for civil modstand som forsvarsform blandt de politiske grupper i Vesteuropa - venstresocialistiske, socialdemokratiske og radikale, liberale grupper, ved siden af fredsbevægelsen. I flere lande har regeringerne endvidere taget initiativ til udredninger om den forsvarspolitiske rolle, som civilmodstand kan spille i konfliktsituationer. Det gælder bl.a. i Danmark, Sverige, Finland og Holland. Også i andre lande har civilmodstand været emne for en mere omfattende offentlig debat.

Civilmodstand som nationalforsvar - eventuelt klasseforsvar - baserer sig på et andet magtsyn end det traditionelt militære. Militær magt er gerne baseret på en doktrin om mest effektiv ødelæggelse af modstanderens hær, militærudstyr, transport- og produktionssystemer samt byer. Strategierne i civilmodstanden er baseret på et på en mere grundlæggende og avanceret magtopfattelse: At nægte modparten det samarbejde han er afhængig af for at kunne kontrollere det besatte samfund. En grundlæggende forudsætning for at en hersker har magt, er en vis grad af lydighed og samarbejde fra det folk, han hersker over.

Gennem civilmodstand forsøger man at fjerne denne forudsætning. Ved massivt ikke-samarbejde forsøges besættelsesmagten isoleret. Det kan ske ved forskellige former for strejke, økonomisk, social og politisk boykot, slow-down-aktioner osv. Endvidere kan det ske ved offensive aktioner som sabotage af bl.a. produktions- og kommunikationsudstyr, som er vigtig for besættelsesmagten, besættelse af bygninger og pladser, blokadeaktioner osv. Det kan være en del af strategien at sikre en effektiv kommunikation med besættelsesstyrkerne betragtet som personer, men ikke-samarbejde med dem i deres militære roller. I andre situationer kan social boykot og den «kolde skulders taktik» være formålstjenlige.

Kommunikation blandt befolkningen gennem alternative medier og kanaler er afgørende for modstandskraften. Uvished fører let til forvirring, kaos, apati og gør det muligt for besættelsesmagtens psykologiske krigsføring at trænge igennem. Endvidere vil beredskabsplaner for de centrale institutioner og for fødevareforsyningen være vigtige skridt for at værne om befolkningen indenfor rammerne af et ikke-militært forsvar.

Oplysningsarbejde overfor en tredje part og overfor sympatiserende grupper i besættelsesmagtens eget land kan have til formål at fremme det indre og ydre pres på magthaverne i besættelseslandet - jfr. f.eks. antikrigsbevægelsen i USA under Vietnamkrigen.

Civil modstand kan mødes af forskellige modsvar fra besættelsesmagtens side. Sådanne modsvar er i dag i nogen udstrækning genstand for militær forskning, og kan bl.a. bestå i udnyttelse af kollaboratører i centrale positioner, psykologisk krigsføring, blokade af livsvigtige varer, terror og brutal militær undertrykkelse. Historisk materiale tyder på, at det er væsentlig vanskeligere at skride til stærk militær undertrykkelse, hvis den civile modstand er konsekvent og fuldstændig ubevæbnet, end hvis den kombineres med eller knyttes forholdsvis tæt til militær modstand eller anden voldelig kamp. Historiske erfaringer viser samtidig, at drastisk militær undertrykkelse af den civile modstand kan være problematisk for besættelsesmagten og undergrave dennes magtstilling. Brutal undertrykkelse kan i visse tilfælde gennem verdensopinionen og gennem forholdet til tredje part slå tilbage på undertrykkeren, ved at dens egne tropper bliver demoraliserede, når folket i det besatte land konsoliderer sig, og når oppositionsgrupper i besættelsesmagtens eget land går til modstand. Civil modstand i situationer med voldsom undertrykkelse kan på denne måde fungere som «politisk jiu-jitsu» (Gene Sharp).

I den udstrækning civil modstand kan fungere som effektiv modstand under besættelse, vil denne forsvarsform også kunne virke afskrækkende. Den afskrækkende virkning vil være proportional med den modstand en mulig angriber kan vente sig. Når det alligevel hævdes, at civil modstand som forsvarsform er afhængig af en besættelse - at denne forsvarsform først opnår en virkning efter at okkupationen er en realitet - ses der bort fra denne afværgefunktion.

Civil modstand som forsvarsform kræver forberedelse i fredstid. Det er nødvendigt at lave beredskabsplaner, oplære og informere borgerne, holde øvelser - bl.a. i de forskellige institutioner, på arbejdspladser, i lokalsamfund og i nærmiljøet.

Det eksisterer en vis sammenhæng mellem samfundsform og forsvarsform. Forskellige forsvarstyper kan have forskellige sociale forudsætninger. Civil modstand som forsvarsform mod besættelse eller statskup vil blive mere omfattende og effektiv, jo stærkere interessefællesskab man kan regne med i samfundet i krisesituationen. Endvidere vil et samfund med decentraliseret magt og initiativ - «folkemagt» - og med en væsentlig grad af selvforsyning fremme en mere effektiv civil modstand. Sådanne samfund vil være langt mindre sårbare i krisesituationer, end samfund med en klar «pyramideform» hvor magten er koncentreret på toppen. Fjernes toppen, bliver resten af samfundet let lammet.

Civil modstand kan fungere som det eneste forsvarsalternativ, eller den kan i større eller mindre udstrækning kombineres med militære forsvarstiltag. I hvilken grad og hvorledes civile og militære modstandsformer kan samordnes er omdiskuteret. Dynamikken - virkemåden - i kampformerne er forskellig, og kampformerne kan modvirke hinanden. Hvis den civile modstand sidestilles med militære modstandsgrupper, vil det gerne være lettere for en besættelsesmagt at gå til hård militær undertrykkelse af modstanden. Der er en del der peger i retning af, at hvis militær og civil modstand skal samordnes som modstandsformer, må de være adskilte både i tid, rum og i deres organisering: F.eks. militær modstand i en første fase og civilmodstand når den militære modstand har udspillet sin rolle, eller militær modstand i visse egne, civil modstand i andre - byer og tætbyggede områder.

Vejene skilles imidlertid, når det handler om udviklingen af strategier for omrustning til civil modstand som nationalt forsvar. Omrustningen bliver af nogle opfattet som en «punktreform». En reform som ikke kræver større sociale forandringer. Andre mener, at der kræves en gennemgribende forandring af samfundet. En holdning der imellem opfatter omrustningen som en gradvis proces parallelt med en gradvis samfundsændring.

Gennem praksis og forskning bliver indsigten i civil modstand som kampform ført videre. Modellerne udvikler sig. Der hersker i dag indenfor informerede kredse ikke den store uenighed om, at civilmodstand kan spille en ikke uvæsentlig rolle i besættelsessituationer. Striden gælder snarere, hvorvidt et land i fuld udstrækning kan basere sin forsvarspolitik på denne modstandsform.

Mange faktorer indikerer, at mindre, industrialiserede lande i dag ganske enkelt ikke har råd til at slå en større invasionsmagt tilbage alene med militære midler. Samtidig er det klart, at brugen af moderne militærsystemer i stor udstrækning blotlægger de værdier der skal forsvares - man er «oprustet og forsvarsløs». Våbenkapløbet udløser i sig selv en betydelig fare for krig. Effektive nedrustningsstrategier må rumme alternative forsvarsformer, som frigør fra kaprustningen.

På denne baggrund er det aktuelt at vurdere, hvilken rolle civil modstand kan spille i en fremtidig beskyttelses- og fredspolitik.

J.Gr.

Litteratur

A. Roberts (red.): Hele folket i forsvar, Oslo 1969.
B. Höglund m.fl.: Sivilmodstand, Oslo 1971.
A. Boserup og A. Mack: Ikke-vold som nationalforsvar, København 1971.
T. Ebert m.fl.: Demokratische Sicherhetspolitik, München 1974.
G. Geeraerts (red.): Possibilities of Civilian Defence In Western Europe, Amsterdam 1977.