 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
 |
| Gennem 1970'erne og 80'erne trak demonstrationer foran Arbejdsretten tusinder af deltagere. |
Arbejdsretten er en særlig domstol, der skal dømme i sager vedrørende brud på indgåede og gældende overenskomster. Den blev oprettet ved lov i 1910. Arbejdsretten er således tæt forbundet med de kollektive overenskomster. Den er også tæt forbundet med «fredspligten», som er et grundlæggende princip for arbejdsrettens virke. Fredspligten indebærer, at hverken arbejdsgivere eller arbejdere må etablere en arbejdsstandsning, hvis et arbejde er dækket af en kollektiv overenskomst. Hvis en af parterne bryder overenskomsten, hvis en arbejdsgiver eksempelvis ikke vil betale den aftalte løn, så må modparten ikke etablere en arbejdsstandsning for at håndhæve sin ret. Så gælder «fredspligten», og den krænkede part må gå forhandlingens eller (arbejds)rettens vej for at få sin ret.
Arbejdsrettens historie er tæt forbundet med det fagretslige systems historie. Det fagretslige system er et bredere begreb, der omfatter såvel forhold vedrørende indgåelse af kollektive overenskomster, som sager, der handler om brud på, overholdelse og fortolkning af gældende overenskomster. Dette brede begreb omfatter således både en række aftaler, der er indgået mellem organisationerne på arbejdsmarkedet, Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Landsorganisationen (LO), f.eks. hovedaftalen, og forskellige typer af lovgivning på arbejdsmarkedet, f.eks. loven om arbejdsretten eller forligsmandsloven.
Arbejdsrettens forhistorie
Allerede før den moderne arbejdsret blev opbygget i begyndelsen af det 20. århundrede eksisterede der offentlig regulering af arbejdsforhold i håndværk og industri og regler for konfliktløsning.
1682-forordningen om håndværkssvende fastsatte regler om arbejdsaftaler. Men hvis en af parterne mente, at modparten ikke havde holdt givne aftaler, eller at reglerne på anden måde var blevet brudt, så måtte sagen finde sin afgørelse ved en almindelig domstol.
Laugsforordningen af 1800, der var et resultat af den store Laugskommission, der blev nedsat efter tømrerstrejken i 1794, fastsatte hårde straffe for «strejker» og anden «sammenrottelse». Straffen kunne være fængsel og tugthus.
Ved siden af denne offentlige regulering af forholdene på arbejdsmarkedet blev der i en række fag etableret faglige voldgiftsretter i løbet af det 19. århundrede. Den moderne arbejdsret blev således ikke bygget op på bar bund omkring århundredeskiftet.
Det fagretslige systems tilblivelse
Den moderne arbejdsrets historie starter med storlockouten og Septemberforliget i 1899. I 1898 var de to hovedorganisationer blev oprettet på både arbejdsgiver- og arbejderside - Dansk Mester- og Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund -, og i 1899 udviklede en mindre konflikt i snedkerfaget sig til en omfattende storkonflikt. Efter 4 måneders kamp mellem arbejdsgivernes og arbejdernes organisationer afsluttedes konflikten med det såkaldte Septemberforlig. Hovedpunkterne i forliget var:
- Anerkendelse af arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet
- Anerkendelse af arbejdernes organisationer som forhandlingsberettigede på arbejdernes vegne
- Arbejdslederes (formænds) ret til at stå uden for fagforeningerne
- Et sæt regler om vedtagelse og varsling af konflikter.
Septemberforliget fastslog også, at der skulle oprettes en domstol, der kunne dømme i sager vedr. overtrædelse af Septemberforliget. Denne domstol, kaldet Den permanente Voldgiftsret, blev oprettet i 1900, og der blev lovgivet om vidneførsel ved retten.
Septemberforliget var således en aftale, der var indgået mellem de to hovedorganisationer på arbejdsmarkedet. Men grundlaget for Den permanente Voldgiftsret, nemlig vidnepligten, var en lov, vedtaget på Rigsdagen.
Den permanente Voldgiftsret - ofte omtalt som «den permanente» - var ikke en arbejdsret i moderne forstand. Dens område var begrænset til overtrædelse af Septemberforliget. Den kunne ikke dømme i sager vedrørende brud på kollektive overenskomster i almindelighed. Det betød, at «almindelige sager» vedr. strid om arbejdsaftaler fortsat skulle afgøres ved de almindelige domstole.
I 1908 førte en konflikt i de grafiske fag, som bl.a. lammede dagspressen, til et indgreb fra indenrigsministerens side. Som et led i det mæglingsforslag, der afsluttede konflikten, blev det såkaldte Augustudvalg nedsat. I Augustudvalget blev diskussionen om en stående voldgiftsret et hovedtema. Fagbevægelsens folk var især interesseret i at få oprettet en faglig voldgiftsret, med hurtig rettergang, med fagkyndige dommere og med bemyndigelse til at idømme en bod for brud på en gældende overenskomst. Efter halvandet år fremlagde Augustudvalget sin betænkning. Udgangspunktet for udvalgets indstilling var sondringen mellem «interessetvist» og «retstvist» og generelt fredspligten, hvor der var indgået en overenskomst mellem to parter; kun hvor der ikke forelå en overenskomst, f.eks. fordi en af parterne havde opsagt den gældende overenskomst, og hvor der således forelå en «interessetvist», kunne arbejdsstandsning - som strejke eller lockout - anerkendes som et berettiget kampskridt. Men arbejdsnedlæggelse kunne efter udvalgets opfattelse ikke anerkendes som kampmiddel i situationer, hvor der var tale om brud på en gældende overenskomst, eller hvor der forelå uenighed om fortolkningen af en gældende overens-komst, dvs. i tilfælde af en såkaldt «retstvist»; her skulle parterne gå voldgiftens eller rettens vej. Betænkningen indeholdt 3 hovedelementer: 1) Et forslag om en statslig forligsinstitution. 2) Et forslag om en arbejdsret. 3) Den såkaldte «norm», der fastslog de almindelige regler for mægling og voldgift, som skulle tages i brug ved behandlingen af en faglig uoverensstemmelse.
Med Augustudvalgets arbejde lå hovedelementerne i det fagretslige system i Danmark klar. Grundlaget for det hele var de kollektive overenskomster, og hovedpillerne var i øvrigt:
- En hovedaftale, arbejdsmarkedets «grundlov», der fastslog de grundliggende principper.
- En forligsinstitution, der sikrede «samfundets interesse» i fred på arbejdsmarkedet og kunne træde til ved indgåelsen af nye overenskomster.
- En arbejdsret, der kunne dømme i sager vedr. brud på de kollektive overenskomster.
- Et system af faglige voldgiftsretter, der kunne afklare uoverensstemmelser om brud eller fortolkninger af gældende overenskomster.
Den faste Voldgiftsret blev oprettet ved lov af 12.april 1910. Den grundlæggende filosofi bag oprettelsen af en særlig arbejdsret var to synspunkter: For det første var begge parter enige om det hensigtsmæssige i, at det var «fagkyndige» folk, dvs. organisationernes egne folk, der skulle dømme i den slags sager. For det andet var de enige om behovet for at kunne træffe hurtige afgørelser. Ved de civile domstole kunne det ofte vare lang tid, før en sag kom for, og sådanne lange ventetider var ikke acceptable på arbejdsmarkedet.
På fagforeningsside var en af de grundlæggende overvejelser bag arbejdsrettens oprettelse også, at organisationerne ikke kunne forvente større forståelse for deres sag ved de civile domstole. Flere konflikter i løbet af 1920'erne bidrog i høj grad til denne opfattelse, ikke mindst den såkaldte Kolindsund-konflikt, hvor blokaderamte landbrugere indklagede de faglige organisationer for by-, lands- og højesteret og fik tilkendt betragtelige erstatninger. Kolindsund-konflikten var tillige baggrunden for den såkaldte Tugthuslov - Loven om Erhvervs- og Arbejdsfrihed - der blev gennemført i 1929. Utvivlsomt har erfaringerne fra 1920'erne bestyrket mange fagforeningsfolk i det hensigtsmæssige i at have en arbejdsret ved siden af de civile domstole.
Arbejdsrettens udvikling 1910 - 1973
Ved afslutningen af 1. verdenskrig var det nye fagretslige system i Danmark under alvorligt pres. Den faldende realløn under krigen var baggrunden for en bølge af overenskomststridige strejker, den gang kaldet «direkte aktioner», som truede med at vælte hele systemet over ende. Arbejderne, der blev idømt domme i Den faste Voldgiftsret, rettede sig ganske enkelt ikke efter dommen, men aktionerede videre. Det førte til nye og større bodsstraffe, som kunne føre til fagforeningens fallit, og hvis først fagforeningen var væk, var situationen helt ude af kontrol. Forholdene på arbejdsmarkedet stabiliserede sig efter 1920. Men situationen efter 1. verdenskrig viste, i hvor høj grad arbejdsretssystemet var afhængig af organisationsdisciplin på arbejderside.
I 1919 gennemførtes en mindre ændring af loven om Den faste Voldgiftsret. Antallet af dommere blev udvidet, og rettens kompetence blev udvidet til også at omfatte handels- og kontorfag, samt landbrug og gartneri.
Siden er der blevet gennemført mindre ændringer af loven om Den faste Voldgiftsret i 1934, 1939, 1961 og 1964. Efter lovindgrebet mod den truende storkonflikt i 1933 - som led i det såkaldte Kanslergadeforlig - blev der nedsat et udvalg, der skulle komme med forslag til forebyggelse af de samfundsskadelig arbejdskonflikter. Som et resultat af dette udvalgsarbejde gennemførtes den nye forligsmandslov i 1934, som bl.a. indførte sammenkædningsreglen, der begrænsede mulighederne for at konflikte legalt. Men der skete kun mindre ændringer af loven om Den faste Voldgiftsret (2. maj 1934). I 1934 blev «Normen» gældende for alle overenskomster, for hvilke der ikke var passende regler for pådømmelse af stridsspørgsmål.
Efter storkonflikten i 1956 blev Arbejdsretskommissionen af 1956 nedsat, bl.a. for at overveje om der var behov for ændringer i loven om Den faste Voldgiftsret. Men hverken hovedorganisationerne eller Den faste Voldgiftsret mente, at der var behov for større ændringer. I forbindelse med vedtagelsen af den nye hovedaftale i 1960 skete der kosmetiske ændringer for Den faste Voldgiftsrets vedkommende, og heller ikke ved den efterfølgende ændring af loven om arbejdsretten i 1964 skete der det store. Den faste Voldgiftsret blev omdøbt til Arbejdsretten, for at forhindre en sammenblanding mellem arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter, der eksisterede i mange fag. I bemærkningerne til loven blev det understreget, at arbejdsretten var «en statsdomstol» med særlige regler for dommernes beskikkelse og med en kompetence, der var begrænset til et specielt område, «ganske som en række andre særlige domstole her i landet». Større ændringer skete først ved vedtagelsen af hovedaftalen af 1973 og den nye arbejdsretslov samme år.
Arbejdsretsloven af 1973
Baggrunden for arbejdsretsloven af 1973 var umiddelbart den strejkebølge, der rullede hen over landet i 1969-70. Den anden strejkebølge i 1971-72 forstærkede problemerne. Under strejkerne var det åbenlyst, at Arbejdsretten ikke længere fungerede efter hensigten. I stedet for at lægge en dæmper på uroen, bidrog arbejdsrettens domme til at forstærke konflikterne. Arbejdsretten fremstod som en «klassedomstol», vendt mod arbejderne. Arbejdsretten havde mistet det skær af uvildig neutralitet, som gerne skulle være forbundet med rettens domme. Kritikken af arbejdsretten var massiv, og den forstærkedes i 1971-72. Den fagkritiske Studenterfront ved Århus Universitet udgav i november 1972 en Rapport om Arbejdsretten, hvor konklusionen var: «Arbejdsretten er en klassedomstol» - vendt mod arbejderklassen! « ... Arbejdsretten har spyttet strejkedomme ud over arbejderne...». Rapporten tilsluttede sig kravet om arbejdsrettens afskaffelse og parolen: Forhandling - Mægling eller Aktion.
To domme fra disse år satte problemet på spidsen. Både under strejken på Aalborg Værft ved årsskiftet 1971-72 og konflikten på Den kongelige Porcelænsfabrik 1972-73 var problemet det samme: arbejderne havde ret i deres konkrete sag, men blev dømt i arbejdsretten, fordi de havde nedlagt arbejdet i reaktion mod ledelsens overgreb på gældende regler.
I oktober 1970 havde arbejdsministeriet nedsat et udvalg, der skulle komme med forslag til en revision af arbejdsretten. I maj 1973 fremlagde arbejdsretsudvalget sin betænkning, og den nye arbejdslov, som gennemførtes i juni, indeholdt flere store ændringer:
- Arbejdsrettens kompetence blev udvidet; for det første henhørte alle overenskomster på arbejdsmarkedet, også det offentlige, under arbejdsrettens kompetenceområde; for det andet skulle retten også kunne dømme i sager vedr. anvendelsen af kampskridt for at få oprettet en overenskomst på et område, hvor der ikke tidligere havde foreligget en overenskomst.
- Arbejdsrettens dommerkollegie blev udvidet fra 6 til 12, og antallet af suppleanter fra 16 til 28.
- I sager af principiel betydning skulle rettens formandsskab udvides fra 1 til 3.
- Arbejdstandsninger skulle straks indberettes til organisationerne, og fællesmøde under organisationernes medvirken skulle afholdes senest dagen efter.
- Bodsbestemmelserne blev ændret således at: (1) boden kunne bortfalde, hvis en arbejdsstandsning var begrundet i, at de pågældende arbejdere havde deltaget i en politisk demonstration; (2) erstatningssynspunktet ved udmålingen af bod blev helt opgivet; (3) boden kunne bortfalde, hvis en arbejdsstandsning skyldtes overenskomststridig adfærd fra modpartens side, eller hvis den havde trivlsesmæssige årsager, som modparten havde ansvaret for; og (4) boden kunne helt bortfalde, hvis arbejdsstandsningen ophørte efter henstilling fra fællesmødet.
Med arbejdsretsloven af 1973 blev kortvarige punktstrejker reelt tilladt. Den store debat stod om boden og bodssystemet som princip. SF havde gerne set boden helt afskaffet. LO var inde på det samme, ud fra det argument, at boden ikke længere virkede efter hensigten. Arbejdsgiversiden mente ikke, at det var muligt at have en Arbejdsret uden sanktionsmidler. En sådan arbejdsret kunne ganske enkelt ikke fungere! Men bodsbestemmelser blev gjort mere «tidssvarende», dvs. at der blev indført en række formildende omstændigheder. Loven legaliserede deltagelse i politiske demonstrationer. Kortvarige arbejdsstandsninger, mindre end 48 timer, skulle ikke i Arbejdsretten og blev fritaget for bod.
Arbejdsret og menneskerettigheder - den seneste revision i 1997
Senest er arbejdsretsloven blevet revideret i 1997. Baggrunden for revisionen i 1997 var ikke mindst en kritik af Arbejdsretten med udgangspunkt i «almindelige» menneskerettighedssynspunkter og helt konkret den europæiske Menneskerettighedskonvention. I to næsten ens sager fra 1990'erne faldt dommene meget forskelligt ud, hvorefter det blev hævdet, at dommerne ikke var upartiske; med andre ord, det spillede en rolle, om en indklaget part blev dømt af «sine venner» eller ej. Kravet om at have adgang til en uafhængig og upartisk domstol indgik i Menneskerettighedskonventionen, og der blev rejst tvivl om, hvorvidt den danske Arbejdsret kunne leve op til det krav. I sommeren 1996 blev der nedsat et udvalg, der skulle behandle spørgsmålet, og på grundlag af udvalgets betænkning gennemførtes den nye lov om Arbejdsretten i marts 1997.