Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
    .  Kunst  .  Kunstform  .  Maleri
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2005
Læst af: 148.612
: :
Scherfig, Hans
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hans Scherfig
Hans Scherfig

Hans Scherfig (1905-79), dansk forfatter, billedkunstner og kommunist, født i 1905 på Østerbro i København. Faderen var direktør for det Hoffenberske Etablissement - et stort trykkeri. Hjemmet var borgerligt, forældrene konservative, men havde iflg. Scherfig alligevel et humanistisk menneskesyn. I 1924 blev han student fra Metropolitanskolen og begyndte at læse zoologi, men efter sin første maleriudstilling i 1928 opgav han studierne.

I sin gymnasietid var han almindelig konservativ, men efter 3 år på universitet forsøgte han første gang at melde sig ind i DKP. Det var i 1927. Partisekretær Arne Munch-Petersen mente dog ikke det var noget for den unge Scherfig. Det var i Universitetets frokoststue - Kannibalen - at han havde mødt kommunismen i form af Broby Johansen, Carl Madsen, Kai Moltke og Jens August Schade. Det var i samme periode han bevægede sig ind i kubismen i sin malerkunst.

Scherfig havde altid tegnet og malet. På et besøg i Wien i 1925 mødte han sin senere kone Elisabeth Karlinsky, der var en del af den østrigske futurisme. Sin debutudstilling holdt han i Studentersamfundets lokaler på Vester Boulevard i 1928. Samme efterår deltog han i Kunstnernes Efterårsudstilling og 29 holdt han atter en særudstilling. Samme år rejste han til New York, hvor han blev i 7 måneder. Her fik han anskuelighedsundervisning i kapitalisme - midt under verdenskrisens udfoldelse. Indtrykkene ændrede hans udtryksform i maleriet. Den lette humor blev erstattet af satiren - han havde fundet sin vrede. Han bevægede sig i en stadig mere bevidst kommunistisk retning. Fra midten af 1931 begynder han at tegne til DKP avisen, Arbejderbladet, og til demonstrationer tegnede karrikaturer af Stauning og politifolk.

I 1932 blev han medlem af DKP på anbefaling af Carl Madsen og året efter blev han medlem af tidsskriftet Plans redaktion. Vigtigst for ham var dog maleriet. Han ønskede at leve som maler, men det skaffede ikke meget brød på bordet, og værre blev det da han midt i 30'erne fik diagnosticeret en øjensygdom, der på sigt kunne gøre ham blind. Da han udstillede sine billeder i 1937, troede han det skulle blive hans sidste udstilling.

For at skaffe til dagen og vejen koncentrerede han sig derfor i stigende grad om skriveriet. I starten af 30'erne levede han af at skrive noveller og artikler til ugebladet Ude og Hjemme, men det viste sig hurtigt, at hans force lå indenfor romanen. Allerede i 33 havde han på Mondes forlag fået udgivet sin første bog. En socialistisk børnebog: Hvad lærer vi i skolen? der havde fået overstrømmende anmeldelser. I 37 udgav han bogen: Den døde mand, om det miljø han kendte så godt - kunstnermiljøet. Teknikken i denne bog, der tilsyneladende er lidenskabsløs og objektiv uden personlige meninger har en stærk satirisk effekt, der peger fremad i hans forfatterskab. Samme år starter han som fast kommentator på Arbejderbladet, og året efter udgiver han sin anden roman: Den forsvundne fuldmægtig, der bliver udgivet på Gyldendal. Han er indenfor i varmen og bogen bliver rost til skyerne. Også af Martin Andersen Nexø, der opfordrede Scherfig til at skrive en bog om de trotskistiske intellektuelle. Det ville Scherfig gerne, men projektet måtte vente nogle år. Danskerne havde endnu vanskelig ved at forstå «den rent psykologiske side af processerne i Moskva».

Scherfig havde i efteråret 1939 væddet med tegneren Hans Bendix om hvorvidt Sovjet og Tyskland ville dele Polen mellem sig - og tabte en flaske rødvin. Da delingen var gennemført efter indgåelsen af ikke-angrebspagten mellem de to stormagter førte det til diskussion og en skarp brevveksling mellem de to, hvor Scherfig afviste at tage afstand fra den sovjetiske besættelse af den ene halvdel af Polen.

I efteråret udsendte han sin tredje roman: Det forsømte forår. Som Fuldmægtigen er den formet som en kriminalroman og følger sporet op fra denne: Hvad er det, der danner den intellektuelle? Scherfig peger her på, at når unge skal tilpasses familiens ambitioner og samfundets krav til den intellektuelle, er det nødvendigt med en meget målrettet formning og sortering. Under den udviklede kapitalisme varetages denne funktion ikke længere primært af familien som institution, men derimod af skolen. Bogen blev generelt vel modtaget. Blot et par enkelte kritikere og Scherfigs gamle lærere følte sig personligt ramt. Det udløste et svar fra Scherfigs side i tidsskriftet Kultur og Politik. Svaret hed: «Den sorte skole», og i det skrev han bl.a.: «Det er ikke alene for min egen Fornøjelses skyld, at jeg har skrevet min Bog og faaet en Debat i gang om den sorte Skole. Det er også for mine Kammeraters skyld. Baade for dem, der tog livsvarig Skade af Skolen og for alle dem, der idag er Skoledrenge, og som maaske endnu kunde reddes». Han så altså bogen som et indlæg i den aktuelle debat om skolen.

Det er interessant, at bogen først virkeligt slog igennem, da den sorte skole var endelig afskaffet. Der kom to oplag i 1940 og et tredje i 47, men alene i 60'erne kom den i 2 almindelige og 8 billigbogsoplag. Det peger på lag i tolkningen af bogen, der gik langt ud over dens karakter af indlæg i en aktuel pædagogisk debat. Den stiller som titlen afspejler spørgsmålstegn ved det rimelige i, at børn og unge skal forsømme deres ungdom. I denne problemstilling stiller Scherfig sig konsekvent på børnenes side i dette spørgsmål om udformningen af opvæksten. Et så radikalt synspunkt var indtil da ikke blevet bragt ind i debatten. Ejgil Søholm har anvendt udtrykket reflekteret troskyldighed om Scherfigs skrivestil. En smuk og rammende bemærkning der uden videre også kan udstrækkes til hans malerier.

Sammen med mange andre danske kommunister blev Scherfig på foranledning af den tyske besættelsesmagt arresteret den 22. juni 1941. Allerede på det tidspunkt var han gået i gang med at skrive Idealister. Bogen Nexø 3 år tidligere havde opfordret ham til at skrive. Ved sin arrestation havde han kun 2% af synet tilbage, og trods arrestationen blev han overført til Finsens øjenafdelingen. Han forsatte arbejdet på bogen der skulle udkomme på Gyldendal i 1942, men Udenrigsministeriet forbød udgivelsen. Manuskriptet blev i stedet smuglet til Sverige, hvor det blev udgivet i 1944. Bogen udkom på dansk i 45. Hverken Hans Kirk eller Gelsted brød sig særligt meget om bogen. Dens politiske drejning var forkert.

Scherfig var medarbejder ved Land & Folk fra avisens start i maj 1945 og til sin død. Bogproduktionen faldt, men til gengæld blev det til tusindvis af kronikker, kommentarer, rejsebreve og lignende. En lang række af den blev gennem 50'erne og 60'erne samlet til bogudgivelser.

I 1952-53 publicerede han en ny roman: Skorpionen, der i første omgang blev offentliggjort som føljeton i Land & Folk. Romanens baggrund var den meget omtalte Eddekoppesag fra 49 med Svend Aage Hasselstrøm i hovedrollen. En artig sag om bagmænd, mord, smugleri, alfonseri og ikke mindst bestikkelse blandt politiet. Land & Folk havde adgang til meget stof i den sag, der ikke kunne bringes uden at bringe kilderne i fare, og Scherfig blev derfor sat på at skrive det om til fiktion, men ingen avislæser var i tvivl om, hvad historien handlede om.

Der kom til at gå 10 år, før han udgiv sin næste roman: Frydenholm, der var ment som et monument over kommunisternes indsats under besættelsen. Partiet havde forgæves forsøgt at skrive sin egen historie om besættelsestiden (se Børge Houmann), men projektet var gået i vasken pga. den interne strid i 50'erne. Nu kom historien i stedet i romanform. Hans skønlitterære forfatterskab sluttede med: Den fortabte abe fra 1964.

Hans kunstopfattelse var modernistisk. I 1939 skrev han: «Kunsten afspejler Samfundet. Ikke bare paa den Maade, at Kunstens billedlige Fremstillinger viser Samfundets Liv. Kunsten er en Udkrystallisering af Samfundets bærende Ide. Af Tids-aanden. Den er Tidens Stil.» Han fastholdt denne holdning, omend mindre markeret også i efterkrigstiden. Han fastholdt hele livet sin stærke modvilje mod, at partiet skulle blande sig i, hvad og hvordan malerne malede.

Helt frem til sin død i 1979 var han aktiv som skribent, maler og debattør og endte som en institution i kommunismen. Et vidnesbyrd om den bredde det kommunistiske kulturliv havde haft. Sammen med Kirk og Gelsted lagde han navn til en DKP indstiftet kulturpris.

A.J.

Litteratur

Morten Thing: Portrætter af 10 kommunister. København 1996.

Emneliste fra Tidsskriftcentret
Hans Scherfig 1905-1979