Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Slobodan Milosevic (1941-2006), jugoslavisk politiker, født i august 1941 som søn af en serbisk-ortodoks teolog af montenegrinsk afstamning. Allerede som 18 årig gik han ind i Titos kommunistiske parti, afsluttede sit jurastudium ved Beograds Universitet i 1964 og havde derefter forskellige poster i partiet og i statsadministrationen. Han var bl.a. økonomisk rådgiver for borgmesteren i Beograd og arbejdede i bystyrets informationsafdeling. Ikke mindst sidstnævnte beskæftigelse synes at have haft stor betydning for hans senere karriere. Den unge Milosevic blev ekspert i at udnytte medierne.

I 1970'erne gik han ind i erhvervslivet. I 8 år var han generaldirektør for virksomheden Tehnogas, og i 1978-82 var han præsident for en førende Beograd-bank. Sidstnævnte post gav ham mulighed for at rejse - bl.a. til USA - og det er baggrunden for, at han taler fremragende engelsk og har en dyb indsigt i USA's politik.

Indenrigspolitisk kom han til at spille en større rolle i Serbien efter 82. Han gjorde sig først og fremmest bemærket ved sin kritik af, hvad han opfattede som den jugoslaviske forbundsstats udbytning af Serbien. Endvidere var han kritisk overfor den stigende ineffektivitet i det jugoslaviske samfund. I 1980'erne løb inflationen stærkere år for år, og politikernes forskellige «krisepakker» viste sig virkningsløse. Milosevic blev talsmand for de unge teknokrater, som ville have samfundet til at fungere mere effektivt. Men der var tale om modernisering - ikke demokratisering.

I 1984 blev han partichef for kommunistpartiet i hovedstaden Beograd, og i 86 partichef i hele Serbien. Dette avancement indenfor partiet fandt sted med støtte fra gode partifæller, som i Milosevic så en garanti mod den tiltagende nationalisme, der var tiltagende mange steder i det daværende Jugoslavien, hvor tabet af den solide faderfigur, Josip Tito der var død i 1980, var blevet efterfulgt af en periode præget af en stadig mere svingende politik og stadig mere åben kritik af forholdene. Milosevic formulerede det selv på følgende måde: «Selv før hans (Titos) død fungerede systemet ikke. Det var Tito der fungerede. Efter hans død er der intet der fungerer, og ingen er i stand til at blive enige om noget som helst».

Det sted hvor der først opstod uro efter Titos død, var i 1981 i Kosova, hvor albanerne krævede republikstatus for provinsen - som siden 1974 havde haft et albansk domineret hjemmestyre. I 1987 udbrød der atter uro i provinsen, men denne gang udsprang den af provinsens serbiske mindretal, der støttet af dele af den serbiske presse hævdede, at de blev chikaneret og mishandlet af de lokale albanske politikere og politi. Partiet i Beograd sendte Milosevic til Kosova for at dæmpe serberne ned, men under et møde med de lokale serbere - som i voldsomme vendinger gav udtryk for deres lidelser - vendte han tilsyneladende om på en tallerken, og råbte til dem: «Ingen skal få lov til at slå jer! Ingen skal få lov til at slå jer!» og vendte derefter tilbage til Beograd med krav om total ændring af partiets og den serbiske regerings politik overfor Kosova. Han erobrede flertal i partiets centralkomite, fik udstødt sin gamle ven og støtte, Ivan Stambolic, som da var Serbiens præsident og overtog selv denne post.

Fra 1987 var Milosovics politik at gøre sig og Serbien til centrum for et nyt og stærkt Jugoslavien, hvor den hidtidige decentralisme skulle erstattes af en stærk centralisme. Ved målbevidst brug af propaganda og masseforsamlinger fik han i 1988-89 sine egne folk indsat i regeringerne i Montenegro og den selvstyrende Vojvodina-provins, og i 89 blev provinsparlamentet i Kosova truet til at overgive sin magt til parlamentet i Beograd. Albanernes hjemmestyre var dermed ovre. Derefter forsøgte Milosevic at vinde flertal for sin politik i forbundsstatens ni mands store præsidentråd, der var det organ, der havde afløst Tito. Men især i de vestligste og mest udviklede republikker, Slovenien og Kroatien, voksede modstanden mod de stadig mere nationalistiske toner fra Beograd. Det jugoslaviske kommunistparti gik i opløsning. I de enkelte republikker blev der i 1990 afholdt valg med deltagelse af flere partier, og overalt sejrede partier med en mere eller mindre nationalistisk dagsorden. I Serbien omdannede Milosevic kommunistpartiet til et nationalistisk socialistparti.

Hans svar på den nye situation var at styrke nationalismen. De vestlige republikkers ledere ønskede i stedet at omdanne Jugoslavien til et statsforbund som EF for at redde fællesskabet. Denne dybe politiske og økonomiske krise udløste krigene 1991-95, som førte til selvstændighed for Slovenien, Kroatien, Makedonien og Bosnien-Hercegovina. Milosevic sad tilbage med kontrollen over Serbien, Montenegro og Kosova, hvor albanerne allerede i 1991 havde erklæret, at de betragtede sig som en uafhængig republik og ikke ville samarbejde med serberne i en fælles stat. Milosevic valgte i første omgang at se bort fra dette problem, men han havde også andre og større problemer at beskæftige sig med.

Den historiske udvikling afslørede Milosevics svaghed som politiker. Han var en dygtig taktiker men en svag strateg. Han manøvrerede fra krise til krise og overlevede, men skubbede samtidig de grundlæggende problemer foran sig. Han kunne muligvis have opnået en aftale med de mere moderate albanere i Kosova i 1996, men det blev ikke til noget. 1997 var et mareridtsår for ham, hvor det kun lige akkurat lykkedes ham at hindre, at hans ærkerival, ultranationalisten Seselj blev præsident i Serbien - da han selv måtte trække sig fra dette embede. Men den politiske krise fortsatte ind i 1998, forstærket af de kampe der nu udbrød i Kosova. I denne situation optog Milosovic Seselj i sin regering, og bandt derved sin voldsomste kritiker til sig - men også sig til ham.

Milosovic tabte præsidentvalget i Jugoslavien i september 2000. Efter voldsomme oppositons-demonstrationer måtte han i oktober acceptere nederlaget og overdrage magten til sejrherren, Vojislav Kostunica. Milosovic og hans socialistparti bevarede dog magten over regeringen.

Den vestlige verden lagde et voldsomt pres på den nye serbiske regering for at få Milosovic udleveret til krigsforbryderdomstolen i Haag. Trods regeringens stærke nationalistiske orientering bøjede den sig for presset og arresterede 31. marts 2001 Milosovic. Den 28. juni blev han overdraget til FN og derfra videre til krigsforbryderdomstolen. Han fyrede sine advokater og førte selv sin sag ved domstolen støttet af en efterforskningsgruppe i Serbien. Hans skarpe juridiske intellekt satte domstolen på en hård prøve, og hans stadig mere alvorlige sygdom gjorde, at sagen trak ud.

Milosovic blev fundet død i sin fængselscelle i Haag den 11. marts 2006 om morgenen. Obduktionen viste, at han var død af hjerteslag. Den nationalistiske serbiske opposition hævdede derimod, at han var blevet forgiftet. Selv skrev han kun få uger inden sin død, at uidentificerede stræbte ham efter livet. Det alvorligste problem for eftertiden er imidlertid, at den mand der stod centralt i Jugoslaviens opløsning og de blodige krige på Balkan i 90'erne aldrig fik sin sag ført til doms, og de mange hundrede tusinde ofre kom aldrig til at opleve, at den mand de ultimativt betragtede som årsagen til de forfærdelige hændelser på Balkan aldrig blev dømt.

A.J.